Colson Whitehead

Black lives matter: Drengene fra Nickel

i Kultur/Bøger af

BOGANMELDELSE // COLSON WHITEHEAD – Oprah og Obama elsker ham, og det er der en temmelig god grund til. For den prisbelønnede forfatter Colson Whitehead med rastahåret skriver den amerikanske historie, så man lytter og forstår, hvad enten man er sort eller hvid, skriver cand.mag. og redaktør Malou Wedel Bruun.

Man kan ikke lade være med at sende såvel de danske drenge fra Godhavn som Pinocchio og hans uvorne kammerater en tanke, når man læser amerikanske Colson Whiteheads seneste roman, Drengene fra Nickel.

Skolen Nickel beskrives i bogen som en blanding af opdragelsesanstalt og alternativt ungdomsfængsel for hvide og sorte drenge. Den blev grundlagt omkring forrige århundredeskifte og er da også inspireret af en virkelig institution, nemlig Dozier School for Boys, der eksisterede fra 1900 til 2011.

Den blev ikke mindst kendt af offentligheden, da man fandt en hemmelig gravplads på stedet, ligesom der findes masser af vidneskildringer fra de overlevende i form af en fælles hjemmeside for tidligere elever, erindringer, interview og dokumentarer.

Elwood er en god, kærlig og retskaffen dreng, der efter skoletid passer sit job i en kiosk, hvor han ikke er bleg for at bryde junglelovene og angive de kammerater, som stjæler slik, uanset deres hudfarve og deres efterfølgende lyst til hævn

Og Whitehead har læst på lektien, før han skrev sin imponerende roman, hvor han ønskede at give de sorte elever en stemme, frem for som hidtil kun de hvide; en roman, som af selveste Barack Obama, tidligere amerikansk præsident og notorisk læsehest, er blevet kaldt ”nødvendig læsning” og fremgik af såvel ekspræsidentens sommer-boganbefalinger som af hans samlede 2019-kulturrevy:

It's August, so I wanted to let you know about a few books I've been reading this summer, in case you're looking for…

Posted by Barack Obama on Wednesday, August 14, 2019

I romanen følger man drengen Elwood Curtis.

Han er sort, vokser op hos sin mormor, som styrer ham med hård, men kærlig hånd uden om diverse sociale faldgruber, og han er dybt inspireret af Martin Luther King og hele det oprør, der ulmer blandt Amerikas sorte befolkning i 1960’erne – ikke mindst initieret af Rosa Parks berømte bus-protest i 1955, der førte til strejker og til kampe for borgerrettigheder, som ligestillede sorte og hvide.

Colson Whitehead
Colson Whitehead: Drengene fra Nickel

Elwood er således en god, kærlig og retskaffen dreng, der efter skoletid passer sit job i en kiosk, hvor han ikke er bleg for at bryde junglelovene og angive de kammerater, som stjæler slik, uanset deres hudfarve og deres efterfølgende lyst til hævn. Han tror ganske enkelt på retfærdigheden og den højere moral, og han tror på, at den enkelte må gå foran som et eksempel.

En dag, hvor Elwood er på vej til ekstra undervisning på college, får han et lift af en sort biltyv – og ender på opdragelsesanstalten Nickel.

Her er livet mere end surt for de mange drenge, der betragtes som skolens ejendom og indgår i en form for moderne slaveri, når de aktivt holder facaden ved lige som arbejdsmænd, mens de får skoleundervisning på børnehaveniveau, sultes, voldtages og nådesløst får korporlige straffe for selv den mindste overtrædelse med voldsomme skader til følge.

Holdningen er, at børnene skal knækkes, eller – apropos Pinocchio, der jo på sin pjækkedag kom til et sted, der udadtil lignede drømmen for enhver rask dreng – reduceres til umælende æsler.

Strategien lykkes; Nickel bliver de mange drenges fælles Barndommens Gade, på hvilken de skal kendes igen – præcis som det blev skæbnen for drengene fra Godhavn.

Som Elwood reflekterer over som voksen mand: ”Selv efter at have været ude af den skole i så mange år, brugte han stadig hver eneste dag på at prøve at gennemskue normale menneskers vaner.”

Og så er det, at man finder de uofficielle grave på skolens område, og det er det, der indleder hele bogen og dermed også Elwoods nødvendige rejse tilbage til det, skolen var, og han stadig er.

Den lærdom var blevet understreget på Nickel: Du er ikke andet end en farvet dreng i en hvid mands verden

Det skal dog indskydes, at Elwood også oplever positive sider af Nickel, han får nemlig en ven for livet i den anderledes kyniske og realistisk indstillede dreng Turner, som bedre formår at flyve under radaren og endda får Elwood med i et projekt uden for skolens område, hvor de bruges som udlejet arbejdskraft for byens lokale spidser.

Det giver dem en bekræftelse af, at den virkelige verden stadig findes, om end de er evigt dømt til kun at være tilskuere i den, for ”Den lærdom var blevet understreget på Nickel: Du er ikke andet end en farvet dreng i en hvid mands verden.”

