En måneds tid inde i #Metoo-fænomenet er det vist på tide at få kigget på debatten, som den har udspillet sig. Der har bredt sig nogle misforståelser, som det er nyttigt at få fjernet, mener Susanne Sayers. Hun tager fat i nogle af myterne og understreger, at det drejer sig om misbrug af magt.
- Arbejdspladserne bliver kedelige uden sex
Ja, det ville de godt nok blive, rædsom tanke. Jeg har imidlertid heller ikke set en eneste argumentere for, at man ikke må flirte, danse eller råbolle hinanden på kopimaskinen. #Metoo handler om overgreb og sexchikane, altså misbrug af magt. Ikke om sex og frisind.
Det, som #metoo fokuserer på, er den form for magt, hvor overordnede eller en gruppe på arbejdspladsen nedværdiger andre i kraft af deres seksualitet eller køn, eller de bruger deres magt til selv at kræve seksuelle modydelser for f.eks. fortsat ansættelse.
Der er nogle chefer, som skal vænne sig til, at magten giver mindre frihed, ikke mere. En relation mellem chef og ansat kan aldrig være ligeværdig
Sex kræver samtykke og ligeværdighed – er der ikke det, er det et overgreb. Sværere er det faktisk ikke. Det betyder blandt andet, at det skal være risikofrit at sige nej, også i forhold til det psykiske arbejdsklima på stedet. Hvis et nej indebærer, at man derefter er frit offer i forhold til mobning og små, grimme kommentarer, så er et nej ikke risikofrit. Og så er der ikke tale om sex, men om chikane.
Der er nogle chefer, som skal vænne sig til, at magt giver mindre frihed, ikke mere. En relation mellem chef og ansat kan aldrig være ligeværdig, og derfor skal chefer mere end kolleger være tilbageholdende med kommentarer og forslag, som kan opfattes som seksuelle.
Sådan er det allerede på en lang række arbejdspladser. Det kan selvfølgelig føles lidt trist, når den unge praktikant er gudesmuk og ikke har ring på fingeren, men hey, som chef kan du jo vælge at opsige din stilling, hvis du ikke kan leve med begrænsningerne.
- Vi får et kedeligt samfund uden kreativitet
Som kunstneren Balder Olrik skriver på sin Facebookvæg:
Det er en underlig opfattelse af kreativitet, at den skulle være betinget af at misbruge andre. Det er en endnu mere bizar opfattelse, at det skulle være okay at misbruge andre, så længe det sker i kreativitetens navn. Men man kan efter at have læst forsvar for blandt andre Zentropa få den tanke, at det nærmest er dødsstødet til kreativiteten, hvis de små sarte tøser nu ikke kan tåle at blive begramset, nedgjort og nedlagt længere.
Kreative mennesker er ikke strømlinede, og de slår nogle skæverter og begår fejl ind imellem, skrev et par mennesker på min egen Facebookvæg i går, sådan hastigt opsummeret.
Ja, det gør de, og hurra for det. Men der er forskel på at begå en fejl og slå en skævert, og så at ophøje det outrerede til en hel arbejdsplads’ kultur. Hvis en kreativ type ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, må der være en voksen chef, som kan sørge for en ordentlig omgangsform.
- #Metoo bliver udvandet af banale historier
Jeg har efterhånden set en del indlæg, som skam understreger, at rigtige overgreb skal tages alvorligt, men at #metoo udvandes af ældgamle historier om klap i røven, som ingen har taget skade af. Instruktør Ole Bornedal skriver i et indlæg i Weekendavisen, at kvinderne jo ikke lever i Sydsudan underforstået, at så er det noget pjat at klage. Jeg vil overveje at bruge det argument, næste gang en kunstner klager over, at kunsten i Danmark udsultes …
Ofrene ved på forhånd, at prisen for dem selv, deres familie og venner ved at gennemføre sådan en sag (retssag) kan være højere end tilfredsstillelsen ved at se retfærdigheden ske fyldest
Hvis man vil høre Bornedals kronik pillet fra hinanden, kan jeg i øvrigt anbefale denne podcast fra Radio 24Syv, hvor lektor og retoriker Lisa Storm Villadsen gennemgår den afsnit for afsnit.
