WIMBLEDON // ESSAY – 25.000 scones, 140.000 portioner jordbær og 29.000 flasker champagne – samt 29,2 millioner tilskuere fordelt over hele verden. Også selv om der maksimalt kan være 15.000 mennesker live på Centre Court. Wimbledon er suveræn tennis og verdens største enkeltstående sports- og cateringbegivenhed, skriver Annegrethe Rasmussen, der har været til tennis i SW19 i over 20 år.
Wimbledon er så meget mere end tennis – eller bare underholdning. Både køn, klasse og kultur er i spil. Og for mit vedkommende også historien om min egen familie.
Især florerer der myter om hvid, engelsk overklasse.
Udover al champagnen og jordbærrene indtages der Pimm’s i lange baner – en særlig lettere alkoholisk lemonade med agurkestykker og jordbær, der drikkes i det sydlige England om sommeren og som er er obligatorisk under Wimbledon
Så før læseren kommer alt for godt i gang med at forestille sig hvidklædte tennisspillere og et publikum, der udelukkende bestående af mænd i jakkesæt og kvinder i småblomstrede sommerkjoler med diskrete hæle, så lad os bare slå fast, at flertallet af tilskuerne bærer T-shirts, stangkjoler fra Debenhams, cowboybukser eller shorts; og normalt er bevæbnede med paraplyer og regnfrakker (vejret i England i juli er lige så ustabilt, som vi kender det i Danmark, og det er kun banen på Centre Court, der kan rulle et tag ud, når regnen sætter ind).
Dertil kommer, at der udover al champagnen og jordbærrene mest indtages Pimm’s i lange baner – en særlig lettere alkoholisk lemonade med agurkestykker og jordbær, der drikkes i det sydlige England om sommeren og som er er obligatorisk under Wimbledon.
320.000 glas langes der over disken sammen med 110.000 pints fadøl og flaskeøl.
Og så spises der naturligvis fish and chips (16.000 portioner hen over de to uger turneringen varer) og faktisk også en hel del pizzaer og hotdogs.
Djokovic, Murray, Serena, Federer og alle de andre
Jeg har været til denne tennisturnering hvert år i nu over 20 år. Og i 2016 har jeg blandt andet sukket mig igennem en historisk kamp, hvor mændenes favorit Novak Djokovic tabte til amerikanske Sam Querrey.
Han måtte siden måtte give fortabt over for Milos Raonic, som fredag besejrede Roger Federer, alle Wimbledon-veteraners ukronede darling, ikke bare grundet schweizerens elegante stil, der er uden for konkurrence, også i år, men fordi Federer både på og uden for banen repræsenterer selve definitionen på en ægte gentleman.
I tennis er individuel psykologi og det udefinerbare momentum langt mere udtalt og synligt for den enkelte end det nogensinde kan være i en holdsport
Og er der noget, tennis er – ud over at være en underholdende og mental udholdenhedskamp mellem to mennesker (eller fire), hvor individuel psykologi og det udefinerbare momentum er langt mere udtalt og synligt for den enkelte end det nogensinde kan være i en holdsport – så er det også en sport for gentlemen.
Nå ja, og gentlewomen, et ord, der også findes på engelsk, men som ikke er kendt på dansk. Man undskylder, hvis man rammer hinandens kroppe for blot at nævne en flig af kodeks. Man nejer eller sænker hovedet i retning af the Royal Box, når man vinder finalen.
Men jeg er hverken sportsjournaliste eller tennisspiller.
Og om end to årtier som tilskuer til en god del Grand Slam-turneringer har gjort mig bekendt med alle denne sportsgrens faste analyser og vokabularier, og om end jeg i dag kan tale indforstået med om a good rally, a steady backhand, elegant vollies eller well placed dropshots, og såmænd også er god for lænestolsvurderinger af enhver art (briterne kalder menneskerne bag denne type aktivitet for armchair generals og sådanne typer kender jeg en del til i min egen omgangskreds, men mest når det gælder fodbold) så er det ikke derfor jeg skriver i dag.
