SPORT // KRONIK – Danmark er verdensmestre i herrehåndbold med de altoverskyggende stjerner Mikkel Hansen og Niklas Landin. Men det er ikke kun med den klistrede kugle, at Hansen & co. excellerer. De formår også i symbolsk forstand at samle nationen ’Danmark’, skriver Stanis Elsborg, stifter af idrætshistorie.dk og analytiker ved Play the Game.
Politologen Benedict Anderson beskriver nationen og den nationale identitet som forestillede fællesskaber. Da borgeren aldrig vil kunne udvikle en direkte relation til blot en lille del af resten af nationens borgere, må den nationale identitet og samlingskraften bero på forestillinger om nationens særlige originalitet, og her har håndbold fået en central rolle for danskerne.
Sport kan nemlig tilbyde noget særligt til den nationale identitet. Den bygger på en spænding om udfaldet og følelser af identifikation, der primært opleves via dramatiske kropslige handlinger. Gennem sporten kan der blive skabt en følelse af et kollektiv mellem de unge sportstrænede atleter og resten af nationens borgere.
En vigtig kampplads
Historisk set har den moderne sport på internationalt plan lige fra sin spæde begyndelse i Storbritannien sidst i 1700-tallet og til i dag spillet en væsentlig rolle i skabelsen af en national identitet, der binder indbyggerne sammen i et følelsesmæssigt fællesskab: ’Dem mod os’, med landshold, rød-hvide farver og nationalsang. Atleterne, der repræsenterer nationen i kamp med andre nationer, bidrager til en følelse af ”os mod dem”, hvilket er en vigtig baggrund for den eufori, som håndboldherrerne udløste søndag aften.
Håndboldspillets strukturelle afvikling minder på mange måder om krig. Eller med den britiske forfatter George Orwells ord om sport: “Krig uden våben”
Fra omkring år 1900 og frem er sporten blevet en vigtig kampplads, hvor de enkelte lande kan måle sig med hinanden i stærkt symbolladede konflikter, og hvor dyrkelsen af det nationale gestaltes rituelt. Ved store sportsbegivenheder rejser mennesker sig under nationalsangen for noget, de føler er større end dem selv. Boxen i Herning har i de sidste par uger været et kerneeksempel på sportens fascinations- og samlingskraft.
I den danske sportshistorie finder vi i 1930’ernes ”svømmepiger” et godt eksempel på, hvordan sportsstjerner kan samle danskerne i et stort fællesskab. I slutningen af 1930’erne var ”svømmepigerne” de ubestridt største danske kvindelige sportsstjerner. Opmærksomheden samlede sig især om konkurrencesvømmerne Ragnhild Hveger og Inge Sørensen og langdistancesvømmeren Jenny Kammersgaard. Hveger, der fik tilnavnet ”Den Gyldne Torpedo”, og den dengang 12-årige Inge Sørensen deltog begge ved de olympiske lege i Berlin 1936.
Hvor det i dag er Thomas Kristensen og Bent Nyegaard, der medvirker til at få folk op af sofaen, når Danmark spiller, så var det dengang den sidenhen legendariske sportsreporter Gunnar ’Nu’ Hansen, der skabte begejstring gennem sin nærværende, men dog langt fra kritiske, kommentering i radioen. Her skabte han maleriske ”lyttebilleder” til OL i 1936, hvor han også fik sit folkelige gennembrud. Ikke mindst huskes han for at kalde Inge Sørensen for ”lille henrivende Inge” under finalen i 200 m brystsvømning – et tilnavn, som fulgte hende lige siden.
Vi vil hylde vores helte
I det hele taget nød sporten godt af radioen, der gjorde den tilgængelig for stort set alle og var stærkt medvirkende til at samle danskerne, når nationens atleter kæmpede i udlandet. Ved OL i Berlin vandt Hveger og ”lille henrivende Inge” henholdsvis en sølv- og en bronzemedalje, skønt danskerne havde sat næsen op efter guld til den rekordstærke Hveger. De to svømmepigers succes skabte national eufori og Inge Sørensen blev ved hjemkomsten modtaget af ca. 30.000 mennesker ved Enghave Station og Ragnhild Hveger af ca. 10.000 i Helsingør.
