UKRAINE // REPORTAGE – Jens Alstrup er kørt fra sit hjem i Sønderjylland mod Ukraine for at evakuere Vanja og hjælpe ham væk fra krigen og til sikkerhed i Danmark.
Vanja, som ikke er hans rigtige navn, er et eksempel på de forbrydelser, som Rusland begår i Ukraine. Han har tre af sine fem børn i Danmark, hvor de opholder sig med deres mor og hans kæreste. De bad mig, om jeg kunne hjælpe, og det kunne jeg ikke sige nej til. Det blev mere barskt, end jeg havde frygtet, men også en stor oplevelse, som jeg for altid vil huske med glæde.
Vanja og hans familie er fra en lille landsby øst for Izium. Det var i Izium, man fandt massegraven, hvor ligene var begravet pænt i individuelle grave ved siden af hinanden, fordi de var begravet af en ukrainer. Men det var det eneste pæne ved den sag, og ved stort set alle byer og landsbyer, hvorfra russerne har måttet trække sig, er billedet det samme og altså også i landsbyen, hvor Vanja er fra.
En mine eksploderede i hænderne på Vanja, og han mistede begge hænder
Mange frygter, at deres savnede pårørende er blevet dræbt af russerne. Ofte dræbt under de mest horrible forhold som fx at blive torteret langsomt ihjel, eller civile, der ”blot” bliver skudt på klos hold, hvor det forekommer at være helt tilfældigt. Også ved Vanjas lille landsby var der – i forhold til byens størrelse – en massegrav.
Vanja er undtaget fra militærtjeneste af flere årsager. Han er kroniker med en mavesygdom, populært sagt, og jeg tror, det var Crohns. En djævelsk sygdom – jeg har fra egne 60 indlæggelser set mange af slagsen, og jeg havde det slemt – men jeg ville ikke bytte for Crohns. Dette alene sikrede ham mod militærtjeneste. Den anden årsag var, at han er far til fem børn, og det er to mere, end man behøver for at være fritaget.
Miner i massegravene
På dagen, hvor Vanja skulle til Kharkiv for at få sine papirer fra militæret om, at han kunne forlade Ukraine og komme til sine børn og kæreste i Danmark, hjalp han til med at udgrave deres landsbys massegrav, så de efterladte kan få vished om deres kæres skæbne. Det nyeste påfund fra russisk side viste sig at være, at de nu minerer massegravene.
En mine eksploderede i hænderne på Vanja, og han mistede begge hænder og fik svære skader på øjnene, så han lige nu er blind. Det sidste kan måske ændres. Undskyld mig, jeg ved godt, man skal passe på med ordvalget om mennesker, for ord skaber handlinger, men den, der lagde den mine, er efter min overbevisning et skadedyr, der aldrig nogensinde må gå frit rundt.
Lise, som er familiens danske veninde, og det hedder hun ikke, kontaktede mig for at spørge, om vi – dvs. foreningen ”Frihed for Ukraine”, hvor jeg er formand – kunne hjælpe. Vi har netop planer om at gøre dette mere systematisk, og det havde vi skrevet om. Jeg kunne vanskeligt komme i tanke om et mere kvalificeret tilfælde end Vanja som den første, vi evakuerer.
Jeg konsulterede en dansk læge, som er aktiv i at køre udstyr m.m. til Ukraine, og forhørte mig om forholdene. Der er stærkt øget risiko for blodpropper, når man er nyligt amputeret. Jeg fik den nødvendige medicin herfra og en åben hotline til den danske læge. Der blev heldigvis ikke brug for andet end den blodfortyndende medicin.
Der var også kontakt med den ukrainske kirurg og hans vurdering af, hvorvidt Vanja var klar. Jo, der var en risiko, men for intet at regne i forhold til risikoen ved at udsætte afgangen, og de to læger var enige om forholdsreglerne.
Håbet om hurtig behandling
Jeg og min rejsekammerat kørte afsted med to biler. Min egen private Skoda Octavia stationcar, hvor jeg havde indrettet en to meter lang seng bagi og fyldt op med forsyninger til en ukrainsk militærenhed oven på sengen – og alle andre steder med ledig plads i bilen.
