
Runu Runia voksede op som forældreløs i et slumkvarter i Bangladesh. I dag lever hun et helt normalt middelklasseliv i hovedstaden Dhaka takket være blandt andet danske udviklingsprojekter. ”Hvis jeg ikke havde fået støtte, var jeg aldrig kommet væk fra slummen. Det gælder alle os, du mødte dengang”, siger hun.

Første gang, jeg mødte Runu, boede hun alene sammen med sine søskende i et af Bangladesh’ hovedstad, Dhakas, utallige slumkvarterer. Det var i foråret 2006, og Runu var 16 år. Støvet hvirvlede rundt efter en hel vinter uden regn, og der var omkring 33 grader. Børnenes lille rum var kvælende lummert til trods for en vifte i loftet.
10 år senere sidder Runu og jeg på en blæsende, dansk forårsdag og spiser min hjemmelavede ”rice and curry” i mit køkken i Vanløse. Den voksne Runu lever som de fleste middelklasse-unge i Danmarks byer i en helt almindelig lejlighed i Dhaka med mand og barn og og fugle i bur og glade familiefotos på Facebook. Runu og hendes mand arbejder på fuld tid, så skiftende familiemedlemmer er barnepassere i dagtimerne. Der er ingen tradition for vuggestuer og børnehaver i Bangladesh.
2006 var et af de mange år i nullerne, da jeg arbejdede på næsten fuld tid i Bangladesh for forskellige organisationer og medier. Runu var et af hundreder af børn, jeg lærte at kende undervejs. Det eneste, alle børnene havde til fælles, var dyb fattigdom og drømmen om et bedre liv.
Skepsis omkring udviklingsbistand
Verdens Bedste Nyheders Epinions-undersøgelse fra 2015 viser, at 44 procent af Danmarks befolkning er i tvivl om, hvorvidt dansk udviklingsbistand virker. Den samme skepsis møder jeg konstant i mit brede netværk og på sociale medier. Få danskere er klar over, at udviklingsbistanden tager udgangspunkt i et hav af evalueringer og krav om resultater. Endnu færre er klar over, at det ikke er internationale organisationer, der står bag al støtte til udsatte mennesker i lande som Bangladesh, men at lokale organisationer, firmaer og privatpersoner spiller en kæmpe rolle. Næsten ingen danskere har adgang til personligt at opleve, hvad der faktisk kommer ud af udviklingsprojekterne.
44 procent af Danmarks befolkning er i tvivl om, hvorvidt dansk udviklingsbistand virker.
De senere år er Runu og mange af de andre nu voksne børn fra mine år i Bangladesh dukket op på Facebook, og det har givet mig et unikt indblik i, hvad der sker i deres liv i dag. Flere af dem kommunikerer på det engelsk, de ikke kunne tale et ord af i barndommen, fordi de færreste af dem havde råd til at gå i skole. Så var der den dag i maj, da Runu pludselig dukkede op ”in real life” som ungdomsdelegat på Women Deliver-konferencen, der blev afholdt i København i maj 2016.
”Jeg vil møde dig”, skrev hun til mig ”bagom” på Facebook. Jeg hentede hende ved Bella Center sidst på eftermiddagen, og vi kørte hjem til mig. Hun ville gerne se, hvordan jeg boede.
Runu fortalte, at hun var blevet gift med en dejlig mand – helt efter eget valg. De har fået deres første barn i år, og Runu er i fuld gang med at undersøge mulighederne for mere uddannelse, selvom hun som 26-årig allerede har en bachelor i samfundsvidenskab. Den har hendes søster betalt for ved hjælp af sit arbejde på en tøjfabrik.
Runu selv arbejder som underviser på kurser i reproduktiv sundhed og rettigheder i den bangladeshiske organisation RHSTEP – Reproductive Health Service and Education Program. Jobbet indebærer blandt andet, at hun underviser udsatte unge i brugen af prævention og i, at forskellige mennesker kan have forskellige seksuelle preferencer, og at nogle er bøsser og lesbiske. Undervisningen handler også om, at kvinder har ret til at undgå vold og overgreb, og at alle har ret til at slippe for tvangsægteskaber. Runu havde selv søgt sit scholarship til Women Deliver og var den eneste repræsentant for sin organisation i København.
Leg og skole takket være lokale organisationer

