AC/DC med nyt album – den uovervindelige urkraft

i Kultur/Musik af
AC/DC // ANMELDELSE – Rockgiganterne AC/DC udsender deres 17. album.  Det australske boogierock-band har indimellem haft svært ved at nå niveauet på de to klassiske album, Highway to Hell og Back in Black, skriver rockanmelder Steffen Jungersen, som POV har bedt anmelde den nye plade. Men denne gang rammer de skiven. “Først og fremmest er Power Up i lighed med Bruce Springsteen & E Street Bands aktuelle Letter To You et album, vi har brug for lige nu. Ganske enkelt fordi vi i en verden i frit fald har brug for så mange stabile og positive konstanter, vi kan få.”

Altså, AC/DC. Helt ærligt!

En dub-reggae sampling hér!?

Et nik til eurodance dér!?

Og omfattende brug af synthesizere?!

. . . Altså, kære læser. Helt ærligt!

Okay, hvis du så virkelig bare i et øjeblik troede på noget som helst af det ovenstående, har jeg en ganske lang række af verdens mere historiske bygningsværker til salg for en billig penge. Vi har trods alt med det band at gøre, hvor guitaristen Angus Young – da han engang læste en anmeldelse, hvor en talmæssigt udfordret skribent hævdede, at AC/DC nu havde lavet 11 totalt enslydende plader – lakonisk svarede:

”Det passer ikke. Vi har lavet 12 totalt enslydende plader!”

Sig goddag til den syttende da!

Power Up, begår AC/DC sig så selvfølgelig fortsat udelukkende i den high voltage rock and roll, de første gang ramte verden med på albummet – åh, jo da – High Voltage for 45 år siden. Og de kunne fandeme også bare prøve på andet.

Der er stadig ikke, og der har aldrig været det, en ballade i sigte, ligesom begrebet ”sell out” fremdeles ligger AC/DC omtrent så fjernt som at tage Aqua og Infernal med på landevejen som supportbands.

Der er stadig ikke, og der har aldrig været det, en ballade i sigte, ligesom begrebet ”sell out” fremdeles ligger AC/DC omtrent så fjernt som at tage Aqua og Infernal med på landevejen som supportbands.

AC/DC - Power Up, pressefoto
AC/DC – Power Up, pressefoto

For bandets enorme armé af fans er AC/DC den sidste bastion, når det handler om den urkraft, som er rock’n’roll, som det oprindelig var ment:

Med to guitarister i Angus og Stevie Young, som stadig kan hamre de klassiske klodser af med et livgivende, lystent grin, som havde de opfundet dem i går. Med trommeslager Phil Rudd og bassist Cliff Williams – som et stabilt bankende hjerte i det mest pålidelige maskinrum i rock’n’roll.

Med 73-årige Brian Johnson, som måske nok i det meste af livet har trukket vejret gennem sine hjemmerullede cigaretter, men som alligevel stadig har hvæs nok tilbage til endnu en overbevisende prædiken om rock’n’rolls fortræffeligheder.

Et mindre mirakel

At ”Power Up” så er en god – sine steder lidt bedre end god – AC/DC plade er et mindre mirakel.

Set i lyset af for det første at både Johnson og Williams egentlig havde trukket sig tilbage – sangeren fordi han stort set havde mistet hørelsen og Williams, fordi han ikke ville mere, hvis Johnson ikke var der. For det andet fordi Rudd for nogle år siden havde nogle alvorlige bataljer med lovens lange arm, som sendte ham i husarrest med fodlænke i et års tid. Og for det tredje selvfølgelig fordi Angus Youngs bror, rockens mest solide højrehånd, AC/DCs oprindelige og absolutte leder og fyrbøder i ovennævnte maskinrum, rytmeguitaristen Malcolm Young, er død og borte.

Men en specialist reddede Johnsons hørelse, Rudd fik udstået sin straf og dermed gad Williams også godt være med i en rundgang mere, og i øvrigt får det sgu’ være, for AC/DC giver aldrig op. De er og har altid været de mest dumstædige distributører af den dundrende, drønende driv- og livskraftige rockmusik, vi så sandelig også forlanger af dem hver gang.

Rock fra rodekasserne

Malcolm er tre år efter sin død krediteret som medkomponist på hele Power Up, fordi Angus har været på loftet og rode i kasser og atter kasser med brødrenes idéer gennem årene. I dén grad brugbare idéer viser det sig hér, og albummet er såre passende tilegnet Malcolm Young.

