GEOGRAFISK ULIGHED // KOMMENTAR – Lars Olsens nye bog Rige børn leger bedst har fået meget omtale de seneste uger. Ikke mindst det geografiske aspekt, og særligt Københavns forvandling fra nedslidt storby til øvre-middelklasse legeplads, har fået en del opmærksomhed. Det er ikke uden grund, da netop den geografisk polarisering er et af de mest karakteristiske træk ved udviklingen i ulighed. Det er samtidigt et af de mest bekymrende træk, der efter min mening truer samfundet på flere planer, skriver samfundsforsker David Kempel. Han står bag forskningsprojektet Superregion, som sætter fokus på Københavns rolle i den geografiske ubalance og nødvendigheden af geografisk politik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Problemet fangede for alvor min interesse engang i starten af 2015. Jeg sad og bladrede i Lars Olsens dengang nye bog Klassekamp fra oven, der har noget interessant data om ulighed på sogneniveau og hvis forside er prydet af et broget Danmarkskort. Et hurtigt dataopslag hos Danmarks Statistik bekræftede min indskydelse. Den geografiske fordeling af højtuddannede i det private erhvervsliv var ekstremt ulige, og afstanden voksende.
Læs mere om bogen Lige børn leger bedst her.
På det tidspunkt havde jeg netop afbrudt min ph.d. i London og var flyttet tilbage til Amsterdam, hvor jeg havde taget min master. I månederne inden pendlede jeg imellem de to byer. På en mager ph.d.-løn og udsat for prisniveauet i det dyre London var bedste mulighed at tage bussen. Den tog mig fra Victoria Coach Station ikke langt fra Buckingham Palace i hjertet af megabyen, sydpå igennem de fattige council estates i forstaden Lewisham og så ned til Dover.
Efter en færgetur fortsatte turen igennem det nordfranske rustbælte til de forfaldne industribyer Lille og Gent. Og til sidst kørte vi nord igennem Flandern og Sydholland, der siden middelalderen har været Europas mest urbaniserede område, forbi de rige byer Antwerpen, Eindhoven, Rotterdam for at ende i det velfriserede Amsterdam med sine turistede kanalgader.
Det var en tur igennem ekstremer i den europæiske økonomiske geografi.
Fænomener som Brexit, Trump, Orban og Støjberg bygger delvist på en politisk polariseret geografi, hvor især det særligt geografiske i isolationen imellem parallelsamfund er skadeligt for sammenhængskraften
Det ramte mig, at dem med mulighed for at opholde sig i byen, hvor dagsordenen sættes, lever i et parallelsamfund ret så isoleret fra den brede geografi. En geografi der netop er struktureret igennem tilstedeværelsen af rige byregioner. Det slår mig stadig som en afgørende vinkel på ulighed. Det er lige så meget storbyerne, som det er udkanten, der afviger fra normen. Og som interessen for Lars Olsens geografiske analyse viser, er det effekten af byregioner, der skal forstås for at forklare ulighed.
Strukturel udvikling
I Peder Frederik Jensens roman Det Danmark du kender er omdrejningspunktet sortering imellem dem, ”der ryger til bunds i hovedstadens såkaldte vinderverden” og murstensmillionærerne, der bliver tilbage. Denne geografiske polarisering vil vedblive at være et problem for det moderne samfund, men løsningen er ikke at genoprette udkanten, løsningen er at tage luften af overkoncentrationen i storbyen.
Når man læser i de storby-baserede medier, kan man få indtrykket, at alt vest for Valby er Udkantsdanmark. Det er ikke tilfældet. Der er ganske vist en håndfuld kommuner, der er ret langt under landsgennemsnittet, men det slående i den økonomiske geografi er effekten af byregioner. Velstand, uddannelsesniveau og social nød er sorteret i et mønster, der på et landkort fremstår som bølger i cirkler omkring hovedstadens byregion og til dels den østjyske byregion.
Det er fordi, byer driver forandringen.
Siden 1970’ernes urbane krise er en ny urbant orienteret økonomi vokset frem. Den er karakteriseret ved et nyt tekno-økonomisk paradigme rettet mod en højt specialiseret vidensøkonomi, der trives bedst i byerne, fordi byerne kan tilbyde den kritiske masse og netværkstæthed, som specialisering kræver. Selve strukturen i økonomien peger således på, at byregioner er drivkraften bag mønsteret i nutidens geografiske ulighed.
Derfor, hvis man skal forstå den politiske-økonomi, skal man forstå betydningen af byer. Her kan Danmark blive en interessant case. Kaare Dybvad Bek, der tidligere i år blev forfremmet til indenrigsminister, har fattet det og er opsat på at løse det. Hvis ikke indenrigsministeren kan regulere den fremstormende urbane økonomi, hvem kan så?
Det kan vise sig svært at ændre, fordi det er en strukturel udvikling, der sætter sig igennem på mange områder.
Dystopisk fremtid
Man kan frygte for det indtryk, jeg fik på min bustur igennem nordvest-Europa, at fremtiden byder på en geografi af rige storby-øer omringet af et hav af underudvikling. Allerede nu er de politiske konsekvenser til at tage og føle på. Fænomener som Brexit, Trump, Orban og Støjberg bygger delvist på en politisk polariseret geografi, hvor især det særligt geografiske i isolationen imellem parallelsamfund er skadeligt for sammenhængskraften.
Socio-økonomisk polarisering forplanter sig også i en forråelse af byrummet og landskabet.
Landdistrikterne har siden landboreformerne i 1700-tallet været planlagt efter landbrugets behov, men står i dag tilbage som planlægningsmæssigt vraggods i en tid, hvor landbrug for længst er ophørt som storarbejdsgiver for befolkningen i landdistrikter.
Et sterilt byrum rettet imod dem, der kører forbi i stedet for dem, der opholder sig. Resultatet må blive en kulturel kannibalisme på byens civiliserende effekt. Hvor skal næste generation af samfundsdynamoer opholde sig for at opsuges og inspireres af byens kreative udtryk?
Og i byerne bærer byplanlægning præg af hygiejnisk design. Regnbuepladsen bag ved Københavns rådhus er et godt eksempel. I stedet for at være en oase i byen, er pladsen integreret med gaden og bliver blot til en forlængelse af transportnetværket. Et sterilt byrum rettet imod dem, der kører forbi i stedet for dem, der opholder sig. Resultatet må blive en kulturel kannibalisme på byens civiliserende effekt. Hvor skal næste generation af samfundsdynamoer opholde sig for at opsuges og inspireres af byens kreative udtryk?
I skyggen af metroens højbane langs den vindblæste Ørestads Boulevard? Næppe.
Defekten i den økonomiske geografi truer ikke kun med mere ulighed, det kunne være selve enden på byen som civiliserende møde samt enden på landsbyen og provinsen som forankring. I det allermest dystopiske fremtidsscenarie kunne geografien både inden for og på tværs af landegrænse udvikle sig som i mareridtssamfundet Panem fra The Hunger Games fiktionen.
En verden af skarpt afgrænsede og totalitært opdelte territorier, hvor migration fra en forarmet periferi til et rigt center kun er mulig igennem et umenneskeligt spil på liv og død, der har til formål at fungere som grum illustration af centerets altoverskyggende magt.
Læs mere om forskningsprojektet Superregion her.
Topfoto: Særligt Københavns forvandling fra nedslidt storby til øvre-middelklasse legeplads, har fået en del opmærksomhed. Det er ikke uden grund, da netop den geografisk polarisering er et af de mest karakteristiske træk ved udviklingen i ulighed. Det er samtidigt et af de mest bekymrende træk, skriver David Kempel. Fra Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her