Runus mor døde af kræft, da Runu var seks år. Tre år senere døde hendes far af et hjerteslag, og de fleste af familiens seks børn måtte droppe ud af skolen på grund af mangel på penge”, fortalte Runu mig dengang i 2006. Brødrene overtog og drev farens to, små mobile grøntbutikker videre, men de mistede hurtigt den ene butik, fordi de var alt for unge til at vide noget om forretningsdrift.
Som bare ni-årig blev Runu ansvarlig for familiens madlavning, og det kostede nogle vældige brandsår, men hun fandt også et holdepunkt i en lille lokal organisation, Khela Ghor, på dansk ”Legehuset,” hvor Runu kunne få lov at danse og synge og lege og tegne og bare være barn. Hun var så god til at synge, at en anden, større organisation, UCEP, inviterede hende til at optræde. Derefter blev Runu og hendes søster inviteret til at starte i UCEP’s skole, som blandt andet har fået støtte fra Danida og Red Barnet. ”Vi fik lov at gå gratis i skolen til og med 8. klasse. Jeg lærte også elektronik der, men jeg valgte at fortsætte i en anden delvist offentlig skole. Jeg tjener selv pengene til at betale for skolen,” fortalte Runu i 2006.
Dengang var hun blandt andet med til at producere et børnemagasin, som en bangladeshisk journalist fra en engelsksproget avis udgav for egne penge. På et tidspunkt søgte journalisten penge til magasinet hos den internationale organisation Plan, og det førte til stiftelsen et Youth Journalists’ Forum i Bangladesh. Runu fik omkring 200 kroner om måneden for at sidde med i en børnekomité, der styrede organisationen, og for at deltage i at producere blad og tv-udsendelser. Samtidig kom hun med i en ungdomsgruppe, som et privat medieselskab, AVCOM, startede for at støtte udsatte unge uden andre muligheder for at få en medieuddannelse. Det gav omkring 40 kroner om måneden. Runu fik også lidt diæter som medlem af en børnemediegruppe, Ichchey Media Group, som Red Barnet havde startet.

Ikke mange penge, men nok til at overleve og betale for sin egen uddannelse, når man er vant til at leve af næsten ingenting i Bangladesh.
Aldrig væk fra slummen uden støtte
I dag er Runu ikke i tvivl: ”Hvis jeg ikke havde fået støtte fra organisationer og privatpersoner, var jeg aldrig kommet væk fra slummen. Det gælder alle os, du mødte dengang”.
Alle de nu voksne børn, vi kan komme i tanker om, vi begge to kender, er rykket op i middelklassen. Flere er blevet gift med hinanden som voksne, og ingen er blevet udsat for arrangerede børneægteskaber, hvilket ellers er tilfældet for to ud af tre piger i Bangladesh. Flere arbejder professionelt med medier, for eksempel som kameramænd på nationalt tv. Andre har deres egne grafiske design-bureauer eller laver film. En har endda vundet priser.
Hvis jeg ikke havde fået støtte fra organisationer og privatpersoner, var jeg aldrig kommet væk fra slummen. Det gælder alle os, du mødte dengang.
Selv har jeg stadig billederne på nethinden af en dreng, jeg første gang mødte i et af de værste slumområder i Dhaka helt tilbage i 1997, hvor drengen var omkring syv år gammel og lavede teater i en lille lokal organisation, der fik støtte af Red Barnet. Knægten var med snot hængende ud af næsen og udspilet mave på grund af fejlernæring næsten en karrikatur af det klassiske børneulandsbillede. I dag laver han professionelt tv og er lidt buttet på grund af for megen god mad.
Livsfærdigheder er grundlaget for udvikling
”Det, der har betydet allermest for os, er, at vi har fået en masse livsfærdigheder, som man ikke lærer hverken i offentlige skoler eller i udsatte familier i Bangladesh. Det er sådan noget som gode kommunikationsevner, forståelsen af, at alle er lige meget værd, og at man kan løse problemer ved dialog. Via børnemediegruppen lærte vi at organisere os selv, og vi fandt ud af, at vi er stærkere sammen frem for alene. Vi lærte at vælge ledere via en demokratisk proces, og i dag er vi stadig hinandens netværk,” forklarer Runu.
Hvis alle børn deltog i børneklubber og andre typer projekter, hvor de lærer en demokratisk tilgang, ville det se meget anderledes ud i Bangladesh i dag.
”Jeg tror på, at især projekter med fokus på livsfærdigheder er med til at ændre fattige børns liv til noget bedre, fordi vi lærer at hjælpe hinanden”, sagde hun. Men projekterne er også med til at ændre Bangladesh grundlæggende. ”Hvis alle børn deltog i børneklubber og andre typer projekter, hvor de lærer en demokratisk tilgang, ville det se meget anderledes ud i Bangladesh i dag”, siger Runu med henvisning til de massive udfordringer, Bangladesh står overfor.