Uanset politisk ståsted eller loyalitet og tilhørsforhold til det danske kongehus, så har det enorm stor symbolsk værdi for danskerne at se landets øverste repræsentanter bakke op om vores nationale helte, der kæmper for Danmarks ære i sportsarenaen
Når atleterne vender hjem samles vi for at hylde vores helte, som det også var tilfældet mandag aften, hvor de nykårede danske verdensmestre i herrehåndbold kunne lade sig hylde på Rådhuspladsen i København af de mange fremmødte danskere. Her opstod der også nærmest en persondyrkelse af royal karakter, da Mikkel Hansen tonede frem på balkonen med sin nyfødte søn og modtog folkets hæder.
Siden starten af 1990’erne har dansk håndbold fået en samlende effekt og haft afgørende betydning for dansk nationalitet. Håndboldsporten har udfyldt det tomrum, der blev skabt, da herrelandsholdet i fodbold ikke formåede at ride videre på EM-successen fra 1992. Først med kvindelandsholdets – de jernhårde ladies – enestående bedrifter med EM-, VM- og OL-guld i 90’erne anført af Anja Andersen og sidenhen med herrelandsholdet, der i starten af 00’erne begyndte en nærmest ubeskrivelig succesrejse, hvor vi fra 2011 for alvor fik en verdensstjerne i Mikkel Hansen. Søndag aften omdannede han Boxen i Herning til sit eget Colosseum og samlede ikke kun de 15.000 på lægterne, men også 2,74 millioner mennesker hjemme i stuerne.
Ikke kun for det lavkulturelle Danmark
Det var ikke kun det lavkulturelle Danmark – som Sørine Gotfredsen kaldte håndboldsportens fans i DR2 Deadline den 23. januar – der var samlet i den danske håndboldhovedstad. Både den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen og Kronprins Frederik var tilstede på tribunerne for at heppe på det danske hold, der endnu engang blev eskorteret af jagerfly til København, som det også var tilfældet efter EM-sejren i 2008. Således fik håndboldherrerne både det royale og militære stempel.
Håndboldsporten har også en særlig dobbeltværdi, der foruden at vi er gode til den, også forbinder os med den danske skaberkraft – et spil vi selv har fundet på omkring år 1900
Uanset politisk ståsted eller loyalitet og tilhørsforhold til det danske kongehus, så har det enorm stor symbolsk værdi for danskerne at se landets øverste repræsentanter bakke op om vores nationale helte, der kæmper for Danmarks ære i sportsarenaen.
Vi er dog ikke længere, som under enevælden, bundet af loyalitet mod konge og kirke, men af en forestilling om vores fælles historie, kultur og sprog – og dansk herrehåndbold skrev søndag aften et enestående kapitel i den rige danske kulturhistorie, hvor kongen af håndbold, Mikkel Hansen, med endnu en magtpræstation tryllebandt publikum. Kong Mikkel greb da også majestætisk mikrofonen og takkede sit folk – de fremmødte danske tilskuere – for opbakningen med den næsten fortærskede, men ikke desto mindre rigtige, replik: ”I har ført os frem hver evig eneste kamp. I har givet os de sidste 5-10 % i hver evig eneste kamp.”
Den folkelige kronprins
Kronprins Frederiks forståelse for og evne til at bruge sporten som forbindelsesled ligger historisk set nært i det danske monarki, der i generationer har kastet glans over sporten. Det er dog ikke fra sin mor, at vores frømands-kronprins har udviklet sin evne til via kroppen at skabe folkelig opbakning, men snarere fra sin sportsglade oldefar, Christian X, og sin ligeså sportsglade morfar, Frederik IX. Christian X figurerede jævnligt i De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeningers medlemsblad ’Dansk Idræt’ – et blad Frederik IX var protektor for. Christian X var også medlem af Københavns Skytteforening, og Frederik IX dyrkede ivrigt kaproning i Danske Studenters Roklub, hvor han pløjede gennem Svanemøllens bølger.
