Ny bog om forliset af M/S Hans Hedtoft: Mytesprængning på svagt grundlag

af i Bøger/Featured/Historie/Politik & Samfund

BØGER // ANMELDELSE – I bogen Sidste afgang – Myter og sandheder om M/S Hans Hedtofts forlis tager forfatter Per Kunuk Lyberth-Lynge fat på et antal myter relateret til den tragiske historie om grønlandsskibet, der angiveligt ikke kunne synke, men alligevel gik ned på jomfrurejsen. Desværre fremstår bogen samlet set som en gennemført utroværdig fremstilling, som derved fuldstændig udhuler værdien af de nye og særdeles interessante oplysninger, den søger at formidle, skriver historiker Rasmus Dahlberg.

Fredag den 30. januar 1959 forliste grønlandsskibet M/S Hans Hedtoft på sin jomfrurejse.

Tragedien, som kostede 95 menneskeliv, er gået over i historien som Danmarks Titanic. Vraget er aldrig fundet, og eftersom ingen redningsskibe nåede frem, før det var for sent, hersker der usikkerhed om, hvad der præcist skete om bord på M/S Hans Hedtoft i de afgørende, dramatiske timer.

En ny bog, skrevet af Per Kunuk Lyberth-Lynge, en efterkommer til én af katastrofens ofre, forsøger at gøre op med en række af de myter, som angiveligt skulle være opstået i de forgangne 60 år. Bogen præsenterer interessant nyt om forliset, men desværre fremstår den postulerende og visse steder direkte fordrejende.

Katastrofer og konspirationsteorier hænger ofte sammen. Meningsløshed er som regel en del af katastrofen, og i mangel på acceptable forklaringer opstår markedet for alternativer.

Det skete, da det malaysiske fly MH370 forsvandt i marts 2014 (det forlød, at Putin stod bag for at fjerne fokus fra Krim-krisen…), og her næsten tre årtier efter branden på Scandinavian Star, som kostede 159 mennesker livet, florerer beskyldningerne om uopklarede tilfælde af brandstiftelse, forsikringssvindel og ansvarsforflygtigelse fra myndigheder med uformindsket styrke.

Naturligvis er paranoia ikke er nogen garanti mod at blive forfulgt, ligesom der er forskel på konspirationer og konspirationsteorier. Kendetegnet ved sidstnævnte er argumentationsformen, som ofte forbryder sig mod falsifikationsprincippet og i stedet søger at bevise sin påstand gennem ophøjelse af indicier til beviser samt selektiv kildebrug.

M/S Hans Hedtoft var prestigebyggeri

Udgangspunktet for bogen er katastrofen i farvandet syd for Grønland, som fandt sted for tres år siden, og som blev mindet tidligere i år både i Danmark og i Grønland.

M/S Hans Hedtoft var Den Kongelige Grønlandske Handels nyeste og mest moderne skib, og det var konstrueret til også at kunne sejle i vinterhalvåret mellem Danmark og Grønland.

Under 2. verdenskrig, hvor den gamle koloni havde været afskåret fra København, havde USA stået for forsyningen, og derfor var man blevet vænnet til helårssejlads.

Op gennem 1950’erne valgte de danske politikere, med den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft (1903-1955) i spidsen, at knytte Grønland tættere til Danmark, hvilket betød, at kolonien blev indlemmet med amtslignende tilknytning ved grundlovsændringen i 1953.

Man kan roligt sige, at der er rigeligt med konspirationer, skandaler og eksempler på magtmisbrug i historien om M/S Hans Hedtofts forlis

Grønlandskommissionen af 1950 havde formuleret en række anbefalinger, herunder styrkelse af besejlingen, og det blev Danmarks første Grønlandsminister, socialdemokraten Johannes Kjærbøl (1885-1973), der fra 1955 skulle stå for implementeringen heraf.

Den gamle smedeformand gjorde det til sit store politiske prestigeprojekt at få gennemført projekteringen og bygningen af et nyt, moderne grønlandsskib, men det var ikke uden problemer.

Efter en dramatisk overfart i begyndelsen af 1957 med Den Kongelige Grønlandske Handels skib Umanak, som bød på både overisning og storm syd for Kap Farvel, stillede det ene af Grønlands første folketingsmedlemmer, Augo Lynge (1899-1959), kritiske spørgsmål til ministeren om det forsvarlige i vintersejlads på Grønland med passagerer.

Danmarks første Grønlandsminister, socialdemokraten Johannes Kjærbøl (1885-1973), gjorde det til sit store politiske prestigeprojekt at få gennemført projekteringen og bygningen af et nyt, moderne grønlandsskib. Foto: Flickr

Minister lagde pres på kritiske kaptajner

Kjærbøl forsvarede sig med en erklæring underskrevet af Den Kongelige Grønlandske Handels kaptajner, hvori de indestod for sikkerheden, såfremt sejladsen foregik med et til formålet egnet skib.

Problemet var, at kaptajnerne i første omgang havde udarbejdet en erklæring, som var langt mere kritisk over for vintersejladsen. Herefter havde grønlandsministeren gennem Den Kongelige Grønlandske Handels direktion udøvet et voldsomt pres og truet kaptajnerne på deres levebrød.

Én af de andre ombordværende på Umanak på den dramatiske rejse i 1957 var journalist Palle Brandt (1923-2005), og han kendte til eksistensen af den oprindelige kaptajnserklæring.

