Jón Axel Fransson, Alexander Meinertz, Den kgl. Ballet

Jón Axel Fransson: Danseren, Den Kgl. Ballet ikke kan undvære

i Kultur/Scenekunst af

BALLET // PORTRÆT – Det er nu, man skal opleve Kgl. Ballets islandsk-danske danser Jón Axel Fransson. I maj sidste år blev han udnævnt til solodanser, og i juli tog han de amerikanske anmeldere med storm i New York City. Alexander Meinertz tegner et portræt af en danser med en smuk teknik og en usædvanlig dramatisk spændvidde.

Da en mindre gruppe dansere fra Den kgl. Ballet under ledelse af Ulrik Birkkjær sidste sommer dansede Bournonville på Manhattan, var det det danske kompagnis nyeste solodanser, islændingen Jón Axel Fransson, der løb med anmelderroserne.

“Fransson er en, man skal følge,” skrev Marina Harss i DanceTabs i sin omtale af programmet The Bournonville Legacy: “Han er faktisk alt det, man forbinder med den danske skole”. Robert Greskovic betegnede i Wall Street Journal Fransson som “den fineste eksponent for mandsdans” og beskrev danserens teknik som “eksemplarisk” og “glimtende af skarphed, præcis kontrol, imponerende og alligevel underspillet styrke og forbløffende sikre afslutninger…”

Jón Axel Fransson blev ansat som korpsdanser ved Den kgl. Ballet i 2010. For Weekendavisens anmelder Majbrit Hjelmsbo var det allerede fra starten åbenlyst, at Den kgl. Ballet havde et særligt talent i huset:

“Jeg tror, hans spændstigt springende hofnar i Peter Martins udgave af Svanesøen tilbage i 2010 var første gang, hvor jeg lige missede en ekstra gang med øjnene. Og så allerede året efter, da han dansede soloherre i Harald Landers Etudes, var hans potentiale som klassisk førstedanser helt evident. ‘Der er danseur noble-stof i den knægt!’, skrev jeg faktisk dengang.”

“Giv JAF en dramatisk rolle, lille som stor, og han skal nok vide at fylde den med liv og indfølt nerve helt ud til fingerspidserne.”

De tre drevne iagttagere rammer plet i karakteristikken af Franssons kvaliteter: Paradoksalt er han ganske vist født i den nordatlantiske østat Island, men altså trænet og formet på Bournonvilles teater på Kongens Nytorv i hjertet af København.

Næsten 2/3 af kompagniet ellers er uddannet andetsteds, hvor Fransson og Andreas Kaas i dag er Den kgl. Ballets eneste dansk-skolede, mandlige solodansere.

Jón Axel Fransson, Alexander Meinertz, Den kgl. Ballet
Jón Axel Fransson og Ida Praetorius er aktuelle på Det kgl. Teater i foråret 2020 i George Balanchines ‘Ballo della Regina’. Foto: Henrik Stenberg.

Solodanser af gavn

Udnævnelsen faldt – endelig – i maj 2019 efter en opførsel af Harald Landers bravouraballet Etudes, som Fransson selv kalder sin yndlingsballet, fordi Lander sætter alt på spidsen – og den rigtige danser alt på spil:

”Jeg elsker friheden i at danse alene på scenen i Etudes. Det er totalt ego. Her handler det kun om mig, det er knald eller fald, og med så hårde trin, er der ret store chancer for fald. Jeg har altid elsket Etudes, selvom jeg var bange for at lave korpsrollerne, fordi jeg ikke var særlig god til at stå på linje… Det er måske en af grundene til, at jeg er blevet forfremmet,” joker han.

Faktisk stod Fransson allerede i 2011 på Gamle Scene som solist i Etudes, dengang overfor verdensstjernen Alban Lendorf, der i dag er solodanser ved American Ballet Theatre i New York.

”Alban Lendorf havde selvfølgelig Mazurka-partiet, som er den største af de to roller, og som Jón også gerne selv ville have, og som han fik senere. Det var kun et år efter hans ansættelse i kompagniet som korpsdanser, men allerede på det tidspunkt var Jón Axel faktisk den eneste danser, der kunne stå ved siden af Alban”, fortæller den danske anmelder Eva Kistrup, der i sin Copenhagen Report flere gange har undret sig over, hvorfor det tog så mange år, før Fransson blev forfremmet til solodanser af navn, når han altid var det af gavn:

”En del af årsagen kan være, at han har været igennem to-tre større skadesforløb – men det var uacceptabelt, at han skulle vente så længe på titlen.”

