UKRAINE OG EU #8 // KRONIK – “Når Rusland, der bygger sin legitimitet på uovervindelig styrke, ikke tør marchere på sin vigtigste dag, er det et tegn på manglende selvtillid,” skriver Peter Hyll-Larsen. “Store systemer krakelerer sjældent dramatisk. Det sker i det stille – i øjeblikke, hvor billedet ikke stemmer overens med virkeligheden, og illusionen ikke kan vedligeholdes.”
Den 9. maj er dagen, hvor Kreml hvert år minder verden om, at Rusland vandt Anden Verdenskrig og derfor har ret til at forme Europa. Paraden på Den Røde Plads er ikke kun tradition, men politisk argument – imperiets moralske kølle, Den Russiske Verdens (Russkij Mir) manifestation.
Men i år ser køllen ud til at blive mere spagfærdig. Kampvogne, missiler og marcherende kadetter er ikke med af frygt for ukrainske droner. Putin har bedt om midlertidig våbenhvile i sin angrebskrig på Ukraine. Og myndighederne overvejer at begrænse internet og sms’er på dagen.
Når en stat, der bygger sin legitimitet på uovervindelig styrke, ikke tør marchere på sin vigtigste dag, er det et tegn på manglende selvtillid. Store systemer krakelerer sjældent dramatisk. Det sker i det stille – i øjeblikke, hvor billedet ikke stemmer overens med virkeligheden, og illusionen ikke kan vedligeholdes.
Det var den tanke, der fyldte Ukraine House i Danmark i sidste uge, da Free Nations of PostRussia Forum for tredje år samlede historikere, diplomater, politikere og stemmer fra de folk, Rusland ikke ønsker, verden hører fra – tjetjenere, tatarer, hviderussere, ukrainere – til en konference med den tørre titel Decolonizing Mindsets for Security in Europe. Bag titlen gemte sig noget mere sprængfarligt: Hvad sker der, når et imperium begynder at vakle? Og er vi klar til at tænke tanken til ende?
Øjet, der ser, er ikke neutralt
Nataliya Popovych, forkvinde for Ukraine House, åbnede med en opfordring: ”Optikken er ikke neutral. Måden, vi ser Rusland på, former vores reaktion. Ser vi det som et uundgåeligt imperium, tilpasser vi os. Ser vi det som et kolonialt system, der aldrig er holdt ansvarligt, har vi en anden opgave.” Opgaven er at transformere Rusland – eller i det mindste holde op med at beskytte dets imperiale kontinuitet af frygt for alternativerne.
Arunas Degutis, der i 1990 underskrev Litauens uafhængighedserklæring, formulerede forløbet: I starten troede alle, at Rusland ikke kunne tabe. Så begyndte nogle at sige, at måske kunne det. Ikke just en intellektuel revolution – men i europæisk sikkerhedspolitik har det taget to generationer. Den litauiske politiker Žygimantas Pavilionis satte det på spidsen: ”Enten har I Putins plan. Eller I har jeres egen. Det er jer, der bestemmer, hvornår det stopper. Ikke russerne.”
Den store russiske kultur?
Den store russiske litteratur, musik og kunst er da hævet over dette! Det er argumentet, der altid fremføres i Vesten, når man ikke vil tage stilling: Tolstoj, Tjajkovskij, Dostojevskij. Denne næsegruse beundring er en automatreaktion, pointerede flere deltagere – én, man ikke ser over for andre lande, og som afslører, hvor dybt visse fortællinger sidder.
At udslette sprog, kultur og identitet og i århundreder henvise modersmål til bagerste række i imperiets klasselokale, dét er målet
Fortællinger, der ikke er vokset frem af sig selv, men plejet og podet i generationer. Som den ukrainske parlamentariker Yaroslav Yurchyshyn sagde: ”Det, man kalder stor russisk kultur, er ikke én kultur. Det er tjetjensk, ukrainsk, tatarisk kultur – ruiner af vores identiteter, som Rusland har brugt til sin imperiale selvfortælling.”
Sprog er nøglen, sagde han. Kontrollerer du sproget, kontrollerer du virkeligheden. Aset Sabb, viceudenrigsminister i den tjetjenske eksilregering, illustrerede pointen: ”Tjetjensk undervises én time om ugen, russisk fire. Forestil jer, hvis danske børn kun måtte lære dansk én time om ugen – og hvad det gør ved et folk over tid.”