Jeg trak ikke kønskortet (og så alligevel)
Jeg skriver dette essay som et kærlighedsbrev til den Wimbledon-turnering, som sluttede i denne weekend, fordi tennis har betydet langt mere i mit liv, end man lige skulle tro.
I mit offentlige liv som journalist, debattør og forfatter, har jeg kun få gange skrevet om tennis. Første gang i 1995 som en livsstilsfeature i Weekendavisen. Anden og tredje gang langt senere i Dagbladet Information.
På intet tidspunkt har de to aviser, som er de medier, jeg har arbejdet længst tid for, haft en sportsdækning, og på intet tidspunkt formåede jeg at få dem til at ønske sig en tennisdækning, om end jeg foreslog det til de daværende redaktører.
Uden at trække hverken offer- eller kønskortet, som ikke er et, jeg ynder at tage i brug – ikke fordi det aldrig er relevant, men fordi man kan være sikker på, at hvis man gør det, så taber man, både i anseelse, i mediebranchen og i debatterne – skal jeg her derfor artigt nøjes med tørt at konstatere, at der nogle år efter, at jeg havde forladt den lille avis i St. Kongensgade, første gang, ankom en ung mand med en lige så stor kærlighed til spillet som min.
Jeg tog imod afvisningen af at skrive om tennis, gled af, rettede ind og skrev om noget andet. At den slags med andre ord ikke handler om strukturer men om, at kvinder ikke bider sig fast og insisterer nok. Ja – så siger vi det
Han kørte den hjem med sportsartikler fra turneringen og skrev i øvrigt senere en glimrende og meget personlig tennisbog. Hvoraf man kunne drage den ikke atypiske konklusion, når det gælder køn og journalistik: at han simpelt hen pressede mere på og bed sig fast.
Mens jeg tog imod afvisningen, gled af, rettede ind og skrev om noget andet. At den slags med andre ord ikke handler om strukturer men om, at kvinder ikke bider sig fast og insisterer nok. Ja – så siger vi det.
Da jeg mødte kærligheden i Wimbledon
Men året 1995, da jeg altså skrev min første livsstilsfeature fra tennisland – det var i Weekendavisen – er imidlertid ikke et tilfældigt år. Tennis blev nemlig et omdrejningspunkt det år, fordi jeg her mødte mit livs kærlighed, som belejligt nok også er faderen til de fire børn, jeg senere fik.
Ham elsker jeg højt, men han er ikke meget for journalister, lad os blot slå fast, at jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen. Så selvom jeg har plaget om at kunne skrive om alle hans mange underholdende tennishistorier, så har han nedlagt veto.
Lad mig derfor indskrænke mig til at oplyse, at han er medlem af AELTC (All England Lawn Tennis & Croquet Club) – klubben der afholder Wimbledon – og han har i årtier været aktiv som både tennisspiller og i de senere år mere og mere i administrationen og ledelsen af verdens internationale tennisklubber – for de findes også, og den danske IC, er en fin en af slagsen.
Så det er grundet ham, at jeg har set så megen ypperlig tennis over hele verden i de sidste tre årtier. Og da han i sin tid som britisk diplomat på orlov ankom til Danmark uden at kende en eneste dansker, ud over mig, var det også den danske tennisverden, der samlede ham op og sørgede for, at han i de seks år vi boede i København, kunne spille tennis i HIK med nogle af de bedste (gamle) danske udøvere af sporten, Jørgen Ulrich, Kurt Nielsen og Søren Højberg.
Også i dag er den danske IC’s medlemmer en del af vores danske vennekreds, og noget af det, der binder min ellers internationale familie til Danmark.
Og uanset hvor i verden jeg og min familie, der i dag tæller børn i alderen 10-19 har boet og rejst, så står den internationale tennisverden klar med hjælp. Down Under i Australien og New Zealand har vi lånt huse via venner i de to landes internationale tennisklubber. Vi har med jævne mellemrum besøgt en af verdens smukkest beliggende tennisklubber i Monte Carlo til den årligt tilbagevendende ATP-turnering der. Vi har hjemsøgt vinkældre, slotte og de fineste gamle tennisklubber fra Sydfrankrig til Vietnam.
