KUNST // PORTRÆTINTERVIEW – I et 300 år gammelt byhus i en brostensbelagt gyde i Faaborg er kræften ved at tage livet af den 59-årige kunstmaler Kresten Havgaard. Omsluttet af sine oliemalerier, venner og familie, sin fars skulpturer og sin mors fotografier tager han afsked med livet og den kunst, som altid har været hans ventil.
To store organiske figurer med hver deres temperament trænger sig på i Kresten Havgaards stue i Faaborg. De abstrakte figurer runger af røde nuancer mod en hvid baggrund på store lærreder. De er undfanget af en vision, en livslang fascination af oliemalingens væsen og af følelser, der kræver deres forløsning og en plads i verden.
Kresten Havgaard, hvis oliemalerier og tusindvis af tegninger sætter dagsordenen i private hjem og prominente samlinger i hele verden, har skabt dem under mange måneders kraftige træk med spartler og langsomme og aggressive penselstrøg og lag på lag af fed oliemaling.
Under bjælkerne på førstesalen i det over 300 år gamle byhus i Bøjestræde sætter de røde figurer med deres kraftige materie den suveræne dagsorden. For stemningen og for det sollys, der falder ind ad vinduerne og rammer de massive gulvbrædder. Og for kunstværkerne, møblerne og for vores samtale i den lavloftede stue.
I begyndelsen af maj 2021, bar den 59-årige kunstner de to malerier op i stuen fra sit værksted i husets stueetage og stillede dem et par meter fra sin sorte lænestol. Et par gange om dagen sætter han sig i lænestolen og ser på dem.
Dag for dag kan jeg mærke, hvordan min krop dør. Og jeg skulle jo også gerne selv have noget at se på den sidste tid, jeg er her
Der er mange, der gerne vil købe de to malerier. Men Kresten Havgaard har ikke i sinde at sælge dem. Han har lukket ned. Både for salget og for skabelsen af de oliemalerier og tegninger, som har været hans levebrød på godt og ondt.
I efteråret 2020 fik han konstateret blærekræft. I begyndelsen af april 2021 meddelte lægerne på Odense Universitetshospital, at kræften havde spredt sig til lymfekirtlerne. Nu er det et spørgsmål om tid, måske kun nogle måneder, før han ikke er her mere.
Den sidste tid jeg er her
”Jeg har ikke brug for at sælge dem, hvad fanden skal jeg med de penge nu. Jeg skal dø. Dag for dag kan jeg mærke, hvordan min krop dør. Og jeg skulle jo også gerne selv have noget at se på den sidste tid, jeg er her,” siger han.
Han sidder ved stuebordet i huset, som i over 50 år dannede rammerne om hans forældres liv og deres kunstneriske virke og butik og om hans eget og søsteren Marie Havgaards liv i deres ungdomsår.
Moren Anne Havgaard var fotograf og efterlod et helt arkiv af portrætter af Faaborgs beboere og livet i Faaborg. Hans far Poul Havgaard var smykkedesigner og skabte skulpturelle smykker og skulpturer i sølv, som er solgt og udstillet i hele verden, blandt andet på Designmuseum Danmark.
Kresten Havgaard og hans kone Lotte Juul Gram Havgaard overtog huset efter, at Kresten Havgaards mor døde i 2019. Planen var at fortsætte med at male i det værksted, der i årevis var hans fars, og at videreføre salget af farens skulpturer og smykker, der nu står og hænger side om side med hans egne malerier i butikken i husets stueetage.
Men den plan satte kræften en stopper for efter knap to år. Kort efter at han fik vide, at han skulle dø, samlede han de tre vigtigste kvinder i sit liv, sin datter, sin søster og sin kone for at tale om, hvad der skal ske med huset og de værker, han efterlader.
Nu er butikken i Faaborg kun åben om lørdagen, og det er Kresten Havgaards kone, der har overtaget ansvaret, samtidig med at Kresten Havgaards søster, Marie Havgaard, som er grafisk designer, fortsætter salget af smykkerne på internettet og i sin butik i Barcelona.
