KLIMA & KULTUR // BOGANMELDELSE – Jens Christian Grøndahl går i dialog med den unge generation, der frygter jordens undergang som følge af klimakrisens ødelæggelser, og som påtager sig en kæmpe skyld for egne klimasynder. Men denne type klimaaktivisme tjener hverken naturen eller livet, mener Grøndahl og diskuterer i et essay, hvad der vil give bedre mening midt i klimakrisen.
Jeg kender Jens Christian Grøndahl som forfatter til en stribe romaner, som jeg har læst med stor begejstring. Så jeg var spændt på at læse noget andet af ham, nemlig dette essay: Synger for ravn og ræv, som rammer dybt ind i tidens debat om klima og natur. Jeg blev ikke skuffet, tværtimod.
Det føles befriende at læse essayet. Det hæver sig med stor flyvehøjde over den daglige klimadebat og giver et fascinerende historisk og kulturelt udblik. Her er det ikke regnearkets fakta, der sætter dagsordenen, men indsigter fra kunst, litteratur og det religiøse sprog. Over for vores tyngende klimaskyld og selvforskyldte dommedag sætter han, med afsæt i kunst og litteratur, et håb om mening og fremtid op.
Det er ganske enkelt godt gjort, og jeg ville ønske, at flere af vor tids kunstnere og intellektuelle turde vove sig frem og deltage i debatten på den måde.
Dialog med den unge generation
Bogen former sig som ét langt essay delt i 20 afsnit. Umiddelbart kan nogle af afsnittene virke løst indføjede, men der er en indre sammenhæng. Udgangspunktet er, at Grøndahls to døtre på 15 og 17 taler om klima og anklager deres fars generation for ikke at have gjort noget. Kun tænkt på sig selv og overladt den globale opvarmning til dem.
Og Grøndahl medgiver de unge, at med klimakrisens trusler om altings ødelæggelse og undergang er der ikke meget at være glad for. Konsekvenserne af forurening og CO2 udledning er apokalyptiske. Dommedag er nær. Hvordan kan man så som Kierkegaard tale om det helt enkle: pligten til at være glad, bare være, i tillid og taknemmelighed? Det er netop det, vi ikke kan. Vi hører kun dommedagsprofeterne. Og det gælder især den unge generation, som hans døtre tilhører.
Hvad gør vi så? Hvad skal han svare sine døtre?
Bogens essay er et svar og et forsøg på dialog med nutidens unge generation, der – som måske den første generation i historien – ikke forventer, at deres børns fremtid bliver bedre. I sine refleksioner inddrager Grøndahl en række værker fra kunst og litteratur, blandt andet så forskellige folk som maleren Anna Syberg, forfatterne Josefine Klougart og Glenn Bech, videnskabsmanden H.C. Ørsted, Søren Kierkegaard, den amerikanske forfatter Jonathan Franzen og salmedigteren Brorson.
Det bliver alt sammen til en række nuancerede og tænksomme mellemregninger om meningen med livet, vores mellemværende med naturen, klimatruslen som definerende for de unges generation, om at ofre sin magelighed for det fælles samfund – og noget så interessant (og overraskende) som nutidig gudsfrygt.
Tilsammen udgør essayet en mosaik, hvor de mange brikker efterhånden tegner et billede af en mulig måde at tænke over meningen med livet og en mere respektfuld tilgang til naturen, et billede der fortæller, at vi ikke nødvendigvis nærmer os undergangen, men at der også er et håb.
Opgør med klimapietisterne
Et centralt tema i essayet er et mildt opgør med “klimapietisterne”. Det er den klimabevægelse, som ikke tror på nogen bedre fremtid for deres børn. Munterhed er blot et frikvarter fra den alvor, der tårner sig op for en “dødsdømt planet uden flugtveje”, som det hedder.
På den ene side anlægger de unge et globalt perspektiv for menneskehedens skæbne, men samtidig udspiller alle handlingsanvisninger sig i den individualiserede middelklasses personlige verden: Man skal købe økosko, blive veganer, have tøjskam og hverken flyve eller køre bil.
