TEATER // ANMELDELSE – Seks år er en god alder at møde ‘Emil fra Lønneberg’ i. Måske lidt tidligere som oplæsning, og når DR sender den uforlignelige TV-serie – med fortællerstemme, ikke dubbet – så mødet i Folketeatret bliver med kendte figurer. Men et møde i andægtig stilhed med kun enkelte udbrud samt grin og klappen. ‘Emil fra Lønneberg’ som musikforestilling rammer plet hos kernepublikummet, skriver Steen Blendstrup.
Nogle gange er det godt at se verden gennem et barns øjne. Folketeatret anbefaler Emil fra Lønneberg ”fra 5 år”, og det, synes jeg, virker som en rimelig og meget præcis anbefaling, hvis man går efter absolut betagelse, absolut koncentration og – som nævnt – absolut stilhed.
Min oplevelse er ikke, at der er den samme stilhed, når de samme børn er med i biografen. Det ligger nok for tæt på oplevelsen hjemme ved skærmen, hvor der larmes i baggrunden, snakkes med søskende og gås til og fra. Det spiller måske også ind, at børnene i teatret – så vidt jeg kunne se – i vid udstrækning er i selskab med deres bedsteforældre.
Børnene er ikke bundet at vores voksne forståelse af, hvordan tingene hænger sammen, så hvad der i de voksnes øjne er skarnsstreger, er altid gjort i god mening eller af nysgerrighed
Det er vist ikke, fordi danske børn ikke ser teater. Der er rejsende forestillinger til institutioner og formiddagsforestillinger på børneteatrene. Noget de oplever med kammeraterne i børnehaven.
Men det store teater – i dette tilfælde Folketeatret med sin nye smukke foyer og med al den småborgerlige stads med lysekrone og forgyldte balkoner inde i salen – skaber en andægtig stemning: Vi skal nu opleve noget helt specielt.
Masser af musik
Emil fra Lønneberg slår straks stemningen an med sang og musik. Jo, det kendte tema fra TV-serien og en vidunderlige samling af instrumenter både fra symfoniorkesteret og folkemusikken.
Det mest vidunderlige er næsten, at instrumenterne udgør forestillingens væsentligste rekvisitter; mor Almas frikadeller kan rasle, buddingen er en tromme, og kontrabassen kan være en helstegt, glaseret pattegris.
Sangen har også den pædagogiske funktion lige at give en forsmag på de skarnsstreger, som vi nu skal se Emil udføre, og som uden undtagelse fører til, at han bliver forvist til skuret og sine træfigurer.
Man skal aldrig være for stor (voksen) til at erkende sine fejl
Den nødvendigvis stiliserede scenografi volder tilsyneladende ikke nogen problemer for børnenes fantasi. Emil hejser Idas dukke op på en pynteflagstang, mens skuespiller-Ida bliver hejse op af teknikken. Det ser sikkert nok ud. Og jo, det var den 6-åriges yndlingsscene … det kunne hun også tænke sig at prøve.
Fantasi og skarnsstreger
Det er jo netop børnenes fantasi, der er omdrejningspunktet for Astrid Lindgren. Børnene er ikke bundet af vores voksne forståelse af, hvordan tingene hænger sammen, så hvad der i de voksnes øjne er skarnsstreger, er altid gjort i god mening eller af nysgerrighed.
Det skal børnene blive ved med – for som Emil siger: Det er jo først bagefter, jeg finder ud af, om det er gale streger.
Som det vil være alle fans af Emil fra Lønneberg bekendt, så fører hans ukuelige nysgerrighed og udogmatiske iagttagelsesevne ham med tiden frem til at blive sognerådsformand i Lønneberg. Det nævnes flere gange i forestillingen.
Og pointen, som de voksne ikke kan være i tvivl om, og som børnene forhåbentlig også opfatter (muligvis uden at kende ordet ”pointe”) er, at nogle gange kan børnene have ret, og vi voksne tage fejl. Og man skal aldrig være for stor (voksen) til at erkende sine fejl.
Der er gode oplevelser både for børn og voksne i Emil fra Lønneberg – for de voksne måske ikke mindst at holde et øje på børnenes opslugte blikke på scenen, deres totale indlevelse og umiddelbare begejstring
Emil fra Lønneberg er ”rigtigt” teater, der spilles fra scenen og ud til publikum, ikke en involverende børneforestilling, selv om der kommer et par tilråb undervejs. Som sådan er forestillingen en fornem introduktion til teatret som kunstform, til teaterrummet, til teatrets virkemidler, til teateroplevelsen som noget, vi deles om med dem, vi er sammen med.
Snakken i pausen. Garderoben. Køen til toiletterne …
Sommer, vinter og jul
Rent dramatisk fungerer Folketeatrets Emil fra Lønneberg perfekt med sine to akter, en sommer og en vinter – da det jo er teatrets juleforestilling herunder julen.
Vi får nogle af Emils klassiske skarnsstreger – suppeterrinen, flagstangen, pølserne, ulvefælden – og kan sagtens leve uden dem, som vi her ikke bliver mindet om. Selv om jeg ikke helt kunne følge en lidt surrealistisk version af Emils flugt fra brændeskuret, hvor hans træmænd bliver levende.
Der er gode oplevelser både for børn og voksne i Emil fra Lønneberg – for de voksne måske ikke mindst at holde et øje på børnenes opslugte blikke på scenen, deres totale indlevelse og umiddelbare begejstring. Skal vi lige gentage: nogle gange har børnene ret og de voksne fejl.
Jeg snitter fem stjerner til Emil fra Lønneberg for en på alle måder sjov og rørende oplevelse.
Emil fra Lønneberg spiller på Folketeatret til 16. december – derefter turné 15. januar – 20. marts
Med: Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jesper Riefenstahl, Morten Bo Koch, Sofie Alhøj, Tine Gotthelf, Asta Kamma August, Lisbeth Gajhede, Christine Gaski, Siff Hebe Vintersol og musikerne Tine Vitkov, Ida Nørby Sørensen, Anders Ortman
Instruktion og bearbejdelse: Leiv Arne Kjøllmoen
Dramatisering og bearbejdelse: Ninette Mulvad – efter Astrid Lindgren.
Foto: Thomas Petri
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
