BOGUDDRAG – Fruen er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen af handlekraftige, selvrealiserende voksne. Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed. POV bringer her et uddrag af den anmelderroste debutant.
Det var mørkt, når min mor vækkede mig. ‘Mads, vi skal af sted nu,’ hviskede hun og bugserede mig op i sine arme. Mads var mit kælenavn, og den, jeg følte, jeg rigtigt var. Min mor talte dæmpet, mens hun greb fat i mig og bar mig ud i bilen, stadig i nattøj. Søvndrukken rullede jeg mig sammen på bagsædet af 2CV’en og sov videre, mens min mor kørte mod København. Min mor arbejdede i Socialministeriet og afleverede mig hver morgen i ministeriernes børnehave, hvor jeg fik havregryn med mælk på, mens søvnen langsomt slap grebet i min krop. Klokken 17 hentede hun mig igen, og vi var hjemme på landet ud på aftenen, hvor hun gik i gang med aftensmaden. Jeg stod helt tæt på hende, når hun var i sving ved komfuret, og hjalp hende med at ryste jævning til sovsen. Hun lavede tung, landlig mad: krebinetter, kalvetunge eller frikadeller med sovs og kartofler. Pandekager, hvis jeg var heldig.
‘Din far og jeg var egentligt gået fra hinanden,’ fortalte min mor. ‘Men så var vi sammen en enkelt gang, og det var din far, som skulle sørge for prævention, men det gjorde han ikke. Og så blev jeg gravid.’
Vi boede i et stort, stråtækt hus, som havde været en smedje i gamle dage. De voksne skulle dukke sig under rosenhækken for at komme ind ad lågen, som ledte ind til en smal havegang, der førte op mod hoveddøren. Når man kom ind, lå spisestuen til venstre for forstuen, og bag den en lang gang med børneværelser og bad. Allerbagerst boede min storesøster med skrigorange vægge og Donny Osmond-plakater. Gik man lige frem, trådte man ind i køkkenet med det iskolde klinkegulv. Til højre for indgangsdøren, bag gavlen, hvor selve smedjen havde ligget, steg man via nogle trin ned til det store rum, der var belagt med skifersten. Der var højt til loftet og en stalddør i væggen ud mod vejen. En smal, stejl trappe førte op til en stor åben hems, hvor min mor havde sit soveværelse. Bag huset var der en stor have med et stort kastanjetræ, og rundt om huset stod stokroserne op ad de skæve røde mure med sort bindingsværk. ‘Det er noget gammelt lort,’ sagde min mor, ‘men det er smukt.’
Efter at have taget mig med frem og tilbage hver dag i et halvt års tid flyttede min mor mig til den lokale børnehave, fordi de lange dage var for anstrengende for mig. Hun vidste, at hun ikke ville kunne nå at hente mig inden lukketid, så i stedet lærte jeg at tage bussen. Jeg begyndte i børnehaven i Algestrup, den lille by, hvor min søster gik i skole. Karen, som var leder af børnehaven, satte mig på bussen hver eftermiddag, og så stod jeg af i Ringsbjerg.
En dag kom jeg ikke hjem. Karen havde sat mig på den bus, hvor man skulle skifte i Køge, men det anede jeg intet om, så jeg blev bare siddende og lod bussen fragte mig videre fra torvet i Køge langt ud på landet, væk fra Ringsbjerg. Da vi havde kørt længe uden at nå frem, blev jeg bange og bad chaufføren om at blive sat af. Jeg var et stort barn, og chaufføren anede ikke uråd men standsede bussen, der spyttede mig ud i grøftekanten på landevejen et sted mellem navnløse sydsjællandske landsbyer. Efter at have kørt rundt og ledt fandt min mor mig senere gående grædende langs landevejen på udkig efter noget, jeg genkendte, mens bilerne susede forbi.
Tog jeg den rigtige bus, ventede vores barnepige, Nina, på mig ved busstoppestedet hjemme i vores lillebitte landsby. Nina havde langt brunt hår og var kæreste med en rocker. Min mor måtte bede ham sætte farten ned, fordi han kørte brølende gennem landsbyens smalle hovedgade på sin motorcykel, når han hentede Nina fra arbejde ud på aftenen. Min mor ønskede ikke at vække mere opsigt, end vi gjorde i forvejen.