At udslette sprog, kultur og identitet og i århundreder henvise modersmål til bagerste række i imperiets klasselokale, dét er målet. I Ukraine og overalt i imperiet. Elizabeth Dubinka-Hushcha fra den dansk-hviderussiske kulturforening Beladania minder dog om håbet: Hviderussernes nationale identitet blev pludselig synlig under protesterne i 2020 – som om undertrykkelsen havde holdt den i dvale, ikke dræbt den. Kulturens overlevelse sker nu i eksil, blandt andet gennem udgivelse af hviderussisk poesi på dansk.
Og Aida Abdrakhmanova fra Tatarstan fortsætter det håbefulde: ”I mere end 500 år med besættelse er det tatariske folk fortsat med at eksistere. Vi husker vores identitet, vi ved, hvem vi er – og vi er ikke russere.” Uafhængighed er dermed en overlevelsesbetingelse.
Liubov Tsybulska satte ord på systemet bag: Russkij Mir præsenteres som et kulturelt fællesskab, men er et politisk projekt – en indflydelsessfære ud over Ruslands grænser og legitimering af indblanding i andre staters anliggender. Russisktalende mindretal ses ikke som mennesker med egne interesser, men som en ressource. Kultur, sprog og historisk erindring er officielt defineret som udenrigspolitiske redskaber – ikke af kritikere, men af Putin selv.
Drøm eller virkelighed?
Det store spørgsmål – og det svæver over hele dagen – er: Hvor meget er realisme, og hvor meget er ønsketænkning?
Claus Mathiesen, lektor på Forsvarsakademiet og kendt som manden med pegepinden i DR’s Krigens Døgn, minder om, at imperial tænkning sidder dybt uafhængigt af Ruslands reducerede kapacitet. Putin definerede sig fra starten ved ét mål: at gøre Rusland til stormagt igen ved at reintegrere det tidligere Sovjet. ”Det var opskriften. Og det er den stadig.”
Christian Axboe Nielsen, professor i historie ved Aarhus Universitet, tilføjer tidsdimensionen: ”Vi skal være dedikerede, fokuserede – men realistiske. Dette er en multigenerationel proces.” Han henviser til Jugoslavien, hvor mange forbrydelser endnu ikke er afprøvet ved en retssag. Så der er lange udsigter til retfærdighed i Rusland, hvis regimet aldrig falder.
Om fredsforhandlingerne var der enighed: De er røgslør. For uden Ukraine er Rusland ikke et imperium – og det er præcis derfor, krigen handler om overlevelse for ukrainerne, de undertrykte folk i imperiet, og ja, for russerne selv.
Blandt de indbudte er en gammel kending: Akhmed Zakayev, premierminister i den tjetjenske eksilregering. Hans forhold til Danmark har sin egen dramatik: I 2002 blev han arresteret her på russisk begæring og løsladt, da en dansk dommer afviste udleveringen.
Hans to tjetjenske bodyguards, samt to fra PET, minder om, at Putins arm er lang, og at ikke alle konferencer er på neutral grund. Zakayev: ”Europa frygter mere imperiets kollaps end dets forbrydelser.” Frygten for kaos i et post-russisk rum har i årtier fungeret som stille garant for Kremls legitimitet – ikke af kærlighed til Putin, men fordi alternativet virkede uoverskueligt.
Gæt selv, hvad der paralyserer Vesten
Juraj Mesić, slovakisk risikoanalytiker, formulerede det klart: ”Det er forestillingen om Ruslands storhed, der paralyserer vestlige akademikere og politikere. Europa har behandlet Rusland som et faktum, man måtte forholde sig til – ikke et imperialt projekt, man kunne stille spørgsmål ved. Den forestilling har kostet dyrt. Og den eksisterer stadig, forklædt som geopolitisk realisme.”
