RETSSAG // KOMMENTAR – Er Sara Omar ikke også blevet udsat for et overgreb? Har hun ikke en værdighed, der skal gives tilbage til hende, spørger forfatter og debattør Carsten Jensen i dette indlæg om forfatterens retssag mod filminstruktør Manyar Parwani og standupkomiker Omar Marzouk? Den 17. april 2026 træffes en ny afgørelse ved i Retten på Frederiksberg om retten til at anvende en række optagelser, som Manyar Parwani optog tilbage i 2018 og 2019.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
At ødelægge en forfatters karriere er det ikke det samme som at ødelægge hendes eller hans liv? Er en forfatters liv ikke ordet?
Det er kun kort tid siden, at hele den litterære offentlighed rejste sig for at forsvare forfatteren Thomas Boberg, da han blev slæbt i retten anklaget for injurier i romanen Insula. Der blev talt store ord om ytringsfrihed af avisernes litterære redaktører. Jeg var helt enig. Meget stod på spil.
Der er en anden lignende sag, men med endnu mere alvorlige konsekvenser, hvor den litterære offentlighed til gengæld opretholder en stædig tavshed. I forfatteren Sara Omars tilfælde er det ikke kun ytringsfriheden, der står på spil, men også forfatterens liv og skriveevne. I fem år har hun i retssag efter retssag kæmpet for sin ret til at være sig selv og ikke en forvrænget karikatur.
I fem år har forfatteren været tavs, nådesløst forfulgt af smædekampagner på Facebook og i medierne
Forfatter Sara Omars retssag mod filminstruktør Manyar Parwani og standupkomiker Omar Marzouk, der har fundet sted over seks dage i januar og februar, handler om retten til at anvende en række optagelser, som Manyar Parwani optog tilbage i 2018 og 2019.
Ifølge Parwani og Marzouk vil optagelserne afsløre Sara Omar som en bedrager, der skruppelløst har løjet om alt: sin barndom, sit voksenliv, sin sikkerhed og sit forfatterskab. Dertil kommer en anklage for islamofobi. Omar Marzouk har i et interview oktober 2021 i filmmagasinet Ekko direkte sagt, at formålet med dokumentarfilmen er at ødelægge Sara Omars forfatterskab. “For at være helt ærlig, så håber jeg, at filmen vil koste Sara Omar karrieren… Hun skal stoppes.”
Indtil nu er Manyar Parwanis dokumentarfilm ikke blevet til noget. Både Københavns byret og Østre Landsret har givet Sara Omar medhold i, at retten til midlertidigt at forbyde anvendelsen af materialet er hendes.
Den 17. april 2026 træffes en ny afgørelse ved i Retten på Frederiksberg. Hvad angår de to mænds proklamerede mål, at ødelægge forfatteren Sara Omars karriere, ser det ud til, at de indtil videre har haft held med deres forehavende. I fem år har forfatteren været tavs, nådesløst forfulgt af smædekampagner på Facebook og i medierne, kulminerende i selvmordsforsøg, psykisk kollaps og indlæggelse på Odense Universitetshospital i seks uger.
Sara Omar
Historien om Sara Omar er en tragedie, en tragedie for forfatteren selv, for dansk litteratur og for de litterære institutioner, der har valgt tavsheden frem for solidariteten. Og en politisk tragedie også for den venstrefløj, der har ladet sig manipulere til at bakke op om hendes anklagere i den misforståelse, at hendes skildring af kvindeundertrykkelsen i kurdiske familier er et islamofobisk angreb på indvandrere.
De kvindeskæbner, Sara Omar skildrer i sine to romaner ”Dødevaskeren” og ”Skyggedanseren”, er kvinder i bur, de trangeste, mest ydmygende bure, kvindeforagtens, patriarkatets, religionens fængsler, hvor nøglen til låsen for længst er smidt væk. Kvinder bliver myrdet, lemlæstet, knækket i de to romaner. I nogle tilfælde ender de endog med at blive deres egne og deres medsøstres værste undertrykkere, medskyldige i den kvindefjendske krig, der føres mod deres køn. Underkuede og berøvede alle livsmuligheder vender de sig brutalt mod ethvert tegn på selvstændighed eller oprør hos deres døtre eller medsøstre.
