
KRIMIBØGER // SERIE – Da Kriminalkommissær Armand Gamache ankommer til den lille idylliske landsby Three Pines, får han mere end blot en drabssag at forholde sig til. For selvom landsbyen er charmerende som et glansbillede, har dens beboere mange hemmeligheder gemt under overfladen. Serien om Armand Gamache udspiller sig over foreløbig 15 bøger i franske Quebec i Canada, hvor kriminalkommissæren skal opklare mystiske dødsfald blandt excentriske kunstnere og mennesker med skjulte længsler og mørke hemmeligheder fra fortiden, der ikke tåler dagens lys. Louise Pennys serie om Armand Gamache er ikke uden grund blevet prisbelønnet mange gange og sågar filmatiseret. Hvis man er til en god gammeldags krimi serie med både hygge og uhygge med plads til lidt selvironi og underspillet humor, vil denne serie være det oplagte valg for fans af genren.
Jeg har altid haft en forkærlighed for lange bogserier. Der er noget trygt ved at vide, at når sidste side er læst, kan man starte på en ny i næste bog. Man opbygger et forhold til hovedpersonen over tid gennem skiftende sager og kriser. Mit forhold til mandlige kriminialkommissærer går langt tilbage. Jeg har haft en særdeles lang affære med Ian Rankins kriminalinspektør Rebus, fulgt ham gennem tykt og tyndt, accepteret alle de lyssky ting Rebus har gjort, kender hans eks-kone og eks-kærester, hans trang til smøger og natlige pubbesøg, det hele har jeg slugt råt for usødet.
Byen består af prisbelønnede digtere, kunstmalere, psykologer og andet godtfolk, der i en vidunderlig samhørighed holder sammen – men altså også åbenbart myrder hinanden
Jeg har været med Colin Dexters inspector Morse hele vejen igennem alle 13 bøger, levet med hans melankoli og forkærlighed for Wagner og øl, toleret hans noget hårde tone overfor den godmodige kriminalbetjent Lewis. På grund af Morse har jeg engang tilbragt fem stive timer på at negle et menukort fra baren på The Randolph i Oxford. Baren er opkaldt efter Morse, fordi flere scener til tv-serien er optaget på netop det hotel.
Jeg kan min Poirot næsten på fingerspidserne. Med Monsieur Poirot er det lidt anderledes på grund af hans perfektionisme og lidt kønsløse persona. Det er ikke, fordi Poirot sådan lige kravler med i seng og putter sig under dynen som alle de andre kriminalkommissærer altid har gjort. Man ved jo godt, at Monsieur Poirot helst ikke deler dyne med nogen, selv ikke på en kold, regnvåd, trøsteløs aften.
Et vidunderligt lille univers
Det gør kriminalkommissær Armand Gamache derimod gerne. Forfatter Louise Penny har bygget Gamache op med rødder i Montreal. Gamache og hans univers er fra fransktalende Quebec, af lidt uklare årsager taler han flydende engelsk uden skyggen af accent. Penny har skabt et vidunderligt lille univers, som man bliver inviteret med ind i. Det er som at holde en lille juleglaskugle med sne, og hvis man ryster kuglen, vælter det ned med snefnug over det lille landskab inde i kuglen. Det er charmerende og forførende, men er mere end bare et yndigt glansbillede.
Første bog, Mørkt Motiv, bruger Louise Penny godt til at føre læseren ind i byen med dens brogede skare af landsbyboere, kunstnerparret Clara og Peter Morrow, bøsseparret Gabri og Olivier, der driver byens bistro og samlingspunkt, som emmer af hygge og varme. Byen består af prisbelønnede digtere, kunstmalere, psykologer og andet godtfolk, der i en vidunderlig samhørighed holder sammen – men altså også åbenbart myrder hinanden. Man møder også Gamaches´s vicekomissær Beauvoir, som ikke forstår sig på den engelske mentalitet i landsbyen, og som gang på gang må konstatere, at de der englændere er hemmeligsfulde og svære at gennemskue.
Første bog efterlader først og fremmest et indtryk af at være en rigtig hyggekrimi, lidt á la en fransktalende udgave af engelske Barnaby. Hvor Barnaby opklarer alle mord i Midsummer, som tilsyneladende altid foregår om sommeren med de engelske haver i fuldt flor, er Armand Gamache i Three Pines om efteråret/vinteren, hvor det kolde og ubarmhjertige vejr tvinger folk indenfor i bistroen, hvor man altid finder varmen foran pejsen. Motiv, plot og opbygningen af historien i Mørkt Motiv er fin, og helt i tråd med hyggekrimien som genre.
