MUSIK // INTERVIEW – Mikhala Wolsgaard-Iversen har rødder i slaveriets USA og i godser på Sjælland. Efter en opvækst i København og et anderledes liv i USA vender hun hjem til sin elskede barndomsby for at advare om en voksende racisme og gøre op med slavetidens arv.
Hun har drømmekage fra Brovst med til kaffen og en opsang til sit danske fædreland. Sandkagen toppet med tropisk kokos er en gestus til den søde tand, opsangen en sammensparet harme, der har rødder tilbage til dengang, hun som 5-årig hørte sin mor fortælle, at kvinder tilbage i slægten kunne finde på at slå deres egne piger ihjel for at frelse dem fra det, der var værre.
Mikhala Wolsgaard-Iversen er back in town, i det København, som “hver gang jeg vender hjem, tager røven på mig”, fordi der er sat noget nyt i gang. Nu vil hun gerne give igen, melde anderledes ud om den slavehistorie, som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen omhyggeligt undlod at undskylde for, da han i det tidligere Dansk Vestindien markerede 100-året for salget af øerne og den afro-danske befolkning til USA i 1917.
Jubilæumsåret satte fokus på slaveriet i medier og gadebilledet, mest markant på den sprudlende vestindiske kulturambassade ved Frederiksberg Have. Siden gled historien stort set tilbage i glemmebogen, indtil en betjent i otte minutter og 49 sekunder satte knæet på halsen af afro-amerikaneren George Floyd i Minneapolis.
Mikhala Wolsgaard-Iversen forlod USAs sydende og coronaramte sydstater denne sommer. Få uger senere stod hun frem for fulde huse i Den Sorte Diamant, ikke med sang på læben, men med ord, der inviterede til den svære samtale om, hvordan vi som danskere forholder os til hinanden og arven fra den grumme slavetid.
Jeg hedder Mikhala Iversen. Jeg er født og opvokset I København, jeg er afropean. Min mor var afro-amerikansk jazz-sangerinde, og min far er journalist og hvid. København er min hjemby, København K, for at være helt præcis. En af de ting, vi alle har tilfælles her i dag, er, at vi er forelsket i København. Denne smukke gamle handelsby grundlagt før Absalon. Det ved vi nu, takket være metroudgravningerne på Kongens Nytorv.
Mikhalas familiære rødder har dybe og brogede forgreninger. De nærmeste tilhørte moderen Rosita Thomas, kendt jazz-sangerinde fra Minnesota. Hun var fra 1962 til sin død i 1995 gift med Henrik Wolsgaard-Iversen, mangeårig underholdnings- og fiktionschef i DR.
På moderens side finder Mikhala forbindelse tilbage til slaveriet “og historier om noget familie, der blev slået ihjel af Ku Klux Klan på vej hjem fra kirke. Som mange andre i sydstaterne var min mors familie fattige markarbejdere, der migrerede fra Arkansas nordpå til Midtvesten – Wisconsin, Illinois, Minneapolis – for ikke at blive voldtaget og ydmyget”.
Faderens slægt var anderledes begunstiget. Det var velhavende godsejere med en farmor fra Garth-Grüner-familien på Lille Svenstrup, og en farfar, der boede på sin egen ø i Egypten, blev forlægger, kommunist, aktiv i den danske modstandskamp og efter sin skilsmisse gift med jazz-sangerinden Matty Peters.
Jazzen fra Amerika var den klangbund, der summede under alt i Mikhalas opvækst i Farimagen, som lejligheden i Nørre Farimagsgade blev kaldt. Alle jazz-koryfæer på besøg i Danmark kom i hjemmet, når de skulle optræde i Tivoli, jazzhus Montmartre eller Vingården, som hendes farfar var med til at starte.
“De kom fra det racedelte USA og oplevede i Danmark at blive behandlet som prinser, så flere slog sig ned her,” husker hun. “De græd hen på de lyse morgener; jeg har altid kunnet mærke den dybe smerte bag superstjernefacaden. Jazzens giants blev forelskede og bedste venner med hvide mennesker, det var jo uhørt i datidens USA.”
