Det er nemt nok at komme og sige, at den kinesiske billedkunstner Ai Weiweis store dokumentarfilm Human Flow om den globale flygtningesituation har gjort dybt indtryk på en. Man kan bare tage et par af de mest dybdeborende øjne, et par af de ældre grædende kvinder og manden, der viser de fem identitetskort fra de familiemedlemmer, der døde på overfarten over Middelhavet. Det er indtryk nok. Men der er noget mere, noget dybere. Jakob Brønnum skriver.
Human Flow er filmet rytmisk og udramatisk. Stille og roligt omkranset af smukke billeder af verden og livet og jordens skønhed.
Det er ikke blot disse klip, der er essensen af filmen, det er den sammenhæng, der klippes frem, og som fortæller sig selv, fordi den baggrund, de vises på, er så ren og så overvældende sand – og fuldstændigt banal: Havet, skyerne, bjergene, øjnene, kroppene, tankerne.
I alle brændpunkterne
Vi er i alle brændpunkterne. Vi er i Calais, hvor 13.000 er strandet på vej til England, vi er i Tempelhof i Berlin, hvor tusinder er indkvarteret, vi går langs den ungarske grænse, hvor Ai Weiwei filmer kæmpende mennesker, der bærer deres ejendele hundreder af kilometer.
Vi er i Libanon og Jordan, langs den amerikanske grænse i Mexico. Vi er i Afrikas vindblæste ørken, hvor også klimatiske forhold har gjort, at flygtningeproblemer er større end andre steder i verden. Vi modtager bådflygtninge på Italiens kyst og ser en fødende kvinde blive hjulpet. Vi er på Lesbos, hvor de græske myndigheder lige akkurat holder tusinder af mennesker uden håb, uden udveje eller bagveje i live. Vi er hos rohyingaerne i Pakistan, som i årevis blot er søgt fordrevet fra deres land af de burmesiske myndigheder, længere er den ikke.
Tekster, lakoniske og poetiske
Ai Weiweis billedfortælling er ledsaget af tekster, dels af arabiske og mellemøstlige poeter, dels af internationale avisoverskrifter. Digtene har karakter af smukke, næsten ordsprogsagtige forsøg på forklaring, mens avisoverskrifterne er lakoniske og viser den strenge opmærksomhed på demokratiets sundhed, aktiviteter og former, de største og mest samvittighedsfulde internationale nyhedsmedier altid har.
Undervejs interviewes mennesker, der har indgående kendskab til de humanitære situationer, folk fra FN’s flygtningeorganisation og et medlem af Jordans kongehus. Og vi møder, måske helt op til 20 forskellige mennesker fra alle disse steder, der fortæller en kort historie. Stærkest står måske, i bagspejlet, billedet af netop blot mennesket. Det stående menneske, bevidst fotograferet blot stående, de gående, de stirrende, de liggende, de døde, de tavse. Netop fordi der også er dansende ved et par lejligheder og løbende, legende børn i andre situationer, bliver det ikke anmassende som en påstand.
Det bliver indtagende som et billede af mennesket selv, af mig, af os, et billede af det væsen, der i dette landskab, over disse have, i skovbrynene, på pladserne, i lastbilernes lad, i køerne, foran de høje hegn og mure, er den, der kender og bærer og nærer menneskelighed. Det er dets kendetegn, og det er op mod det, alt dette viser sin meningsløshed.
Flygtningestatusen er den værste, værre end fængselslivet. Der har du i det mindste en retning i dit liv og en seng. Du har et sted, en tid, et rum. Selv det er du berøvet som flygtning.
Ind i mellem træder Ai Weiwei selv frem som rolleindehaver. Han rækker en grædende interviewperson et lommetørklæde, han gennemspiller en scene med en flygtning, hvor de bytter pas. Han spiller naiv overfor en amerikansk motorcykelbetjent, der tror, han ikke ved, han er krøbet over grænsen fra Mexico til USA. Hvad er han? Spasmager? Hofnar?
Man har set Ai Weiweis arbejder i flere, for ikke at sige mange sammenhænge, også udenfor det store medielys, han ind i mellem har fået kastet på sig. Og på samme måde, som man kan have det med Olafur Elisason, spørger man sig selv: Hvor stor en kunstner er han egentlig? Er han mon en rigtig dygtig kunstner?
Som om det kun kunne vises, fordi det netop kontrasteres af de umenneskelige vilkår
I filmen møder vi et modent menneske, som holder i det hele og fortæller for os med en rutineret kunstnerisk distribution af virkemidler på alle niveauer, et skrivende, lyttende og seende menneske. Det er langt bedre, end jeg troede. Han identificerer klart det fortællemæssige centrum i denne dokumentarfilm, og derfra udfolder han og fastholder det, der kun kan forstærkes, ikke formindskes. Det rent menneskelige.