Man hygger sig med bogen, først og fremmest persongalleriet, som er alsidigt og genkendeligt. Pennys evne til skabe stemning – og stemningsbilleder ikke mindst – er bestemt ikke at undervurdere. Man kommer igennem mange drinks, lakridspiber, sprøde baguettes med smeltet ost og rucola salat, løgsuppe fra Oliviers køkken, og aften caps foran pejsen. Det er så levende beskrevet, at eneste ulempe herved er, at man har en ubændig trang til at spise, mens man læser sig igennem bogen. For Armand Gamache er på mange måder en livsnyder. En diamentral modsætning til sin skotske kollega Rebus og engelske Morse. Ingen bitterhed, ingen desillusioner, ikke for mange skeletter i skabet. Ovenikøbet har Armand en kone, som han tilmed er forelsket i. Det er med andre ord en mand, som er tilfreds med livet og med sig selv.
Ikke blot en hyggekrimi
I bog nummer to – Nådestødet – vender Gamache igen tilbage til landsbyen Three Pines, og et gensyn med persongalleriet fra første bog samt tilføjelsen af nye bekendtskaber og beboere i landsbyen. Det er en elegant måde at bygge en krimiserie op på. For dels får læseren ikke blot et forhold til Armand Gamache som hovedperson, men tillige til landsbyens indbyggere, som går som en rød tråd gennem serien. Det er smart tænkt af forfatteren. Som læser bliver man stadig inviteret med ind i bistroen hver aften, og nyder hans vej igennem cognacs og andre livsnydende eliksier. Ingen tvivl om den franske forkærlighed for god mad og drikke i den grad er i højsædet i landsbyen.
Hver bog beskæftiger sig med ét mord og er afsluttende hver gang. Men derudover har Louise Penny indflettet en sidehistorie, der går igennem foreløbig de tre bøger, der er udkommet på dansk. En sidehistorie, der handler om magtmisbrug og korruption, og som giver bøgerne mere pondus udover landsbymordene.
Penny kommer langt ind under huden på sin kriminalkommissær Gamache og hele det levende persongalleri, han er omgivet af. Three Pines med Armand Gamache er i den grad en bogserie, der fortjener et stort dansk publikum.
I tredje bog – Mord i april – er påsken kommet til Three Pines, og Armand Gamache og hans stab må endnu engang til landsbyen for at opklare et dødsfald, som ad snedige og underfundige veje viser sig at være et mord. Med bog nummer tre synes Penny at have givet persongalleriet og plottet endnu mere tyngde. Nu er det ikke længere blot en hyggekrimi, men mere end det. Fordi man endnu en gang følger landsbyens beboere med tilføjelsen af nye, får persongalleriet flere og flere nuancer, som gør, at tredje bog føles mere helstøbt og med mere fynd end de to første. Samme bog giver også et indblik i Armand Gamaches privatliv, og den tvivl som selv et så afbalanceret menneske som Gamache kan blive ramt af.
Louise Pennys univers om landsbyen Three Pines er en vidunderlig og charmerende serie, som er mere end blot end hyggekrimi. Det er et univers, man har lyst til at følge gennem hele serien, med dets kavalkade af mennesker af alle størrelser og farver, der alle hver især viser selvironi, lever med deres længsler, ugengældt kærlighed, forsmåelse, jalousi, misundelse, begær, magtbegær, om selvindsigt og fornægtelse af samme. Penny kommer med andre ord langt ind under huden på sin kriminalkommissær Gamache og hele det levende persongalleri, han er omgivet af. Three Pines med Armand Gamache er i den grad en bogserie, der fortjener et stort dansk publikum.
Serien er udgivet på dansk af forlaget Hr. Ferdinand, som foreløbig har oversat tre ud af seriens foreløbige 15 bind. Bøgerne er dygtigt oversat af Helena Brennum.
Louise Penny: Et mørkt Motiv, Nådestødet, Døden i april
Oversat af Helena Brennum
Udgivet 26. marts og 19. maj 2020
Forlag: Hr. Ferdinand
LÆS FLERE ARTIKLER AF YASMIN ABDEL-HAK HER
Topfoto: Privatfoto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.