Jeg har en drøm om en verden, hvor vi har modet til at konfrontere mørket i os selv

Rolf Jackson 03.06.2019

FV-2019 // KRONIK – Jeg har en drøm om en verden, der fungerer for os alle. Hvor mennesker ikke bliver diskrimineret for, hvad de tror på. Hvor illusioner, grådighed og vrangforestillinger ikke bestemmer retningen.

Den drøm har jeg haft i 35 år. Lige siden jeg som 15-årig erkendte, at verden var på vej imod et katastrofalt sammenstød med naturens grænser. Med årene er det blot blevet tydelige og tydeligere.

Året var 1983, og mine forældre kom meget hos Jes Bertelsen, en kvasi-buddhistisk guru og fritænker fra Nørre Snede i Jylland. Jeg lyttede til de voksnes snak om de åndelige verdener, tidligere liv og ikke mindst Rom-klubbens rapport: Grænser for vækst. Og det gik op for mig, at de havde ret: Vi var på vej imod et sammenbrud. De matematiske modeller var ikke til at komme udenom. Stigende befolkningstal, øget ressourceforbrug og begrænsede ressourcer kunne kun give ét udfald, så længe det nuværende system bestod.

Jeg har en drøm om, at vi i fællesskab tør se på den ubekvemme sandhed, at problemet ikke er ”derude” men inde i os selv.

Men problemet er større end dette. For jeg indså, at det allerfarligste var de kollektive benægtelser, jeg kunne konstatere omkring mig. Med tiden forstod jeg, at der bag dette gemte sig frygten for det latente vanvid, som vi bl.a. har set ved folkedrabet i Rwanda og under Holocaust. Nu ser vi dette vanvid begynde at tage form igen.

Ligesom Saurons ånd langsomt indfiltrerede Middle Earth i myten om Ringen, så bliver den latente galskab i menneskeheden stadig stærkere.

Jeg har en drøm II

Jeg har en drøm om, at den råddenskab, vi er konfronteret med i det ydre kan forvandles til samfundshealing gennem en heroisk konfrontation med skyggerne i vores indre.

Jeg har en drøm om, at Danmark kan blive det første land i verden, der tager den mytiske udfordring i verdenskrisen op og har mod til at se ærligt på de dybere psykologiske årsager.

Jeg har en drøm om, at vi i fællesskab tør se på den ubekvemme sandhed, at problemet ikke er ”derude” men inde i os selv. For grænsen mellem godt og ondt går ikke mellem gode og onde mennesker. Den går igennem hvert eneste menneskehjerte.

I mødet med kræfter som Trump og Paludan, bliver vi nødt til at se hinsides den hadefulde overflade, til de sår der ligger bag

I de 35 år, der er gået, har jeg søgt at forstå, hvorfor vi tilsyneladende er ude af stand til at gøre noget effektivt ved problemerne, selvom de længe har været indlysende. Min rejse har ledt mig dybt ind i min egen underbevidsthed. Og i dybet måtte jeg konfrontere mit eget mørke.

Minder fra tidligere liv begyndte at dukke op, hvor jeg så mig selv som helt, skurk, præst, luder, mystiker, kriger, slave, bøddel, misbruger, kvinde, mand, offer, hersker og fordømt. Og fra disse oplevelser tog jeg især én ting: Evnen til at tilgive. Eller i Gandhis ord:

”Grunden til, at jeg er så god til at tilgive andre, er, at jeg ved, hvilken slyngel jeg selv er.”

Det var en smertefuld rejse. For der er en grund til, at bevidstheden beskytter os imod disse minder. Men drevet af min vilje til at forstå de sande årsager bag den galskab, jeg så i verden, blev jeg ved med at udfordre mine egne indre skygger. Og i underverdenen begyndte et nyt lag at dukke op: De kollektive skygger. Det var lag i min bevidsthed, som ikke var mine egne, men som jeg var knyttet ind i, fordi jeg lever på denne jord, og er en del af denne menneskehed.

Jeg mødte det kollektive feminine i form af et fortvivlet skrig hos verdens fattige kvinder over ikke at have ressourcer til at tage sig af sine børn. Jeg mødte isdronningen og den sorte kejser. Og jeg mødte Gollum – dette ækle gespenst fra Ringenes Herre, der er dybt skizofrent: Splittet mellem sit ubændige had til Frodo (fordi han har ringen) og sin dybe længsel efter Frodos anerkendelse og glæden over ikke længere at være helt alene.

Myter som Stjernekrigen og Ringenes Herre er ikke sande. Men de rummer stor sandhed. De er et landkort over den menneskelige eksistens

De indre figurer var dog ikke kun mørke og frygtelige. Der var også lyse og smukke figurer: Elvere, engle, havfruer og drager. Og et møde med Kristusvæsnet, der er lyset bag vor civilisation.

De indre landskaber er således fyldt med mytologiske skabninger, både lyse og mørke. Hvis vi fornægter eksistensen af hele denne verden, så mærker vi den kun gennem en tvangsagtig trang til at mene og gøre visse ting. Og det er denne tvangsagtige trang til bestemte adfærdsformer, som er vores største fjende. For den efterlader os intet valg. Løsningen ligger derfor i at skabe et bevidst forhold til den mytiske verden.