For mig – som politisk journalist og samfundsinteressereret dansker – har mine to årtiers rejse ind i tennisverdenen været lidt af et antropologisk feltstudie
I dag kender jeg tennisspillere over hele USA og i næsten 40 lande. Jeg har talt med flere Wimbledon-spillere end jeg vil kede læserne med, og jeg stod for nogle år tilbage ved siden af Venus og Serena Williams til det traditionelle players’ ball i det centrale London. De er nogle imponerende kvinder, som man føler sig meget lille ved siden af.
Tennis som integrationsmekanisme
Men det betyder ikke, at tennisverdenen er kedelig. Langt fra. Til tider kan den – især på internationalt plan – nærme sig det glamourøse. Mere om det senere, men lad mig tilføje, at funktionen med tennis som kulturintegrator går begge veje. Som sagt blev mit interkulturelle ægteskab kickstartet i det danske med min bedre halvdels introduktion til Danmark via tennis.
Det var de danske tennisvenner, der gav ham indblik i alle mulige – for en udlænding mere eller mindre besynderlige traditioner fra danske julefrokoster til betydningen af en bajer nede på Havnen eller i klubhuset, samtidig med at vi fik os en vennekreds, der nok var noget ældre end overtegnede, men som til gengæld ikke længere bestod eksklusivt af mediefolk og gamle statskundskabsstuderende. For sådan var det for mig dengang – det var de eneste mennesker, jeg så, da jeg var i slutningen af 20’erne.
Talrige gange har min mands tennisvenner fungeret som kulturelle tolke, når han har undret sig over danske skikke – fra de små om, hvorfor vi holder fødselsdage så ofte – i Storbritannien fejrer man kun 21, 40 og muligvis de runde herefter, hvorimod boller med pålægschokolade og levende lys samt flag og sange ved morgenmaden år efter år, fylder de fleste udlændinge med dyb undren – til de mere grundlæggende om, hvorfor 98 procent af alle danskere inderst inde er socialdemokrater, men alligevel ikke introducerer sig selv til udlændinge og helst vil tale med hinanden frem for gæster, der ikke taler dansk.
Ingen tvivl om, at Wimbledon er et univers for sig selv
Nå ja, og så er der alt det med Janteloven, den er også svær at oversætte. Så er det næsten nemmere med vikinger og Dansk Folkeparti. Især er det sidste fænomen med årene blevet nemmere og nemmere at forstå. Mine tennisvenner har fået deres egne varianter i deres egne lande at bakse med.
Et stille univers
Men også for mig – som politisk journalist og samfundsinteressereret dansker – har mine to årtiers rejse ind i tennisverdenen været lidt af et antropologisk feltstudie.
For ingen tvivl om, at Wimbledon også er et univers for sig selv. Det er ikke tilfældigt, at formanden for the All England Lawn Tennis and Croquet Club (AELTC) er Prince Edward, the Duke of Kent, at spillerne skal være iklædt ”alt overvejende hvidt med ingen større områder af tøjet i mørke farver”, som der står i reglerne.
Dels fordi det er den ældste turnering og den eneste, der spilles på græs, dels fordi stemningen er helt speciel, nærmest andægtig.
Klicheen om at man kan høre en knappenål falde til jorden (eller i hvert fald en dues flaksen, hvilket er noget mere sandsynligt, samt den uundgåelige ene synder blandt publikum, der under hver kamp har glemt at slukke for sin mobiltelefon eller sætte den på lydløs) er i overensstemmelse med virkeligheden.
I the Members’ Enclosure er der forbud mod jeans, sneakers, shorts og lårkorte kjoler. Det siger også sig selv, at rygning ikke er tilladt, og at det er strengt forbudt for mandlige publikummer at smide skjorten ”på ethvert tidspunkt”
Der ér vitterlig tyst – og en respekt for spillerne og disses behov for at koncentrere sig, der ikke matches af f.eks. Australian Open og US Open, der begge er fantastiske turneringer, men langt mere farverige, livlige og med tilråb fra publikum, som også bevæger sig under spillet – noget der er strengt forbudt under Wimbledon, hvor det faste korps af frivillige vagter fra dele af det britiske politi, hæren og marinen sørger for, at ingen tilskuer rejser sig, før spillerne skifter side.