Derfor blev Mikhala allerede fra barnsben bonkammerat med stjerner som Duke Ellington, Dexter Gordon, Eartha Kitt, Josephine Baker, Ernie Wilkins, Skip Malone, Kenny Drew og mange flere. Louis Armstrong bar hende på armen, da hun tog imod ham i lufthavnen, og saxofonisten Ben Webster kvitterede for hendes mange kvikheder med tilnavnet ‘Little Big Mouth’.
“Som enebarn var jeg altid sammen med mange voksne, også når vi var ude til fester. Jeg husker, at min veninde Charlotte Armstrong og jeg blev smidt inde på sengen, hvor vi lå og sov i sangerindernes fjerboaer og pelse, indtil vi blev gravet frem og sendt ned i en taxa for at komme med hjem, når festen sluttede.”
Om det var svært at være barn i miljøet?
“Det var sjovt og dejligt. Det svære kom senere, da jeg blev installeret på den fine Zahles privatskole, som var meget konservativ. Og så kommer jeg med en afro-amerikansk jazz-mor og en far, som er med til at producere Svikmøllen og Uha-Uha og lave satire i fjernsynet. Altså det var jo noget rod, ikke? Det passede ikke ind i villaerne på Frederiksberg, og hvor mine klassekammerater ellers kom fra. Og så selvfølgelig: at stikke ud som en brun pige.
Hvor vi boede i Farimagen med udsigt til Ørstedsparken, lå Nansensgade jo lige bagved med arbejderkvarteret. Det kalder vi i slaveriet “front of the house and back of the house”. Her var der dømt svedige undertrøjer og Hof-bajere i tredie baggård og lokum i gården. Men det var mine venner. Det var meget lettere for mig at være sammen med dem.
Samtidig skulle man også være fin, når man nu kommer fra noget godsejerslægt med stamtavler, der går tilbage til Gorm den Gamle. Fars fætre og kusiner, som vi besøgte på de sjællandske godser. Min farmor og bordskik, Gyldenholm, Sparresholm og Lille Svenstrup. Det var ikke noget økonomi, der tilfaldt mine forældre, men sølvtøjet med de fine indgraveringer har vi da.
Så du har Nansensgade, Zahligheden, Afrika, godserne, slaveriet, Egypten og Island, og det er jo meget at rumme for et barn som mig, der gerne stiller ti spørgsmål for hvert svar, jeg får.
Hvorfor slog de deres børn ihjel? Jeg husker fornemmelsen: det må de da ikke! Min egen mor elskede mig højt, så der måtte jo ligge en helt vild historie bagved, som hun ikke gik længere ind i. Den har jeg selv måttet grave frem, da jeg begyndte at dykke ned i slaveriets historie.”
Jeg er jazz-sangerinde og storyteller og har specialiseret mig i slaveriets historie i New Orleans, Louisiana. Jeg er mor til en datter på 27 år. Jeg var med fra starten, da vi i New Orleans besluttede os for, at det var uværdigt og krænkende at gå og se op til slavehandlere, voldtægtsforbrydere, plantageejere, samt de majestætiske, racistiske monumenter i de dybe sydstater. Som I måske ved, er Take ‘em Down-bevægelsen nu udbredt i hele verden.
– Hvordan var den pige, der gik ud af Zahles skole?
“Jeg blev ikke færdig, men smidt ud og endte i en anden privatskole i Store Strandstræde for privilegerede over- eller understimulerede børn. Det gode ved Zahles var, at jeg akademisk var så lagt fremme i bussen, at det ikke gjorde noget, at jeg sprang et år over. Men det var først, da jeg begyndte med jazzballet hos Doug Crutchfield, at jeg fandt mig tilrette. Der fik jeg pludselig krop og holdning og en masse ros. Her blev jeg set. Og så blev jeg danser i musicals og begyndte at synge lidt med i korene, fik roller på Det Ny Teater, Bellevue, Det kgl Teater og Tivoli-revyen. Det var smadderskægt, men jeg kunne jo kun få de roller, hvor der var en brun pige, for eksempel da jeg var statist i filmen om Peter von Scholten.”
