
KUNSTIG INTELLIGENS // KOMMENTAR – Hvor er det dog en ussel gang sproglig søbemad at læse alle de tekster på Facebook, der er fremstillet af ChatGPT eller anden kunstig intelligens. Det ødelægger skribenternes troværdighed, skriver Jakob Seerup.
Kære venner på Facebook. Jeg læser jeres opslag, og jeg ser et mønster. Mønstergenkendelse er ikke kun forbeholdt kunstig intelligens. Mennesker – og vel især trænede læsere – oparbejder en evne til at genkende mønstre i skriftlig fremstilling. Sådan en læser er jeg.
Det er mig, der skriver til dig. Og det, jeg prøver at fortælle dig, er, at jeg er træt af AI-genererede tekster.
Den tekst, du læser her, er ikke genereret af kunstig intelligens. Det er mig, der skriver til dig. Og det, jeg prøver at fortælle dig, er, at jeg er træt af AI-genererede tekster. Jeg forstår godt, at det er nemt og hurtigt, og hvis man eksempelvis kæmper lidt med skriftlig fremstilling, så er det helt sikkert en god idé at køre sit argument eller sit indlæg gennem ChatGPT eller en anden AI. Fejlene bliver elimineret. Men hvor er det dog en gang ussel sproglig søbemad!
Prøv at lægge mærke til kendetegnene. Den evindelige hang til korte generaliseringer med efterfølgende moralske pointer. Det flade sprog, der ofte virker engelsk i stilen. Den alt for perfekte opbygning, som ofte ser sådan her ud (opsummeret af min gode ven ChatGPT – for jeg bruger nemlig også AI, men som et værktøj): introduktion → (historisk) baggrund → stærk scene → moralsk pointe → (nutids)parallel → afrunding. Altid perfekt, aldrig skævt.
I ødelægger jeres troværdighed
I sidste ende virker det upersonligt og fladt. Selv når emnet er noget dybt alvorligt som Holocaust eller vor tids gudsjammerlige tilstand. Det risikerer at underminere selve tekstens troværdighed. Af og til sidder jeg og læser sådanne opslag, og jeg ved, at den der har slået teksten op, faktisk er både intelligent og indsigtsfuld. Men en del af mig ved også, at jeg kunne have fået det samme værktøj til at skrive helt lige så formfuldent om, hvordan der faktisk er gode argumenter for, at der hænger en Canaletto på Vestfyns Kunstmuseum. Og den viden gør, at jeg bliver skeptisk.
Tag selv tøjlerne! Deklarer, hvis I bruger AI. Det er helt acceptabelt i mange sammenhænge. Men kuratér, rediger og tilpas i det mindste, så det minder om en menneskelig tekst.
Så, kære venner, brug løs af de værktøjer I har. Men tag selv tøjlerne! Deklarer, hvis I bruger AI. Det er helt acceptabelt i mange sammenhænge. Men kuratér, rediger og tilpas i det mindste, så det minder om en menneskelig tekst – ja, helst jeres egen tekst – og ikke en overfladisk ordsuppe, der kunne være skrevet af hvem som helst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og