Der er heller ingen adgang til the Show Courts for spædbørn eller, som det hedder babes in arms, altså småbørn, der skal sidde på skødet.
Til Wimbledon i kjole og jakkesæt
Og i det elegante område, der er forbeholdt klubbens medlemmer samt disses inviterede gæster er der også regler for påklædning, der år efter år giver overtegnede mulighed for dels at lufte mine smukkeste kjoler, dels at blive mindet om den årlige slankekur, der i nu 10 år har gjort, at jeg er en str. 40/42 om vinteren og en neurotisk str. 38 om sommeren.
Nuvel – i the Members’ Enclosure er der altså forbud mod jeans, sneakers, shorts og lårkorte kjoler. Det siger også sig selv, at rygning ikke er tilladt, og at det er strengt forbudt for mandlige publikummer at smide skjorten ”på ethvert tidspunkt”.
Der er til gengæld påbud om jakke og slips. Også for små drenge over 11 år. De små drenge kan slippe, men de skal fortsat bære jakke og ”smart attire”.
Det kan man le ad, men mine tre drenge synes, det er en fest at bære jakke og slips den ene gang om året. Derudover er det også bemærkelsesværdigt – i hvert fald i en dansk kontekst, hvor vi aldrig kan blive uformelle nok, og hvor mange har langt mere til overs for mennesker, der går rundt i sommerhuset og hygger sig med ølmaver, tatoveringer og morgenhår – så befordrer netop overfladen respekten for stedet.
Der er en tryghed ved regler og systemer, der gør, at man føler sig ikke bare lidt mere sikker, men også kan slappe af i forvisning om, at der findes en orden
Og selv om mange ikke vil indrømme det, så er det jo også derfor selv vi danskere gerne – inderst inde – vil have at både postbuddet, lægen og konduktøren er i uniformer.
Der er en tryghed ved regler og systemer, der gør, at man føler sig ikke bare lidt mere sikker, men også kan slappe af i forvisning om, at der findes en orden; der er regler og man kan faktisk nyde sin Pimm’s, sin Cream Tea (scones med clotted cream & jam) eller sin Bath Bun (alle tre Wimbledon regulars) i et blødt ocean af britisk klassebetinget elegance og smukke blomster i klubbens farver – lilla og grøn.
I år tilbød restauranten sågar en lille fransk macaron i klubfarverne, som man kan se ovenfor.
Rejsen fra ryatæpper og brune fløjlsbukser til SW19
Tilbage til 1995. Der altså var året, da jeg var til Wimbledon live for første gang. Det var magisk, og jeg var solgt. Det spillede naturligvis ind, at jeg var nyforelsket, og er det ikke sådan for alle nyslåede par over hele verden, at man gør sit allerbedste for at forstå – og helst blive en del af – den andens univers? The chosen one skinner i et særligt lys, og alt hvad han eller hun holder mest af, vil man også selv gerne forstå til bunds.
Mange parforhold ville i øvrigt – men det er en anden historie – overleve længere og forblive mere muntre, hvis denne respekt og levende interesse for den anden og ikke mindst ”den andens” blev vedligeholdt.
I hele min barndom havde jeg ligget foran tv’et på madrasserne i vores parcelhus i det sønderjyske og set tennis sammen med min far. Der var dengang i 1970’erne og 80’erne, hvor alle parcelhuse med respekt for sig selv i det jyske havde tilbyggede alrum og hjemmebar; alting var lysebrunt eller lilla, der var noget med fløjlsbukser og ryatæpper og jagttasker.
I Danmark ses tennis som en overklassesport. I Frankrig, hvor jeg boede fra 2004-08 er det helt anderledes. Der er offentlige tennisbaner over alt, og mange små børn spiller med en åbenlys naturlighed og en glæde ved tennis – også på landet og i fattige områder
Og mine forældres stilling i den solide middelklasse betød, at vi også havde adgang til et billardbord og bordtennis i kælderen. Jeg spillede naturligvis håndbold, som alle ordentlige sønderjyske piger gjorde, for håndbold er både en kultur- og en klassemarkør, som jeg i øvrigt en gang har skrevet en ret så fremragende klumme om i min gamle avis, som man kan læse her.