Dans og sang bragte Mikhala Iversen til ophold på Cypern og på legater til undervisning i Paris og London.
“Jeg har altid haft en stor nysgerrighed for virkelig at lære det, der interesserer mig. De sidste 21 år har jeg praktiseret buddhistisk filosofi, og der siger man, at hvis noget tager din opmærksomhed, så bliv verdensmester i det. Giv dig hen til det – good and bad. Med dansen var jeg lidt for tidligt ude, for det var før video og al den slags, der kunne hjælpe dig frem. Jeg startede som 15-årig og dansede mig faktisk ud af noget dårligt selskab i Nyhavn, hvor vi hang ud med frække drenge med rygmærker. Sådan en pubertets-reaktion, tror jeg. Mine forældre var jo meget optaget af deres ting. Min far Henrik excellerede i DR, blev chef og var samtidig både producer og interviewer, og min mor Rosita sang overalt og var “the hostess with the mostest”. Der var alt for meget fest og gang i den. Hun turnerede så meget, at jeg engang kom til at kalde babysitteren for mor, men så hakkede Rosita ploven i, og så var det slut.”
Efter skolen og en række år i udlandet gik Mikhala til klassisk opera hos sopranen Bonna Søndberg og til gospel hos Etta Cameron. Målet var at komme ind på musikkonservatoriet og derfra på scenen, men en instruktør fik hende sporet tilbage til jazz.
“Men jeg kan ikke synge almindelig jazz, for der er jeg oppe imod alle de mastodonter, som jeg er vokset op med – altså udover min mor: tante Etta og Matty Peters, plus Ella og Sarah og Nancy og The Pointer Sisters og-jeg-skal-komme-efter-dig. Så jeg blandede det med mit andet musikalske kærlighedsliv, som er reggae, og så skabte jeg et album, som jeg kaldte Jazz Muffin, hvor jeg omarrangerede 10 af mine yndlingsnumre til en anden rytme. Duke Ellington, Nancy Wilson, Nat King Cole, Billie Holliday. Før det havde jeg også sunget hård rock med mit eget rockband Venus Vendetta And the Army Aphrodite. Det var rigtig sjovt, og vi vandt også nogle konkurrencer, men så mødte jeg min mand, faderen til min datter, og han var lige i gang med at blive en stor rockstjerne, og så blev jeg hjemme og passede mit barn.”
Uanset hvor fransk, græsk, britisk eller amerikansk mit liv har været, er jeg virkelig stolt over min hjemby København. Hver gang jeg er kommet hjem fra mine rejser, har København taget røven på mig. Altid flottere, klogere, smukkere og stærkere, hvor man både kan hoppe i havnen og drikke af hanen – det kan man ikke i de andre storbyer.
Men i tonen, talen og i øjnene på mine venner og familie har jeg måttet forholde mig til en uro, der breder sig. “Hvem er de? Hvad vil de? Hvor længe skal de være her? Hvor meget skal de bestemme? Skal vi kaldes til bøn i det offentlige rum? Er jysk nu den officielle dialekt på Østerbro?” Ja, der er meget at tage stilling til som københavner!
Samlivet med guitarist og forsanger Jesper Binzer fra Disneyland After Dark, senere omdøbt til D-A-D, vendte op og ned på Mikhalas hverdag. Mens gruppen scorede internationale millionsucceser på alvestens scener gennem kontrakten med Warner Brothers i USA, var Mikhala hjemmegående i Farimagsgade.
“Min mor var meget syg, og derfor besluttede jeg at lægge alle mine ambitioner ned for at være en god mor og en god datter. Det var der, jeg skulle være nu, hellige mig familien.”
