MEDIER // KOMMENTAR – I mit lange virke som journalist og redaktør har jeg været en stor tilhænger af Pressenævnet som en uafhængig linjedommer og vejleder for journalistisk etik – lige indtil den dag, jeg selv kom på banen og fik indsigt i nævnets beslutninger. Så oplevede jeg, hvordan Pressenævnet manipulerer med fakta, opfinder egne uskrevne regler og baserer en afgørelse på usandhed.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det handler om LSD-sagen. POV-læsere vil huske den som min afsløring af, at henved 400 psykiatriske patienter på Frederiksberg Hospital fik det stærkest virkende psykoaktive stof LSD i et glas vand. De blev lagt ned i et kælderrum, fire ad gangen, og overladt til et tankemylder med skæbnesvangre psykedeliske og eksistentielle rædsler. Uden forberedelse. Uden efterbehandling.
Fordi en ambitiøs og maniodepressiv overlæge troede, at stoffet af sig selv kunne kurere hans patienter fra enhver psykisk tilstand. Fra en lille talefejl som stammen, til en forbigående fødselspsykose til massive psykotiske lidelser eller seksuelle afvigelser.
Mange patienter blev psykisk ødelagt af det hemmelige LSD-eksperiment. Over 10 begik selvmord, og en kvinde begik et knivdrab, efter at hun havde været bæltefikseret og fået tvungne injektioner med stoffet direkte i blodet.
Omtalen af mig i TV 2 er en grov udhængning af min person og en anklage med ”oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende”, som der står i en af De Presseetiske Retningslinjers vigtigste bestemmelser
Jeg har arbejdet med historien fra sommeren 1983 til dato. Først med artikler i Information, en DR-dokumentar i 1985 og siden i radio, TV, bøger, foredrag und so weiter.
Mine afsløringer udløste en særlov fra Folketinget med oprejsning, erstatning op til 500.000 kr. til patienterne og en mulighed for efterbehandling, som viste sig at være teoretisk. 154 overlevende patienter fik erstatning. Jeg fik en Cavlingpris.
Efterspurgt LSD-research
I 2020 blev jeg kontaktet af forfatteren Malene Ravn, der ville vide noget mere om LSD-sagen for at skrive en roman. Hun mente, at hendes ”papfar” kunne være et af ofrene, men stod selv på bar bund.
Hun var specielt interesseret i at få fat i kilderne bag min bog De sprængte sind, som hun havde læst. De næste mange måneder fodrede jeg hende med oplysninger som tidligere beskrevet i POV.
Bag min ryg gav Malene Ravn mine informationer videre til sin mand, TV-producer Berthel Ravn Berthelsen fra GODT Media, der derpå producerede TV 2-serien Det sindssyge eksperiment om LSD-sagen efter idé af Malene Ravn og med hende som manuskriptforfatter.
Berthelsen var yderst ivrig efter at få mig til at medvirke i TV 2-serien, især om CIA’s rolle i eksperimentet på Frederiksberg. Den havde jeg fået klarlagt efter min langvarige research i blandt andet USA og Canada.
Men jeg afslog, blandt andet af hensyn til min kontrakt med Asta Film om en større international TV-serie om LSD-sagen. Så forsøgte Berthelsen at få fat i min dokumentation ved – igen bag min ryg – at tilbyde et samarbejde med Asta Film, der også afslog, hvorpå GODT Media hyrede en af Asta Films researchere i samme hensigt.
Som en slags ”tak-for-sidst” for disse afslag blev jeg hængt ud i TV 2-seriens 3. afsnit som en gemen rygtemager.
Hængt ud som rygtemager
I programmet fortæller tidligere sygeplejerske Polly Haastrup om sit arbejde med LSD-forsøgene på Frederiksberg Hospital og tilføjer: ”Jeg aner ikke, om man gjorde et forsøg eller – eller hvad, det ved jeg jo ikke. Men jeg ved, der var et rygte. Det var et rygte, rygte, rygte, og det var CIA, som var rygtet.”
Derpå klippes til et amerikansk avisudklip og en af mine artikler i Information med rubrikken ”CIA dækkede over dødbringende LSD-forsøg”, ledsaget af denne speak fra TV 2:
”I midten af 50’erne drev den amerikanske efterretningstjeneste CIA forsøg med LSD, og der har været påstande fremme om, at lægerne på Frederiksberg Hospital gav LSD med økonomisk støtte fra CIA.”
Læger godkendt af CIA
TV 2-serien bygger på den unge læge Ketty Kjærbye Kristensens private arkiv med 57 patientjournaler. Hun deltog blot tre år i LSD-forsøgene fra november 1960 indtil marts 1963, da hun fik nok og forlod sygehuset.