Men hverken ”Dødevaskeren” eller ”Skyggedanseren” er romaner om kvinders svaghed. Romanerne handler om mænds svaghed, om den kvindeangst, der er patriarkatets inderste motor, skrækken for at se kvinder i øjnene og anerkende dem som ligeberettigede væsener. Det er det, der er drivkraften i mændenes vold og overgreb, deres konstante trang til at ydmyge og nedgøre kvinder i et sygt æresbegrebs navn. Mændene er så angste for deres egen svaghed, deres overlegenhed så indbildt, at den kun kan hævdes og forsvares med vold.
Hvis der er en ting, der er blevet glemt i den kamp, der nu raser om forfatteren Sara Omars liv og værk, er det hendes kamp for kvinders og børns rettigheder
De to romaner spænder vidt, fra nådesløs, nogle gange næsten ubærlig realisme, til de smukkeste drømme på kvinders vegne, drømme, vi alle må dele, hvis verden skal bestå som et sted, der er værd at leve. Sara Omar skriver på vegne af alle kvinder. Men hendes romaner er også skrevet til beboerne på månens bagside, mændene. Se på religiøs fundamentalisme, hvad enten den påberåber sig kristendommen eller islam. Se på populismen: Det er mænd i offensiven, ikke alle mænd, men mange nok, som udkæmper patriarkatets sidste slag mod de stadig flere kvinder, der kræver anerkendelse som mennesker. På tværs af alle tidens opdelinger mellem højre og venstre går den virkelige frontlinje her: I kampen for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.
Hvis der er en ting, der er blevet glemt i den kamp, der nu raser om forfatteren Sara Omars liv og værk, er det hendes kamp for kvinders og børns rettigheder. I et interview i Dagbladet Politiken, da hun i 2019 nomineres til Hørups Debatpris, taler hun meget præcist om sin mission. ”Selvfølgelig har jeg mine meninger og holdninger, som jeg tilkendegiver, fordi vi skal debattere kontroversielle emner på trods af berøringsangst. Men jeg forsøger at gør det med værdighed, respekt og forståelse. For det er kernen i demokratiet.” Hendes mærkesag er, fortsætter hun ”at bekæmpe undertrykkelse af enhver art, uanset hvem undertrykkeren er.”
Manyar Parwani
Så hvem er Manyar Parwani, filminstruktøren, der anfører de angreb på Sara Omars troværdighed som menneske og kunstner, der nu har stået på siden 2021?
Manyar Parwani er en autodidakt filminstruktør, som i 2009 debuterer med filmen “Himlen falder”, der af kritikken bliver afvist som mislykket. Allerede samme år kaster han sig ud i en casting til sin næste film med arbejdstitlen “Klar til optagelse”. Helt uhørt i filmbranchen skal skuespillerne, der deltager i castingen betale en afgift til instruktøren. Castingen indbringer Parwani en kvart million kroner, der på mystisk vis forsvinder sporløst fra hans private konto, hvortil han kun selv har adgang, uden at han kan forklare, hvad der er blevet af pengene.
I et interview i filmmagasinet Ekko d. 5. januar 2012 hævder Parwani først, at “pengene er stjålet, og jeg ved, hvem der har gjort det. Jeg har meldt det til politiet.” Nogle dage senere ændrer han forklaring. “Pengene er forsvundet, ikke stjålet,” siger han nu. “Hvordan kan pengene forsvinde, når det kun er dig, der har adgang til kontoen?” spørger journalisten Mikkel Holm. “Det må guderne vide,” svarer Parwani.
Filmen bliver aldrig klar til optagelse.
