FILM // ANMELDELSE – Den amerikanske instruktør Wes Anderson er nærmest blevet et meme med sin finurlige symmetriske æstetik. Men i sine seneste par film, bl.a. premiereaktuelle Asteroid City, trækker han stilen mærkværdige steder hen. Hvad det mister i Instagram-parat lækkerhed, vinder det til gengæld i knudret kunstnerisk kvalitet.
Der har altid været to modstridende kræfter hos Wes Anderson. En æstetisk hang til orden, symmetri, gennemtænkte æstetikker. Og et fortællemæssigt fokus på uorden, traumer, ødelagte individer.
De to modpoler har til tider fået hans film til at knirke, og når de var værst til at føles komplet utroværdige – som når de traumatiserede brødre i The Darjeeling Limited bogstavelig talt efterlader deres bagage på perronen og pludselig får det meget bedre. Andre gange har hans film forekommet naive, barnlige, umodne – hvorfor mesterværkerne kom, da han omfavnede børneverdener i Moonrise Kingdom og hans animationsfilm.
Men i de seneste par film er Anderson begyndt at justere sin æstetik, så de to kræfter i stedet kommer til at spille sammen. I The French Dispatch blev æstetikken drevet ud i det ekstreme, så det kom til at virke som monomani og galskab snarere end orden. Og i Asteroid City tager Anderson for alvor mørket indenbords.
Resultatet er en forbløffende kantet og knudret film, der måske vil begynde at skubbe folk lidt væk. For Anderson er blevet en instruktør, der udfordrer sig selv, og derfor begynder han også at bevæge sig ud på stærk usikker grund. Men hvor er det dog fascinerende at følge ham derud.
Plots inde i plots
Asteroid City er en mærkværdig konstruktion. Det, vi ser, er vist et tv-program, præsenteret af Bryan Cranston, der dels består af en opsætning af skuespillet “Asteroid City”, og dels af nye scener om, hvordan stykket blev til. De nye scener er i sort/hvid og mimer æstetikken i et halvtredser-tv-program. Men selve stykket er tværtom i vidunderlige farver, og ligner intet andet end en Wes Anderson-film.
Stykket er en tre-akter, hvor en række karakterer ankommer til en lille by ude i ørkenen, hvor en asteroide engang slog ned. De fleste er ankommet til en astronomi-konvention for særligt begavede børn, men her er også en skolebus fyldt med kristne børn og en lille gruppe syngende cowboys – foruden generaler, agenter og forskere.
Krigsfotografen Augie Steenbeck (Jason Schwartzman, hans bedste præstation sammen med Listen Up Philip) har fire børn med, som han endnu ikke har fået fortalt, at deres mor er død. Han begynder at flirte med skuespilleren Midge Campbell (Scarlett Johansson), hvis method-agtige metoder får fantasi og virkelighed til at filtre sig sammen.
Da mystiske ting sker i den lille by, begynder virkelighed og drøm også at kollidere for alle karakterer – forældre, cowboys, generaler og særligt de kloge børn, der skal finde vej til voksenlivet – indtil også grænserne mellem teaterstykket og verden udenfor er på vej til at kollapse.
Teater inde i film inde i tv
Hvad er det egentlig, vi ser her i blandingen af film, tv og teater? Den nemme forklaring ville være, at tv-programmet bruger de samme skuespillere til at lave lidt ekstra-materiale, men det kan ikke passe, for vi får at vide, at forfatteren Conrad Earp (Edward Norton) døde kort efter stykkets premiere, så han kan jo ikke spille med i tv-udgaven.
Backstage-scenerne insinuerer også, at ret mange involverede havde sex på kryds og tværs – inklusive et homoseksuelt forhold, som har været kontroversielt i halvtredserne, og det er lidt svært at forestille sig, de involverede selv var gået med til at lave den slags scener.
Derudover er det som om, at grænsen mellem de to verdener til tider knækker lidt, som når Bryan Cranston pludselig træder ind i farvefilmen, undskylder og går ud igen, eller når Augie Steenbeck pludselig fortvivlet udbryder “I don’t understand the play” og er blevet til skuespilleren Jones Hall.
Kulisserne i farvefilmen er også meget tydeligt ikke teaterkulisser, hvilket understreges, når en bil til sidst kører væk i horisonten. Ligesom Jones Hall forstår jeg her overhovedet ikke, hvad det er der foregår.
Helt generelt har Anderson skruet ned for alle de tricks, der førhen fik hans film til at hænge så eminent sammen, og har erstattet det med en masse mærkværdigheder og forhindringer
For samtidigt arbejder Wes Anderson meget bevidst med det teater-agtige. Han har førhen lavet ganske berømte scener, hvor filmenes verdener skildres som små dioramaer – tænk f.eks. på skibet i The Life Aquatic.