Nina forbød mig at prutte inde i stuen og tvang mig til at vaske hænder og sige pænt tak. Det kunne jeg godt, selvom ingen havde drømt om at bede mig om det før.
Huset var så stort, at jeg kunne forsvinde i det. Jeg kunne løbe ned ad gangen helt frem til det sted, hvor der før havde været en sauna, da vi flyttede ind. Nu var den blevet moderniseret til min søsters smarte værelse. Fliserne på gangen og på det lille toilet over for mit eget værelse var iskolde under mine nøgne fodsåler, og jeg kunne lige nå op til at se mig selv i spejlet over håndvasken, hvor jeg hverken ville vaske mine hænder eller rede hår. Fliserne var grumset mørkeblå og rustikt noprede i overfladen, akkurat som det lertøj, vi spiste aftensmad på.
Dagslyset kom ind ad småsprossede ruder og lyste alle spindelvævene op. Der var lavloftet og mørkt indenfor, men udenfor skinnede solen altid. I garagen stod vores 2CV, og der var kun en kort køretur til stranden på Feddet. I godt vejr kørte de voksne ind til siden og rullede gummitaget på bilen sammen til en tyk pølse og slog remmene om, så der var helt åbent fra kabinen mod sommerhimlen. Når bilen igen satte i gang, rejste min storesøster og jeg os på bagsædet og skreg mod vinden, mens vores hår blæste sammen til en kornblond, filtret stak af jubel.
Jeg tissede stadig i sengen, selvom jeg var et af de store børn i børnehaven. Når jeg vågnede om natten, var sengen blevet iskold og klistret af urin, men alligevel lå jeg længe og tog mig mod til at løbe ind til min mor. Natten var kulsort ude på landet, og alting knirkede og knagede i det gamle hus. Udenfor var mørket fuldt af børnelokkere og øksemordere, og på gulvet vred kæmpemæssige slanger sig, mens de ventede på at bide mig i hælen, når jeg svingede fødderne ud over sengekanten.
Jeg løb ned ad gangen med det våde nattøj slaskende tungt om kroppen, gennem spisestuen, forbi de kolde fliser i entreen og ned i dagligstuen. På hænder og fødder klatrede jeg som en lille abe lynhurtigt op ad trappen til min mor, hvor jeg fik det våde tøj af og faldt i søvn bag hendes brede, varme ryg.
En nat lå jeg særligt længe, inden jeg turde stå op, stiv af rædsel, fordi et taktfast TOK-TOK-TOK lød meget tæt på. Det var fodtrin, en morder på gangen, og mit åndedræt standsede næsten, mens jeg lå helt stiv og stille på den gennemblødte madras. Efter et stykke tid begyndte det alligevel at undre mig lidt, at morderen blev ved med at gå rundt derude, uden at komme ind for at slå mig ihjel. Jeg stak hovedet ud over kanten og så ned under sengen. I skæret fra månen, der lyste ind gennem vinduerne, kunne jeg se en stor sø på trægulvet, og fra madrassen dryppede tisset taktfast ned og fik søen til at vokse. Morderens fodtrin var ikke andet end mit eget pis.
Jeg legede også med Helle, som boede på en gård længere nede ad grusvejen. Hjemme hos Helle lugtede der ramt af svinestald
Når det blev lyst igen, var jeg fri og kunne slet ikke huske det rædselskabinet, mit elskede bondehus forvandlede sig til om natten, hvor monstre lå på lur, altid klar til at æde en lille, snavset pige, der lugtede af tis. I dagslyset var jeg modig.
Inde på mit værelse havde jeg en stor kiste, der var proppet fuld af skørter og dragter. Sammen med Mette, et af de andre børn fra landsbyen, klædte jeg mig ud, og vi trak hinanden gennem byen i en trækvogn i den spraglede og flagrende mundering. Min mor kaldte min veninde for ‘Mette Mus’, fordi hun var så væver og mørk og lille. Mettes mor gik hjemme og passede på Mette og hendes lillebror. ‘Vi skal hjem til vos,’ sagde Mette i en sydsjællandsk fællesbetegnelse, som min mor rettede. ‘Os, Mette. Os.’
Jeg legede også med Helle, som boede på en gård længere nede ad grusvejen. Hjemme hos Helle lugtede der ramt af svinestald.