Det er som om det fortællemæssigt fritskrabes. Som om det kun kunne vises, fordi det netop kontrasteres af de umenneskelige vilkår, disse mennesker får lov at have for deres liv. For mig er denne film et menneskeligt dokument af en statur, der nærmer sig andre basalt menneskelige kunstværker, som vi kulturhistorisk bærer med os, og som jeg i hvert fald altid har med i baggagen til daglig: Beethovens store kompromisløse symfonier, Picassos Guernica, Dostojevskijs romaner, Seamus Heaneys digte og dusinvis af andre. Netop fordi filmen ikke primært vil vise den grove fornedrelse og de myndighedsmæssige svigt og afvisninger eller omkostningerne, som er indholdet af det politiske. Den er et poetisk studie af det menneskelige.
Styrken er, at så mange af de menneskelige facetter får stemme, fødsel, død, bryllup, gudstjeneste, handel, skolegang, lidelse, håb, håbløshed, længsel, slid, forurettethed, initiativrigdom, kamp, kærlighed, møder, afvisninger, modtagelser, magt og afmagt. Det er et mægtigt portræt af os.
Dreyer og Kurosawa
Derudover er filmen musisk, stille, nærmest taoistisk, selvom Ai Weiwei sikkert ville modsætte sig denne betegnelse, klippet sammen af de fortællemæssige elementer, jeg har nævnt, hvortil også kommer de store landskabsbilleder, og forskellige droneklip, som hverken overforbruges eller gør utidigt opmærksom på sig selv, men danner en ramme af lys og luft og farver. Det menneskelige i alle dets facetter passerer for vore øjne i alle dets skikkelser i næsten to en halv time.
Filmhistorisk står Dreyers Ordet inde under det her et sted, gennem Kurosawas store krigsfilm, der anvender dens billedsprog og som genkendes som inspirator for Ai Weiwei.
Den palæstinensiske menneskerettighedsforkæmper Hanan Asrahwi er en af dem, der bliver interviewet. Hun forklarer, hvad jeg aldrig havde tænkt på i den sammenhæng, at flygtningestatusen er den værste. Værre end fængselslivet. Der har du i det mindste en retning i dit liv og en seng. Du har et sted, en tid, et rum. Selv det er du berøvet som flygtning.
Kvoteflygtningene i denne uge
Det er svært at skrive om filmen i en dansk sammenhæng i ugen, da Folketinget har besluttet at forlade FN’s kvoteflygtningeordning. Det har været en uge, da jeg har debatteret i en facebooktråd, under en artikel, hvor jeg forsøger at vise, at lokalpolitikere, der har en indbygget racistisk understrøm i deres politiske diskurs, henter den fra de landspolitikere, der har haft held med at bruge den som stemmemagnet. På den måde vokser inhumaniteten ovenfra i det offentlige rum.”
En af de store følelser, jeg havde med fra filmen – for den vakte de store følelser med sin rene menneskelighed, dybdegående, uden det banale, uden effektjageri – var følelsen af, at jeg er menneske sammen med de mennesker, der er på flugt
Jeg har de mandlige højrekræfters og nettroldes stemmer i hovedet, mens jeg skriver dette her. Jeg er blevet kaldt idiot 20 gange i denne uge af mennesker, jeg ikke kender, fordi jeg skriver om dette spørgsmål: Muligheden for at være menneskelig i alt, vi gør. En stor del af formuleringerne i denne anmeldelse er genereret af det, og det er dybt utilfredsstillende og gør mig flov.
Det er stemmer fra mennesker, der hverken vil dele liv eller penge med andre mennesker, så kan de have det nok så svært. Mod slutningen af debattråden kom de frem og afprøvede forskellige former for racistiske begreber, nærmest som børn, der morer sige med at sige bandeord. Det er et debatklima, hvor ordet humanitær bliver forvekslet med begrebet kulturradikal, og hvor ”de danske værdier”, som er de internationale demokratiske og menneskerettigheders værdier, for alvor er under skred. Ved deres primitivitet tvinger de andre mennesker til at være primitive og tænke primitivt.
Menneske sammen med de mennesker
En af de store følelser, jeg havde med fra filmen – for den vakte de store følelser med sin rene menneskelighed, dybdegående, uden det banale, uden effektjageri – var følelsen af, at jeg er menneske sammen med de mennesker, der er på flugt.
Ikke trangen til at rejse derhen og hjælpe med det logistiske, den er der også fra tid til anden, men en mere grundlæggende oplevelse af, at det kan aldrig gå så galt, at jeg ikke også er et menneske samme med de mennesker i filmen, i et ”human flow”, et menneske, der dog lever og findes. I jagten på et håb.
Radikaliteten og radikaliseringen
Ai Weiwei behandler også kort radikaliteten og radikaliseringen, bl.a. når vi besøger Mosul og hører den enarmede unge mands fortælling om ISIS, der ikke vil lade civile bruge de lokale medicinske faciliteter. Der er for mig ingen tvivl om, at den europæiske afvisning og det bestandige tryk af negativitet mod de mennesker, der kommer, er en af de væsentligste årsager til radikaliseringen og til at mennesker kan begå terrorhandlinger. Jeg siger igen: Vores holdninger til særligt de unge mænd blandt flygtninge og migranter er den væsentligste udløsende faktor til deres radikalisering, som skaber vores forstærkede afvisning af dem.