Hvem er Manyar Parwani, filminstruktøren, der anfører de angreb på Sara Omars troværdighed som menneske og kunstner
Jeg har talt med en af skuespillerne, der deltog i castingen, Pernille Bergendorff. Hun nævnte som et eksempel på den måde, Parwani tiltalte de kvindelige deltagere, at han havde kaldt hende “din rødhårede, pikslikkende luder”. Da hun frabad sig at blive tiltalt på den måde, grinede Parwani afvæbnende. “Det er kun for sjov,” svarede han.
Her opsummerer Pernille Bergendorff sine erfaringer med Manyar Parwani, denne gang i en aktindsigt fra Københavns Politi, som blev fremlagt i retssagen ved i Retten på Frederiksberg i januar: “Det mest ubehagelige, jeg har været ude for i mit liv. Den eneste gang nogen sinde, hvor jeg følte, at jeg mistede mig selv fuldstændig. Ikke kunne huske, hvem jeg selv var.”
I 2016 annoncerer Parwani, at han nu arbejder på en film om terrorangrebet på Krudttønden. I Deadline betror han Martin Krasnik, at han igen og igen er blevet overfaldet af pistolbevæbnede, maskerede mænd fra Islamisk Stat og bandemiljøet i Mjølnerparken, der truer ham på livet. Hvis man skal tro Parwani, skræmmer han de bevæbnede islamister bort med sit eksempelløse mod.
Ifølge en opsummering i Radio24Syv giver Parwani flere versioner af historien. I en version er han blevet truet af tre bevæbnede mænd på Blågårds Plads. I en anden version har otte bevæbnede mænd iført elefanthuer bortført ham i bagagerummet på en bil. Også nazister har været ude efter ham med skarpladte pistoler.
Journalisterne Kristoffer Eriksen og Per Lysholt fra Radio24Syv, der begge har et stort kendskab til bandemiljøet, undersøger sagen. Der er intet spor af Islamisk Stat i Mjølnerparken, og de lokale bander har aldrig hørt om Parwani. Parwani hævder også at have tæt kontakt til attentatmanden Omar El-Husseins søster. Det viser sig, at El-Hussein ikke har nogen søster. Parwani reagerer på afsløringerne med en kampagne på Facebook, hvor han beskylder Kristoffer Eriksen for at være racist.
Heller ikke denne film bliver til noget.
Parwani og Omar
Først nu begynder historien om Manyar Parwani og Sara Omar. Sara Omars to romaner, “Dødevaskeren” og “Skyggedanseren” sælges i store oplag. Forfatteren får strålende anmeldelser og modtager priser, og så er Parwani der. Han vil lave en film om Sara Omar. Manden, der rutinemæssigt tiltaler kvindelige skuespillere som pikslikkende ludere, hylder nu en forfatter, der går ind for kvinders rettigheder.
Manyar Parwani ser med det samme, at Sara Omar er sårbar. Siden 2014 har hun gået i behandling for en voldsom PTSD. I sit vidnesbyrd i Retten på Frederiksberg opsummerer han sin opgave, som han dengang så den: Han skal beskytte Sara Omar. Men hvad er det, denne kvinde, som offentligt taler om kvinders ret til at bestemme over deres eget liv, skal beskyttes imod?
Jo, Sara Omar er sårbar. Det er rigtigt set. Hendes forfatterskab er et opgør med sårbarheden, hendes vej ud af det fængsel, som vold låser så mange kvinder fast i, allerede fra barndommen. Men nu er Parwani der. Han hylder Sara Omar og ledsager hende over alt, ikke fordi han vil beskytte hende, men fordi han vil kontrollere hende. Så snart han har fået magt over hende, ændrer tonen sig fra hyldest til konstant nedgøring. Han “vil rydde op i hendes liv”, proklamerer han. Alt det, Sara Omar har bygget op, rives ned i byger af trusler om vold.
Jo, Sara Omar er sårbar. Det er rigtigt set. Hendes forfatterskab er et opgør med sårbarheden
Det er et mønster, som hun og mange andre kvinder, der er vokset op i voldelige hjem, kun kender alt for godt. Det bøjede hoveds, det nedslagne bliks, den dæmpede stemmes overlevelsesstrategi, hvor ikke bare handlingslammelsen indfinder sig, men også regressionen ind i et personlighedsmæssigt nulpunkt, en velkendt mekanisme i psykisk vold, hvor den udsatte tilpasser sig aggressoren i håb om at minimere yderligere pres, kontrol og straf.