Straks Helle kom hjem fra skole, skulle hun skifte fra sit skoletøj til noget mere praktisk, mens jeg ventede ude på gårdspladsen. Jeg kom aldrig længere ind i huset end til entreen, hvor forældrenes lysebrune staldtøj hang ovenover træskoene, der stod ved siden af hinanden på stengulvet. Fra entreen kunne jeg indimellem se ryggen af Helles far, når han sad ved køkkenbordet og drak eftermiddagskaffe, men forældrene talte sjældent til mig. Til sidst glemte jeg nærmest, at de eksisterede, og troede, at Helle boede alene på gården.
Ude i stalden klappede vi de store søer, men Helle advarede mig om, at de kunne finde på at spise deres egne smågrise, så jeg trak fingrene til mig. Når bilen kom fra slagteriet, så vi på, mens de unge svin blev gennet ud af stalden og ind på en smal rampe, som bagefter tippede op, så de dødsdømte grise skrigende og hvinende blev hældt ind på ladet. Vi sang frække remser og legede klappelege med hænderne, hurtigere og hurtigere, indtil vores hænder var røde og hævede.
Jeg blev vaccineret mod kopper af den gale doktor i Herfølge. Det var ham, som havde nægtet at sende en ambulance, da Helles storebror blev syg og døde af meningitis, og det var ham, som i virkeligheden havde nedkaldt den dyne af tavshed, der lå over Helles gård. Doktoren var sur og irriteret, fordi jeg var pivet og bange, og skar alt for dybt i min skulder, så jeg blev hundesyg i flere uger. Feberhed sov jeg vaccinen ud i min mors seng. Hun lå med armene tæt slynget om mig hele natten og med næsen begravet i min skulder. Efter et par dage voksede der et stort, rødt sår frem på hendes næsespids. Hun var blevet smittet af koppesåret, men det grinede hun bare af, selvom hun måtte undervise og gå til møder i ministeriet med en tyk sårskorpe lige midt på tuden.
Jeg ville helst leve som en vild, og en dag gik det op for min mor, hvor snavset jeg egentlig var. Huden på halsen og bag ørerne var mørk og nopret
Jeg kunne ikke følge med, når min søster klatrede i kastanjetræet i vores have. I stedet sad jeg nede på græsset og ribbede de tallerkenstore blade, så de forvandlede sig til afpillede fiskeben, mens jeg prøvede at holde øje med, hvor højt oppe hun var. Til sidst kunne jeg kun se hendes tynde ben vifte igennem løvet på det kæmpestore træ, som strakte sig højt op over stråtaget. Jeg var lige stor nok til at følge med op på taget af vores garage. Man skulle op ad en rådden træstige med slimede, grønne trin, hvor de rustne søm stak deres tænder ud allevegne, og derfra kunne vi hoppe fra taget ned i en stor kvasbunke omme på bagsiden. Om og om igen gjorde vi det, selvom min mave snørede sig sammen af frygt lige i dét øjeblik, hvor jeg trådte fra taget ud i intetheden. Min mors venner byggede et legehus til os oppe på garagetaget, og her gemte Mette Mus og jeg os i det fugtige mørke. Vi smuglede mad med ud i legehuset og holdt øje med haven og grusvejen fra vores udsigtsplads højt oppe.
Jeg ville helst leve som en vild, og en dag gik det op for min mor, hvor snavset jeg egentlig var. Huden på halsen og bag ørerne var mørk og nopret. Min mor tvang mig ned at ligge i sofaen, og bevæbnet med en bunke vat og en dunk med husholdningssprit gned og gnubbede hun min hals helt ren, så huden blev flammende rød og varm. Og ellers lod hun mig være i fred. Jeg boede i huset, uden at nogen forsøgte at bestemme over mig. Selv når min mor havde andre planer med mig, gjorde jeg mest, hvad der passede mig. ‘Maaaads, kom her!’ kaldte hun gennem det store bondehus, men jeg ignorerede hende så mange gange, at hun til sidst troede, at jeg var tunghør, og tog mig med til ørelægen.