Jón Axel Fransson, Alexander Meinertz, Den kgl. Ballet
Guilherme De Menezes, Ida Praetorius og Jón Axel Fransson i ”Etudes” – 2019. – Fotograf: Henrik Stenberg.

Ingen vals gennem tilværelsen

Så hvad kræves der for at blive solodanser i København?

”De fleste vil sige, det er hårdt arbejde,” svarer Fransson, ”og jeg har aldrig mødt mere hårdtarbejdende mennesker end balletdansere. Ingen vælger et liv som balletdanser, hvis man vil “valse” igennem tilværelsen, for man kan nemt finde et meget lettere liv. Som balletdanser arbejder man uendeligt på at forme sin egen krop, som ler der skal blive ”den perfekte krop”, som ingen har.”

”Spørger du en danser, om hans eller hendes krop er perfekt, er svaret altid nej. Hvis det ikke er ens knæ, som stikker for meget ud, eller ens “biscuit-fødder”, som vi dansere kalder det, så kan det være, at man er hypermobil og disponeret for skader. Vi har alle ting, som vi arbejder på at skjule eller at forbedre. Det fortsætter også efter, man er blevet forfremmet til solodanser.”

”Når det er sagt, så er det at have den rigtige kropsbygning, flotte fødder og at arbejde hårdt slet ikke nok. Du kan arbejde røven ud af bukserne uden at blive solodanser, ikke engang en plads i kompagniet kan du være sikker på, for ballet er kunst, og kunst er også smag og vision, og hvis ens balletmester ikke kan se potentialet, kan man komme til at sidde på sidebænken resten af ens karriere. Det koster med andre ord. Jeg har også måttet gøre ofre og gennemleve ting for at nå hertil, og jeg ville gøre det hele om igen.”

Jeg fik en jernrustning

Jón Axel Fransson flyttede med sin familie til Danmark, da han var tre år gammel. Han gik på Gladsaxe Skole, inden han som otteårig ”ved et tilfælde” kom til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Balletskole i fodboldtrøje fra Liverpool eller måske Arsenal.

”Jeg har altid været et meget aktivt barn,” fortæller Fransson, hvis indgang til ballettens verden ligner mange andre drenges: ”Min mor kunne ikke overskue at passe mig, da det var et fuldtidsarbejde, og sendte mig ind til optagelsesprøven sammen med min søster. Der opdagede jeg, at ballet ikke kun var for piger men utrolig udfordrende for drenge med hård træning og streng disciplin. Det har udviklet sig til en kæmpe kærlighed til dans og musik.”

“Fransson rækker fra mimiker, over demi-caractère til de store russernumre, og han kan skabe både skurke og helte”.

Det kongelige Teater, som Fransson med fortsat begejstring beskriver som ”en kæmpe legeplads”, betog ham også fra starten som ”en eventyrfabrik”: ”Jeg elsker at gå igennem Det kongelige Teater og finde nye steder, som jeg aldrig har været før. Der er så meget historie i den bygning og mange fantastiske kunstnere, som har skabt magi i dens rum.”

Fransson, der allerede havde gået til gymnastik og lavede armbøjninger fra en tidlig alder, var grebet af balletskolens fysiske udfordringer, men mener i dag, at han var ”en udfordring” for skolens lærere.

”De var utrolig talentfulde og engagerede i sådan en tosse som mig. Jeg var ikke den artige dreng i klassen. Jeg kunne ikke fordrage at sidde stille. Min dansklærer sagde, at man kunne se et tæppe falde ned foran mit ansigt, når jeg skulle lære noget, jeg ikke syntes var interessant. Men så snart jeg skulle lære trin til en forestilling, så fløj tæppet væk…”

Blandt balletlærerne fremhæver Jón Axel Fransson den amerikanske pædagog Truman Finney som sin ”balletmentor”: ”Det blev han efter en lang, barnlig krig, jeg førte i 16-19-årsalderen. Når jeg ikke opførte mig ordentligt, sagde han tit, “It’s cute while you’re young!”. Den mand kunne iklæde de største fornærmelser med en quirky humor, som ingen, der har arbejdet med den mand, nogensinde kan glemme. Mig har han givet en jernrustning: Han lærte mig at tage imod negative korrektioner og filtrere dem til noget produktivt – og en lydhørhed, som jeg ville ønske, jeg havde haft tidligere.”

Han peger også på Ole Nørlyng som en stor inspiration: ”Ole var en respekteret balletkritiker, som underviste i ballethistorie i skolen. At have diskussioner om kunst med Ole var utroligt underholdende… Sikke en viden og tålmodighed den mand havde!”