Jeg har en drøm III

Jeg har en drøm om, at vi begynder at tage den mytiske verden alvorligt. At vi som samfund anerkender dens eksistens og den indflydelse, den har på os.

Jeg har en drøm om, at de mennesker iblandt os, der har erfaringer med at navigere i denne verden, bliver lyttet til og ikke mødt med hån og latterliggørelse.

Jeg har en drøm om, at vi gør op med forældede tænkemåder og selvretfærdige religioner og lader videnskabens lys trænge ind i myternes verden, så vi kan bygge fremtiden på et fundament af oplyst indsigt og ægte medfølelse.

Jeg har en drøm om, at der bliver sat penge af til forskning i de usynlige verdener, i nationers psykologi og i virkningen af historiske traumer, som ikke er bearbejdet. Og jeg har en drøm om at børn, som har en naturlig åbning til deres sjælsminder, bliver taget imod, som dem de er: unikke små væsner med en særlig gave til verden.

Hvis ikke vi selv skal blive til et redskab for det had, vi ønsker at bekæmpe, må vi konfrontere hadets kilde i os selv, og finde evnen til at se på vores modstandere med bløde øjne.

Myter som Stjernekrigen og Ringenes Herre er ikke sande. Men de rummer stor sandhed. De er et landkort over den menneskelige eksistens.

Myterne har det tilfælles, at de danner scenen for et mægtigt opgør mellem godt og ondt. I opgøret ødelægges den bestående orden, og ud af asken opstår noget helt nyt. Samtidig antyder fortællingerne også, hvordan det onde overvindes:

I Ringenes Herre bliver Frodos barmhjertighed overfor Gollum, tidligt i historien afgørende, fordi Frodo ikke er i stand til at fuldføre sin mission. Frodo magter ikke at ødelægge ringen i det afgørende øjeblik. Kun fordi han skånede Gollum forløses historien, ved at Gollum tilbageerobrer ringen, men så falder i afgrunden. To slags ondskab opløser hinanden pga. heltens barmhjertighed.

I Stjernekrigen konfronterer Luke Skywalker den sorte kejser og Darth Wader i et håb om at befri sin far fra det onde. Kejseren vil have Luke omvendt til den mørke side. Men Luke ser resterne af godhed i sin far (Anakin Skywalker aka Darth Vader). Selv i sin dødskamp nægter Luke at give efter for kejserens ondskab. Til sidst bliver det for meget for Darth Vader at se på sin søns lidelser. Han vender sig imod sin mester i sidste øjeblik og kaster den sorte kejser i afgrunden. Igen: To slags ondskab opløser hinanden pga. heltens barmhjertighed.

At se med bløde øjne betyder ikke at være eftergivende eller svag. Det betyder at man anerkender sin modstanders menneskelighed

Hvad kan vi lære af dette? Hvordan kan vi bruge den mytiske indsigt i praktisk politik?

Gandhi sagde: “Be hard on issues, but soft on people.”

Og han insisterede på, at man kun for alvor kan gøre op med undertrykkelsen, hvis man ”kan se på sin modstander med bløde øjne.”

I mødet med kræfter som Trump og Paludan, bliver vi nødt til at se hinsides den hadefulde overflade, til de sår der ligger bag. Vi bliver nødt til at skelne den modbydelige retorik fra mennesket bag. Hvis ikke vi selv skal blive til et redskab for det had, vi ønsker at bekæmpe, må vi konfrontere hadets kilde i os selv, og finde evnen til at se på vores modstandere med bløde øjne.

At se med bløde øjne betyder ikke at være eftergivende eller svag. Det betyder at man anerkender sin modstanders menneskelighed. Det er udtryk for en ægte nysgerrighed og en parathed til at lade helhedens interesse komme før sin personlige bekvemmelighed.

For det er udfordrende og ubekvemt at se sit eget mørke i øjnene i stedet for at fordømme mørket i andre. Men det er noget, vi har brug for at lære, hvis de mytiske kræfter, som virker i skyggerne, skal besejres.

Foto: Kosmopolitik.dk

Rolf Jackson

Jeg er forfatter, underviser, debattør og samfundshealer. Med afsæt i en naturvidenskabelig baggrund som civilingeniør med speciale i kvantefysik og erkendelsesteori har jeg i mange år interesseret mig for bæredygtige fællesskaber, mytologi, historie og samfundspsykologi. 25 års erfaring med pionerarbejde inden for krydsfeltet mellem samfund, psykologi og bæredygtige levefællesskaber har givet mig en stor indsigt i, og respekt for, betydningen af det som C.G Jung kaldte det ”kollektive ubevidste” når det kommer til den måde samfundet udvikler sig på. I mine artikler forsøger jeg således at bringe de historiske og mytiske perspektiver i spil i relation til de konkrete politiske udfordringer. Mit forfatterskab omfatter romanen ”Grail Wars”, samt eventyrerne ”Udødelighedens Spejl”, ”Tavshedens konge” og en gendigtning af klassikeren ”Parzival” fra det 12 århundrede.