‘Er det sådan, at du har svært ved at høre mor kalde på dig, når du skal hjælpe med opvasken?’ sagde lægen, mens han så muntert på mig gennem tykke brilleglas. Jeg bed mig i læben og gik til bekendelse, gennemskuet af en voksen for første gang. Som voksen kan jeg stadig genkalde mig den berusende fornemmelse af at ignorere min mors kalden. Jeg stod oppe på hemsen og så ud gennem et af de lave, buede vinduer i stråtaget. Hun var et andet sted i huset, ude af syne, og hun kaldte på mig – men jeg var hér og flyttede mig ikke. Ingen skulle bestemme over mig. Jeg var barnedronningen af Ringsbjerg, og det kunne ingen voksne lave om på, ikke engang min mægtige mor, som regerede i de højere luftlag. Som et frø var jeg faldet ned i bunden af bøgeskoven ved siden af det store træ, og herfra begyndte jeg bare at gro og indtage underskoven, uden at skovens store træer ændrede sig eller skiftede retning. De var bare store træer, og det blev de ved med at være.
Når jeg som voksen lader tankerne vandre tilbage til den tidlige barndoms labyrintiske tåge af erindringer og sanseindtryk, er kong Frederik 9.’s død den første begivenhed, jeg kan huske
Min mor var meget væk på grund af sit arbejde, og min søster og jeg tilbragte en masse tid alene, med vores barnepiger eller med børnene fra landsbyen. Min søster og jeg levede i hver vores verden og stødte kun sporadisk ind i hinanden, altid lidt overraskede over, at vi var i familie. Mads var ikke noget kønt barn, syntes jeg selv. Jeg havde strittende fortænder og fregner drysset over næsen. Min søster var smuk: brun og gylden med tykt, blond hår.
‘Kom Mette, lad os køre kattene ned til branddammen og lege, at de er vores børn,’ foreslog jeg. ‘Så må du gerne være moren.’ ‘Jeg må ikke gå ned til branddammen for min mor,’ svaredeMette. ‘Skide være med det,’ sagde jeg. ‘Nu pakker vi dem ned i trækvognen, og så sagde vi, at du var moren, der kørte på arbejde, og så var jeg pædagogen, der tog dem med på tur.’
Mette begyndte at sætte killingerne over i trækvognen, lokket af den lovede hovedrolle.
‘Og så sagde vi, at du kom og reddede dem fra at drukne i branddammen.’
Efter at Mette havde undsat killingerne, lænede jeg mig langt ud over vandet for at fange nogle haletudser i et syltetøjsglas, og så traskede vi hjem, våde og snavsede. Killingernes mor, den store grå hunkat, fulgte med hele vejen. På vejen hjem slog vi ind over en mark, hvor kornet stod højt. På alle fire kravlede vi langt ind i kornet og efterlod trækvognen i vejkanten. Med hænder og fødder trampede vi et område fladt, hvor vi lagde os ned og så op på skyerne, der drev forbi.
‘Kan du spille på græs?’ spurgte jeg. ‘Man tager det mellem hænderne, sådan her,’ forklarede jeg, mens jeg viste Mette, hvordan man lagde et bredt græsstrå mellem det nederste af tommelfingrene, ‘og så puster man det hårdt i røven.’
‘Jeg tror ikke, min far vil have, at vi er ude i kornet,’ sagde Mette, men hun gik ingen vegne. Vores hoveder rørte ved hinanden, og Mettes mørke hår flød sammen med mine hvide, filtrede lokker.
Om aftenen kom min mor hjem fra København. ‘Hvad har I lavet i dag, piger?’
‘Ingenting,’ svarede vi i kor, og så sagde Mette ‘tak for vos’ og trippede hjem til sig selv i sine røde træsko.
Når jeg spiste aftensmad, hang mit hoved over tallerkenen, og mit lange, lyse hår faldt ned i sovsen. Resolut tog jeg hårtotten ind i munden og suttede sovsen af. Efterhånden hang alt mit hår i stive spidser som fedtede stilke omkring hovedet. Jeg nægtede at gå i bad eller vaske og rede mit hår, så min mor tog mig med til den lokale damefrisør, som klippede mig helt korthåret. ‘Sikke en sød lille dreng, De har,’ sagde en venlig dame til min mor på gaden, mens hun nikkede hen mod mig. Jeg skummede af raseri over denne ydmygelse, for selvom jeg hed Mads, var jeg en pige. Det var dog med den frisure, det endelig lykkedes mig at lande de brede pilotvinger, som stewardesserne delte ud til drengebørn på flyet mellem København og Aalborg, hvor min søster og jeg besøgte vores far og hans nye familie.