Efter 10 års samliv og en uundgåelig skilsmisse realiserede den unge mor andre sider af sig selv.
“Jeg har altid været interesseret i menneskets udvikling og hvordan man ændrer ting og sager, så jeg tog en uddannelse inden for Bodynamic International, som er somatisk psykologi, et system, der er udviklet i Danmark. Derpå studerede jeg klinisk psykologi på Københavns Pædagogiske Universitet og arbejdede med adfærdsvanskelige børn i diverse sikringsafdelinger.”
Da datteren Carmen mistrivedes i den danske folkeskole, flyttede de to til Minneapolis, til “en mere motiverende Montessori-skole, og for at hun og jeg kunne connecte meget mere til den afro-amerikanske side af vores familie”.
– Hvor gammel var du da?
“Der har vi en familietradition, at vi ikke taler om alder. Der er kun to måder, man kan finde ud af det på. Enten ved at blive gift med os, eller når vi dør.”
– Jeg spurgte for at høre, hvornår din interesse for slaveriet opstod?
“Den har jeg sådan set altid haft, men der har været et tæppe for. Smerten er for tæt på. Det gør for ondt, så der er traumer, man ikke taler om, for eksempel i min mors årgang og hos de ældre, så alt det har jeg selv fundet ud af.”
– Du har ikke fået overleveret din afro-amerikanske slægts historie?
“Nej, der var lukket. Kun at de var sharecroppers, og at den hvide mand var misundelig på min oldefars afgrøder, majs og vandmeloner, at Ku Klux Klan var der, og en af onklerne blev slået ihjel. Selv i dag findes der masser af afro-amerikanere, der ikke taler om slaveriets historie. Man skal forstå, at når man bliver misbrugt, kommer der en skam i at være offer. Det er uværdigt og pinligt, og måske var man selv lidt skyld i det, ikke? At man blev født som afro-amerikaner, eller måske var kjolen for kort, havde man set forkert ud, eller var det for varmt? Og med lidt indsigt i den menneskelige natur er det naturligt “to take the path of least resistance”. At springe over, hvor gærdet er rarest, ikke bare lavest.”
– Hvordan brød du så med den tradition?
“Efter min mors død ville jeg gerne være tættere på min nære tante i Minneapolis, tættere på min blackness, på mit musikalske liv og starte på en frisk. I to år boede min datter og jeg fire gader fra det sted, hvor George Floyd blev dræbt. Engang skulle Carmen på lejrskole i New Orleans. Desværre nåede hun ikke bussen, så jeg fløj med hende derned. I samme sekund vi landede, mærkede jeg noget i luften, en magi, som kærlighed ved første blik. Vi blev sat af i det franske kvarter nær Bourbon Street ved Achme’s’ Oyster House, hvor der både lugter af skaldyr, øl og tis. Store bregner og balkoner af sort smedejern, hvor de slavegjorte smede har indsat hemmelige Adinkra symboler. Yes, det er her, tænkte jeg.”
Efter nogle måneder tilbage i det kolde Minneapolis kørte Mikhala sin gamle Chevrolet Lumina og en veninde tilbage til New Orleans og verdens største festival for afro-kultur, Essence Festival of Culture, hvor hun optrådte i tre sæsoner. Det blev et nyt vendepunkt i hendes liv.
Jeg har to sprog, to kulturer, to bordvaner, to statsborgerskaber og mindst to måder at se verden på, og jeg har forstået when in Rome, do as the Romans. Det vil sige, jeg justerer og accepterer plastikbestik og paptallerkner med låg i USA, som på ingen måde findes på mit danske middagsbord. Plastikblomster i stedet for friske torvebuketter, og det jeg har fundet ud af er: Om maden er lavet med kærlighed, og om jeg føler mig velkommen ved bordet, så er det fint. Men sidder jeg med megamussel og stearinlys, smukke friske blomster og mikro-racisme, så kan ”den gode stil/smag” ikke overskygge følelsen af utryghed og dyb sorg.