Nu er det for det første dem, som det går ud over, der er de bedste til at vurdere, om et klap i røven eller konstante sjofle tilråb fra en eller flere på arbejdspladsen føles som et kompliment eller som chikane. For det andet overser kritikerne tilsyneladende, at vi generelt ikke taler om enkeltepisoder, men at episoderne alene er taget frem som eksempler på en kultur, som gennemsyrer hele brancher.
Jo, medierne har taget fat i nogle højt profilerede instruktører, skuespillere osv i den kreative branche og bragt enkeltepisoder op til overfladen, men det er sket på baggrund af blandt andet en undersøgelse , som viser, at et meget stort antal kvindelige skuespillere har været udsat for sexchikane.
På de sociale medier er antallet af #metoo-beretninger overvældende, og de kommer fra alle brancher. Tilsammen tegner de et billede af en hverdag, hvor mange kvinder har vænnet sig så meget til chikanen, at de har strategier for at håndtere den og i øvrigt er blevet verdensmestre i at finde sig i den uden at klage. Det skal vi så åles for nu …
Det er en udbredt misforståelse, at kvinderne bare skulle være gået til politiet. For det første er det, og bør det efter min mening også være, meget svært at få dømt for et seksuelt overgreb. Bevisbyrden ligger hos anklagemyndigheden, og ofte er det påstand mod påstand. Af samme årsag bliver mange overgreb aldrig meldt. Ofrene ved på forhånd, at prisen for dem selv, deres familie og venner ved at gennemføre sådan en sag kan være højere end tilfredsstillelsen ved at se retfærdigheden ske fyldest.
Uønsket er nøgleordet her … #metoo handler ikke om at forbyde sex. Det handler om at slippe af med chikanen, med det uønskede
For det andet er det heldigvis langt de færreste enkeltsager, som hører ind under straffelovens bestemmelser om vold og overgreb, sexchikane er meget bredere end det og defineres blandt andet af FN som “uønskede seksuelle tilnærmelser, krav om seksuelle ydelser og andre verbale eller fysiske seksuelt betonede handlinger”.
FN fortsætter med at opliste eksempler, herunder ‘seksuelt betonede kommentarer om udseende’, ‘at spørge om seksuelle fantasier, præferencer og erfaringer’, ‘uønskede drillerier fokuseret på sex’ osv.
FN understreger, at den slags kan skabe et fjendtligt arbejdsmiljø for nogle grupper og derfor er et alvorligt problem, “f.eks. hvis der er tale om vedvarende uvelkomne seksuelle kommentarer og vittigheder, som fortsætter, selv om modtageren har givet udtryk for, at den form for opførsel er uønsket”.
Uønsket er nøgleordet her. For nu at vende tilbage til punkt nr. 1, så handler #metoo ikke om at forbyde sex. Det handler om at slippe af med chikanen, med det uønskede.
Og hvis en gruppe på arbejdspladsen konsekvent omtales som ‘fisser’ eller ‘kællinger’ eller konstant må høre for deres menstruationer, udseende osv, er signalet tydeligt: “Vi betragter dig mere som krop end hjerne, ergo er du ikke så meget værd som os”.
Det er hverken frisk, frisind eller sex. Det er bare chikane. Det bliver ingen arbejdsplads kedeligere af at undvære, og vi kunne generelt godt bruge en bedre omgangstone. Undersøgelser fra blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist, at over 200.000 danskere føler sig mobbet på deres arbejdsplads. Værst står det til inden for transport- og byggefagene. Det rå, men hjertelige opfattes åbenbart ikke længere så hjerteligt.
Det er altså ikke en udvanding af #metoo at omfatte eksempler på sexchikane, det er selve kernen. Det er en syg magtkultur på arbejdspladsen, som vi skal arbejde på at standse.
- Kvinderne skal da bare sige fra
Kvinderne må tage et medansvar og lære at sige fra er endnu et argument, som jeg har set mod #metoo. “De vidste, hvad de gik ind til på Zentropa”, skrev en ven i går.
Og ja, enig. Kvinder såvel som mænd skal lære at sige fra. Men det kræver også, at de kan gøre det risikofrit, jvf. punkt 1.