‘Din far skiftede mindst lige så mange bleer på din søster, som jeg gjorde,’ fortalte min mor om dengang, min storesøster var lille, og det var måske det pæneste, hun nogensinde sagde om ham. ‘Han var en meget sød far for hende,’ forklarede hun. Denne far kendte jeg kun fra historierne, for jeg var ikke for alvor klar over, at jeg overhovedet havde en far, men min mor sagde, at manden med det rødlige skæg, som min søster og jeg besøgte en gang om måneden, var min far, og så var det nok sådan, det var.
Jeg vidste ikke, at min familie var anderledes end andre familier, eller at det var normalt at bo sammen med en far og en mor på én gang. Kernefamilier mødte jeg mest hos min mors familie i Sønderjylland, men da de var både jyder og bønder, sagde det ingenting om, hvad der var normalt for os to piger i Ringsbjerg
Jeg forstod hurtigt, at min far havde forladt min mor og sine to døtre, lige efter at jeg blev født. Kort efter blev han gift igen. Min mor havde taget begge børn under armen og var flyttet fra Aalborg til Albertslund, hvor hun mødte Tom, som var journalist på Information. De giftede sig lynhurtigt og købte senere huset i Ringsbjerg sammen. Tom havde en datter med fra sit forrige ægteskab. Jeg kan dårligt huske ham, men bagefter fremstod han alligevel altid i et varmt lys. Den fortælling om ham, som jeg arvede fra min mor, var, at han var et sødt og uhyre begavet menneske, som desværre blandede sine nervepiller med elefantøl. Med denne cocktail i blodet viste han utilregnelige sider, som betød, at vi måtte forlade huset midt om natten, fordi han jagtede os under sine anfald.
Når jeg som voksen lader tankerne vandre tilbage til den tidlige barndoms labyrintiske tåge af erindringer og sanseindtryk, er kong Frederik 9.’s død den første begivenhed, jeg kan huske. Min mor fortalte mig det på en af vores mange køreture til og fra København. Jeg sad på hug på bagsædet af 2CV’en og så ud over det grå menneskehav, bylter af mørke vinterfrakker, hatte og strikhuer, der var stimlet sammen foran Christiansborg Slotskirke. ‘Kongen er død,’ forklarede min mor. Den næste erindring, der dukker op, er flugten fra Tom.
Jeg sad sammenkrøbet og gemte mig bag en bil. Det var midt om natten, og der var grus under mine fødder. Min mor var der, og jeg gætter på, at både min storesøster og Toms datter også var der, men det kan jeg ikke huske med sikkerhed. Jeg vidste bare, at jeg skulle være stille. Månen lyste ned på os, mens vi krabbede os langs bilen for at gemme os for Tom, som jeg kunne ane omridset af på den anden side af bilen over mig i mørket. Han ledte efter os, men vi ønskede ikke at blive fundet. Det kan jeg mærke i hele kroppen selv mange år efter.
Samme aften, tror jeg, sad vi i en bil, der stod stille. Det var nat, og lyset var slukket i kabinen. Bag mig kunne jeg se en anden bil tæt på. Den kørte lige op i os og ramte os hårdt, så bilen hoppede. Så bakkede den og kørte ind i os igen. Der var nogen, som skreg. Så husker jeg ikke mere.
‘Tom var SÅ glad for dig,’ sagde min mor senere. ‘Han mente, du skulle lede revolutionens fortrop, når du blev voksen,’ og så grinede hun. ‘Når han bad dig komme hen til sig, fordi han ville skifte din ble, råbte du ad ham: ‘Tom, Tom, tomme her!’ Min mor knyttede næverne og efterlignede et lille barn. ‘Du ville sgu ikke flytte dig for nogen.’
‘Det er MIN krop, og jeg flytter den ikke!’ skreg jeg trodsigt, da jeg blev lidt ældre. Mine første ord var ‘dumme unger’, som jeg råbte efter de store børn, når de stjal min gynge. Min mor og Tom var socialister og syntes, det var alletiders, at jeg var så oprørsk.
