#RF19 // ANMELDELSE – Amerikanske Janelle Monáe vandrer hele tiden på kanten af det store gennembrud. I årevis har hun været udnævnt til at blive den næste helt store stjerner dog uden at kunne bryde igennem for alvor. Live på Orange Scene vendte hun dog alt til en sejr og stillede sig op som arvingen til poptronen, parat til at redefinere den amerikanske drøm.
Janelle Monáes koncert blev indledt med en optaget tale: “You told us we hold these truths to be self-evident: That all men and women are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable rights, among these: life, liberty, and the…” og så holder han et øjebliks pause inden han understreger: “and the pursuit of happiness!”
Herefter stod den på dur-akkorder og glædesudbrud de næste firs minutter, mens Monáe ledte sine freaks, queens og dirty computers på en ekstatisk jagt gennem musikhistorien efter næste dopamin-trigger. Det er trods alt vores måske vigtigste ret, det med glæden. Sådan lød det i hvert fald lørdag aften ved Orange Scene.
Vigtig opbygning
Der var ellers dårlige tegn ved koncertens start. Eller det vil sige: Koncerten startede ikke. Scenefolk rendte rundt og forsøgte at få sceneopbygningen på plads, mens der tydeligvis var et eller andet galt. Måske var det for ambitiøst at afvikle Bikstok Røgsystem kl. 17.00 og så Janelle Monáes show kl. 19.00.
For det var et ret overdådigt show, som nok burde tage lidt tid at gøre klar. Midt på scenen stablede hvide kasser sig op trin på trin til en art trone, hvorfra Monáe både kunne posere og synge. Bag ved, på en række af sorte kasser, stod musikerne – de fleste af dem også sorte kvinder. Dansere flankerede ofte op og ned af kasserne, alt imens det hele blev garneret med visuals og som nævnt før optagede elementer. Især i starten virkede de medvirkende en smule nervøse ved konstruktionen, og lydbilledet var også en smule smadret.
Monáe har mange former for juice, hun har talentet der løber som en råd tråd gennem den afrikansk-amerikanske musikhistorie.
Men det gik, for koncertens åbning bestod ikke af det mest sofistikerede af Monáes materiale. I stedet var det de ret didaktiske dansenumre fra Dirty Computer, der blev leveret, ‘Crazy Classic Life’, ‘Screwed’ og ‘Django Jane’, numre der hylder sex og dans som politisk praksis, og som alle tre har små rapstykker, hvor Monáe får lov til at udleve sin sloganistiske side. Ganske mange blandt publikum var iklædt t-shirts og trøjer med de her slogans, ‘Black Girl Magic’, ‘Let the vagina have a monologue’ etc. Det buldrede løs, mens danserne var iklædt baret og uniform, og en sort panter bredte sig på skærmen bagved.
Men efter vi havde fået pointerne banket på plads, lod Monáe andre kropsdele tale. Først hjertet, vi fik tre i streg fra The Electric Lady, der i mine ører fremstår som Monáes mest følsomme album. ‘Q.U.E.E.N.’, ‘Electric Lady’ og især ‘PrimeTime’ overbeviste. Herefter fik vi så de nye dansehits, ‘Pynk’, hvor Monáe iklædte sig det allerede nu nærmest ikoniske vagina-buksesæt, der muterede til outtroen fra ‘Purple Rain’, det store panseksuelle anthem ‘I Like That’, der desværre blev ramt af lydproblemer, og til sidst den ellers på plade lidt fade ‘I Got the Juice’, der til gengæld fik lov at folde sig ud.
Den udviklede sig til en større danseseance, hvor tre fra publikum blev hevet op for selv at bevise at de havde den der juice, og det må det siges, at de havde – især en herre, der nærmest alt for passende hed Prince, dansede med stor elegance. Derefter blev koncerten rundet af med to numre fra debuten The ArchAndroid, ‘Tightrope’ og ‘Come Alive’, hvor Monáe trak stikket hjem med en rigtig retrolyd, der fik hende til at lyde som arvtager til både James Brown og Michael Jackson. Hun har mange former for juice, hun har talentet, der løber som en råd tråd gennem den afrikansk-amerikanske musikhistorie.