Kommer man ud på arbejdspladserne (eller i nattelivet for den sags skyld) er det ikke nær så let i praksis, særligt ikke hvis kulturen er meget gennemtrængende. Som mennesker er et af vores dybeste basale behov at høre til, og derfor vil vi gøre meget for at passe ind, særligt når man er ung og usikker. Det gælder ikke mindst, hvis man er kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads eller omvendt.
De færreste bryder sig om at blive opfattet som nogle ‘snerpefisser’ – som en ven så smagfuldt formulerede det forleden – og spørger de kolleger, vil de som regel blive mødt med, at ‘det er jo bare tonen her, det må du vænne dig til’.
En del brancher er også så små, at kommer man i ‘bad standing’ på én arbejdsplads, er resten af branchen så godt som lukket land.
Og ofte er de mennesker, det handler om, jo på ingen måde gennemført dumme svin. De er ofte også gavmilde, søde, i stand til at skabe en fest og den første til at træde til, når du grædende fortæller, at din bedstefar lige er død.
Det er bare ikke nogen undskyldning for seksuelle overgreb, mobning eller en kultur gennemsyret af sexchikane. Men det er med til at gøre det sværere at sige fra.
- Feministerne hader bare mænd
En FB-ven beklagede i går, at hendes søn havde fået det indtryk efter #metoo, at mændene var de dumme, og kvinderne altid var de gode. Andre har henvist til, at det bare er endnu et eksempel på, at alle feministerne hader mænd.
Til det vil jeg sige, at ja, langt de fleste #metoo-episoder handler om mænds chikane af kvinder. Fordi mænd generelt stadig sidder på magten, og formentlig også, fordi det i højere grad har været en del af mænds sprog at garnere det med diverse seksuelle udtryk. Det går ikke kun ud over kvinder – mænd, som ikke kan tåle mosten, er nogle ‘svanse’, ‘bøsserøve’ osv.
Min personlige største bekymring er, at det stopper her. At nogle få, højt profilerede mennesker i udvalgte og meget synlige brancher bliver syndebukke og huhej, så er alt i orden
Mobning er i øvrigt ifølge undersøgelser også et kæmpe problem i den stærkt kvindedominerede social- og sundhedssektor – her er den blot i mindre grad seksuelt betonet, undtagen når det handler om de mandlige patienters chikane af personalet. Så jeg tvivler på, at kvinder er bedre end mænd til at forvalte indflydelse. Magtmisbrug får blot andre udtryk.
Men noget af det overraskende og virkelig positive er bredden og dybden i #metoo, og jeg bliver glad og optimistisk af at se, hvor mange mænd som bakker entydigt op.
#Metoo handler ikke om mændene mod kvinderne eller de dumme svin mod de uskyldsrene. #Metoo handler om at få sat spot på nogle usunde magtstrukturer, som ødelægger hverdagen for en masse mennesker, kvinder såvel som mænd. Jeg har gennem tiden talt med flere mænd, som også er utilpasse ved ‘mandehørm’, men som tøver med at sige fra, fordi de ikke vil være nogle svagpissere.
Men i øvrigt synes jeg, at #metoo er en glimrende anledning til at tale med sine børn om, hvordan man er en god ven over for både piger og drenge, hvordan man taler til hinanden og kønsroller, og er de lidt større, er det også en god anledning til at tale om, hvornår sex er gensidigt, hvornår man skal sige fra, og hvordan man respekterer et nej.
Og lad os så komme videre
At stort set alle kvinder har været udsat for sexchikane gennem tiden, betyder ikke, at alle mænd er sexchikanører, langt fra og heldigvis, og ja, kvinder findes også i stærkt grænseoverskridende udgaver, ikke mindst når vi er i flok.
Men når årtiers opsparede erfaringer omsider kan få lov at komme op til overfladen uden risiko for skam og fordømmelse, fylder det meget i mediebilledet.
Det kan selvfølgelig være overvældende og ubehageligt at se på. Jeg vil så bare konstatere, at det også har været overvældende og ubehageligt at være udsat for … så mon ikke vi klarer endnu nogle ugers fokus på, hvordan vi stopper det fremover?