I det lange løb var vi ikke sure på Tom, som i min mors optik ikke kunne gøre for, at han var skør, og efter kort tid blev han og min mor skilt. Tom tog sin egen datter under armen, slæbte hende på kryds og tværs igennem Danmark og satte hende i skole mange forskellige steder på ét og samme skoleår. Min mor tiggede og bad ham om at lade hende blive hos os, men det kunne der ikke blive tale om.
Efter at min mor blev skilt fra Tom, fik hun en ny kæreste, Helge hed han, og lige pludselig var han flyttet ind med sit habengut. ‘Jeg har aldrig mødt en mand, der ikke har lyst til at rykke sit skab ind, fem sekunder efter at jeg har mødt ham,’ sagde min mor mange år senere, efter i årevis at have holdt et hav af friere fra at overskride sin dørtærskel, hvor de altså havde stået i kø med deres skabe og flyttekasser.
Helge var et ordentligt brød med sort hår og fuldskæg og murerkasket på hovedet. ‘Der kommer Helge med rugbrød under armene,’ råbte jeg ad ham. Han var så muskuløs, at han ikke kunne få armene ind til siden af kroppen, og inde i mit hoved gik han rundt med bagværk gemt i hver armhule. ‘Onde Helge’ kaldte min mors lillesøster, Susanne, ham drillende efter undervisningsministeren Helge Larsen, som alle de voksne syntes var en idiot.
En nat blev jeg vækket af råb og buldren inde i spisestuen. Søvndrukken tumlede jeg ned ad gangen, åbnede døren ind til stuen. Jeg kunne øjeblikkeligt mærke, at der foregik noget, som det ikke var meningen, at jeg skulle se. Min storesøster var der også, hun stod i sin natkjole og så på de voksne, der var oppe at slås
‘Avanti popolo,’ skrålede vi alle sammen, når vi kørte på landevejene i den lille 2CV. ‘Revolutionen den skal sejren ha’. Revolutionen den skal sejren ha’. REVOLUTIONEN DEN SKAL SEJREN HA’. Og leve socialismen og det røde flag!’ Det var min yndlingssang, og da jeg var tre-fire år gammel, havde de voksne lært mig alle de mest populære socialistiske slagsange udenad. 1. maj var jeg med til demonstration i Køge, hvor vi sang ‘Rejs jeeeer, fordømte her på Joooorden, rejs jeeer,
I sultens slavehær’ sammen med en masse andre mennesker i praktisk tøj. Jeg sad på skuldrene af Helge, som var en rigtig arbejder og talte, som de gjorde i Olsen-banden.
En nat blev jeg vækket af råb og buldren inde i spisestuen. Søvndrukken tumlede jeg ned ad gangen, åbnede døren ind til stuen. Jeg kunne øjeblikkeligt mærke, at der foregik noget, som det ikke var meningen, at jeg skulle se. Min storesøster var der også, hun stod i sin natkjole og så på de voksne, der var oppe at slås. Min søsters ansigt var rødt og fortrukket, hun havde bare tæer og råbte til de voksne, at de skulle holde op. Det var larmen fra slåskampen, der havde vækket mig. Med den ene muskuløse arm holdt Helge min mor presset op mod væggen. Den anden arm var hævet truende over hende med en knyttet næve parat til at slå hende i fjæset. ‘Skal du have nogen på kassen, hva? HVA?!’ brølede han.
En enlig pære lyste fra en lampe i det lavloftede rum, og jeg løb over til min søster, som stod i lyskredsens periferi. Når jeg tænker på det i dag, ligner optrinet Francisco de Goyas maleri af nedskydningen af oprørerne i Madrid i 1808, hvor en Jesuslignende skikkelse i hvid skjorte strækker armene i vejret i nyttesløs protest foran henrettelsespelotonen, mens alle andre holder sig for øjnene og afventer døden, men det vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Der er kun lys på manden i den hvide skjorte.
På samme måde var de voksnes boksekamp oplyst af den gyngende loftslampe. En scene med lyset rettet mod min mor, som afventede Helges næve, mens hun så spottende på ham. Han råbte højt af raseri og hamrede til sidst knytnæven ind i væggen få millimeter fra hendes ansigt, og min søster og jeg skreg højt ovre i mørket. Jeg græd og klynkede, men så var det åbenbart overstået.