Den anden bil var en gave til militærenheden. Den var nyligt serviceret og blev også fyldt godt op med ting til enheden. Altsammen ting, som enheden havde ønsket sig. Noget var dyrt, og noget var billigt. Vi var i stand til at opfylde de fleste ønsker. Vi skulle aflevere det cirka 25 km fra Bakhmut, hvor jeg var sidste gang for et par uger siden. Her ville jeg være et par dage og skulle hente Vanja på tilbagerejsen.
Krig vil ikke altid, hvad vi planlægger. Det gælder også for gamle biler og polske grænseofficerer. Den gamle Ford C-MAX havde problemer, og vi kom sent afsted på førstedagen. Nå, en lang dag klarer vi nok.
På andendagen skulle vi over grænsen, og jeg skal undlade at forklare detaljerne, men vi kom over, netop som udgangsforbuddet blev ophævet kl. 05.00 om morgenen, og det var ikke ukrainerne, der var langsomme. Vi fik sovet to timer, før vi havde et godt møde i Lviv og kunne køre videre til Kyiv. Her måtte vi ændre vores planer.
Enheden, vi skulle levere forsyninger til, var på vej til Kyiv, og derfor skulle vi ikke ud til området lige vest for Bakhmut. Vanja skulle tilbage til sin landsby, da der er brug for alle sengepladser i Kharkiv, men hans landsby var blevet massivt angrebet af russisk artilleri.
Kharkiv blev også udsat for markant større angreb. Vi var også klar over, at hver en dag var vigtig for Vanja, så han kunne komme under hurtig behandling, hvis der skal være noget håb om at redde hans syn eller blot noget af det. Nu var kun Vanja i fokus.
Vi fik hentet nogle bårer i Kyiv, som vi havde købt til soldaterne, og vi afleverede det hele til deres venner i hovedstaden, mens de selv var på vej til en velfortjent orlov. Således lettet for en masse gods og en bil kørte jeg til Kharkiv, og min rejsekammerat tog tilbage til Danmark med tog og bus. Det var hyggeligt, og mærkelige danske regler gør, at jeg har været nødt til at anonymisere min ven. Det er skørt, men sandt.
Kødbolle med kartoffelmos
Jeg havde booket et hotel i det sydvestlige Kharkiv, hvor de er mindst udsatte for russisk beskydning. Rejsen dertil gik uden problemer. Jeg har kørt ruten mange gange før. Hospitalet var nemt nok at finde, og det var Vanja også. Kirurgen var glad for, at Vanja kommer under god behandling, som krigen lige nu umuliggør i landet.
Hjælpere i Danmark hjalp med oversættelse over telefonen, så vi fik en snak om planen for at komme til Danmark. Efterfølgende fik jeg at vide, at Vanja havde grædt bevæget over, at der nu endelig var lidt håb for ham. Han og hans mor og for den sags skyld også kirurgen havde næsten ikke turdet tro på, at dette var muligt.
Hotellet var godt nok tyndt besat. Der var et enkelt værelse besat ud over mit. Der var restaurant, og der kunne jeg få noget at spise, hvis jeg gerne ville have kotletki med kartoffelmos og salat bestående af agurker og tomater med lidt krydderurter. Det smager glimrende, og jeg tror, jeg har fået det mere end 100 gange i Sibirien, men det er godt nok mange år siden.
Der er tale om en slags stor kødbolle, der er paneret og pandestegt. Jeg havde et par pakker med til en politiofficer fra en dansk politiofficer. Som tak fik jeg en flaske moldavisk cognac og en flot æske chokolade. Det går videre nu til folk, der har gjort en stor indsats for os. Morgenmaden viste sig også at være kotletki som eneste valgmulighed, så den tog jeg. Natten bød på flere luftalarmer, men intet ramte i nærheden af hotellet.
Da jeg hentede Vanja og hans mor, havde kirurgen tårer i øjnene over Vanjas skæbne. Det blev en rejse med mange følelser og tårer, men også en enorm glæde over at skabe håb for Vanja. Vi kom ned til bilen, og det gik relativt nemt for Vanja at komme ind og ud af sengen i bilen. Jeg havde heldigvis købt lidt for store sko til ham, for det kunne også gøre ondt på ham at få dem af og på.
Rejsen til Kyiv startede med luftalarm i Kharkiv, og der var en masse ubehageligt på vej mod byen. GPS-signalet var jammet, og da alle vejskilte er taget ned, var der ingen hjælp at hente. At finde ud af en by på 1,8 millioner indbyggere uden nogen hjælp er ikke helt nemt. Heldigvis har jeg almindeligvis god stedsans, og jeg har været inde i byen tre gange før.