Det er i virkeligheden meget enkelt. På min søns gamle skole havde de et motto: “Her skal alle trives, men ingen på bekostning af andre”
Min personlige største bekymring er, at det stopper her. At nogle få, højt profilerede mennesker i udvalgte og meget synlige brancher bliver syndebukke, bortcensureret fra offentligheden og de film, de har medvirket i, og hu hej, så er alt i orden.
Men hvad nu med alle de brancher, hvor det ikke er synligt? Kontorchefen i teknisk forvaltning, den kantineansvarlige på industrivirksomheden, projektlederen på ingeniørvirksomheden?
Og hvad med alle dem, som vidste besked og intet gjorde? Det har blandt andre Soundvenues filmredaktør, Jacob Ludvigsen skrevet om. Han har også lagt et link ind til manuskriptforfatter Scott Rosenbergs Facebook-opdatering, hvor Rosenberg med samme pointe skriver om, hvordan det var at arbejde med den nu detroniserede instruktør Harvey Weinstein.
For mig er det vigtige nu, at det ikke kommer til at handle om enkeltsager eller enkeltbrancher. At vi erkender, at problemet er stort og gennemtrængende, og at vi kan gøre noget ved det.
Det er i virkeligheden meget enkelt. På min søns gamle skole havde de et motto: “Her skal alle trives, men ingen på bekostning af andre”.
Har du været blandt dem, som – seksuelt eller på anden vis – har mobbet underordnede eller kolleger, så lad være fremover. Ser du nogen, som gør det, så stop dem, og støt den, som det er gået ud over. Er du chef, har du et særligt ansvar. Ikke bare for selv at opføre dig ordentligt, men for at skabe et arbejdsmiljø på stedet, som alle trives i.
Men hvad så med gråzonerne, spørger du måske. Man kan jo ikke sætte regler for menneskers tiltrækning eller for seksuallivet?
Nej, men det handler stadig ikke om sex. Det handler om seksuelle antydninger, ord og handlinger som magtvåben, og det er noget helt andet. Der vil stadig være gråzoner, men min påstand er, at i langt de fleste tilfælde ved man udmærket godt selv, når man går for langt. Kan vi fjerne de tilfælde, er der kun gråzonerne tilbage, og så må vi håndtere dem, når det viser sig nødvendigt.
Når skammen falder bort og skuldrene sænkes
Til allersidst en helt personlig bemærkning: Forleden sad jeg i fly ved siden af vidt fremmed kvinde. Vi talte om lidt af hvert, men ret hurtigt kom det til at handle om me too. Og pludselig kunne vi tale om, hvad vi gennem tiden har oplevet – fra chikane og generel nedgørelse med henvisning til vores menstruationer, bryster og krop i det hele taget til fuldbyrdet voldtægt.
Jeg har været inderligt overrasket over, hvor meget det har betydet at blive befriet for den skam, hvor stor lettelsen er. Jeg havde ikke engang indtil da erkendt, at jeg bar rundt på det
Vi kunne gøre det uden skam og endda med et vist humoristisk overskud, fordi vi havde opdaget, at vi ikke var alene med vores oplevelser, tværtimod har de vist sig at være såre almindelige.
Jeg har været inderligt overrasket over, hvor meget det har betydet at blive befriet for den skam, hvor stor lettelsen er. Jeg havde ikke engang indtil da erkendt, at jeg bar rundt på det. Og jeg er ikke traumatiseret, men jeg er fra en generation og en opdragelse, hvor jeg er blevet verdensmester i at undvige og smile og undlade at afvise så direkte, at det kunne få konsekvenser. Og ind imellem har det så været umuligt.
Men her efter #metoo kan vi altså tale åbent om, hvad vi har oplevet. Ikke for at fordømme nogen, og jeg kunne ikke drømme om at nævne navne, for som sagt handler det for mig om en kultur og ikke om enkeltpersoner.
At skammen er væk, at vi ikke længere tror, at vi er alene, at vi ikke længere er bange for at blive dømt ude af flertallet, men tværtimod har mødt massiv støtte fra både mænd og kvinder … det er alvorlig talt en virkelig stor ting. Som når skuldrene falder ned, og lettelsen breder sig i hele kroppen, efter at en svag, men konstant støjkilde omsider bliver slukket.
Topfoto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her