Danskeren, der byggede Rivieraen: Navnet er Tersling

i Kultur/Kulturhistorie af
SYDFRANKRIG // ESSAY – Når borgmesteren i Nice er vært for et besøg af landets præsident, eller endda når den franske præsident skal være vært for et andet statsoverhoved i Sydfrankrig, er rammerne oftest det smukke palæ fra Belle-epoque-perioden, Villa Massena: Et gult, neoklassicistisk palæ fra 1899 med velholdt park, der ligger bare få skridt fra byens vartegn, Hotel Negresco. Til gengæld er det nok de færreste, der tænker på, at såvel borgmestre som præsidenter gennem tiden burde sende en taknemmelig hilsen til vores landsmand Hans Georg Tersling. Jo, den er god nok: det fornemme Massena-palæ er tegnet af en dansk arkitekt.

Omkring det forrige århundredeskifte var Tersling allerede talk of the town. En velrenommeret og endda feteret personlighed, der havde stået bag opførelsen af Hotel Metropole på Monte-Carlo i Monaco i 1888, og dernæst i 1890 det mægtige Grand Hotel du Cap Martin, bestilt af George Calvin White fra whisky-huset Black & White, og som den dag i dag udstråler sin storladenhed, selvom bygningen nu er omdannet til eksklusive ejerlejligheder.

Og der er flere bygningsværker endnu: To store privatvillaer i samme område, Villa Arthereuse og Villa Hermitage-Malet fra i årene 1893 og 1895. For slet ikke at tale om det stilsikre, neoklassicistiske Hotel Bristol i Beaulieu-sur-Mer, bygget i 1898, der ligger ikke langt fra villamuseet Villa Kerylos, og hvis mange værelser senere blev omdannet til et fransk militærhospital, men i dag består af ejerlejligheder.

Fra Biblen kender læseren nok udtrykket ‘ingen profet er anerkendt i sit fædreland’, og det er da påfaldende, at man i Danmark dårligt kender til danskeren, der byggede Rivieraen

En særlig ære for Tersling blev det, da kejserinde og dronning Elisabeth af Østrig-Ungarn (1837-1898) henvendte sig og betroede ham opgaver. Hvem er hun, spørger læseren? Det var hende, som er blevet kaldt for datidens Prinsesse Diana pga. et dramatisk liv med frygtelige tab af børn – og så blev hun endda selv blev dræbt på åben gade i Geneve.

Mindesmærket efter hende, en obelisk på Cap Martin, tegnede Tersling. Også Eugénie af Frankrig (1826-1920), den sidste franske kejserinde, gift med Napoleon den 3., en billedskøn kvinde, der både var elegant og intellektuel, bad Tersling om at tegne og opføre Villa Cyrnos (græsk ord for Korsika) på Cap Martin i 1892.

Villa Cyrnos blev som den juvel, den var blandt Terslings bygningsværker, jævnligt gæstet af førnævnte Elisabeth af Østrig-Ungarn, ligesom dronning Victoria af Storbritannien (1819-1901) ofte brugte at feriere i villaen under sine vinterbesøg på Rivieraen. ‘We are not amused’, kan dronningen ikke have sagt til villaens storslåede udsigt over Middelhavet.

Der var en gang en verdensborger

Der har nok ikke været nogen deltager i dåbsselskabet i dagene efter fødslen 7. december 1857, som kunne forestille sig, at den lille ny verdensborger, der blev fremstillet til dåb i kirken, faktisk var en rigtig verdensborger.

Hans-Georg Tersling.

Hans Georg Terslings vej var da heller ikke stjernebelagt fra begyndelsen. Franske annaler oplyser, at han blev født på Havegaard ved Karlebo (en gård fra 1700-tallet beliggende nord for Hørsholm). Hans far, Carl Gustav Tersling var om ikke jurist efter en nutidig definition, så i hvert fald beskæftiget med retslige opgaver, men døde allerede, mens sønnen kun var tre år gammel.

Moren, Caroline Marie Elisabeth Tersling (f. Hall) så til, at han fik en tømreruddannelse, inden han blev optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi på Kongens Nytorv i København. Kun 22 år gammel dimitterede han i 1879. Fuld af virkelyst og klar til at erobre verden kom Hans Georg Tersling snart til Frankrig.

Det henstår i det uvisse, om det var den danske apoteker Schmidt i Menton, der formidlede kontakt, eller om det var Tersling selv, der skaffede sig en introduktion til den franske arkitekt Charles Garnier (1825-1898); det var ham, som i 1875 byggede operahuset i Paris, men vi ved i hvert fald, at Garnier, der arbejdede med opførelsen af det berømte kasino på Monte-Carlo – fyrsterigets nok kendteste bygning – optog Tersling som medarbejder.

