
MUSIK // ANMELDELSE – Efter 17 år som forsanger i bandet Dúné er Mattias Kolstrup klar med sit nye soloalbum under det rammende navn Liberty. D. 19. juni udkom den musik, der ikke blev plads til, mens musikken skulle skabes i kunstnerisk konsensus med andre, og en mere personlig udgave af den energiske forsanger, synes klar til at overtage de danske festivaler.
Mattias Kolstrup, med en fortid i Skive-bandet Dúné, er aktuel med sit nye soloprojekt Liberty, der skal fortælle historien om den nyfundne kreative frihed, der endelig lod sig indfange af den 31-årige sanger. Lidt som andre sangere før ham også har forsøgt sig med efter en længere årrække med samme band. Skal man tage titlen for pålydende, er det altså første gang siden fødeåret, at Mattias Kolstrup har det så godt, og det skal musikken på Haven’t Felt This Great Since 1988 så være med til at understrege.
De øjeblikke, hvor popmaskinen holder en pause fra de mere tyndslidte klicheer, er der, hvor albummet fungerer bedst.
Musikken er skabt med Dúné-arven i baghovedet og de inspirationskilder, der i øvrigt har fulgt Mattias Kolstrup gennem livet, og man møder først og fremmest en venlig og fritsvævende popmusik i mere eller mindre kreative indpakninger. Stemmen er drenget og sprød og oser ikke ligefrem af gammelsvedig maskulinitet. Til gengæld er det nogenlunde sikkert, at den appellerer bredt hos nutidens unge, for hvem det at være meget voksen, ligger ganske fjernt.
Sangene 1988 og Closure indleder albummet med en ret uskyldig sommervarm pop, der ikke for alvor kaster om sig med store følelser udover melankolske tilbageblik og lommefilosofiske erkendelser. Langt mere indadvendt og interessant bliver det til gengæld i den afdæmpede og flotte Paradise On Fire, hvor Mattias Kolstrup viser meget mere af sit sangtalent med inderlighed og falset og et umiddelbart konkret fokus på vokaldelen.
De øjeblikke, hvor popmaskinen holder en pause fra de mere tyndslidte klicheer, er der, hvor albummet fungerer bedst. Udover det er der en rimelig genkendelig struktur i sangene, der lægger sig relativt tæt op ad poptraditionen, som vi har lært den at kende i Danmark. Således har Mattias Kolstrup fæstet sin lid til catchy omkvæd, der kan danses med til foran scenen på en dansk festival, og man kan sagtens forestille, at musikken måske får et andet liv live.
Mattias Kolstrups vokal er dog så interessant, at det kunne være spændende at opleve den på helt andre mere intense måder…
Det samlede udtryk på Haven’t Felt This Great Since 1988 varierer ikke voldsomt med undtagelse af den malplacerede Viva La Illusion, der faktisk lyder mere som et poppet punk-track med både distortion og hidsigt tempo. Det er ikke til at sige, om det er Dúné-arven, der folder sig ud på albummets sidste sang, men det stikker noget ud i forhold til de øvrige, langt mere polerede, sange.
At Mattias Kolstrup har haft et kreativt ønske, der skulle udfoldes er måske det frommeste ønske inden for al kunst. På Haven’t Felt This Great Since 1988 flytter Mattias Kolstrup sig ikke for alvor i en retning, der berettiger til ret meget mere end et løftet øjenbryn. Det betyder dog ikke, at musikken ikke kan noget overfor det rette publikum. Man kan næsten dufte festivalstemningen og en varm sommeraften foran en dansk udendørsscene, hvor fællesskab og stemning ofte er vigtigere end musikkens kompleksitet og appel. Et godt omkvæd, der kan få folk på forreste række til at hoppe og danse, fortæller sådan set også rigtigt meget om alt det, en anmelder altid glemmer.
Nogen kommende klassiker er det dog næppe, og albummet bliver sandsynligvis hurtigt glemt, når sommeren er slut, og vi ikke længere kan tonse rundt med en fadøl og et hullet regnslag. Mattias Kolstrups vokal er dog så interessant, at det kunne være spændende at opleve den på helt andre mere intense måder i musik, der kræver mere af lytteren end en festivalpromille.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF JACOB GJELSTRUP HER
Foto: PR
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her