Mit arbejde med LSD-skandalen omfatter alle de 14 år fra 1960 til 1974, da de danske LSD-forsøg blev udført på henved 400 patienter. Researchen førte mig blandt andet til LSD-ofre, CIA-arkivalier og andre kilder i USA, Canada og Tyskland.
CIA’s indblanding er yderst veldokumenteret. CIA finansierede vestlig udforskning af LSD gennem hemmelige dækfonde. Cheferne anså stoffet som et potentielt våben i den kolde krig og nyttigt til mind control med påvirkning af mennesker og samfund.
Et krav fra CIA var, at kun læger og institutioner, der var godkendt af CIA, kunne få adgang til LSD. Det gjaldt også for Frederiksberg Hospital, hvor lægerne fik LSD gratis.
Her fulgte CIA de dybt uetiske forsøg på nærmeste hold og inviterede blandt andet afdelingens souschef til lægekonference i USA arrangeret og finansieret af CIA. Det skete på trods af de tilfælde af selvmord, drab og andre ulykker på patienter og pårørende, som de danske forsøg tidligt havde afstedkommet.
Krav om forelæggelse
Omtalen af mig i TV 2 er en grov udhængning af min person og en anklage med ”oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende”, som der står i en af De Presseetiske Retningslinjers vigtigste bestemmelser.
Når den slags forekommer, skal oplysningerne ifølge reglerne ”efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende”.
Altså havde jeg ifølge bestemmelsen krav på at blive varslet og mulighed for at svare på anklagerne imod mig, inden de blev udbasuneret på landsdækkende TV. Det fik jeg ikke. Jeg anede intet. Derfor klagede jeg til Pressenævnet.
Ti måneder efter indsendelse af min klage, efterfulgt af en indsigelse, er Pressenævnet så nået frem til, at der ikke er grundlag for at kritisere TV 2.
Det handler om, at jeg fra GODT Media havde fået et skriftligt tilsagn om at blive underrettet på forhånd, så fremt jeg eller mit arbejde med LSD blev nævnt i TV 2-serien. Det løfte blev groft tilsidesat
Det nærmeste er en bemærkning om, at “Nævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt at TV 2 havde orienteret Alex Frank Larsen om omtalen af ham i overensstemmelse med GODT Medias tilsagn herom, men finder ikke tilstrækkelig anledning til at udtale kritik af TV 2.”
Hensigtsmæssigt? Det handler om, at jeg fra GODT Media havde fået et skriftligt tilsagn om at blive underrettet på forhånd, så fremt jeg eller mit arbejde med LSD blev nævnt i TV 2-serien. Det løfte blev groft tilsidesat.
Pressenævnet ”køber” åbenbart TV2’s påstand om, at når GODT Medias journalist ikke kan finde beviser for CIA’s interesse og støtte for de danske LSD-forsøg, så findes sådanne beviser ikke. Det er udokumenteret og absurd.
TV 2 har forladt sig på GODT Medias pseudo-research, der ikke har været i nærheden af den relevante dokumentation. Hverken GODT Media eller TV 2 har foretaget en selvstændig research på CIA’s rolle i sagen, men var optaget af at tilegne sig min dokumentation og – da dette ikke lykkedes – miskreditere min person på landsdækkende TV.
En undtagelse for journalister
Samlet finder Pressenævnet, at jeg ikke er blevet krænket af den famøse udhængning. Hvorfor? Alene fordi jeg er journalist.
Det begrundes således:
”Pressenævnet finder endvidere, at omtalen af Alex Frank Larsen med navn, billede og forsiden af hans bog De sprængte sind ikke kan anses for at indebære en krænkelse af hans privatliv. Nævnet har lagt vægt på, at omtalen ikke vedrører Alex Frank Larsens private forhold, men hans erhvervsmæssige virke som journalist og forfatter, hvor han har udtalt sig om CIA’s forbindelse til danske lægers forsøg med LSD. Nævnet har herudover lagt vægt på, at Alex Frank Larsens arbejde med LSD-sagen er offentligt kendt, og at han er blevet tildelt Cavling-prisen for sit arbejde med dette. Nævnet udtaler ikke kritik.”
Det var pokkers. At danske medier ansvarsfrit kan svine journalister til, især hvis de er tildelt en Cavlingpris, er ikke en regel, der fremgår af Pressenævnets retningslinjer.
Tværtimod er paragraffen i stk A3 klar og universel: ”Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelseforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad …”
Altså for nogen som helst, uden undtagelser. Det fremgår heller ikke, at en eventuel krænkelse skal være rettet mod den forurettedes privatliv.
Særregel uden hjemmel
Pressenævnet har dermed i strid med sine egne regler opfundet en særlig begrundelse, når krænkelsen omadresseres fra at gælde min person til at være rettet mod mit virke som journalist, hvilket kun gør ondt værre.