Rustent russisk
Så vidt jeg kan gætte mig til, er det ukrainerne selv, der jammer signalerne, da fx de iranske Shahed-droner bruger helt almindelig GPS. Vi kom ud på den rigtige hovedvej, og herfra er det nemt nok. Vi fik talt lidt sammen via tolk over telefonen. Mit russiske, som aldrig har været godt, kom tilbage, og vi kunne trods alt klare det meste selv. Der blev ikke brug for den tolkning, jeg troede, var nødvendig.
Vanja var stille hele første dag og sov det meste af tiden. Hotellet i Kyiv, som jeg bruger fast, stillede gratis værelse til rådighed for Vanja og hans mor. De fortalte også, at de var begyndt at følge mig, så godt de kunne på Facebook, men Googles oversættelse fra dansk til ukrainsk er ikke altid helt brugbar. Vanja blev også mere tryg ved at gå, når jeg styrede det. Jeg holdt et fast greb i ham og fortalte hele tiden, hvad retning han skulle – og sådan cirka hvor langt frem der var fri bane.
Rejsen til Lviv nær grænsen til Polen foregik også uden forhindringer. Personalet var venligt og sikrede os værelser i stueetagen, så Vanja ikke skulle op ad trapper. Elevatorer må ikke bruges på grund af de mange strømsvigt.
Blot synet af Vanja gav tårer i øjnene hos den polske grænsebetjent
Undervejs havde vi kommunikation via mellemhånd i Danmark med myndighederne i Kyiv og Danmark. Alle steder gik det fint, og vi havde fra start en helt officiel invitation fra Danmark om, at vi tager imod Vanja og behandler ham kvit og frit. Fra militæret i Kyiv blev der straks givet grønt lys for, at han kan forlade Ukraine, hvilket mænd mellem 18 og 60 år ellers ikke kan.
Vejen til grænsen var nem nok. Køen overkommelig. Vi ventede lidt over en time på at komme til grænsen. Den ukrainske pasbetjent havde vist en dårlig dag, og hun var meget vrissen over, at vi ikke bare stillede op foran hendes luge. Mens jeg var i gang med at stavle Vanja på benene, kom en overordnet officer løbende og skældte hende ud, og da hun så Vanja, blev hun oprigtigt ked af det og gav os derefter en meget fin hjælp.
At Vanjas mor slet ikke havde et rejsepas, blev til en ligegyldighed. Det tog sin tid, for de skulle have udrejsen godkendt fra myndighederne i Kyiv, men meget lang tid tog det ikke. Det var tydeligt, at alle var informerede og klar.
Således gennem den ukrainske side skulle vi ind i Polen uden gyldigt pas. EU-forordninger og polske ditto gør det muligt, men historier fra andre, der har prøvet det, omtalte det som noget meget langvarigt noget. Den ukrainske grænsevagt insisterede på, at vi skulle tage den bane, der er reserveret til EU-rejsende, for bilen var jo med EU-nummerplade.
Jeg tænkte, at det kunne udløse en pokkers ballade, men blot synet af Vanja gav tårer i øjnene hos den polske grænsebetjent, og vi blev sluset direkte igennem. Intet pas for moren? I kører bare!
Endelig i EU
Vanjas humør steg betydeligt, da vi var i EU. Det var, som om han ikke turde tro på det, før vi rent faktisk var inde. Det var vi nu. De første mange kilometer på den fine motorvej i Polen gik uden yderligere udfordringer. Jeg turde satse på, at vi skulle overnatte i Cottbus, hvor jeg havde overnattet flere gange tidligere på denne rute. Jeg bad om at få værelser tæt på elevatoren, og det blev bekræftet online. Den digitale verden kan altså noget!
Uheldigvis blev det igen en lang dag. Der var et alvorligt færdelsuheld lige klos op ad grænsen på den polske side, hvor motorvejen mellem Cottbus og Wroclaw ikke er færdig endnu. Mens vi ventede, forklarede jeg om næste dags rejse.
