OPRØR I IRAN // KRONIK – Hvad skete der egentlig med kvindernes oprør i Iran? Frihedskampen og kvindernes oprør fortsætter, og sommeren i Iran kan blive brandvarm. Iranerne har fortsat brug for det internationale samfunds opmærksomhed – og du kan bakke op om frihedsbevægelsen ved at danse med, skriver Salar Saroneh, forperson for Voice of Iran i Danmark.
Solen skinner, og det er varmt, men du må ikke have shorts på. Du er glad, men hvis du er kvinde, må du ikke synge eller danse i offentligheden. Du er en kvindelig ekspert indenfor dit fag og er inviteret til en konference i udlandet, men du kan ikke rejse uden din mands tilladelse. Du er nyforelsket, men du må ikke have en kæreste. Du er kvinde, og blot synet af dit hår er en synd.
Det har været levevilkårene for over 80 millioner mennesker i Iran i mere end fire årtier og forholdene, som jeg påpeger her, er kun en brøkdel af den ellers meget lange liste af frihedskrænkende og diskriminerende regler, som præstestyret har påtvunget iranerne.
Men siden drabet på den 22-årige Jina Mahsa Amini i september 2022 er den folkelige opstand i Iran vækket til live i et hidtil uset niveau af kreative former for civil ulydighed, som fortjener vores opmærksomhed og engagement.
Civil ulydigheds mange former i Iran
Da de modige iranske kvinder tilbage i efteråret 2022 trodsede præstestyrets obligatoriske hijablov, var det begyndelsen på en række nye protestformer, som sideløbende med gadeprotesterne styrkede iranernes kamp mod diktaturet. Præstestyret har med anholdelser, vold, drab og henrettelser reduceret de massive gadeprotester, men iranerne har ikke givet op. Tværtimod er der stærke tegn på, at folket markerer deres modstand til styret med nye former for civil ulydighed.
Selvom præstestyret har skruet op for overvågning af samfundet, smider flere og flere modige kvinder deres tørklæde. Der afholdes nærmest dagligt mindehøjtideligheder for de dræbte demonstranter, og her samles store menneskemængder ved gravpladser og råber slogans mod styret. Disse forsamlinger fortsætter på trods af voldelige konfrontationer med sikkerhedsstyrkerne.
Dans i offentligheden i Iran ikke kun et tegn på glæde, men et stærkt tegn på modstand og oprør
Vi ser afbrændinger af præstestyrets propagandaskilte og -billboards i gadebilledet. For at ingen glemmer frihedskampen skriver de modige iranere anti-regime slogans på mure overalt i landet, imens der nærmest hver nat råbes død over diktatoren fra vinduer og hustage. Sideløbende ser vi også større strejkebevægelser i vigtige sektorer såsom olie og gas.
Det samlede billede er en særdeles aktiv folkeopstand, der på forskellig vis kæmper mod det siddende totalitære præstestyre for at kræve frihed.
Dans som en ny form for protest
Mens vi i Danmark danser, når vi har det godt og er i godt humør, danser iranerne for at protestere mod det morderiske præstestyre. Dans er blevet til en udbredt form for protest. Særligt da teenagepigerne fra Ekbatan-bydelen i Teheran lavede en video med sangen ”Calm Down” og udgav videoen på kvindernes internationale kampdag. Videoen gik viralt og resulterede i, at myndighederne tilbageholdt pigerne, hvilket endte med endnu en fabrikeret tilståelsesvideo, der skulle vise fortrydelse og angre.
Men de unge piger fra Ekbatan havde sat gang i noget stort. Efter tilbageholdelsen var vi vidner til daglige nye sympativideoer, hvor tilfældige kvinder og mænd lavede den samme dans på offentlige steder overalt i landet. Herfra blev ”dans i offentligheden” en ny og meget udbredt form for civil ulydighed. Særligt i Norouz-perioden i marts, som er det iranske nytår, så vi iranere i små og store grupper danse frygtløst på gaderne og fejre deres kamp for frihed.
Når en iransk kvinde danser på gaden i Iran, så frasiger hun sig kerneværdierne i præstestyrets formørkede ideologi. Hun risikerer samtidig at blive anholdt og straffet for at trodse diktaturets regler. Derfor er dans i offentligheden i Iran ikke kun et tegn på glæde, men et stærkt tegn på modstand og oprør.
Hvad kan du gøre?
Til slut vil jeg gerne opfordre danskerne til at gribe muligheden og danse med iranerne og danse for friheden. Den 29. april, som er den internationale dansedag, har Voice of Iran i samarbejde med Amnesty Danmark arrangeret et danse-event til ære for iranernes kamp for frihed. Kom og dans med og vis din støtte til iranernes kamp.
Rådhuspladsen, København. Link til eventet.
Store Torv, Aarhus. Link til eventet.
Læs f.eks. også Maziar Mazor Etemadis artikel Protester i Iran: Sorg, vrede og kamp i POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her