Det med at alle AC/DCs plader lyder ens, er dog trods alt en sandhed med visse modifikationer. Bandets såvel velsignelse som forbandelse er, at de i 1979 og 1980 med næsten præcis ét års mellemrum begik to af historiens bedste rockalbum med henholdsvis Highway To Hell og Back In Black. Velsignelsen er at være ét af de få bands, der overhovedet har præsteret på den måde, mens forbandelsen selvfølgelig er, at det forståeligt nok har været totalt umuligt for bandet nogensinde at besøge de kvalitative skylag igen.

Først og fremmest er Power Up i lighed med Bruce Springsteen & E Street Bands aktuelle Letter To You et album, vi har brug for lige nu.

De album, AC/DC har lavet siden 1980 har musikalsk svinget mellem ”middelmådigt” og ”ret godt”, men hvis man taler AC/DC sprog, så er ”middelmådigt” i deres tilfælde at oversætte med ”acceptabelt”, mens ”ret godt” betyder ”bedre end det meste”.

På den led må det siges at henhøre i arkivet under ”det var lige godt satans”, når jeg fire et halvt årti, efter jeg første gang hørte AC/DC, stadig får spasmer i den slidte luftguitararm, når bandet rammer, som de gør i de bedste øjeblikke på Power Up:

Et album, vi har brug for

Som de fede og fængende forevisninger i fejlfri dynamik, som er Witch’s Spell, Kick You When You’re Down og Through the Mists of Time.

Som den listige Demon Fire, der lyder som et arrigt afkom af klassikeren Whole Lotta Rosie og den oversete perle Shot Of Love fra 1991-albummet The Razor’s Edge.

Som de storswingende Systems Down og Money Shot, som er så klassiske AC/DC numre, at man skal have et hjerte af hengemt, klumpet kartoffelmos, hvis det fjollede, glade smil overhovedet lader sig tørre af efter endt aflytning.

Jo, der er nogle middelmådige, mal-efter-numre sange hér (Rejection, Shot in the Dark og Wild Reputation for eksempel), men hvad var det nu lige, jeg skrev ”middelmådig” oversættes med i AC/DC sprog?

Nemlig!

Først og fremmest er Power Up i lighed med Bruce Springsteen & E Street Bands aktuelle Letter To You et album, vi har brug for lige nu. Ganske enkelt fordi vi i en verden i frit fald har brug for så mange stabile og positive konstanter, vi kan få. En reminder om, at det trods alt ikke endnu er gået helt ad helvede til, om man vil.

Så med en lettere omskrivning af omkvædet til en gammel Prince-sang:

“Two thousand twenty party over – So break out the beer

And tonight we’re gonna party like it’s 1979. . .”


Fotos: AC/DC, Power Up, Sony Music

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steffen Jungersen er født 19. december 1958 i Fredericia og bliver ofte beskrevet som som ”en legende i dansk rock”, ”rockens sprogekvilibrist” og ”Dr. Rock” takket være en tre årtier lang karriere som rockreporter og –anmelder.
Jungersens journalistiske virke startede på forskellige lokalaviser, før han igennem 25 år bestred posten som musikredaktør på dagbladet BT.
I dag driver Jungersen sit eget ”Classic Rock” website – www.steffenjungersen.dk – og fungerer desuden som forfatter, foredragsholder, kommunikationskonsulent, karriere-konsulent for bands, konferencier, freelance-skribent, DJ, blogger m.m.m
Har skrevet bøgerne ”Dr. Rock” (2013) og ”Mig & Lemmy” (2018). Er desuden medforfatter til ”Politikens Dansk Rock Leksikon” udgaver 1997 og 2002.
Steffen Jungersen har gennem årene mødt og interviewet bunkevis af de største rockstjerner både ude og hjemme. Han har derfor fået et enestående indblik i såvel dansk som international rockmusik og har medvirket som ekspert i et utal af radio- og TV udsendelser.
Han har fået flere branchepriser for sit virke – bl.a. Danish Metal Awards’ (en underafdeling af DMA) hæderspris for sit ”utrættelige virke for den hårde rock i Danmark”, som det hed i juryens begrundelse.
Inkarneret fan af FC Barcelona og Brøndby IF.
Bor på Nørrebro med sin kat Slivovic og sine seks guitarer.

Seneste artikler om Kultur