Ingen af dem kommer til at se denne film. Den er for lang, den går for langsomt, og den er for åbenlys. Den er for smuk menneskeligt, og for svær at udstå. Og de vil fastholde deres, “de skal ikke have det for godt”
Tag en tilfældig ung mand. Han har intet sted at være i hjemlandet, han har ingen uddannelse, han rejser mod et Europa, han troede var et lys, et åbent demokratisk samfund – som en af flygtningene sagde i filmen – og her bliver han nærmest buret inde, kastet rundt mellem flygtningelejre og paragraffer, han har ingen fremtid. Så møder han en religiøsitet, der lover ham en fremtid, endda en gloriøs fremtid, en fremtid der ikke er afhængig af de materielle goder, han ikke kan skaffe sig og som han er ved at opgive livsmodet over, at han ikke kan skaffe sig. Endelig et sted at være, der ikke kræver andet af ham, og hvor han kan bruge sine kræfter og sin ildhu. Radikaliseringer sker ikke på baggrund af en normal dagligdag, som han har forladt, fordi han er ”velfærdsturist”, som de danske politikere har sagt så mange gange, at vi snart tror på det. Men på baggrunden af et årelangt fravær af en dagligdag.
Grædende i regnen
Hele tiden under filmen blev jeg ved at få billeder af integrationsminister Inger Støjberg (V) med kagen, som hun udstillede efter sine 50 stramninger af flygtningeloven, og billedet af Martin Henriksen, selvtilfredst smilende i et jakkesæt, med glinsende pande, foran et pigtrådshegn, og Mette Frederiksen med et blik, der lyser langt væk af dårlig samvittighed, fra en talerstol, hvor hun fastholder, at også Socialdemokratiet nu abonnerer på den populistiske fortælling, der sætter nationale, faktuelt forkerte myter om enhed over faktuelle demografiske forhold i Europa og højt over fremmed, menneskelig lidelse. Det kan være det eneste middel til at generobre regeringsmagten, men er det moralsk i orden?
Ingen af dem kommer til at se denne film. Den er for lang, den går for langsomt, og den er for åbenlys. Den er for smuk menneskeligt, og for svær at udstå. Og de vil fastholde deres, “de skal ikke have det for godt”, som en effektiv barriere mod at tage dens overordnede menneskelighed ind og indse, at de selv deler netop den med alle andre.
De vil rejse sig og gå ud, når man ser flygtningene sidde grædende i regnen i Calais, to brødre, der har arbejdet sig op gennem Afrika, væk fra krigen. Der er skabt for mange fortællinger om dem som nogen, der vil true vores samfund og vor velfærd, som migranter uden behov, vi behøver at tage os af, til at de kan høre deres livshistorie. Netop nu er de brudt sammen over at forstå, at de ikke kommer videre. De er i ingenmandsland, uden identitet, uden fortid, uden fremtid. Vi har generationer af syriske, libanesiske og palæstinensiske børn, der ikke får skolegang.
Det er mig ufatteligt, at ansvarlige politikere ikke fordobler det nationale skolebudget og bruger forøgelsen til at skabe et skolevæsen i flygtningelejrene, hvor millioner af børn lever i den største fare for ny radikalisering. Og det er patetisk, at jeg ikke kan argumentere for andet, end fornuften i at beskytte os mod radikalisering, når det almenmenneskelige ligger lige for.
I mørket, i lyset
Jordans holdning, hvor man arbejder med logistikproblemer, humanitære og almenmenneskelige udfordringer med et flygtningeantal, der udgør en tredjedel af landets befolkning, er det store lysende omdrejningspunkt i filmen. ”Vi må og skal bevare humaniteten,” siger den lavmælt insisterende, midaldrende kvinde, en prinsesse af landets kongehus.
Skal jeg tvinge denne anmeldelse til genremæssigt at slutte med noget positivt, selv om det ikke er en korrekt sammentælling af plus og minus i elementerne i den nuværende globale flygtningesituation, så kan det være det, at når mennesker for tiden sendes tilbage til Afghanistan, stadig helt uden nogen rimelig sikkerhed, er det fordi, der er en fornemmelse af, at man er gået i gang med at bygge landet op igen, og der er brug for dem. Selvom konflikten ikke er forbi, selvom det overtræder alle internationale aftaler at sende flygtningene dertil. For det var vel i Afghanistan, at den ekstraordinære flygtningesituation havde sit udspring.
Jeg så filmen i mørket, i biografen, i en biograf i den by, hvor jeg bor, som viser den slags film og en guldpalmefilm fra Cannes, når det går højt, og hvor jeg har haft mange uforglemmelige menneskelige møder på det store lærred.
En følelse har jeg aldrig forladt den med før, og det er den dybe taknemmelighed over at komme ud i en julebelyst aftenby med de store gamle huse og de myldrende mennesker på vej til og fra deres hjem.
’Human Flow’. Instruktion: Ai Weiwei. Tysk-amerikansk
Fotos: Pressestil fra filmen
POV Internationals skribenter arbejder gratis. Støt gerne Jakob Brønnum på Mobile Pay 53 60 84 96 eller tegn abonnement:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