Sara Omar stopper sit behandlingsforløb for svær PTSD, som har stået på siden 2014. Forlaget taber kontakten til hende. Gradvist isoleres hun mere og mere. Det sker, at hun holder et foredrag eller modtager en pris. Så magter hun stadig at optræde professionelt og holde sin smerte skjult.
I kulissen venter Manyar Parwani. Under hans truende blik bryder hun ud i selvanklager, også foran kameraet. Parwani nærmer sig sit mål: en dokumentarfilm, der skal afsløre en succesrig forfatterinde som en skruppelløs løgner.
Manyar Parwanis to søstre
Sara Omar betror sig om de ydmygelser, hun udsættes for, til Manyar Parwanis to søstre, Khaterah og Naderah Parwani. Begge fortæller de hende over mobilen, at de kun alt for godt genkender hendes historier. Sara Omar optager samtalen, da Khaterah Parwani beretter, at Manyar Parwani gennem hele deres liv regelmæssigt har udsat begge sine søstre for vold, ligesom han gennemtævede sin ex-kone. Naderah Parwani, der er uddannet psykolog, bruger endog udtrykket “gasligthing”. Naderah siger på optagelsen, at Manyar Parwani er “physically and mentally abusive”. Og tilføjer så to nøgleord, denne gang på dansk: “En gaslighter – psykopat.” Begge samtaler bliver fremlagt i Retten i Frederiksberg.
“Han kommer helt tæt ind i hjertet på os,” fortsætter Naderah i en anden advarsel. “Og så smadrer han os psykisk. Så du skal bare vide, at det er et mønster, han har.” Endelig opfordrer hun i en SMS Sara Omar til at komme væk: “Du skal ikke være en af de andre kvinder fra hans liste, som finder sig i hans vold.”
Under en af samtalerne med Khaterah Parwani sætter Sara Omar sin presseagent fra Politikens Forlag, Camilla Høy, på medhør. I vidneskranken beretter Camilla Høy, hvor chokeret hun bliver, da hun hører Khaterah Parwani berette, at broren har slået sin søster Naderah med et strygejern. Det hører med til historien, at Manyar Parwani ved to lejligheder smadrer Sara Omars mobiltelefon. Hendes kontakt med omverdenen er en trussel mod hans kontrol over hende.
En historie medierne ikke kan modstå
I august 2019 finder Sara Omar styrken til at bryde ud af Manyar Parwanis greb. Og så begynder ødelæggelsen af hendes liv og karriere for alvor. Da det viser sig, at Manyar Parwani ikke kan bruge råbåndene med Sara Omar uden hendes tilladelse, fordi ejeren af produktionsselskabet Anagov Diary IVS, Rasit Ufuk Tas, har overdraget denne ret til Sara Omar, indleder han assisteret af sine to søstre og Omar Marzouk i stedet en systematisk bagvaskelseskampagne på de sociale medier.
Beskyldningerne er mange. Sara Omar har ikke skrevet sine egne bøger, men benyttet sig af en ghostwriter, hævder de. Bl. a. Weekendavisen løber med historien uden nogen sinde at dementere den, da ingen ghostwriter lader sig opspore, og løgnen bliver tilbagevist, ikke blot af forfatteren selv, men også af Politikens Forlag.
En fejret forfatterinde skal bringes til fald
Sara Omar har heller aldrig haft politibeskyttelse, hæver Parwani & Co. I retten medbringer Sara Omar selv fotodokumentation for politiets tilstedeværelse under foredrag. Hun har heller aldrig været truet af nogen, påståes det, skønt sikkerhedsfirmaet Eagle Shark ved talrige lejligheder har beskyttet hende, og i dag arbejder gratis for hende af den simple grund, at de tager truslerne mod hendes liv alvorligt. Sara Omars livsværk er ikke noget forsvar for kvinder, men et hadefuldt forsøg på at bringe Islam i miskredit, lyder endnu en af de mange falske anklager.