Hvordan det går for Elwood og Turner på Nickel indtil den dag, hvor Elwood kan sidde på års afstand og læse om fundet af den hemmelige gravplads og indse, at han er nødt til at vende tilbage, må du selv læse. Plottet er nemlig mere raffineret end som så.

Og i det hele taget er det kendetegnende for Whitehead, at han skriver overmåde elegant. Drengene fra Nickel kunne nemt være gået til i drabelige beskrivelser af overgreb og vold i et forkrampet, desperat forsøg på at råbe sin læser op i en verden fuld af afledende støj, men virkemidlerne overgøres aldrig. De doseres lige præcis tilpas til, at man hele tiden kan læse videre og både forstå drengenes pubertetsoprør, tidsånden og hele det nedarvede spil og den frustrerende kultur, der har gjort, at både de hvide og de sorte sidder i saksen.

At ændre på det kræver, at den enkelte siger fra, bliver hørt og bakkes op. Præcis som det skete for Rosa Parks og Martin Luther King.

På den måde er der også en smuk tråd tilbage til Colson Whiteheads forrige bog på dansk, nemlig den prisbelønnede Den underjordiske jernbane.

Cpolson Whitehead - Den underjordiske jernbane
Cpolson Whitehead – Den underjordiske jernbane

Her foregår historien i midten af det 19. århundrede og altså før borgerkrigen, der gjorde slaveriet i Syden ulovlig, og det ulmer så småt med en trang til at nedbryde den hvide undertrykkelse af de sorte, som stadig behandles som misrøgtede dyr.

Ligesom i Drengene fra Nickel hører man om et væld af de mange, mange ulykkelige skæbner, men der zoomes specifikt ind på den hårde og stædige slavepige Cora, for hvem det umiddelbart lykkes at flygte ved hjælp af en hemmelig, underjordisk jernbane.

Igen: Den ene, der tager sin skæbne i egen hånd, fordi hun ikke kan vente på, at andre gør det for hende. Det, der bl.a. får hende til det, er hendes medmenneskelighed og hendes stolthed: Hun kaster sig ind over en lille dreng, så hun kommer mellem ham og den stok, der prygler ham: ”inden slaven i hende fik overtaget over mennesket, lå hun bøjet over drengens krop som et skjold.”

Det er den samme drivkraft, drengen Elwood næres af godt 100 år senere – og mærker konsekvensen af fra et system, der for længst har mistet sin menneskelighed. Da er slaveriet ganske vist afskaffet, men bestemt ikke racehadet og forskelsbehandlingen.

Hvis Den underjordiske jernbane er urhistorien om det sorte Amerika, er Drengene fra Nickel den opdaterede version, som viser den uhyggelige bagside ved det amerikanske samfund, som stadig eksisterer; f.eks. når sorte amerikanere forskelsbehandles, anholdes uden grund eller skydes ubevæbnede ned.

For ja, vi ved det godt. Vi ser det på tv, vi læser om det i aviserne, og vi liker, når der laves kampagner som Black Lives Matter.

Må Colson Whitehead blive ved med at blive læst, ikke mindst i USA, Guds eget land, men allerhelst i alle de samfund, der inkluderer folk, som lader systemet bestemme over fornuften, hjertet og moralen

Men når vi læser om det i romaner som Whiteheads, når vi får skildret den enkeltes skæbne med alle de fejl og mangler og unikke syn på verden, som vi helt almindelige mennesker jo har, når vi lever med i deres drømme og i deres lyst til musik, der sætter tiden i stå, eller oplever glæden ved at lære mærkelige ord, ved at eje en køkkenhave med egne grøntsager eller mærke en kjole af blødt, blødt bomuld, forstår vi på en helt anden måde.

Vi er Cora, vi er Elwood, og vi er Turner, men vi er også slavejægeren, der ikke gav sig tid til at finde sit livs egentlige kald, eller den italienske kioskejer, der accepterer rapseriet som en del af kvarterets særpræg.

Må Colson Whitehead blive ved med at blive læst, ikke mindst i USA, Guds eget land, men allerhelst i alle de samfund, der inkluderer folk, som lader systemet bestemme over fornuften, hjertet og moralen. Dem, der ser slaven i mennesket frem for det frie individ. Dem, der vil knække andre frem for at støtte dem i at blive sig selv.

FORFATTERFOTO Colson Whitehead - Credit Michael Lionstar
Forfatterfoto: Colson Whitehead – Credit Michael Lionstar

Colson Whitehead: Drengene fra Nickel, Politikens Forlag, 272 sider, 300 kr. udkommet 9. januar 2020

Colson Whitehead har også skrevet “Den underjordiske jernbane”, Politikens Forlag, udkommet 2017.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.

Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Malou Wedel Bruun er redaktør, skribent og boganmelder. Cand.mag. i dansk og bl.a. tidligere redaktør/redaktionschef på dansk ELLE (2008-19). Se evt. mere på Instagram @malouwedelbruun

Seneste artikler om Kultur