Begynder man som maler at lægge alibier ind i sine værker, for eksempel ved bevidst at male om klimaforandringer eller krigen mellem Israel og Palæstina, er det uinteressant
Spartlerne, penslerne og de mange tuber af oliemalinger har ligget urørt i værkstedet siden begyndelsen af april. Kresten Havgaard kan ikke samle sig længere. Kræfterne er sluppet op. Det ville være patetisk og meningsløst at fortsætte, føler han.
De to røde malerier i stuen bliver Kresten Havgaards sidste. Numrene bag på malerierne fortæller, at der er tale om maleri nummer 849 og 850. Da han startede med at skabe dem i foråret 2020, forestillede han sig, at han inspireret af Beatles-nummeret ”Dear Prudence” ville navngive dem The Prudence. Men da han fik at vide, at kræften ville tage livet af ham, ændrede han titlerne.
Giv den gas og godnat
I Kresten Havgaards univers udvikler og udvider ”Dear Prudence” sig til dildo, livskraft, at kneppe som en kanin. Begreber og ord, der relaterer sig til at være i live, give den gas og leve fuldt ud. Da døden begyndte at trænge sig på, ændrede værkerne karakter, og det livskraftige måtte nødvendigvis få følge af sin modsætning, forklarer han.
Derfor kalder han dem Rabbit and Rest. Kanin og hvile. Giv den gas og godnat. Titlerne og deres sammenstilling er med til at pege på de kontraster i malerkunsten og livet, som han både som kunstner og menneske er optaget af.
Størstedelen af Kresten Havgaards 850 malerier har fået en titel, der som regel indledes med Untitled og efterfølges af en parentes med en galgenhumoristisk, filosofisk eller stedspecifik titel som Broken Diva, Millingecurtain og Prodigal.
Nogle af parentes-titlerne refererer til de steder, han har boet, malet og opholdt sig, Stockholm, Venedig og den lille sydfynske landsby, Millinge, hvor han og Lotte Juul Gram Havgaard boede sammen i et hus midt i en skov i årene frem til, at de overtog huset i Faaborg.
Andre titler er hentet i litteraturen, musikken eller i erindringen om en stærk følelse eller oplevelse. Sine refleksioner omkring titlerne har han nedfældet sammen med et hav af skitser i op mod 200 sorte notesbøger.
Men det er ikke sådan, at man skal hænge Kresten Havgaards billeder op på titler.
”Titler og færdige ideer er ikke særlig interessante. Jeg står aldrig med en forkromet idé om, at nu skal jeg for eksempel male Syriens flygtninge. Begynder man som maler at lægge alibier ind i sine værker, for eksempel ved bevidst at male om klimaforandringer eller krigen mellem Israel og Palæstina, er det uinteressant. Jeg har aldrig et færdigt motiv i hovedet, men jeg har altid en anledning,” fastslår han.
”Jeg har bare et billede inde i hovedet. Hvis man tænker, at nu skal jeg lave et billede i min tid, så bliver det ligegyldigt. Tidsbilleder er frygtelige. Uanset hvad fanden man maler, så er de udtryk for deres tid. Som maler bærer man altid den tid i sig, som man lever i, og den kan man jo ikke undslippe,” siger han.
The middle of the road fungerer ikke
Det, der foregår ude i verden, inde i Kresten Havgaard og i hans liv, vil nødvendigvis komme til udtryk. Derfor ændrer farverne og de bevægelser med spartler og pensler, som han opbygger sine lærreder og motiver med, sig altid undervejs. I malerierne materialiserer han sine tanker, følelser, oplevelser og geografiske steder i ren oliefarve.
Farvernes mangfoldighed overgår det, vi kan beskrive og definere med ord. I disse malerier er sort ikke sort, slet og ret, hvid ikke hvid
”Det er meget vigtigt, hvad der bor nedenunder. Hvordan farverne og formerne synger sammen, og hvor lyset kommer fra,” forklarer han.
”Hvis jeg har været i krise, konen er gået, eller min datter har faldet og slået sig, så bliver jeg jo på den ene side afbrudt ad helvede til i det der flow. Men samtidig – og det er frygteligt at sige det – men jeg maler jo bedst enten på en krise eller elendighed eller på meget lykkelighed. Jeg kan ikke male på the middle of the road. Så bliver det, jeg laver fuldstændigt ligegyldigt eller bare en repetition.”