Tennis var derimod noget kun min far spillede i den nærmeste by, Aabenraa. Jeg var boldpige og tjente penge til en Cornetto med chokolade. Efter jeg var flyttet hjemmefra, gik landsbyens 2000 indbyggere i øvrigt sammen om at samle ind til en lokal tennisbane, hvor min far blev den første formand, og som beboerne selv byggede med det obligatoriske tilskud fra kommunen, efter de selv havde rejst halvdelen af beløbet.
Det var et fint projekt, men ikke særlig dansk. For i Danmark ses tennis som en overklassesport. I Frankrig, hvor jeg boede fra 2004-08 er det helt anderledes. Der er offentlige tennisbaner over alt, og mange små børn spiller med en åbenlys naturlighed og en glæde ved tennis – også på landet og i fattige områder – som nok er en del af forklaringen på, hvorfor netop det land har så mange dygtige repræsentanter for sporten, der også hyldes i tusinder af smukke og små klubber over hele landet.
Og jeg havde aldrig troet, at jeg selv skulle befinde mig til turneringen og da slet ikke år efter år.
Det gælder (ikke) om at vinde
Men i 1995 var jeg rejst over fra København til London, hvor min mand jo så boede.
Fra min barndom i Sønderjylland var jeg vant til, når min far havde spillet fodbold, hvilket han gjorde ofte og med ildhu som old boys, at den bedste måde man kunne vise sin kærlighed og sin ægte interesse på var at komme ham løbende i møde og tilbyde hjælp med at vaske jord og græs af knopperne på fodboldstøvlerne. Samtidig råbte man af sine små lungers kraft ”vandt I”!?
Herefter ville man straks få sin fars analyse af kampen, samt ikke mindst, naturligvis, få indgående forklaret, hvordan han havde spillet fremragende, mens de andre idioter (igen) ikke havde lyttet ordentligt til hans instruktioner om den rette spilleformation eller ditto strategi. Hvis man var ekstra heldig og rent faktisk havde overværet kampen på hjemmebane, og ikke bare hørte om den hjemme på terrassen, kunne man få en is eller en stegt fiskefilet i hallens cafeteria.
Aha. Tænkte jeg. ”Ny social kode tilegnet”. Tjek. Tiøren faldt øjeblikkeligt. Det gælder ikke om at vinde, hvis man er en britisk tennisspiller og medlem af All England, det handler om at være med
Med denne indlejrede erfaring in mente småtrippede jeg min kommende mand i møde, da han klædt i hvidt dukkede op foran klubhuset (der er en imponerende bygning midt i klubbens areal og omgrænset af tennisbaner og som under Wimbledon huser de heldige gæster, der overværer kampene fra The Royal Box, hvor der også er en altan, når man om eftermiddagen nyder den obligatoriske tea og hvor man kan betragte de mange tilskuere, der vandrer rundt nedenfor).
Jeg var godt klar over, at jeg hverken skulle løbe eller kaste mig om halsen på ham. Helt idiot er man jo ikke, og jeg kunne se, at omgangstonen var noget mere neddæmpet end i min barndoms sønderjyske sportshal og stadion – men dog udbrød jeg spontant og med et kæmpe smil: ”did you win?”
Som sagt antagende, at enhver mand – ligesom min far – ville være interesseret i stolt at meddele resultatet til sin elskede. Han smilede ikke mindre hjerteligt, som sagt var vi nyforelskede, men svarede noget helt andet end forventet. Nemlig, ”thank you, we had a very exciting and enjoyable match”.
Aha. Tænkte jeg. ”Ny social kode tilegnet”. Tjek. Tiøren faldt øjeblikkeligt. Det er ikke det med at vinde, det er det med at være med.
Mottoet for AELTC, som står ved siden af den imponerende trappe, der fører op til klubhusets ”living room”, og som minder om et lille bibliotek, og hvor jeg havde siddet og læst britiske aviser, mens jeg ventede, siger også noget på engelsk, som jeg i skrivende stund har glemt, men som netop inkluderer mottoet om, at man skal glæde sig over spillets skønhed og de fine stunder man nyder i sine makkeres selskab. Ikke noget om at vinde.