I Presseetiske retningslinjer fra januar 2024, som er vedtaget af Dansk Journalistforbund og Danske Medier, står i det første afsnit ”Grundlæggende synspunkter”:
Det var pokkers. At danske medier ansvarsfrit kan svine journalister til, især hvis de er tildelt en Cavlingpris, er ikke en regel, der fremgår af Pressenævnets retningslinjer
”Medierne skal anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for integritet og privatlivets fred og skal beskytte borgeren mod uberettiget krænkelse både ved research og offentliggørelse.”
Og i B1: ”Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.”
Igen: Der er ikke anført undtagelser.
Er jeg ikke en borger eller et enkelt menneske? Men kun en funktion, en upersonlig journalist? Jeg kan ikke klage til Pressenævnet gennem mit firma eller min fagforening, men netop kun som privatperson.
Har Dansk Journalistforbund accepteret, at der gælder særregler for journalister, som bliver hængt ud i medierne? Mig bekendt gælder en lignende regel ikke for nogen andre faggrupper. En advokat, en læge eller en pædagog, der uberettiget hænges ud som rygtespreder i medierne, kan regne med Pressenævnets opbakning, uden at det handler om deres privatliv.
Diskrimination og disrespekt
Nævnets nye kurs er stærkt betænkelig og rent ud diskriminerende over for udøvere af den journalistiske metier. Netop for en journalist er det i særlig grad krænkende at blive hængt ud som rygtesmedende person – og her sågar sanktioneret af Pressenævnet.
Pressenævnets erklæring er kun på skrift, men i samme kategori i relation til min troværdighed – en uhørt disrespekt for min integritet og personlige anseelse
Det rammer mig på det vægtigste grundlag for min personlige integritet og anseelse – min pålidelighed og troværdighed. Jeg har ofte arbejdet med ganske kontroversielle emner og historier, men har ikke før oplevet en tilsvarende mistænkeliggørelse af mit virke og min personlige habitus.
Sagt uden polemisk brod: Bortset fra fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen. I en direkte TV-debat om tamilsagen (01.05.1990 på DR TV) sagde han hele fire gange, at han betvivlede min journalistiske troværdighed – indtil jeg for åben skærm fremlagde det hemmelige referat fra et regeringsmøde, der sammen med min TV-dokumentar Blodets Bånd udløste den undersøgelse og senere rigsretssag, som dømte Ninn-Hansen og førte til Schlüter-regeringens fald.
Pressenævnets erklæring er kun på skrift, men i samme kategori i relation til min troværdighed – en uhørt disrespekt for min integritet og personlige anseelse.
Men det er værre end som så.
Hvorfor lyver nævnet?
Pressenævnet påstår faktisk, at jeg har fået forelagt anklagen imod mig inden udsendelsen, som reglerne kræver. Det sker med denne formulering:
”Nævnet bemærker, at GODT Media forud for offentliggørelsen har henvendt sig til Alex Frank Larsen vedrørende hans offentlige udtalelser om CIA’s forbindelse til danske lægers forsøg med LSD, og at GODT Media i den forbindelse gav ham mulighed for at komme til orde.”
Nævnet markerer med ordene ”i den forbindelse”, at muligheden for at ”komme til orde” handler om den periode frem til oktober 2022, hvor GODT Media desperat forsøgte at overtale mig til at medvirke i deres TV-program med min særlige indsigt i LSD-sagen.
Det var bestemt ikke en forelæggelse af den konkrete anklage, der blev fremsat i den TV-serie, som blev udsendt mere end et år senere på TV 2 den 21. november 2023.
Jeg havde ingen anelse om, at jeg eller mit arbejde ville blive nævnt eller hængt ud i programserien. Hverken GODT Media eller TV 2 – som har det programmæssige og juridiske ansvar for, hvad der udsendes – har oplyst mig om, at jeg ville blive inddraget i programserien, endsige måden det skete på.
De nævnsmedlemmer, der har behandlet min klage, kender forløbet. Alligevel foregiver de, at en række forgæves forsøg på at kapre min viden og medvirken er det samme som en formel forelæggelse.
Det er ufatteligt, at Pressenævnet vil lægge navn til en så eklatant fejlmelding. Det er at gøre vold mod både regler og fakta med en konstrueret usandhed. Eller på jævnt dansk: En løgn.
”Det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte,” lyder den første sætning i Pressenævnets egne regler. Det burde i særdeleshed også gælde nævnet selv.
Pressenævnet er et offentligt, uafhængigt nævn, der træffer afgørelser i klager over medier.
Nævnets 16 medlemmer og stedfortrædere er hentet fra medier og offentligheden og betjenes af et sekretariat. Formandskabet består pt. af to højesteretsdommere og to advokater.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og