Det modererende koncept
Monáe har altid været glad for at lade konceptuelle sammenhænge forme hendes projekter sammen til et større hele, lige siden en tidlig EP fik titlen Metropolis: Suite I. Fem suiter blev det til over de næste to albums, hvor Monáe udgav sig for at være androide-karakteren Cindy Mayweather i en art kompliceret afro-futuristisk plot. Som helt ærligt aldrig gav mening i mine ører. Sådan som jeg så det, så var det ret smart at dele hvert album op i to ‘suiter’, det gjorde det mere overskueligt, men eftersom albummerne også var opbygget som typiske pop-albums med hittene på pladens første halvdel, så betød det, at den ene halvdel af de her ‘suiter’ var rigtig mange gange bedre end den anden. Jeg har med andre ord aldrig rigtig synes, at hendes ‘Metropolis’-koncept fungerede.
Monáe forsøger ikke så meget at gøre oprør som hun forsøger at redefinere hvad den moderne Amerikanske drøm overhovedet går ud på. Den kan godt tåle at blive en del mere dirty.
Men hold kæft, hvor hendes koncert fungerede som et konceptværk. Der var ikke meget androide over det længere, men på sin vis er inspirationen fra Fritz Langs Metropolis stadigvæk tydelig. Den ret banale politiske pointe i den film lyder, at hjertet skal moderere mellem hjernen og hænderne (oversat at cheferne skal være mere medfølende overfor arbejderne), og den sammenhæng fungerede perfekt. Vi har hjernen, de didaktiske politiske paroler, vi har hænderne, de håndspillede indpiskende funk-grooves, og vi har hjertet til at sikre det ikke bliver for overfladisk eller overtænkt.
Monáe siger: “I ain’t the American Nightmare / I am the American Dream”, og hun insisterer på Dirty Computer på at være respektabel, pæn, poppet, optimistisk. Men samtidig er hun selvfølgelig som sort, som kvinde, som panseksuel, alt det USA har forsøgt at holde ude. Hun forsøger ikke så meget at gøre oprør, som hun forsøger at redefinere, hvad den moderne amerikanske drøm overhovedet går ud på. Den kan godt tåle at blive en del mere dirty.
Arvingen til musik-tronen
Og hun kan gøre dette, fordi hun samtidig har multitalentet, som al amerikansk pop er bygget op omkring. Hun synger, hun danser, hun spiller lidt guitar, hun rapper endda ganske fint. Hun er vitterlig James Browns aftager, så det fungerer, når hun iklæder sig samme kappe. Hun dyrker det regale, kapper, arven fra Prince og The King of Pop (de positive aspekter, ihf.), men nu er den ånd bare inkarneret i en lille kvinde med en stor stemme.
Vi fik desværre ikke seneste plades afslutningsnummer ‘Americans’, måske fordi Monáe ikke mener den vil gøre sig så godt uden for hendes fædreland. Men teksten havde ellers været smuk at slutte af med:
“Hold on, don’t fight your war alone / Hate all around you, don’t have to face it on your own / We will win this fight”.
De ord fik vi ikke, men vi fik idéen serveret. Et stort fællesskab, årtiers magiske energi blæst op i allerstørste skala.
Det lyder måske en smule naivt, men det er der så meget, der er. I år åbnede Orange Scene med fællessang, blandt andet ‘We Shall Overcome’. Det føltes som om den næsten lukkede med en moderne, kropslig version af samme idé. En panseksuel og intersektionel masselinje, moonwalkende til den ene side, og så twerkende til den anden. We will win this fight. Eller også vil vi ikke. Men det gjorde Pete Seeger heller ikke helt. Derfor er det stadig værd at kæmpe.
Foto: Fra Janelle Monáes koncert på Roskilde Festival i 2012, Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her