Jobbet som sangerinde eller servitrice i det franske kvarter var elendigt lønnet. Der skulle spædes op med drikkepenge, så Mikhala søgte job i turistbranchen.
“Her skulle jeg sælge rundture – i New Orleans city, på plantager, sumpture eller på Mississippi River med dampfærge. Jeg kom senere ud på de steder for at se, hvad jeg solgte til folk, også på plantagerne. Jeg er vild med arkitektur, og her var nogle af de vildeste, smukkeste og bedst byggede landsteder i verden. Af slaverne, selvfølgelig, der hakkede de store cypresser ud nede i sumpen og fik dem til at passe på millimeter.
Men hver gang jeg kom på en plantage, tænkte jeg: Hvor fa’en er historien henne? Hvorfor skal jeg høre om tapet og peberkværne og ananas? Skal Syden nu romantiseres? Hvor er slaveriets historie? Det var så forløjet – ét stort ‘Borte med blæsten’.
Jeg var hyret til at sælge billetter på kontoret, men så skete det, at nogle turister kom tilbage og sagde ‘hør, hvad fa’en var det? Vi stolede på dig, men det vi så og hørte derude var simpelthen så fornærmende og nedladende – det må du kunne gøre bedre!’. Ja, hvorfor ikke, tænkte jeg. Så jeg gik i gang med at skabe det, jeg ikke kunne finde.”
På de etablerede rundture til Louisianas plantager var der grænser for, hvad Mikhala måtte fortælle. Hun husker Laura, en hvid datter af en plantageejer, som i sin dagbog beskrev, hvordan hendes far havde tilbagekøbt en slavinde og hendes søn, som ejerens svigermor havde solgt og sendt bort. Det blev udlagt som en happy ending, at de blev købt tilbage af Lauras søde far, men realiteten var, at han udnyttede den slavegjorte kvinde seksuelt, var far til hendes børn og bragte hende tilbage for at fortsætte udnyttelsen af hende. Den side af historien var det forbudt at nævne.
Med sin licens som tourguide indledte Mikhala Iversen et energisk opgør mod de skrøner om sydstatslivet under slavetiden, som den lokale turistbranche havde lukreret på i generationer. Under titlen ‘Black Heritage and Jazz’ samlede hun nysgerrige turister i New Orleans, der er en af USAs mest blandede byer og et musikalsk hotspot med stærkt fransk, spansk og afroamerikansk præg, eksotisk cajun mad som jambalaya og alligatorpølse. Undervejs sang hun også.
“Fordi når vi løfter vores ånd, er det altid i sangen. Uanset hvor godt eller skidt vi synger. Dér er der samhørighed, og dér løfter vi os fra det tunge i livet og connecter med the spirits.”
Skal jeg endnu engang stå på mål for den gennemtærskede, gennembankede, sårende og krænkende samtale? ”Må jeg godt sige N….? Jeg mener jo ikke noget dårligt med det, og jeg synes, du er vildt smuk…” Svaret er NEJ! Why? Because I say so! Slut! Og skulle der stadig være tvivl, så har vi på nuværende tidspunkt i 2020 så meget litteratur, dokumentarfilm, spillefilm, digte, fotos, videoer, malerier og en enkelt statue, som forklarer, hvorfor vi har brug for en værdig kommunikation.
Fra den berømte musikgade Rampart Street førte Mikhala sine internationale gæster rundt i historiens gerningssteder og fortalte om uhyrligheder, som afro-amerikanere og first nation folkeslag, såkaldte indianere, blev udsat for – til Tremé, verdens ældste kvarter for frigivne slaver, Congo Square, Louis Armstrong Park, forbi St. Louis Cathedral og statuen af præsident Andrew Jackson højt til hest – “som er en af dem, vi gerne vil have fjernet, sammen med de mest superracistiske voldtægtsforbrydende, sadistiske plantageejere”.