Kongehuset er en del af den danske kulturhistorie og har i århundreder været et nationalt samlingspunkt, der nu ikke kun foregår gennem dronning Margrethes nytårstale, men også i et langt større kropsligt nærvær af kronprinsen eksemplificeret ved fejringen af hans 50 års fødselsdag og det stort anlagte Royal Run, hvor Hans Kongelige Højhed både var centrum for begivenheden og samtidig blot en del af folket.
Det kropslige nærvær udspillede sig i høj grad også under medaljeceremonien søndag aften mellem kronprins Frederik og de danske guldvindere i herrehåndbold, der blev modtaget med lykønskninger og en kropslig gestus i form af et kram. Også her viste kronprinsen sit folkelige engagement, da han med emotionelt og fysisk løssluppenhed krammede sin navnebror, der hos håndboldkendere går under navnet Hans ’Majestæt’ Lindberg, til stor hyldest fra publikum.
På den måde blev folket og kronprinsen ligeværdige, hvilket er en af grundene til den sportsglade kronprins’ folkelige opbakning. Samtidig kunne han overrække VM-pokalen til landsholdsanfører Niklas Landin og sole sig i blitzlyset med de nykårede verdensmestre og sit folk i rødt og hvidt på tilskuerrækkerne.
Folket, sportsstjernerne og kronprinsen blev for en stund en del af samme nærmest karnevalistiske rusfest i Herning. Når vi ser kronprins Frederik, ser vi derfor ikke blot en rank fyrste, vi ser et menneske, der er en del af et større nationalt fællesskab.
Et Danmark for akademikeren og den ufaglærte
I føromtalte Deadline-udsendelse var Sørine Gotfredsen og professor Hans Bonde inviteret i studiet for at tale om den danske håndboldkultur. Gotfredsen beskrev håndbolden som ”lavkultur (…) Det er en nødvendighed for et folk (…) Lavkultur er det anti-intellektuelle. Det er det folkelige. Det er det lette. Det er det sorgløse. Det er det lettilgængelige (…) Det er noget, vi kan tage til os uden at have forudsætninger af særlig art.”
Sørine Gotfredsen har en pointe i karakteristikken af håndboldsporten som det lettilgængelige og det folkelige, hvis forenelige evne gør, at vores samfund i konfliktsituationer, på tværs af køn, alder, politisk overbevisning og sociale klasser kan mødes i et stort samvær med plads til håndværkeren, smeden, advokaten, lægen og ikke mindst nationens kommende regent: kronprins Frederik flankeret af kronprinsessen og tre af deres fire børn. Derfor er håndbold ikke kun lavkultur, men en del af en langt større og vigtigere folkelig kultur, der kan samle alle danskere under ét tag.
Det lykkedes os endnu engang at vinde slaget, og derfor kan vi nu, høj som lav, kalde os for verdensmestre i herrehåndbold – en sport der i Danmark både formår at rumme det folkelige og det royale
Sørine Gotfredsen taler også om en meget vigtig del af den danske håndboldkultur og som dagligt foregår ude i hallerne, nemlig den demokratiske opdragelse til at indgå i et fællesskab. Hertil supplerer Hans Bonde med den meget væsentlige pointe, at Foreningsdanmark baserer sig på demokratiske forsamlinger, samtidig med at det er arnested for en tillidskultur til hinanden, der er med til at cementere et folkeligt Danmark, og som gør landsholdshåndbolden velegnet som nationalt samlingspunkt.