Næste dag, da turneringen sluttede, sad jeg der igen og overværede en meget elegant kvinde, en hustru til et medlem, benytte sig af klubbens interne telefon. Hun talte også med sin bedre halvdel, og kvidrede, en kende eksalteret, i røret: Were you victorious, darling?
Jeg hørte begribeligvis aldrig svaret, men gengav i malende detaljer optrinnet til min mand, og han var flad af grin. Vi har nu i 25 år flittigt benyttet os af spørgsmålet som en lille vittighed. En af de små muntre koder, som ægtefolk har med hinanden. Man kunne med andre ord alligevel godt stille spørgsmålet, hvis det bare var pakket ind i de rette kulturelle klude.
Koncentration og intens terapi
En måneds tid efter episoden oprandt så mit første besøg i de hellige tennishaller under selve turneringen. Jeg forestillede mig det som en slags pilgrimsrejse for hengivne tennisfans, der ser hen til årets definitive højdepunkt.
En begivenhed, der i øvrigt er vokset i størrelse fra at være et garden party overværet af nogle få hundrede mennesker i startåret 1877 til de over en halv million mennesker, der over 13 dage valfarter til verdens største tennisfest.
Jeg havde ikke været i stand til for alvor at forberede mig på, hvor intens oplevelsen er, når man sidder på Centre Court for første gang
Men jeg havde ikke været i stand til for alvor at forberede mig på, hvor intens oplevelsen er, når man sidder på Centre Court for første gang. Hvor fysisk tæt man er på spillerne, og hvor anderledes det er selv at kunne mærke den kollektive koncentration fra både de spillende og publikum.
Ej heller havde jeg forberedt mig på den intense psykologiske magtkamp på banen. På styrken og elegancen i et spil, hvor stilen og styrken synes at blive mere og mere raffineret og hårdtslående elegant år efter år.
Jeg var med andre ord solgt. Og lige siden har jeg siddet der lige ved siden af min mand og nu også mine børn. Men også med munter deltagelse af en lang række gæster fra hele verden – venner fra Estland, Tyskland, Frankrig, USA, Storbritannien og selvfølgelig gode gamle Danmark, hvor langt flere venner og veninder end jeg lige anede, synes at gå op i tennis og gerne vil med.
Men i denne sluttede kreds skal jeg være den første til at indrømme, at hvis mine venner i virkeligheden mest drømmer om Pimm’s, scones, champagne, jordbær og Cream Tea i skyggen af lilla og grønne parasoller under en sval engelsk sommersol, så er jeg den første til at forstå dem.
Wimbledon skal nu nok overleve som institution efter Brexit. Det er straks værre med Europa
For Wimbledon er som sagt så meget andet også. I år blev Andy Murrays sejr i herresingle i denne weekend også et plaster på den nationale stolthed, nu Island slog England ved Europamesterskaberne i fodbold.
Man kunne tilmed forledes til at tro, at såret efter Brexit ville hele lidt også. Men det er ikke tilfældet, bedyrer de fleste af mine sørgmodige britiske tennisvenner, hvor flertallet mente, til min lettelse for jeg var egentlig ikke sikker (sport blandes meget sjældent med politik i den britiske pæne middelklasse), at nej-resultatet var en skygge, der lurede over årets turnering på uklædelig vis.
Og så er Murray jo i øvrigt også skotte. Og skotterne ville som bekendt blive inde i det EU, der nu ser på, at de engelske og walisiske pensionister tjekker Storbritannien ud af Unionen. Og så får vi se, om skotterne derefter får gennemtvunget endnu en afstemning om selvstændighed. Den tid, den sorg. Eller lettelse.
Wimbledon skal nu nok overleve som institution. Det er straks værre med Europa.
Læs mere om sport i POV her.
Og hvis du gerne vil læse mere om USA af Annegrethe Rasmussen, der er POV’s USA-korrespondent, kan du klikke her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