‘Ssh,’ tyssede min søster, pludselig irriteret. ‘Kom så!’ sagde hun og gennede mig ind i seng igen.
Men til hverdag herskede lyset og friheden, som ikke engang Helge og hans og min mors voldsomme forhold kunne ødelægge. Det sluttede også efter få år, så var han videreekspederet.
Hver aften stod min mor og sang i køkkenet, mens hun kogte tunge eller stegte pandekager, og jeg hjalp med at hakke persille eller rørte æggesnaps sammen med min søster. Min mor tog dansetrin på køkkengulvet til musik fra radioen, og jeg fik lov at stå på hendes fødder, mens hun med vuggende skridt dansede rundt i køkkenet med mig og sang:
Du skal ikke gi’ mig roser til at pynte på mit bord Du skal bare gi’ mig kys og søde ord.
Jeg slog armene om hendes sønderjyske håndboldben og lænede mig ind mod den store, varme krop, der sang og udstrålede liv og kraft. Min mor var stærk som en arbejdshest, og jeg var hendes lykkelige undersåt; så længe hun var glad, var jeg det også, og så var det ligegyldigt, hvem hun var kæreste med, og hvad de sagde eller gjorde, når jeg var lagt i seng. De voksnes liv tilhørte dem, og børnene var ikke inviteret til at have en mening om det.
‘Jen kan da nok bliw skilt igen, it?’ fortalte min mor mig, at hun havde spurgt sin far på vej til kirken, da hun skulle giftes med min far. Og jo, det kunne man, men dengang i 1960’erne var det stadig ikke velset. De blev gift og flyttede sammen på Egmontkollegiet i København, hvor min mor læste jura og min far musik og tysk. Mens de boede på kollegiet, fik de min søster, og senere flyttede de til Aalborg og købte hus og fik arbejde, men inden da havde min mor nået at få en ansigtslammelse og et mindre sammenbrud, formentlig på grund af stress. ‘Der er ikke meget godt at sige om den tid. Men de andre på kollegiegangen var søde og hjalp meget med din søster,’ forklarede min mor mig, da jeg blev lidt ældre og tilskrev ansigtslammelsen deres voldsomme parforhold.
Som voksen nåede jeg frem til, at min far havde foretaget sit livs klogeste træk ved at skifte min mor ud med en sød og helt normal kvinde, hvorimod min mor igen forelskede sig i en, der var lidt gakgak
Så nu boede vi altså i Ringsbjerg, og jeg var glad og først og fremmest fri. Den mand, der var min rigtige far, havde jeg lært at kende, da han begyndte at besøge min søster og mig et stykke tid efter skilsmissen, før vi var gamle nok til at rejse den anden vej og besøge ham i Aalborg. Da jeg blev lidt større, mistænkte jeg ham for, at han mest var kommet for at besøge min storesøster, for mig kendte han jo slet ikke, og han kaldte mig i hvert fald ikke Mads. Vi har været helt fremmede for hinanden, som et barn, min far havde trukket i en automat, eller som et tilfældigt barn, han havde taget med hjem fra børnehaven.
Jeg vidste ikke, at min familie var anderledes end andre familier, eller at det var normalt at bo sammen med en far og en mor på én gang. Kernefamilier mødte jeg mest hos min mors familie i Sønderjylland, men da de var både jyder og bønder, sagde det ingenting om, hvad der var normalt for os to piger i Ringsbjerg. Det kunne lige så godt være de andre, der var unormale. Hjemme hos Mette Mus stod der for eksempel antikke rustninger i alle hjørner af stuen i parcelhuset.
Det virkede overhovedet ikke særligt normalt, syntes jeg. Mettes mor gik hjemme, og hendes far handlede med antikviteter. De boede i et moderne hus og havde fornemme møbler, gamle malerier på væggen og skuffer fulde af sølvtøj. Om aftenen, når Mette skulle i seng, blev hun vasket med vaskeklud og fik en fin natkjole på med lyserøde flæser, og hendes mor nussede om hende med diamantbesatte hænder. Den store grå hunkat foretrak Mettes hjem frem for den gamle smedje, hvor blæsten peb ind ad vinduerne, og der altid var fodkoldt, og forlod storsnudet vores hjem og sine killinger og flyttede ind hos Mette Mus, hvor den sov middagslur rullet sammen i en frugtskål fra Bing & Grøndahl. Jeg var fascineret af deres sælsomme orden og regelmæssighed og de mange fine ting; selv middelalderrustningerne blev jeg efterhånden venner med.