I et katalog, Galleri MøllerWitt trykte under en udstilling i 2007, beskriver kunsthistoriker Maria Fabricius det, som mange oplever i mødet med hans malerier:
”Faktisk kommer sproget til kort, når vi må kalde de rektangulære strøg sorte eller de runde kugler røde; farvernes mangfoldighed overgår det, vi kan beskrive og definere med ord. I disse malerier er sort ikke sort, slet og ret, hvid ikke hvid.”
Kresten-rød og Krestens blå
At beskrive den røde farve på Rabbit and Rest slet og ret som rød, ville også være forsimplende, forfladigende og forkert. Nogenlunde tilsvarende opfatter Peter Weinberger, der har udstillet Kresten Havgaards malerier og tegninger i årevis, også Kresten Havgaards arbejde med farver.
”Når du snakker om, hvordan en rødvin smager, så er det alt fra, at den har et strejf af nødder, solbær eller cigarkasse. Sådan er det jo også med farver. Om Kresten Havgaards farvevalg kan man i høj grad sige, at det er hans personlige farver. Dem holdt han til gengæld fast i og udviklede på en sådan måde, at jeg kan sige, den blå farve der, den er Krestens, eller den røde der, det er en Kresten-rød,” siger Peter Weinberger.
På en messe i Amsterdam købte den daværende hollandske dronning Beatrix Wilhelmina Armgard et af Kresten Havgaards værker til sin prominente samling, som også tæller værker af Rembrandt og Van Gogh
Kresten Havgaards fascination af farvernes pigment, nuancer og materie er med til at skabe de dybder og lag og den overmandende kraft, som stråler fra malerierne. Den røde farve har han øvet sig længe på, fortæller han.
”Jeg blev udfordret af en maler, der sagde, at male et rødt billede er nærmest umuligt”, siger han og refererer til Per Kirkeby.
”Så tænkte jeg, det skal fandeme være løgn. Det må jeg prøve. Per Kirkeby har selv malet nogle fremragende røde billeder, men ikke så kontrastede som mine. Jeg kører jo på den lyse baggrund hele tiden. Rød sender et meget kraftigt signal. Og rød er jo alt muligt andet end rød. Der er noget utroligt grimt over den, og samtidig er der noget utroligt smukt over den. Rød passer godt til den måde, jeg ønsker at arbejde på,” fortæller Kresten Havgaard.
Udvalgt af Hollands dronning
I dag hænger Kresten Havgaards værker i private hjem i hele verden. På en messe i Amsterdam købte den daværende hollandske dronning Beatrix Wilhelmina Armgard et af Kresten Havgaards værker til sin prominente samling, som også tæller værker af Rembrandt og Van Gogh.
I et mødelokale i Udenrigsministeriet påkalder et to meter langt maleri med sorte og rasende gule nuancer sig opmærksomheden, og i tv-serien Arvingerne hænger der i stuen hos familien til en af seriens hovedpersoner, Frederik, et sort Kresten Havgaard maleri i sorte og hvide farver.
Galleristerne Lars Møller Witt og Peter Weinberger har begge spillet en afgørende rolle for, at Kresten Havgaards malerier er blevet set, værdsat og solgt.
Jeg blev ramt af det. Det var et godt og interessant billede
Lars Møller Witt mødte ham i de år, hvor hans kunst stadig var overvejende grafisk og figurativ. Dengang var mange af maleriernes motiver så figurative, at de kan beskrives som en kaffekande, en kop med blodrød væske på en gul skammel, et armbåndsur, blafrende (belgiske) vimpler og citroner på stribe. Han har også lavet en grafisk fremstilling af et trommesæt.
Motivet på det første billede, Lars Møller Witt købte af ham, var så figurativt, at det springer i øjnene som en nøgen krop, der omfavner og holder en rødstribet pude op foran sit ansigt.