Mesić kunne have peget på en bog, der netop er udkommet herhjemme. Tragisk realisme af Kasper Støvring og Frederik Christensen (2026, Kristeligt Dagblads Forlag) er lanceret som et nøgternt korrektiv til den følelsesladede debat, og ikke kun om Ukraine. Grundtesen mht. Ukraine er: Nato-udvidelsen provokerede Rusland, der mente at have fået stillet garantier i udsigt fra Vesten; krigen burde være forhandlet til ende tidligere, eller allerede før den startede; og drømmene om russisk sammenbrud er farlig naivitet i en verden med atomvåben.
Jeg sidder i salen og tænker på bogen, mens jeg lytter til folk, hvis nationer, familier og sprog er under konstant belejring. Bogen har ret i, at et sikkerhedsdilemma er et sikkerhedsdilemma, både Ruslands, Ukraines og Europas, og at kompleksitet er at foretrække frem for sort-hvid. Og vi må naturligvis alle vurdere, hvad der er ønsketænkning, og hvad der er realisme.
Men der er noget besynderligt ved at kalde sig objektivt realistisk og så alligevel gemme sig bag konklusioner til fordel for en ganske subjektiv og idealiseret fred (hvis fred? hvilken fred? hvor lang tid?) – at krigen er Vestens skyld, at Ukraine bør afgive territorium, at imperieafviklingen er urealistisk. Er det realisme? Eller ideologi skjult bag realismens ordforråd?
Ønsketænkning kan også bære tweedjakke, drømme om den stærkes ret og mene, at Kissinger var stor statsmand – og ikke den krigsforbryder, han nok var – og hente figenblade fra de store græske tragediers skattekiste. Bogen beskylder blandt andet ukrainerne og andre idealister for at se verden, som de ønsker den.
Og dette er delvist korrekt. Men rimeligt? For man glemmer, at Ukraine ikke længere blot betragter verden; det kæmper aktivt for at ændre den i en krig, det ikke ønskede, og som også afgør Europas fremtid. Kritikken fra realisterne virker ikke selvkritisk, specielt konstruktiv eller med hold i virkeligheden.
Ja, faktisk virker den selv ret så ideologisk-konservativt funderet – måske fordi få har rejst sig fra øreklapstolen og taget nattoget til Kyiv for at tale med rigtige ukrainere. Hermed en opfordring: Gør det. I vil ikke fortryde det. Og Ukraine er vidunderligt om foråret. Men vær parate til at få den imperiale ønsketænkning justeret.
Det er ikke slut endnu – men noget krakelerer
Forummet var det tredje i rækken. Det foregående fandt sted, da krigen så anderledes ud – da det ikke var åbenlyst, at Ukraine holdt, og da russisk uovervindelighed stadig herskede i europæiske beslutningstageres forestillingsverden. Siden er meget ændret, og stemningen i Ukraine House bærer præg deraf: mere selvtillid, mere vilje til at tænke stort om, hvad der kommer efter.
Irina Doensig Bernstein, sociolog, ivrig Ukraine-kommentator og en af tirsdagens lyttere i salen, minder mig i pausen om, hvad imperiets strategi var: ”Russerne har historisk set sat forskellige befolkningsgrupper op mod hinanden. Officielle sovjetiske medier fremstillede folkeslag som tsjuktjere og estere negativt; grupper som tjetjenere blev senere betegnet som terrorister, mens ukrainerne blev karakteriseret som nazister. Resultatet var øget mistillid, fragmentering af fællesskabet og svækkelse af solidariteten – det er et klassisk eksempel på princippet om ’divide and rule’.”
”Men dette var efterhånden klart for de fleste forud for 2022,” siger hun. ”På et tidspunkt, hvor ukrainerne fast var blevet til nazister i russisk retorik. Det varede noget tid, før ukrainerne indså, hvordan de blev brugt som værktøj for imperiets selvopretholdelse. Det ser ud til, at europæerne først nu begynder at forstå dette.”
Til allersidst sprang en ung tjetjensk-dansk frivillig i krigen op på scenen. Hans far stiftede Sheikh Mansur-bataljonen, der kæmper i Ukraine. Han taler om fraværet af retfærdighed, prisen for frihed, smerten ved at miste sprog, identitet og venner. Og slutter med den afdøde tjetjenske præsident Dzhokhar Dudaevs ord: ”Når den ukrainske sol rejser sig, vil det imperiale mørke forsvinde.”
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og