ANALYSE: Situationen er højspændt på den koreanske halvø lige nu. De fleste undrer sig nok over, at Kina ikke kan standse den optrappede og farlige konflikt, der kompliceres af, at de to egentlige hovedpersoner – Kim Jong Un, og den eneste, han egentlig ønsker at forhandle med, USA’s Donald Trump – begge er så uforudsigelige. Kina ville egentlig gerne stoppe udviklingen. Men det reelle svar er, at Kina ikke er i stand til det. Af flere årsager, som POV’s Jan Larsen forklarer i en gennemgang af Kinas rolle i konflikten og supermagtens specielle forhold til sin nordkoreanske nabo.
Donald Trump er nok politikeren med den mest enkle indgang til Nordkorea. Hans udgangspunkt var og er, at løsningen på problemet Nordkorea hedder Kina. Fordi de to lande ideologisk er brødre og fordi Kina er landet, som holder hånden under Nordkoreas økonomi. Og hvis Kina ikke selv får standset atomvåbenprogrammet i Nordkorea, vil USA blot presse Kina, indtil konflikten bliver løst.
Men så enkel er storpolitik bare ikke. Specielt ikke i en dybt betændt situation styret af to helt uforudsigelige personer, Donald Trump i Washington og Kim Jong Un i Pyongyang.
Og den tredje store spiller, Kina, har fastholdt en kurs, der går ud på at løse konflikten ved at forsøge at genoptage forhandlingerne mellem stormagterne og Nordkorea om fred på koreanske halvø – og kun i mindre grad deltage i de lidt skærpede sanktioner.
Derfor har konflikten nærmest udviklet sig til at være et bilateral spil mellem USA og Nordkorea.
Og her optrapper Kim Jong Uns styre pt. med kraftigere og mere stabilt isenkram, foreløbigt kulminerende med en mulig brintbombe i søndags.
Der er ikke noget, Beijing hellere ville end at give den obsternasige Kim Jong Un nogle rap over fingrene. Der er nemlig opsparet mange års opsparet vrede og frustration over styret i Nordkorea, der gang på gang har været totalt ligeglade med gode råd og vejledning fra den kinesiske storebror
Trump lagde fra starten ud med trusler om ”bål og brand”, men har holdt sig til krig på ord, vel vidende at den militære løsning har uoverskuelige konsekvenser. Samtidig står det klart, at selvom Kina synes at lurepasse, så har Trump heller ikke for alvor gjort noget for at presse kineserne; det er kun blevet til snak om en form for handelsboykot.
Men selvom der ikke foregår noget aktivt, er der ingen tvivl om, at lederne i det kinesiske udenrigsministerium på den 2. ringvej i Beijing, sidder og fnyser over nordkoreanerne lige nu. Der er ikke noget, de hellere ville end at give den obsternasige Kim Jong Un nogle rap over fingrene. Der er nemlig opsparet mange års opsparet vrede og frustration over styret i Nordkorea, der gang på gang har været totalt ligeglade med gode råd og vejledning fra den kinesiske storebror.
Vreden rettet mod Kina
Vreden er ikke blevet mindre efter nordkoreanerne, lidt overraskende, nu er begyndt at lægge pres på og udfordre Kina. Flere af de seneste missiltests har haft en klar adresse til Beijing. Tre af dem timet, så de har overskygget endog meget store politiske og økonomiske begivenheder i Kina.
Første gang var i september sidste år, da Kina var vært for G20 topmødet. Anden gang i maj, samtidig med at præsident Xi Jinping skulle fremlægge den økonomiske plan for det ambitiøse nye Silkevejsprojekt, One Belt One Road. Og så kom søndagens brintbombe, der helt overdøvede Xi Jinpings værtskab for BRICS landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika). Dog undtaget i kinesisk presse da præsident Xi Jinping valgte helt at undlade at kommentere sprængningen på topmødet.
Hvis disse direkte provokationer overfor Kina fortsætter, er der al mulig grund til at holde øje med 18. oktober. Den dag indledes den vigtigste politiske begivenhed nemlig i fem år i Kina: Kommunistpartiets 19. kongres, der bl.a. vil vise hvor meget styrket magt generalsekretær Xi Jinping vil få de næste fem år.
Hvordan er forholdet egentlig mellem Kina og Nordkorea ?
Og her kører logikken måske af sporet for mange. For hvorfor skulle Nordkorea true eller genere et Kina, som de både er ideologiske venner med – og som økonomisk holder styret i live?