Men i Asteroid City får vi i stedet opremset hele filmens verden i en scene, hvor Conrad Earp læser højt, hvilke kulisser der skal være på scenen – motel, diner, tankstation, etc. Og selvom kulissen virker for stor til at kunne fungere på en teaterscene, så virker det heller ikke som en logisk filmkulisse. Den er for åben, for tom – der står på et skilt, at der bor 87 mennesker i byen, men det er et mysterium, hvor de er henne – og præget af rent dekorative træk som f.eks. en rampe til en motorvej, der aldrig er blevet færdig. Det virker som en lidt akavet legeplads, bygget i en øde og ubarmhjertig ørken.
Kunstneren i det kosmiske vildnis
Tidligere hang alting så fint sammen hos Wes Anderson. Men Asteroid City mangler de hjælpemidler, han tog i brug for at få det til at passe. F.eks. er der meget mindre nykomponeret musik, der ellers sædvanligt bandt meget sammen. I stedet kan man svagt høre cowboysange i baggrunden af rigtig mange scener. Der er ekstra meget stilhed, mange akavede pauser, klipningen er langsommere og mindre rytmisk.
Der er også decideret knudrede ting i filmen. Jeg syntes, jeg så åbenlyse fejl i filmen, hvor f.eks. mekanikeren sidder i en bil det ene øjeblik, det næste står på en stige. Mange af replikkerne er mærkelige og gentagne, hvilket tydeligvis skal illudere, at Conrad Earp havde en helt særlig stil, men som også gør det hele mindre flydende. Helt generelt har Anderson skruet ned for alle de tricks, der førhen fik hans film til at hænge så eminent sammen, og har erstattet det med en masse mærkværdigheder og forhindringer.
Selv den fineste menneskeskabte orden gør intet som helst over for det kaos, som er døden, sorgen, universets enorme ligegyldighed
Så hvad er det, Anderson har gang i? Vi hører, at Conrad Earps arbejdstitel på stykket var “The Cosmic Wilderness”, og i store dele af filmen kan man ane et sådan nærmest kosmisk vildnis.
Ørkenen udenom den lille kulisse-by føles kosmisk vild. Forvirringen over de mystiske begivenheder føles kosmisk vild. Sorgen indeni Augie Steenbeck føles kosmisk vild. Kaosset og mørket føles overvældende, umuligt at håndtere – en gentagen replik handler om, hvordan sorg over tabte forældre aldrig går væk.
Lyset i det uendelige mørke
Hvor Andersons tidligere karakterer kunne virke lidt upåvirkede over f.eks. dødsfald, så virker de her mere ude af stand til på nogen som helst reel måde at håndtere deres enorme sorg. Selv den fineste menneskeskabte orden gør intet som helst over for det kaos, som er døden, sorgen og universets enorme ligegyldighed.
Der er endnu et kosmisk vildnis, som Asteroid City får behandlet: Kunstens kosmiske vildnis. For er kunsten ikke lige så uforståelig som så meget andet? Fyldt med mærkværdige detaljer, som ikke engang kunstnerne selv kan forklare. Conrad Earp kan ikke forklare særligt én detalje i stykkets plot, og som nævnt går skuespiller Jones Hall i baglås, fordi han stadig ikke forstår pointen.
Wes Anderson har nogen gange postuleret mening i sine film – tænk f.eks. på søslangen i The Life Aquatic, som karaktererne endelig finder, mens Sigur Rós lyder på soundtracket, men her er der en gigantisk meningsløshed lige i centrum af filmen.
Det er i mørket, at vi drømmer. Og det er fra mørket, at vi vågner op til lyset igen
Asteroid City er mørk, drømmende, bizar, fyldt med minutiøst planlagte detaljer, der aldrig nogensinde skaber et samlet hele. Det er en langt mere modig film, end hvis Wes Anderson bare havde gentaget sig selv. Han løfter sig voldsomt som kunstner i de her år. Han tilbyder ikke længere lette svar og perfekt orden. Han tilbyder mørke og forvirring.
Og det er værd at tage imod Wes Andersons mørke. For som filmen også senere antyder, så er det i mørket, at vi drømmer. Og det er fra mørket, at vi vågner op til lyset igen.
Læs også Frederik Bovés artikel Berlinale: Wes og de andre rødder.
Det Danske Filminstitut, København, afholder filmserien “Wes Andersons vidunderlige verden, del 1” fra d. 3.-28. august 2023.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