Alligevel var vi mest hjemme hos mig, for hjemme hos mig var man fri. Fri til at rydde hele køkkenskabet og finde på egne bageopskrifter, fri til at svine med mel på gulvet, fri til at hoppe ud helt oppe fra garagens tag, fri til at gå rundt hele dagen i klæd-ud-tøj med lange slør slæbende efter sig og fri til at grave lange, hemmelige gange i det umodne korn, så ingen nogensinde kunne finde os igen.
Efter at Tom var flyttet med sin datter, kom hun indimellem på weekendbesøg. Hun sad forknyt ved bordet og nægtede at spise. Hendes hår var uglet, den tørre hud skallede om mundvigen, og hun havde eksem op over ørerne og i hele hovedbunden. Jeg stirrede på hende i undren over, at hun hverken ville spise tomat eller ost eller stort set noget andet, selvom min mor tryglede. Pigens kræsenhed var forsvundet, fortalte min mor senere, mens hun og Tom boede sammen, men var blusset op igen, efter at de blev skilt, og pigen som niårig flakkede rundt med sin far. Min mor vaskede forsigtigt hendes hår med en tjærelignende shampoo, og barnet peb og veg tilbage, når det bagefter skulle redes ud.
Min far tog ikke billeder af mig, da jeg var lille, sikkert fordi vi næsten aldrig var sammen. Han lavede hverken små fotobøger, som han havde gjort med min storesøster, eller skiftede mine bleer og tog mig til ørelægen, fordi jeg nægtede at høre efter.
Hvis ikke Tom havde taget billeder af mig, ville der nok aldrig være blevet taget billeder af mig som lille overhovedet. Som voksen fandt jeg nogle store gulnede ark i min mors bunker med billeder af et lille barn. Det er mig, cirka to år gammel med lyst pagehår og strittende, hvide mælketænder. Jeg har en norsk uldtrøje på og smiler til fotografen. Tom tog billederne, når han hentede mig i vuggestue. På vejen hjem til vores rækkehus i Albertslund planlagde vi, hvordan vi skulle gennemføre verdensrevolutionen.
Blækket var nærmest ikke tørt på skilsmissepapirerne, før både min mor og far var gift igen. For min mors vedkommende var det nok mest i trods, fordi min far allerede havde giftet sig med en af hendes kollegaer fra Amtsgården i Aalborg. Straks efter ventede min far og hans nye kone barn. Min mor, min søster og jeg fik Toms efternavn, så vi aldrig åbenlyst skulle forbindes med min far mere.
Som voksen nåede jeg frem til, at min far havde foretaget sit livs klogeste træk ved at skifte min mor ud med en sød og helt normal kvinde, hvorimod min mor igen forelskede sig i en, der var lidt gakgak.
‘Du var næsten større end jordemoderen,’ spøgte min mor senere, ‘59 centimeter lang og ti pund!’
Skilsmissen var ikke kommet som et lyn fra en klar himmel. ‘Din far og jeg var egentligt gået fra hinanden,’ fortalte min mor. ‘Men så var vi sammen en enkelt gang, og det var din far, som skulle sørge for prævention, men det gjorde han ikke. Og så blev jeg gravid.’
Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle svare, når min mor fortalte den historie. ‘Men jeg blev glad, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid,’ skyndte hun sig at forsikre mig om.
Min mor var indlagt i store dele af sin graviditet på grund af truende svangerskabsforgiftning, og i maj måned 1969, i optimismens og månelandingens år, lå hun helt alene på Aalborg Sygehus og fødte mig, en lang melorm smurt ind i hvidt fosterfedt og helt farveløs, var det ikke for det blå net af tynde blodårer, som undersprang den tynde hud og gav mig et skummetmælksagtigt skær. ‘Du var næsten større end jordemoderen,’ spøgte min mor senere, ‘59 centimeter lang og ti pund!’
Da der var gået 11 dage, flyttede min far sine ting, og jeg begyndte min karriere som skilsmissebarn.
Fruen er Malene Lei Rabens debut som forfatter.
Foto: Gyldendals presseservice.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