Svaret er simpelthen, at Nordkorea i nyere tid aldrig har kunnet lide Kina – og siden Kim Jong Un i 2011 arvede posten som Øverste Leder af Nordkorea er mistroen til Kina bare vokset. Så meget at han har fjernet de personer i styret, der har haft de tætteste forbindelser til Beijing. Først og fremmest hans onkel Jang Song-thaek, der blev henrettet og hele diplomat-staben med familien Kims kontakt til Kina, der blev fjernet. Drabet på halvbroderen Kim Jong Nam, under mystiske omstændigheder i lufthavnen i Kuala Lumpur fjernede en anden nær kontakt til Kina.
Noget hjerteligt forhold har der imidlertid aldrig været tale om mellem de to lande
Det er også værd at bemærke, at Kim Jong Un aldrig har besøgt Kina, i modsætning til hans far og farfar, Kim Jong-Il og Kim Il Sung, der jævnligt var gæster i Beijing.
Noget hjerteligt forhold har der imidlertid aldrig været tale om. I Kim Jong-Il´s tid var denne ofte inviteret til Kina for at se på de økonomiske eksperimenter, Kina har stået for med markedsreformer i en socialistisk økonomi.
Kineserne var særlig opsatte på at sætte Nordkorea i gang med de økonomiske zoner, hvor firmaer fik attraktive løn- og skattevilkår mod at skabe arbejdspladser og giver indtjening i fremmed valuta. Men bortset fra det (midlertidigt lukkede) Kaesong industri-samarbejde med Sydkorea, er modellen aldrig rigtig blevet udviklet. Kinesernes ideer om tiltag for småbønder, der kunne sælge grøntsager på åbne markeder, er heller ikke blevet til noget – til trods for det kunne afhjælpe den jævnlige hungersnød i Nordkorea.
Endelig har forholdet mellem Kina og Nordkorea ikke udviklet sig særlig meget i årenes løb. Formelt set er det baseret på en gensidig og juridisk bindende hjælpe- og samarbejdsaftale fra 1961. Den eneste af slagsen Kina har med andre lande og som klart giver svar, hvis Nordkorea skulle blive angrebet:
“In the event of one of the contracting parties being subjected to the armed attack by any state or several states jointly and thus being involved in a state of war, the other contracting party shall immediately render military and other assistance by all means at its disposal.”
Magten og regimet i Nordkorea
Det turde være sikkerhed nok. Men nordkoreanerne har samtidig valgt en anden strategi, mest for at sikre styrets og Kim familiens magt. I snart 15 år har de arbejdet på at udvikle våben, der kan afskrække andre (læs: USA) fra at true styret.
I starten var det uden større succes. På korrespondentkontoret i Beijing blev nyhedsstrømmen i min tid jævnligt afbrudt af den kendte TV-vært, der meldte om nye missilaffyringer. Og så var der endnu flere ,der aldrig blev omtalt, fordi de eksploderede under affyring eller faldt ned i vandet efter få minutter.
Der er en vis magt-logik i Kim Jong Uns forsøg på at overleve: Han frygter et folkeligt oprør – derfor leder han verdens mest undertrykkende og overvågede styre. Han frygter for et militærkup – derfor bliver militære topledere jævnligt skiftet ud eller myrdet. Han frygter mest af alt USA – derfor har han arbejdet på at anskaffe atomvåben
De seneste år er teknologiudviklingen imidlertid gået stærkt og vi må formode at Nordkorea i dag er en atomvåbenmagt, og dermed har fået det middel der kan sikre styrets overlevelse. For det kan godt være Kim Jong Un er uforudsigelig, men der er alligevel en vis magt-logik i hans forsøg på at overleve:
– Han frygter et folkeligt oprør – derfor leder han verdens mest undertrykkende og overvågede styre.
– Han frygter for et militærkup – derfor bliver militære topledere jævnligt skiftet ud eller myrdet.
– Han frygter mest af alt USA – derfor har han arbejdet på at anskaffe atomvåben.
Ud fra filosofien, at ingen lande med atomvåben har angrebet andre lande med atomvåben – og de historiske eksempler med Libyen, Irak og Afghanistan, der opgav deres A-våben – mener han at have skaffet sig en form for sikkerhed.
Men hvad med Kina?
Kina har siden de gik ind i Koreakrigen på Nordkoreas side, støttet regimet i Pyongyang på alle mulige måder.
Forklaringen er den enkle, at Kina siden 1953, hvor Koreakrigen endte med delingen i Nord og Syd efter en stadig fungerende våbenstilstandstraktat, med Nordkorea har haft en slags bufferzone til Sydkorea og deres amerikanske allierede. Og den ønsker de at bevare af to primære årsager:
1) Hvis Nordkorea bryder sammen kan det medføre store flygtningestrømme, formentlig mange til Kina – og andre steder hvor de kan skabe pres og ustabilitet.
2) Hvis Nordkorea bryder sammen, vil det føre til et genforenet Korea, hvor grænsen til Kina sandsynligvis blive bemandet med sydkoreanske soldater og allierede tropper fra USA.