Det er en god historie, som medierne ikke kan modstå. En fejret forfatterinde skal bringes til fald. Bekvemt glemmer medierne, at Manyar Parwani på rekordtid formåede at lægge sin egen karriere i ruiner med en stribe af løgne, som de selvsamme medier ovenikøbet var med til at afsløre. Usynlig i kulisserne kan Parwani orkestre ødelæggelsen af Sara Omars karriere. Hvad han aldrig formåede med filmmediet, lykkes ham i manipulationen af ukritiske medier.
Og så følger den politiske polarisering. Både højre- og venstrefløj tror på Manyar Parwani, men med den modsatrettede effekt. Højrefløjen køber hans anklage mod Sara Omar, at hun er imod Islam, og derfor omfavner de hende. Venstrefløjen køber også anklagen mod Sara Omar, at hun skulle være imod Islam, og derfor vender de sig med tragisk forudsigelighed imod hende. Kun få træder frem og forsvarer hende som en skønlitterær forfatter, der taler kvinders og børns sag.
Jeg oplever på nært hold, hvad Sara Omar er oppe imod
I 2018 og 2019 fik Sara Omar ikke mindre end otte priser. I 2021 følger en af Norges mest prestigefyldte priser, Bjørnson Prisen, som den niende. Jeg nævner i flæng et par af de danske. Læsernes Bogpris, Menneskerettighedsprisen, Ytringsfrihedsprisen, Martin Andersen Nexøs Litterære Pris, De Gyldne Laurbær. Skulle de virkelig alle sammen være givet hende af overbeviste muslimhadere? Da jeg indvilger i at holde talen for Sara Omar ved tildelingen af De Gyldne Laurbær, har jeg så også meldt mig ind i muslimhadernes brigade?
Jeg optrådte i efteråret 2021 sammen med Sara Omar på en litteraturfestival i Skudeneshavn i Norge. Jeg lagde et foto af os sammen på scenen ud på min Facebook og skrev, at jeg var stolt af at optræde sammen med hende.
Når jeg vælger at berette om episoden i retten i Frederiksberg, er det udelukkende, fordi jeg her på nært hold oplever, hvad det er, Sara Omar er oppe imod
Dagen efter bliver jeg af en forfatterkollega spurgt, om hun må give mit telefonnummer videre til Manyar Parwanis søster, Khaterah. Jeg svarer, at Khaterah er velkommen til at skrive til mig på min e-mail. Mindre en time senere modtager jeg en mail, ikke fra Khaterah, men fra hendes kæreste. Budskabet er kortfattet: “Hvid racist,” står der. Lidt efter ankommer en ny mail: “Dine bøger stinker.” Og så en tredje: “Du er et svin.” Og endelig dagens sidste: “Sut min pik!”
Når jeg vælger at berette om episoden i retten i Frederiksberg, er det udelukkende, fordi jeg her på nært hold oplever, hvad det er, Sara Omar er oppe imod. Kærestens e-mails er et nærportræt af Manyar Parwani og kredsen omkring ham, deres metoder og tankegang.
Det mest rystende, jeg oplever under retssagen i Retten på Frederiksberg, er gennemgangen af en samtale, som Manyar Parwani har med Sara Omars far, der efter en dom for knivstikkeri i Danmark har slået sig ned i Irakisk Kurdistan. Sara Omars sikkerhedsrådgiver, Christian Ranum Spohr fra firmaet Eagle Shark, refererer udførligt fra en udskrift af samtalen, han har haft adgang til.
Manyar Parwanis motiv til opringningen er, at han gerne vil fortælle den voldsberedte far, at hans datter hjemme i Danmark har krænket hans ære som familieoverhoved. Paradokalt nok er det Manyar Parwani selv, der har optaget samtalen. Politiet beslaglagde den under en ransagelse af hans hjem.
