
BØGER // ANMELDELSE – Ian Leslies nye bog John & Paul: A Lovestory in Songs graver dybt i det intense, kreative forhold mellem to af musikhistoriens mest ikoniske skikkelser, John og Paul, og afslører sider, selv de største Beatles-fans ikke har set før.
Du tror, du kender John og Paul. Men det gør du ikke rigtigt. Det står der på bagsiden af den nye bog John & Paul. A Love Story in Songs.
Og det er ikke falsk reklame. Mange, inklusive mig selv, mener, de kender alle historier om John Lennon og Paul McCartney fra The Beatles. Men der er alligevel noget nyt i bogen af psykologen Ian Leslie.
“Det er, som om du og jeg er kærester,” sagde John Lennon engang. Paul McCartney gryntede anerkendende.
Leslie kender John Lennon og Paul McCartney bedre end nogen andre musikere, og han kender de 226 Beatles-udgivelser ud og ind. Min yndlings Beatles-bog er Revolution i hovedet af Ian McDonald fra 1994. Den beskriver gruppen via hver eneste udgivelse, og den nye bog har også sangtitler som kapiteloverskrifter.
John og Pauls forhold var tættere end hidtil beskrevet
Men dens primære begrundelse er forholdet mellem John og Paul, som var tættere end hidtil beskrevet. De havde en bromance. De elskede hinanden, og det eneste, der manglede i deres kærlighedsforhold, var sex.

“Det er, som om du og jeg er kærester,” sagde John Lennon engang. Paul McCartney gryntede anerkendende.
Og mange af sangene handlede om dem selv. F.eks. er hittet “Hey Jude” kendt som Pauls sang til Johns søn Julian. Men den er i virkeligheden til John.
“Det er ikke bare en sang til et barn, men en sang fra en mand til en anden mand, en nær ven,” skriver Leslie.
Når de var på LSD sammen, plejede John og Paul at sidde tæt på hinanden og se ind i hinandens øjne, indtil de forsvandt
I slutningen af april 1963 tog John Lennon på en 11 dages ferie til Barcelona med Brian Epstein, Beatles’ manager, i stedet for at blive sammen med sin kone Cynthia og deres nyfødte søn eller tage til Tenerife med Paul, George og Ringo.
Epstein var bøsse og John var nysgerrig omkring hans seksualitet og måske sin egen. Ifølge en barndomsven indrømmede John at have haft sex med Epstein på turen, og efterfølgende var han nervøs for, at deres affære skulle komme ud.

Måske fantaserede John om at have sex med Paul. De opførte sig i perioder som kærester.
“John sagde, at ingen nogensinde havde såret ham som Paul havde,” sagde Johns kone Yoko Ono i et interview.
Hun spekulerede på, om John havde overvejet en affære med Paul, og at Paul havde afvist ham seksuelt.
“Jeg vidste, der foregik noget og kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad det handlede om.”
“Jeg er sikker på, at hvis Paul havde været en kvinde, havde han været en stor trussel (mod os). Der er noget meget stærkt mellem John og Paul,” sagde Yoko til sin audiodagbog i 1968.
Det kan muligvis være sket under Beatles’ besøg i Indien i februar 1968. Her ankom John meget entusiastisk, men tog hjem vred. Det tillægges normalt, at han var skuffet over maharajien, men kan også have andre årsager. Han skrev “Yer Blues” på det tidspunkt – en af de mest negative sange, han indspillede med The Beatles.
I feel so suicidal
Want to die,” synger han.
John og Paul kiggede hinanden dybt i øjnene, mens de var på LSD
Blandt de mange usædvanlige ting omkring The Beatles er deres konstante udvikling – fra single til single, LP til LP.
John og Paul mødtes i 1957 og begyndte at skrive sange og spille sammen. De enedes tidligt om at underskrive alle deres sange Lennon-McCartney uanset hvem, der havde skrevet den. De overvejede på et tidspunkt at inddrage George Harrison, men enedes om, at det var bedst med de to. Hvilket fik stor betydning for deres indtjening senere.
De spillede i Hamburg, vendte tilbage til Storbritannien og udgav deres første single “Love Me Do” i 1963, og første album, Please Please Me, samme år.
Det mest utrolige tegn på deres udvikling er i 1965, hvor de udgiver to albums, Help i august og Rubber Soul i december. Selv om Help er en fremragende plade, er der et kæmpe spring til Rubber Soul, der efterfølges af den geniale Revolver i 1966 og Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band i 1967. Samt singlen med to af deres bedste sange: Johns “Strawberry Fields Forever” og Pauls “Penny Lane”.
En stor del af udviklingen skyldtes de to sangskrivere, der virkelig voksede i samarbejdet, og en del skyldtes stoffer.
Da de spillede i Hamburg, tog de opkvikkende piller, og de røg hash første gang med Bob Dylan i 1964.
John tog første gang LSD med George i 1965, fordi en ven puttede det i hans kaffe. Senere på året ville de have Paul og Ringo til at tage det også.
“Vi kunne ikke forholde os til dem længere. Det ændrede os så meget,” sagde George Harrison. Ringo sagde ja, men Paul ville ikke. Han var bange for at miste sig selv. Han tog det dog senere.
I 1968 var John og Yoko blandt andet på heroin. “Hun er junkie,” sagde John om Yoko på Harley Street Clinic i 1970, da hun var til svangerskabstest.
Når de var på LSD sammen, plejede John og Paul at sidde tæt på hinanden og se ind i hinandens øjne, indtil de forsvandt.
I starten var det John, der var den primære sangskriver, men det ændrede sig i 1965, hvor Paul vågnede op med en sang i sit hoved: “Yesterday”, som han indspillede alene på albummet Help!, og som er en af verdens mest indspillede sange af andre kunstnere. Over 2.200 cover-versioner er der af den.
“Den fik mig op på Johns niveau. Vi blev ligemænd. Det gjorde ham utryg. Det var han faktisk altid,” siger Paul.
Da John i 1971 spillede sin nye sang “Imagine” for en ven, sagde han, at han endelig havde lavet en lige så smuk melodi som “Yesterday”.
“Den er meget smuk,” siger vennen.
“Men lige så smuk som “Yesterday”?” spørger John.
Da The Beatles opløstes i 1970, skete det med stor vrede indbyrdes mellem John og Paul. Mest voldsomt er Johns sang “How do you sleep?” fra albummet Imagine (1971).
“You live with straights who tell you, you was king
Jump when your momma tell you anything
The only thing you done was yesterday
And since you’re gone you’re just another day,” synger han bl.a.
På Imagine er også sangen “Jealous Guy”, som mange har troet var om Yoko Ono. Den er også om Paul.
“Det var mærkelige tider. Folk i vores lejre hviskede i vores ører, og prøvede at starte et familie-slagsmål. Jeg tror John havde nogle svære perioder. Han plejede at sige, at alle er på McCartney-vognen. Han skrev “Jealous Guy”, og sagde at den var om mig,” siger Paul McCartney.
Bogen fortsætter til mordet på John Lennon i 1980, og beskriver fremragende forholdet mellem de to superstjerner. Med fokus på deres love story, som der også står i titlen. På trods af de mange bøger, der er udkommet om The Beatles i årenes løb er den meget læsværdig.
Ian Leslie slutter bogen med:
“Hvad vi kan sige med sikkerhed, er: John og Paul elskede hinanden og gennem musik fandt de en måde at dele den kærlighed med resten af verden. Og dermed gjorde de verden til et meget bedre sted.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.