På sine rundvisninger i byen krydrede Mikhala de historiske facts med sang, debat og personlige betragtninger, og hun sluttede med at føre gæsterne hen til en boghandel og gav dem en liste over litteratur til videre fordybelse, “så de ikke bare skulle tro på alt, hvad jeg fortalte”. Sådan har hun gennem syv år udbredt og nuanceret den grumme historie om racisme og slaveri i et eksotisk hjørne af USA.
“Jeg har bare været så heldig, at det er landet i virkelig god jord. Jeg har haft besøgende fra hele verden, har haft professorer, der hvert år kommer ned med deres studenter og truer med, at hele fakultetet skal sendes ned på mine ture, især dem, der underviser i afro-amerikansk historie. Måske har det også virket, fordi jeg har et personligt og europæisk perspektiv”.
Jeg har besluttet mig for at fortælle den vanskelige historie om København, og jeg har mange års erfaring inden for emnet. Jeg går frivilligt ned i slaveskibets stinkende dyb, går ned i de gennembankede sultede børns rækker på de dansk-vestindiske plantager. Kaffe, sukker, tobak, indigo. Jeg går ind i gemakkerne, hvor den unge slavegjorte pige blev voldtaget igen og igen af herren i huset for derefter at blive gennembanket af fruen i huset, sætter mig ved siden af ”barnepigen”, som blev tvunget til at efterlade sin nyfødte baby på jordgulvet skrigende af sult, alt imens hun blev tvunget til at give al sin brystmælk til de hvide slaveejeres børn, mens hendes egne sultede ihjel eller blev solgt.
Mikhala vil gøre ‘Slavetidens København’ til en international byvandring og historie – “på lige linje med Nationalmuseet, Egtvedpigen og Den Lille Havfrue”. Hun har benyttet denne corona-sommer til at opsøge de steder i København, som er forbundet med den danske slavetid. Den første tur gik fra Vestindisk Pakhus i havnen, gennem Amalienborg Slotsplads og Frederiksstaden til Kongens Nytorv og Nyhavn. Hun har pløjet gennem historiske beretninger, talt med historikere, kunstnere, journalister og lokalkendte for at opdatere sig på de debatter, som opstod i kølvandet på 100-året for salget af de danske slaveøer, og som på det seneste har fået nyt liv med danske og globale bevægelser mod racisme og glemsomhed.
Hun er inspireret af begrebet Maafa, der er swahili for katastrofe og bruges om europæisk og arabisk udbytning af slavegjorte afrikanere og deres efterkommeres liv og levned. I USA holdes andægtige Maafa-ceremonier, hvor blandede deltagere samles for at mindes bortførslen ud af Afrika og ære slaveriets ofre. Nu er hun i fuld gang med at arrangere den første Maafa-ceremoni i Danmark den 10. oktober med Vestindisk Pakhus som slutpunkt.
“Jeg vil, at danmarkshistorien bliver fortalt på en ærlig, sandfærdig og værdig måde, hvor der ikke er klippet og skåret for ikke at støde eller såre nogen med sandheden. Fordi mine forfædre blev stødt og såret og krænket og tortureret i virkeligheden. Jeg er ikke ude på, at man skal udskammes, for skam er den tætteste vibration på døden, som en klog kvinde fortalte mig. Jeg kommer ikke med skam, for den er der ingen vækst i, men der er vækst i nysgerrighed og i at erkende: ja, det skete. Sidestillet med nazi-Tyskland og kz-lejre. Det er jo ikke svært for os at erkende, at dét skete, uden at man skal sige undskyld eller føle sig skyldig.”
– Er den erkendelse anderledes for din danske side sammenlignet med den afro-amerikanske?
“Jamen for mig har den danske slavehistorie været en lukket bog. I min skoletid hørte vi: Ja, Danmark havde slaveri. Og de dansk-vestindiske øer. Og von Scholten frigav slaverne. Og så blev de solgt til Amerika. Next! Det var det. På to timers vandring i København har jeg lært mere, end jeg fik at vide på 10 år i skolen. Alt det vigtige i historien lærer jeg først nu.”