Spændet fra demi til noble og komik til tragik

Som voksen danser har Jón Axel Fransson imidlertid praktisk taget ingen forbehold. Han arbejder efter devisen, ”der er ingen små roller, kun små kunstnere” og ”gør alt, hvad jeg kan med de roller, jeg får.”

Han betegner det som sit store held, at balletmester Nikolaj Hübbe caster ham i et meget bredt repertoire: ”Han ser mig tit i de mere komiske roller, men så får jeg også lov til at lave prinserollerne. Og det er rigtig dejligt, for jeg kan virkelig godt lide skuespillet i det, når skuespil og dans blandes sammen i et parti.”

”Jeg håber en dag at danse Romeo. Noget ved den kærlighedstragedie rør altid noget i mig. Puk i En Skærsommernatsdrøm er en rolle, jeg også håber på at danse en dag, og det er ikke tilfældigt, at jeg nævner to forestillinger af John Neumeier

Da chefen for Arizona Ballet, Ib Andersen, i 2013 satte Bournonvilles genreballet Kermessen i Brügge i scene på Kongens Nytorv, gav han Fransson den komiske rolle Geert, og lod sig imponere over Fransson i en grad, så han betegnede ham som et geni – og sammenlignede ham med den legendariske og højtelskede karakterdanser Fredbjørn Bjørnsson.

Tidligere solodanser Mads Blangstrup er Franssons forbillede i kompagniet – ”han havde altid sådan en tilstedeværelse, at lige meget hvad der forgik på scenen, så fulgte ens øjne kun ham. Selvom han stod stille i hjørnet, så var der nærvær” – og han peger eksempelvis på rollen som Mercutio i John Neumeiers Romeo og Julie som et parti med mange lag og meget forberedelse: ”Han skifter balancen i historien fra en komedie til en tragedie”.

Fransson tøver ikke med at betegne Neumeier som sin foretrukne koreograf: ”Jeg håber en dag at danse Romeo. Noget ved den kærlighedstragedie rør altid noget i mig. Puk i En Skærsommernatsdrøm er en rolle, jeg også håber på at danse en dag, og det er ikke tilfældigt, at jeg nævner to forestillinger af John Neumeier: Han har virkelig et geni.”

Jón Axel Fransson, Alexander Meinertz, Den kgl. Ballet
Jón Axel Fransson i rollen som Gennaro i Nikolaj Hübbes fortolkning af August Bournonvilles ballet ‘Napoli’.

Gennaro er et højdepunkt i karrieren

I november 2018 skrev Eva Kistrup om Fransson, at han har en spændvidde, som kun få mandlige dansere kan matche: ”Han er danseur noble og demi-caractère, mimiker komiker, ekvilibrist, moderne danser, partner, bad guy og klovn. Han hører ligeså naturligt hjemme i værker af Balanchine, Bournonville, Petipa, Lander, Neumeier, Scarlett, Wheeldon, Marston og Ekman.”

Hun peger på, at Fransson således har et langt bredere repertoire end Alban Lendorf: “Fransson rækker fra mimiker, over demi-caractère til de store russernumre, og han kan skabe både skurke og helte”.

”Von Rothbart i Svanesøen blev et minde, som jeg aldrig giver slip på,” fortæller Fransson selv i snakken om dramatiske udfordringer. ”Jeg lavede nogle fejl i begyndelsen af forestillingen ved urpremieren, da jeg dansede Rothbart, og jeg blev så sur på mig selv, så jeg forsøgte at give mere af min indlevelse som kompromis, men jeg blev så slugt af min karakter og indlevelsen, at jeg blev skurken selv. Bindegal på scenen gik jeg rundt og lavede grimasser som en skizofren person. Den aften opdagede jeg en meget mørk del af mig selv, som jeg ikke vidste, jeg havde. Selv min mor og min søster kunne ikke genkende mig på scenen, og jeg må ærligt indrømme at det kunne jeg heller ikke.”

I den anden ende af det dramatiske spektrum ligger et helt centralt parti i den danske kulturarv: Rollen som fiskeren Gennaro i Bournonvilles Napoli.

Hjelmsbo peger på fortolkningen som et højdepunkt i Franssons karriere. For hende blev den en bekræftelse af, at Jón Axel Fransson formentlig er den legendariske mimiker Sorella Englunds bedste elev med hensyn til instinkt og evne for dramatisk formgivning: “Giv JAF en dramatisk rolle, lille som stor, og han skal nok vide at fylde den med liv og indfølt nerve helt ud til fingerspidserne.”


Følg Alexander Meinertz’ balletkritik her.

Andre artikler af Alexander Meinertz på POV.


Topfoto: Jón Axel Fransson i Harald Landers Dvorak Pas de deux. Fotograf: Henrik Stenberg.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.