Det vil Kina ikke føle sig tryg ved. Eller rettere, det vil Kina aldrig tillade.
Handelsrelationerne
Derfor har Kina siden Sovjetunionens fald i 1991 været Nordkoreas eneste egentlige kontakt og handelspartner. Og på hovedområderne handel, bistand og energi er der nærmest tale om et kinesisk monopol.
Samlet kommer omkring 80 procent af Nordkoreas handel fra Kina inklusive de råvarer og fremmed valuta, som er uundværlig for, at styret kan overleve. Kineserne har nærmest monopol på transport med tog, lastvogne og fly mellem de to lande. Kinesiske banker på Macau har som de eneste direkte forbindelse til Nordkoreanske pengeinstitutter.
Størst betydning har den kinesiske olie, der flyder i en lind strøm ind i kasernestaten … Lukning af olieeksporten til Nordkorea vil have øjeblikkelig og dramatisk virkning. Samfundet vil simpelthen gå i stå.
Men størst betydning har den kinesiske olie, der flyder i en lind strøm ind i kasernestaten.
Også den mest omtalte, fordi alle ved – og erfaringerne fra nogle få dages stop forrige år beviser – at lukning af olieeksporten til Nordkorea vil have øjeblikkelig og dramatisk virkning. Samfundet vil simpelthen gå i stå.
Så det er absolut det sidste, kineserne vil gøre, ligesom de afviser at indføre sanktioner, der rammer fødevarehjælpen til Nordkorea. Her er det igen frygten for den ustabilitet og evt. oprør i befolkninger med efterfølgende kollaps af regimet, der spiller ind.
Den anden mulighed, der vedrører Nordkoreas indtægter ved eksport, har Kina delvis skruet ned for ved at lukke for købet af nordkoreansk kul. Her som på andre områder, f.eks. tekstilvarer, er der dog tvivl om, hvor effektiv de kinesiske sanktioner egentlig er. At bruge officielle statistikker giver næppe et dækkende billede af handelsforholdene mellem de to lande.
Og så er der stadig en betydelig illegal handel mellem de to lande, der på store strækninger har floden Yalu som grænsedragning. Den er flere steder ganske smal og kendt som et let sted at fragte varer ud og ind af Nordkorea fra.
Lukket i Beijing – men åbent på burgerbaren
Hvor står vi så nu?
Situationen på den koreanske halvø kan dårlig blive mere farlig. Fordi risikoen for at nogen gør noget, eller misforstår andet, kan sætte reaktioner i gang, der er helt overskuelige. Ikke mindst taget i betragtning at nogle af hovedpersonerne er mildest talt uforudsigelige.
I en særdeles højspændt situation. Situationen på den koreanske halvø kan dårlig blive mere farlig. Fordi risikoen for at nogen gør noget, eller misforstår andet, kan sætte reaktioner i gang, der er helt overskuelige. Ikke mindst taget i betragtning at nogle af hovedpersonerne er mildest talt uforudsigelige. Og alle spørger, hvad sker der nu – og hvad gør Kina?
Desværre tror jeg ikke, at der kommer noget større udspil fra Kina de næste par måneder. Som nævnt indleder Kommunistpartiet sin 19. kongres i midten af oktober. Og selvom der ikke er valg i klassisk forstand, er hele det politiske system – ikke kun i toppen, men ude i alle provinser – totalt lammet fra nu af og til kongressen er slut efter en god uges tid.
Det lyder måske mærkeligt, Xi Jinping er jo sikker på at forsætte de næste fem år, men det er en del af den politiske kultur i Kina, at alt bliver lukket ned bag lukkede døre op til den slags begivenheder.
Og derfor vil Kina ikke de kommende måneder være aktiv for, formentlig sammen med russerne, at få gang i noget, der ligner de seks parts forhandlinger der strandede i 2009 – eller i FN regi.
Desuden er det min erfaring efter årelange vurderinger af Nordkorea, at der kun er én part de vil tale med: Og det er USA. Når Kina bliver generet nu, er det kun med ønsket om, at Kina vil skubbe til USA for at komme i gang med forhandlinger.
Siden Nordkorea jævnligt begyndte at sende raketter op, har det hver gang været timet som et råb til USA om opmærksomhed. På samme måde som et træt, uvornt barn vil gøre. Intet i det mønster er sådan set ændret, kun teknologien forbedret. Og så er det måske lige før, vi er derhenne, hvor Trumps sidebemærkninger om at mødes med diktator Kim – måske over en burger på et konferencebord – kunne ende som den skinbarlige virkelighed.
Topfoto: Flickr – øvrige fotos: Jan Larsen
Hvis du vil læse flere af Jan Larsens analyser og reportager fra Kina, så klik her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her