Skønt samtalen finder sted på dansk, bruger Manyar Parwani det arabiske ord for ære, sharaf, der traditionelt har voldsomme følger, når det gælder genoprettelsen af en krænket slægtsære.
Sara Omars far kalder sig flere gange i samtalen for “en farlig mand”, ligesom han praler af at have dræbt flere kvinder. Han nævner også, at han har forsøgt at dræbe Sara Omars mor, og at han vil gøre det, hvis han får chancen. Manyar Parwanis konklusion på samtalen er i en senere lydbesked til faren, at denne “virker som et rigtigt godt menneske”.
Behøver jeg at sige mere?
Dødstrussel og selvmordsforsøg
Men hvis danske myndigheder og medier ikke tager truslen mod Sara Omar alvorligt, så gør de kurdiske myndigheder i irakisk Kurdistan det til gengæld. I et dokument fra “Direktoratet for anti-kvinde- og familievold i Sulamaniya”, som ikke blev fremlagt i retten på Frederiksberg, men som jeg har haft adgang til i Sara Omars arkiv, tales der direkte om en dødstrussel i forbindelse med æreskrænkelse, og det oplyses, at direktoratet i Sulamaniya, hvor Sara Omars far bor, har aflagt ham et besøg sammen med medlemmer af Efterretningstjenesten.
Manyar Parwani udpeges som personen, der med sine gentagne opkald har fremprovokeret dødstruslen. “Vi tager dødstruslen alvorligt,” slutter dokumentet, “og vi fordømmer den. Sagen er registreret hos os. Vi er parate til alle former for samarbejde, og vi viser vores støtte til forfatteren Mrs. Sara Omar Marif.”
Et år inde i smædekampagnen, der tager fart i 2021, forsøger Sara Omar selvmord
Et år inde i smædekampagnen, der tager fart i 2021, forsøger Sara Omar selvmord. Oplysninger om selvmordsforsøget bliver lækket af en betjent, Elvir Abaz, der idømmes 30 dages ubetinget fængsel for blandt mange ting at have videregivet fortrolige oplysninger om Sara Omar. I Retten på Frederiksberg kommer det frem, at Abaz også aktivt har deltaget i selve smædekampagnen mod Sara Omar.
I oktober 2024 bliver Sara Omar indlagt i seks uger på Odense Universitetshospital efter et kollaps ledsaget af stærke angstsymptomer. Her bliver hun beskrevet som en patient, der også før mødet med Manyar Parwani har været hjemsøgt af en svær PTSD, der er blevet yderligere forstærket af psykisk belastning. Den nye diagnose lyder på personlighedsændring efter katastrofe-oplevelse.
Symptomerne er social tilbagetrækning, følelser af tomhed og håbløshed, alt sammen forårsaget af relationen til Manyar Parwani og den årelange forfølgelse. På Manyar Parwanis psykisk voldelige, grænseoverskridende fremfærd har Sara Omar ifølge hospitalets overlæge og psykiatere reageret med en adfærd, hvor hun ikke magter at sige fra og sætte grænser, fordi hun fornemmer, at det kan være farligt.
Også udtrykket “gasligthing” bliver brugt, en tilstand, hvor ofret konstant får sine egen virkelighedsopfattelse dementeret og ender med at tvivle på virkeligheden selv, hvad der vanskeliggør et forhold til andre mennesker.
De er begge ofre
Sara Omar undslipper Manyar Parwanis gaslighting, og det er formodentlig det, der redder hendes liv. Men hun har siden måttet leve med en fortsat forfølgelse på de sociale medier. I de sidste fem-seks år har Parwanis to søstre, der oprindeligt advarede imod ham, som nogle af de ivrigste deltaget i brorens heksejagt. Paradokset kunne ikke være større.
Khaterah Parwani har i årtier slået sit navn fast som en prisbelønnet forkæmper for kvinders rettigheder imod social kontrol og undertrykkelse. Hun er endog blevet kaldt en “brun feminist”. Nu deltager hun i forfølgelsen af en anden brun feminist i forsvaret for en bror, der i følge hendes eget udsagn det meste af hendes liv har udsat hende for vold.