Da moren hørte, at vi skulle med en færge, var hun helt ude af sig selv af skræk og sagde, at hun skulle aldrig være taget med! Vanja grinede for første gang og forklarede hende, at det var noget pjat, og jeg fik forklaret, at det ikke var Titanic, vi skulle sejle med. Det fik også Vanja til at grine. Moren blev mere rolig. Mange fastlandsfolk har en virkelig stor frygt for havet.
Receptionisten i Cottbus blev dybt påvirket af at se Vanja. Hun brast i gråd, og jeg kunne se, at mine ideer med en rute mellem Ukraine og Danmark for at bruge de ledige pladser til ukrainerne måtte gentænkes. Det kan vi ikke bede almindelige mennesker om at gøre, hvis de ikke har en eller anden form for professionel eller anden sammenlignelig baggrund. Vi kan heller ikke bruge almindelige hoteller til det. Vi ville lægge en stribe af traumatiserede mennesker i vores kølvand.
Turen til færgen var ikke uden udfordringer. Stormen ”Otto” var den største af dem. Færgen fra Rostock var aflyst, så vi måtte over Puttgarten. Der var kø ved noget vejarbejde over broen til Femern, men da vi nåede til færgen, fik vi oplyst, at vi var ventede, og vi skulle i linje to. Vi blev sendt ombord som de allerførste, så vi også ville komme ud som de første.
Overfarten gik med lidt søgang, men ikke noget slemt. Desværre var der en kakofoni uden lige af bilalarmer. Undskyld mig, men kan I for helvede ikke indse, at der ikke er nogen, der løber med jeres biler på Østersøen på en færge?
I land var der en eneste bil foran os. Han skiftede bane lige pludseligt, og jeg tænkte, at så måtte jeg hellere følge med. Det var ikke en god ide, og manøvren var mildest talt noget, enhver betjent ville blive meget mellemfornøjet over. Vi blev naturligvis stoppet, og jeg måtte undskylde oprigtigt for den alternative kørsel.
Dansk behandling i sigte
Da betjenten fik at vide, at vi var på vej til et hospital, og så Vanja, fik vi besked på, at vi måtte køre med det samme, og jeg fik tilmed tak for indsatsen. Det varmede, og trafikken blev stoppet for os, så vi igen kunne komme godt af sted.
Resten af rejsen var begivenhedsløs, indtil vi var ved hospitalet. Her var personalet klar, og kæresten og den danske veninde ventede på os. Kæresten brast selvfølgelig i tårer over Vanjas frygtelige tilstand, men også af glæde over, at han nu kom under en behandling, som i øjeblikket ikke er mulig i Ukraine.
Jeg var træt – meget træt – og tog hurtigt videre til en kammerat i Sorø. Mandag går turen til Christiansborg for at tale om de ledige pladser og vores mulighed for at fylde dem op. Det er jo frygteligt, at de står tomme, når behovet er så enormt.
Hvor er jeg glad for de mange mennesker, der træder til
Jeg havde også en del møder på rejsen. Faktisk hele otte vigtige af slagsen. Vi har en aftale med militærdistriktet i Kharkiv om, at de vil køre sårede fra ethvert sted i Ukraine til Lviv, liggende eller siddende. Vi skal således ikke bruge frivillige der. Den anden meget vanskelige ting, hvis man ikke forstår det ukrainske system, er grænseovergangen, men her vil vi etablere en stue i Lviv, hvor vi samler op til en transport over grænsen. Transporten vil frivillige ukrainere stå for. Frivillige med baggrund som fx sygeplejersker og lignende.
Her finder vi også et søvnigt hotel af en slags lige ovre på den polske side, hvor danske frivillige henter dem. Stop i Cottbus, hvor vi arbejder på at få nogle pladser gennem måske Caritas eller tilsvarende. Det går ikke med almindelige hoteller. Den tyske del bliver den vanskelige, men jeg bor i grænselandet og har et rigtigt godt forhold til det tyske mindretal, så der er forhåbentlig nogle tråde at kunne trække i den vej.
Vi håber, du vil gå med i vores Facebook-gruppe ”Frihed for Ukraine”, og at du også vil melde dig ind i vores forening af samme navn. Vi mangler lidt endnu for at være klar til indmeldelse, men er du i Facebook-gruppen, får du automatisk at vide, hvornår du kan melde dig ind.
Hvor er jeg glad for de mange mennesker, der træder til for at lindre bare lidt af konsekvenserne af det russiske barbari i Ukraine. Det har været fantastisk at opleve.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her