Men de unges individualiserede klimakamp er blot feel-good symptombehandling. Fordi, siger Grøndahl, hvad forskel gør det, om jeg stiger om bord på flyet, hvis det letter alligevel, med eller uden mig? Udfordringen er strukturel, den skal mødes politisk, overstatsligt, ikke på det privatpersonlige plan.
En del af løsningen er solidaritet med de befolkningsgrupper, der bliver ramt af klimaændringer – denne pragmatiske tilgang er mere konstruktiv
Samtidig vender han også kritikken indad mod sig selv og sin egen generation: Vi har været “en løsagtig flok individualister”, der ikke ville betale kontingent til menneskeheden. Vi holdt os til velfærdssamfundets indbildte privilegium: At man kan tænde og slukke efter behag for samfundet som skæbnefællesskab.
Men det virkeligt skræmmende er, at de unge, samtidig med grøn omstilling af samfundet, tager hele verden på deres skuldre med en skyldfølelse, der er lige så universel som klimaudfordringen.
Grøndahls egen generation voksede trods alt op med en rest af Luthers lære om, at Gud vil tilgive. Men de unge tror ikke på, at de er tilgivet trods alle klimasynder. De tror på en evigt straffende natur, som de håber at formilde ved at ofre deres magelighed på fællesskabets alter. Klimakrisen kalder på gerningsretfærdighed, og, skriver Grøndahl, “der er noget katolsk over den grønne bodsgang, al forsagelsen og handlen med CO2 kvoter, nutidens afladsbreve”.
En ny måde at leve på i klimakrisen?
I stedet for klimaaktivisternes idealistiske forestilling om at stoppe klimakrisen, foreslår Grøndahl et mere pragmatisk svar. Under den kolde krig var det terrorbalancen, som de facto holdt stormagterne i skak over for hinanden. Det skabte en fred i Europa, der varede i mange år. Ikke på grund af fredsbevægelsens pacifisme, men på grund af stormagternes kølige vurdering af deres styrkeforhold.
På samme måde er der i dag brug for kølig pragmatisme i klimadebatten. Med henvisning til den amerikanske forfatter Jonathan Franzen nævner Grøndahl, at klimadebatten kan give indtryk af, at vi kan forhindre drivhuseffekten. Men videnskaben fortæller, det er for sent.
Vi kan bremse den i bedste fald, men det er lige så presserende at imødegå virkningerne. Skaden er sket, så det er lige så ansvarligt at finde modige løsninger på de uundgåelige forandringer i klimaet, og en del af løsningen er solidaritet med de befolkningsgrupper, der bliver ramt af klimaændringer – denne pragmatiske tilgang er mere konstruktiv end “det isolerede fokus på klodens vandstandsmærke”.
Vi frygter ikke Gud, men ozonlaget, siger Grøndahl. Men det burde være omvendt. Vi kan ødelægge, men ikke skabe selv
Den røde tråd i Grøndahls svar til den unge generation er hans mistanke om, at det ikke tjener hverken livet eller naturen, hvis den nøgne fortsatte eksistens bliver det altdominerende tema. Det er selvfølgelig vigtigt, men det kan ikke stå alene, det er en reduktion.
Vi må også spørge, hvad vi lever for, og hvad der er vigtigt. Meget præcist citerer Grøndahl Vaclav Havel for hans berømte tanke: Det vigtige er ikke, om alt ender godt, men om det har været meningsfuldt.
Grøndahl antyder, at der måske i det sprog, som vi har fået overleveret, ligger en tilgang til en ny meningsfuld forståelse af naturen. Han tager læseren med til Borrominis lille hvide kirke i Rom. Oppe under kuplen læser han denne indskrift: “At frygte herren er begyndelsen til al visdom”. Vi frygter ikke Gud, men ozonlaget, siger Grøndahl. Men det burde være omvendt. Vi kan ødelægge, men ikke skabe selv. Netop denne respekt for naturen kan måske afløse den gamle gudsfrygt og blive begyndelsen på en ny visdom.
Mellemværendet med naturen må vi klare på nye måder, ikke klimabevægelsens måde. Der er brug for at standse op, trække vejret og læse Grøndahl. Hans bog er en øjenåbner for nye perspektiver, og den fortjener at blive læst af mange.
Læs korte kulturanbefalinger i Kulturlisten, der udkommer hver fredag. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og