Tersling var enormt flittig og praktisk anlagt. Herudover var han en verdensmand, der begik sig med største selvfølgelighed på alle slags bonede gulve i selskab med kronede hoveder og indflydelsesrige forretningsmænd

Vi ved også, at Tersling fik lov til at være med til at designe Salle Schmitt, som er en af de mægtige saloner i kasinoet. Meget tyder på, at han var en succes fra første færd, og selvom han fulgtes med Garnier videre på andre opgaver, bl.a. i Paris, men også med en afstikker til kanaløen Jersey, nedsatte han sig permanent i Menton i 1887.

Her byggede han sig en egen villa Les Citronniers centralt på byens Rue Pasteur, og åbnede kontor på Rue Guyau. I begyndelsen arbejdede Tersling sammen med en anden stor fransk arkitekt, Gustave Rives (1858-1926). Sammen byggede de Hotel Alexandra (i dag nedrevet) på Cap Martin, og senere også en nydelig orkesterpavillon i Careï-parken i Menton. Pavillonen findes ikke længere, og parken danner i dag rammen om den årlige citronfest.

I 1883 havde Tersling giftet sig med datteren til en af Mentons gamle familier, Mademoiselle Sabatier. Der berettes om en datter, Flavia, i ægteskabet, men sporene fortaber sig.

En flittig mand med hul i lommen

Tersling var enormt flittig og praktisk anlagt. Ofte blev han set til hest på vej til og fra inspektion af bygningernes opførelse. Herudover var han en verdensmand, der begik sig med største selvfølgelighed på alle slags bonede gulve i selskab med kronede hoveder og indflydelsesrige forretningsmænd.

Efter at have tegnet Villa Massena for forretningsmand og parlamentsmedlem Victor Massena, greve af Rivoli og prins af Essling (1826-1910) – ja, her har vi at gøre med et barnebarn til en af Napoleon den 1’s marskaller – lå vejen åben til alle de bygningsopgaver og al den berømmelse, han kunne drømme om.

Villa Massena.

Palæer, villaer og hoteller – bestillingerne væltede ind i et væk – og ind imellem byggede Tersling også en russisk kirke i Menton og palæer i Paris’ 8. og 16. Arrondissementer, nemlig i Rue de la Faisanderie og Rue Euler. I 1909 tegnede han Mentons store kasino, der endnu den dag i dag er en stilfuld, stor bygning tæt på havet, men nu hedder Palais de l’Europe. Hans sidste byggeri blev Hotel Imperial i Menton i 1913, der senere blev inddelt i private ejerlejligheder.

Man kan ikke være skabergeni i et sådan stort omfang, som det var tilfældet med Tersling, uden også at være en rigtig kunstner. Og man har før hørt om, at prisen for genialitet er, at man ikke har forstand på penge. Hvis der er noget om snakken, var Tersling ingen undtagelse.

I hvert fald ved vi, at han ikke havde dækket sig tilstrækkeligt ind med reserver og heller ikke været dygtig nok til at sikre sig betaling. Da første verdenskrig brød ud i sommeren 1914, og som med sine meningsløse skyttegravskrige samtidig markerede et endeligt farvel til den gamle verden – herunder dens storslåede Belle Epoque-periode med skønhed og æstetik som ideal og tider med højt til loftet og spandevis af champagne, wienervals på en Riviera som foretrukket vinterophold for en privilegeret samfundsgruppe – så blev det også farvel til den nu 57-årige Tersling, der ikke længere fik sine tilgodehavender afregnet.

Verden var af lave, og Rivieraen lå i dvale. Selvom krigen sluttede i 1918, rejste han sig ikke økonomisk igen. Verdensmanden udåndede 13. november 1920, knap 63 år gammel, og blev stedt til hvile i en beskeden grav på kirkegården Vieux-Chateau i Menton. Fra Biblen kender læseren nok udtrykket ‘ingen profet er anerkendt i sit fædreland’, og det er da påfaldende, at man i Danmark dårligt kender til danskeren, der byggede Rivieraen.


Fotos: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Max Ulrich Klinker, født 1965 på Frederiksberg og bosat i Frankrig, er uddannet civilpilot og jurist. Tidligere pilot i SAS. Forinden pilot i andre luftfartsselskaber med bl.a. operationer i Afrika og flyveinstruktør. Forfatter til adskillige artikler, essays og skønlitterære tekster. Seneste udgivelse er romanen ´Pastorale – krig og kærlighed´ på Forlaget Brændpunkt.