”Jeg blev ramt af det. Det var et godt og interessant billede. Det var usædvanligt og mere grafisk og figurativt end de senere langt mere abstrakte af hans billeder. Samtidig var det både langsomt, abstrakt og ekspressivt på én gang, hvilket man også kan sige om mange af hans nyere nonfigurative og abstrakte malerier,” siger Lars Møller Witt.
Han har siden begyndelsen af 1990’erne udstillet og solgt Kresten Havgaards malerier på en lang række messer og fra sit galleri i Sønderborg, som han senere flyttede til Aarhus og siden Bredgade i København.
Fra citroner og vimpler til abstrakte tredimensionelle organismer
Der er langt mellem de repræsentative genstande på malerierne i begyndelsen af 1990’erne og de langt mere dynamiske og abstrakte kompositioner og flader, hvor farverne pibler frem nedenunder. Og samtidig går der en lige linje mellem eksempelvis citronerne i 1990erne og de runde abstrakte og tredimensionelle former, som præger nogle af billederne i den sidste periode af hans liv.
Hvis du tager din hånd og fører den blidt op langs billedets kant, så kan du føle, at det er lagt på med fede pensler, tykke strøg og måske en vis form for hurtighed i behandlingen
I en anmeldelse i Politiken beskriver Peter Eriksen billederne Proof Venedig, Mirror og Pullover, som Kresten Havgaard skabte i den periode, hvor han bevægede sig fra det figurative til det abstrakte:
”Kresten Havgaards billeder integrerer motiverne i fladen, de fortæller om langsom opløsning af kendte former, både rent konkret og indefra. Trods den rustikke penselføring er de gjort med æstetisk sans og klarhed i den kompositionelle opbygning.”
Da Peter Weinberger begyndte at udstille Kresten Havgaards malerier på Galleri Weinberger i 2000, havde han stort set lagt det figurative bag sig, og størstedelen af hans malerier og arbejde på papir var overvejende grafiske og sort-hvide.
Peter Weinberger husker især nogle af de store sorte og hvide grafiske værker, som han lavede i oplæg på omkring 100, da han i en periode arbejdede i Vence i den sydøstlige del af Frankrig
”Han var meget præcis og stram i sin komposition og farvevalg, og det var lige der, hvor jeg og galleriet gerne ville være. Det var det sorte på det hvide, som jeg husker som det første og det stærkeste.”
I den efterfølgende periode begyndte Kresten Havgaard at bevæge sig i retning af flere farver og flere lag, som i Peter Weinbergers øjne gør dem tredimensionelle.
”Hvis du tager din hånd og fører den blidt op langs billedets kant, så kan du føle, at det er lagt på med fede pensler, tykke strøg og måske en vis form for hurtighed i behandlingen,” siger Peter Weinberger.
Amerikanske impressionister og ordløse samtaler
Kresten Havgaard har været i samtale med mange forskellige kunstnere.
”Hvis jeg skal nævne nogen, så er det amerikanske impressionister fra 1950’erne. Kunstnere som Michael Goldberg, som jeg mødte, da Peter Weinberger udstillede nogle af hans værker i København, har inspireret mig meget,” fortæller han.
Det næste døgn tjente Kresten Havgaard 50.000 kroner på fotografiet og havde nu penge nok til at forfølge sit ønske om at dedikere sig til kunsten
Kurt Sonderborg, som Kresten mødte, da den danskfødte kunstner, der boede og arbejdede det meste af sit liv i Tyskland, udstillede i Danmark, har også spillet en stor rolle.
”Vi udviklede et sprog sammen, en ordløs samtale og et meget tæt venskab. Han forstod, hvad jeg ville, uden at jeg skulle sidde og forklare. Der er sgu mange gange, jeg ikke har følt mig forstået af. Det er stort at møde nogen, der forstår samtalen. Det er sket nogle gange i mit liv,” siger Kresten Havgaard.
Anker Jørgensen og et hemmeligt topmøde i Faaborg havn
Behovet for at male og skabe kunst har altid været en del af ham.
”Det er ikke noget, jeg har valgt. Det var der bare og kom helt af sig selv. Jeg prøvede da at undgå det. Men så på et tidspunkt så må man jo erkende, nu er det sgu det,” fortæller han.