Håndboldsporten har også en særlig dobbeltværdi, der foruden at vi er gode til den, også forbinder os med den danske skaberkraft – et spil vi selv har fundet på omkring år 1900. På den måde sker der en særlig spejling i vores nationalkarakter, ikke mindst når vi har succes indenfor sportsgrenen som i herrehåndbold.
Lidt dristigt kan man sige, at der sker ikke større samfundsforandringer, uden at kroppen er med som en dynamisk faktor. Som eksempel kan nævnes det antikke Grækenlands demokrati, hvor selve ideen om, at alle frie mandlige borgere kunne stille op bag startsnoren ved de antikke, græske sportslege, var en vigtig forudsætning for udviklingen af det græske demokrati på folkeforsamlingerne. Og derfor er der måske en større sammenhæng mellem håndboldsportens udbredelse og stigning i popularitet omkring velfærdsstatens guldalder i 1960’erne med det forpligtende fællesskab.
Der er blevet skabt en meget stor emotionel forbindelse mellem håndboldherrerne og de danske tilskuere, som rækker langt udover Birthe Kjærs ”Pas på den knaldrøde gummibåd” og mere rammende passer med ”Vi er røde, vi er hvide” – vi er et samlet folk, hvor det ikke er hudfarve eller religiøsitet, men nationalfarverne som samler os. Det er på den måde ikke sporten, vi dyrker, når vi jubler over Mikkel Hansens blændende afleveringer og Landins formidable redninger mellem stængerne. Nej, det er nationalfølelsen og fællesskabet.
Håndboldsportens særlige plads i det danske samfund
I Danmark er de altoverskyggende sportsgrene fodbold og håndbold. På globalt plan overskygger fodbold på alle parametre håndbold, og det tårnhøje internationale konkurrenceniveau i fodbold gør formentligt, at Danmark får svært ved at gentage triumfen fra 1992. Herrehåndbold er mest et europæisk fænomen – om end vi ser nationer som f.eks. Brasilien og Egypten drille de europæiske stormagter – og her har herrerne nu været en del af verdenseliten i næsten to årtier.
Muligheden for at vinde guldmedaljer ved de store mesterskaber betyder, at vi lægger al vores nationalfølelse i hænderne på spillere som Lars Christiansen, Joakim Boldsen, Kasper Hvidt, Mikkel Hansen og Niklas Landin, fordi vi vil være og føle os som en del af de bedste.
I sportsikonografien har målmanden en særlig plads og står for kollektivisme, manden, der står bag sit hold og sit folk
Håndboldspillets strukturelle afvikling minder på mange måder om krig. Eller med den britiske forfatter George Orwells ord om sport: “Krig uden våben” (“War minus the shooting”). Dramaet udspiller sig med en konstant vekslen mellem en angribende og forsvarende part, hvor man konstant bombarderer hinanden med en kugle – og her har Danmark, anført af kong Mikkel, utallige gange trukket det længste strå. Der er også en vold bag soldaterne, hvor vi på den anden side af volden finder den sidste skanse – Landin – der sikrer, at fjenden ikke får succes med sit bombardement. I sportsikonografien har målmanden en særlig plads og står for kollektivisme, manden, der står bag sit hold og sit folk. Dét er for alvor noget, der kan løfte hele Danmark op i den højnationale sfære.
Og det lykkedes os endnu engang at vinde slaget, og derfor kan vi nu, høj som lav, kalde os for verdensmestre i herrehåndbold – en sport der i Danmark både formår at rumme det folkelige og det royale. Lad mig slutte med ordene af den danske digter Hans Hartvig Seedorff Pedersen:
Der rider en Konge i sol og blæst
igennem sit arvede Rige. (…)
Man spurgte mig ude: hvor voved vel han en hersker, at færdes så ene?
Jeg svarede dem: han er vor frieste mand –
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt.
Om Kongen af Danmark står hjerterne vagt!
Læs mere om EM i håndbold 2021 her.
Topfoto: Mikkel Hansen, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