Udsat for en dominerende, voldsparat brors overgreb, som de ikke har formået at vægre sig imod, har både Khaterah og Naderah mistet såvel moralsk dømmekraft som den selvfølelse, der skal til for at gøre modstand
Jeg tilstår, at det er med en vis morbid nysgerrighed, at jeg på retssagens næstsidste dag, tirsdag d. 24. februar, ser Khaterah Parwani sætte sig i vidneskranken i Retten på Frederiksberg. Hvordan vil hun benægte sine egne kompromitterende udsagn om brorens voldelighed? At benægte, at hun har sagt dem, kan ikke lade sig gøre. Dommerne har selv hørt optagelsen.
I stedet vælger Khaterah Parwani en helt anden udvej. Under vidneafhøringen, som jeg fandt ikke bare grotesk, men også gennemført utroværdig, bryder hun hulkende sammen midt i en beretning, der hverken handler om brorens voldelige overgreb på hendes egen person eller om hans vold mod Sara Omar, men om Parwanis førnævnte kæreste, der for en syv-otte år siden havde svigtet hende. Ved den lejlighed havde Manyar Parwani ikke stået ved hendes side, og derfor måtte hun hævne sig ved at tillyve den stakkels, uskyldige bror en voldelighed, han aldrig havde haft.
Hvordan Manyar Parwanis anden søster, Naderah, får talt eller hulket sig ud af sine markante anklager mod en voldelig bror, ved jeg ikke. Men en ting ved jeg: De er begge ofre. Udsat for en dominerende, voldsparat brors overgreb, som de ikke har formået at vægre sig imod, har både Khaterah og Naderah mistet såvel moralsk dømmekraft som den selvfølelse, der skal til for at gøre modstand. I stedet for at sige fra over for et mandligt familiemedlems vold, stiller de sig i spidsen for forfølgelsen af hans seneste offer.
Er Sara Omar ikke også blevet udsat for et overgreb?
I de samme februardage, som retssagen om Sara Omar nærmer sig sin afslutning, hylder dansk presse en fransk heltinde, Gisele Pelicot, der under bedøvelse blev udsat for voldtægt af 51 mænd. I stedet for at skjule sig stod hun bagefter frem. Skammen var ikke hendes, men de mænd, der havde forgrebet sig på hende. I dagbladet Information blev hun hyldet som “vor tids helt”, og avisens chefredaktør Rune Lykkeberg skrev, at “De, der kan frigøre ofre for overgreb for skam, og dem, der kan give de nedværdigede deres værdighed tilbage, hylder vi… Lad skammen skifte side.”
Er Sara Omar ikke også blevet udsat for et overgreb? Har hun ikke en værdighed, der skal gives tilbage til hende?
Den retsindige direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, opfordrer i et opslag på Facebook “kunstnersammenslutningerne, som arbejder mod vold og undertrykkelse og for retten til at ytre sig om disse emner til at slutte kreds om Sara Omar og sikre, at hun igen får den anerkendelse og talerstol, som hun har kæmpet for, og som Danmark fortjener.”
Jeg kan kun tilslutte mig opfordringen. Den gælder ikke kun forfatttere. Vi bør alle være imod undertrykkelse af enhver art, også af kvinder og børn, uanset hvilken maske, undertrykkelsen bærer. Derfor må vi stå på Sara Omars side.
Sara Omar skriver, så det gør ondt langt ind i hjertet. Men hendes romaner er som al stor kunst også opløftende at læse, fordi hun aldrig et øjeblik mister sin tro på mennesket.
Det er sådan, jeg læser Sara Omar. Uanset køn må vi forenes i en tro på menneskers ligeværd. Hun minder os med “Dødevaskeren” og “Skyggedanseren” om det vigtigste i livet: Kunstens nødvendighed og vores egen umistelige værdighed, som er alt det modsatte af maskuline æresbegreber.
Efter henvendelse fra en person nævnt ved navn i artiklen, har vi valgt at anonymisere den pågældende (red. 20. april 2026).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og