Landet, der har en overvejende moderat, muslimsk befolkning, oplever økonomisk vækst på over seks procent om året, og mere end 15 millioner bangladeshere er rykket ud af fattigdommen og op i middelklassen siden 1992. Men der er også stadig udbredt fattigdom, overbefolkning, klimaforandringer, dårlig regeringsførelse, korruption, politisk vold og voksende fundamentalisme.
I juli 2016 blev 22 mennesker slået ihjel ved et angreb på en populær cafe i diplomatkvarteret Gulshan i Dhaka. I løbet af de sidste par år er adskillige sekulære bloggere, udlændinge, hindupræster og en redaktør af landets første magasin for bøsser og lesbiske blevet slået ihjel på åben gade. To lokale islamiske, fundamentalistiske grupper, Jamaatul Mujahideen Bangladesh (JMB) and Ansarullah Bangla Team, står formentlig bag. Den første har angiveligt links til ISIS, den anden til al Qaeda.
Terroren risikerer at bremse udviklingen i landet, som er dybt afhængigt af, at tøjfirmaer fra hele verden vælger få produceret deres T-shirts, bukser og kjoler i lige præcis Bangladesh. I dag står tøjindustrien for 80 procent af Bangladeshs eksport-indtægter og 20 procent af bruttonationalproduktet. Hvis angsten for terror ender med at skræmme de internationale tøjproducenter væk, vil det ramme den positive økonomiske udvikling i Bangladesh hårdt.
Færre projekter for børn som Runu

Jeg spørger Runu, om hun tror, at projekter, som dem, hun selv har deltaget i, ville kunne ændre på, at nogle unge vælger at blive terrorister. ”Ja, hvis der var plads nok til alle Bangladeshs børn i projekterne, men det har der aldrig været”, svarer hun, mens hun kaster et insisterende og udfordrende blik på mig.
Det eneste, jeg kan svare, er, at det desværre er usandsynligt, at det nogensinde kommer til at ske. Tværtimod bliver der stadigt færre dansk-finansierede udviklingsprojekter.
I forbindelse med finansloven 2016 blev den samlede, danske udviklingsbistand skåret med 2,9 milliarder kroner, fra 17,7 milliarder i 2015 til 14,8 milliarder i 2016. 4,4 milliarder kroner af de penge går til flygtningemodtagelse i Danmark. Den voldsomt reducerede pulje betyder blandt andet, at støtten til Bangladesh er beskåret med 93 millioner kroner i 2016, og organisationer som for eksempel Red Barnet har været nødt til at skrue ned for aktiviteter af den type, som Runu har deltaget i som barn.
POV lønner ikke sine skribenter. Hvis du vil støtte mig som skribent, kan du kan donere via MobilePay: 2730 1789.
Alle fotos: Lotte Ladegaard
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.