Og den eneste grund til, jeg stiller mig til rådighed for sandhedens tjeneste er, at vi alle får brug for at heale og forstå. Vi har brug for empatien og medfølelsen. Vi kan ikke rigtigt forholde os til nogen eller noget vi ikke kan identificere os med. Heldigvis kan vi alle forholde os til uskyldige børn, og Danmark var førende i børneslaveri og handlede med små afrikanske og afro-europæiske børn. De solgte dem til de europæiske hoffer som legetøj, køkkenlegetøj, sex-legetøj, udklædningslegetøj, selskabslegetøj, fodskamler, sengevarmere, som accessories…
– Så hvad ønsker du at opnå?
“Forståelse. Anerkendelse. Healing. Med den første danske Maafa-ceremoni som en ny begyndelse. Mere lavpraktisk en bevaring af Vestindisk Pakhus som kolonimuseum. Det er et arkitektonisk mesterværk og en hjørnesten i Danmarks historie. Selvfølgelig skal det pakhus ikke sælges som tomme ejerlejligheder til rige russere, der skal have hvidvasket deres penge. Det skal blive stående til generationerne efter os.”
– Det er jo næsten en politisk mission?
“Ja, men det har vi folk til. Jeg skal bare fortælle historien, eller rettere det skal det netværk af ligesindede, som jeg er en del af. Vi står over for en potentiel mur af racisme i Danmark. Vi oplever det i politiske taler og billeder. Om det så er rettet mod religion eller hudfarve eller kultur, er sådan set ligegyldigt. Det handler om manglende rummelighed og forståelse. Heldigvis ser vi nu de unge, min datters generation, der ikke vil finde sig i racisme, sexisme, uvidenhed, men som bare vil have, at vi er her, som dem vi er.
Jeg mærkede det også, da jeg holdt foredrag for de studerende på Kunstakademiet. De blev meget berørt – jamen, så gå dog ud og skab nogle andre statuer, sagde jeg, og det var længe før George Floyd blev broadcastet worldwide. Vi skal have danskerne med. De hvide danskere skal have faklen i hånden og gå forrest.”
– Det er ikke, hvad Bwalya Sørensen fra Black Lives Matter siger?
“Nej, men det gør jeg. Fordi som forfatteren James Baldwin siger: Vi som sorte mennesker kan ikke ændre hvide menneskers holdning. Den skal I ændre selv. Vi kan ikke tage racismen fra jer. Det er jer, der har skabt den, så I må også fjerne den. Men vi vil gerne gå sammen med jer.”
– Hvorhen?
“Ja, i første omgang til et sted, hvor man kan få sandheden at vide, stille spørgsmål, blive klogere og mærke historien helt ind i marv og ben. Når man først har fået indsigt i noget, bliver det ikke længere så farligt. Hvis der allerede var sådan et sted herhjemme, havde jeg ikke behøvet at gøre noget og vende tilbage fra USA. Så kunne jeg bare sætte mig ned og spise noget mere drømmekage.”
Vi fortjener at få hele vores Københavner-historie fortalt, ikke kun brudstykker. Vi er klar nu, er rige nok, nysgerrige nok, og nu er det nok med at skjule og fortie, gemme eller hvidvaske vores transatlantiske kolonihistorie, det mener jeg! Skal rytterstatuerne tages ned? Eller skal rytterne pilles af? Vi skal vide, hvordan rytterstatuen blev dyrere end hele Amalienborg, og hvem betalte gildet og hvordan? Vi skal have fuld aktindsigt. “Giv mig Danmark tilbage, hvor en spade er en spade”, sang min gamle veninde Natasha.
Hovedillustration: Mikhala Wolsgaard-Iversen foran Odd Fellow Palæet tilhørte engang familien Schimmelmann, Danmarks største ejere af slavegjorte afrikanere. Foto: Alex Frank Larsen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