Den sommer, hvor Kresten Havgaard blev student, blev skelsættende for hans mulighed for at udleve sin kunstneriske skabertrang. Da daværende statsminister Anker Jørgensen ombord på et skib, der sejlede ind i havnen i Faaborg, holdt et hemmeligt topmøde med den tyske kansler Helmut Schmidt, stod Kresten Havgaard med sin mors kamera i hånden. Da det gik op for ham, hvem der sad på skibet, begyndte han at trykke på udløserknappen.
Mens han fotograferede, sejlede den hjemmeværnskutter, som fulgte efter skibet, ved et uheld direkte ind i skibet. Episoden blev et vendepunkt for den nybagte student, som var besat af at male. Med hjælp fra sin mor fremkaldte han i hendes mørkekammer på Bøjestræde 10 et fotografi, som han sendte med nattoget til aviserne i København.
Det næste døgn tjente Kresten Havgaard 50.000 kroner på fotografiet og havde nu penge nok til at forfølge sit ønske om at dedikere sig til kunsten.
Få uger senere rejste han til Paris for at male, og derefter gik det slag i slag. Efter nogle måneder mødte han den amerikanske maler Franck Malina, som han assisterede igennem tre år. Da han vendte tilbage til København, uddannede han sig som grafonom på den Grafiske Højskole i København og lavede i en årrække grafik for TV-avisen på DR, men han var hele tiden drevet af at male ved siden af.
Jeg har jo levet, og jeg har jo fået lov til at gøre det, jeg helst ville. Det har jo været en luksus
I perioder var det svært at få pengene til at række.
”Der har sgu været mange op- og nedture i mit liv. Jeg har jo aldrig tjent penge, som andre gør, og jeg ville gerne have haft noget mere kunststøtte. Det havde gjort en fandens til forskel. Der er nogen, der er sindssygt gode til at tjene penge. Det er jeg ikke,” siger han.
En meget betydelig dansk maler
Størstedelen af Kresten Havgaards malerier er blevet til under det overvældende lysindfald, der falder ind ad de store skrå glasvinduer i det atelier i Frederiksholms Kanal i indre København, som indtil 2015 var hans arbejdsplads. Samme år flyttede han til et hus midt i en skov ved den lille sydfynske by Millinge, hvor han boede, indtil han overtog huset i Bøjestræde 10.
Ifølge Peter Weinberger har Kresten Havgaard langt fra fået den anerkendelse, hans kunst fortjener.
”Kresten Havgaard er ikke blevet et betydeligt navn i Danmark. Jeg tror, at det skyldes, at flertallet i Danmark køber kunst med ørerne frem for øjnene. Hvis du ikke kan se, at Kresten Havgaard er en rigtig betydelig dansk kunstner, som kan male kraftfuldt i det abstrakte og i sort hvid, så det virkelig taler til dig, så er det okay. Men jeg synes, at jeg har været overmåde heldig, at jeg var med til at finde Kresten og præsentere hans kunst,” siger Peter Weinberger.
Det er i det gamle Faaborg-hus, at Kresten Havgaard gerne vil ånde ud.
”Jeg er bange for at sidde på et eller andet lortehospital eller hospice. Det er fint, at det system eksisterer, men jeg er bare slet ikke indstillet på at bruge det. Jeg kan ikke tåle at se et hospital. Jeg håber, at det kan ske her, og at jeg bare lige så stille kan liste af,” siger han, mens han står på tagterrassen og ser ned mod blomsterkrukkerne, vinrankerne og citrontræerne i den farverige baggård, der både emmer af Sydfrankrig, Venedig og Faaborg.
”Jeg har jo levet, og jeg har jo fået lov til at gøre det, jeg helst ville. Det har jo været en luksus, luksus, luksus, at jeg har fået lov til det, og samtidig er det en kæmpe belastning. Men det er jo en kæmpe luksus at stå op om morgenen og bare forholde sig til sit eget projekt, uanset om det koster på kontoen.”
Denne artikel er også publiceret i fyens.dk og faa.dk
LÆS FLERE ARTIKLER AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN HER
Fotos: Kresten Havgaard
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