Per Kunuk Lyberth-Lynges personlige engagement i sagen skyldes først og fremmest, at han er barnebarn af Augo Lynge, folketingsmanden som advarede mod vintersejlads og selv omkom i forliset

Da M/S Hans Hedtoft forliste i hårdt vejr syd for Kap Farvel i 1959, kom den gamle sag for dagens lys, og Kjærbøls efterfølger som grønlandsminister, Kai Lindberg (1899-1985), måtte gå til bekendelse. To rigsretssager blev forsøgt rejst mod Kjærbøl, men begge faldt, og sagen endte med, at Folketinget i stedet vedtog Minsteransvarlighedsloven i 1964.

Efterfølgende udviklede Grønlandsfonden, som statsminister H.C. Hansen (1906-1960) tog initiativ til for at sikre de efterladte fra katastrofen økonomisk støtte, sig også til en skandale, eftersom kun en meget begrænset del af de indsamlede midler rent faktisk blev udbetalt, ligesom fondsadministrationen i Statsministeriet nidkært forskelsbehandlede ansøgninger fra danskere og grønlændere.

Metodisk kritisabel tilgang

Man kan således sige, at der er rigeligt med konspirationer, skandaler og eksempler på magtmisbrug i historien om M/S Hans Hedtofts forlis – disse er fornemt afdækket af Lars og Morten Halskov i bogen Skibet der forsvandt fra 2009.

Alligevel har Per Kunuk Lyberth-Lynge følt behov for at tage fat på et antal myter om den tragiske historie om grønlandsskibet, der angiveligt ikke kunne synke, men alligevel gik ned på jomfrurejsen.

Hans personlige engagement i sagen skyldes først og fremmest, at han er barnebarn af Augo Lynge, folketingsmanden som advarede mod vintersejlads, men som blev tromlet af ministeren og hængt ud som en søsvag tøsedreng – og som på ulykkelig vis selv omkom, da M/S Hans Hedtoft forliste.

I bogen Sidste afgang – Myter og sandheder om M/S Hans Hedtofts forlis formulerer forfatteren 11 myter, som han én for én ved hjælp af ”trianguleringsmetoden” søger at sprænge.

Ifølge Den Danske Ordbog er en myte i denne forbindelse en ”overført fortælling som kritikløst og ofte fejlagtigt accepteres af mange mennesker, især til støtte for herskende værdier eller institutioner”. Udgangspunktet for bogen er med andre ord at vise, hvad der virkelig skete i modstrid med den gængse opfattelse.

Alene det faktum, at forfatteren konsekvent fejlplacerer Titanics forlis (1911 i stedet for 1912), undergraver troværdigheden af argumentet

Forfatteren understreger endvidere i et indledende kapitel, at beretningen er udarbejdet på ”grundlag af videnskabelige data og metoder”.

Han har anvendt Tabula Rasa-tilgangen, hvilket i praksis betyder at starte fra scratch med at købe et søkort over farvandet syd for Kap Farvel, men det kan vist dårligt kaldes god videnskabelig skik at ”undgå alt, hvad der allerede var udgivet”, som forfatteren skriver i metodeafsnittet.

En væsentlig del af ethvert sundt forskningsdesign er da netop at gøre sig bekendt med litteraturen og at være kritisk over for, hvad andre har skrevet om ens problemstilling tidligere.

Den anvendte ”trianguleringsmetode” er ligeledes tilsyneladende misforstået: Der anføres, at det handler om at vurdere sandsynligheden for en teoris holdbarhed ved at inddrage forskellige former for kildedata, hvor triangulering i samfundsvidenskaben egentlig betegner en tilgang, hvor der i undersøgelsesdesignet anvendes to eller flere forskellige metoder – for eksempel kvantitative og kvalitative – til at undersøge samme problemstilling, hvorved validiteten af ens resultater styrkes.

Postulerer at staten bestemte nyhedsformidling

Den grundlæggende myte, som bogen omhandler, er, at M/S Hans Hedtoft var skibet, der ”ikke kunne synke”. Lyberth-Lynge argumenterer for, at danske journalister i de første 24 timer efter det første nødsignal fra M/S Hans Hedtoft havde så få informationer at arbejde ud fra, at forsidehistorierne blev skrevet med udgangspunkt i avisernes dækning af Titanics forlis knap et halvt århundrede tidligere.

Han postulerer, at det første døgns telegrammer var sparsomme og fragmentariske, men leverer ingen dokumentation herfor (hvilket er et gennemgående træk ved fremstillingen), og alene det faktum, at forfatteren konsekvent fejlplacerer Titanics forlis (1911 i stedet for 1912), undergraver troværdigheden af argumentet.

Det antydes, at statsapparatet bestemte nyhedsformidlingen gennem statens myndighed over politiet og forsvaret i Grønland, og her ses konspirationsteoretikerens klassiske modus operandi: Insinuér og konvertér postulater til konklusioner.

At der er overlap i ordvalget på Politikens forsider fra januar 1959 og New York Times’ fra april 1912, beviser på ingen måde, at der er tale om mytedannelse eller bevidst misinformation. Med Ockhams ragekniv i hånden er det mere oplagt at skære ind til benet og konstatere, at den journalistiske dækning af de to forlis nok mindede om hinanden, fordi de to forlis mindede om hinanden.

Undlader oplysninger om isbjerg

En anden af myterne (nr. 7), som forfatteren søger at sprænge, er, at det første nødsignal fra M/S Hans Hedtoft blev afsendt tidligere end sædvanligvis antaget.

I litteraturen angives klokkeslættet 13.56 lokal tid for modtagelsen af signalet på radiostationen i Prins Christians Sund, men Lyberth-Lynge hævder, at lokalbefolkningen i bygderne omkring Kap Farvel allerede ved 12-tiden den 30. januar 1959 oplevede, at ”nødsignalerne højt og tydeligt bragede igennem deres radioer”.

Det er en særdeles interessant oplysning, som forfatteren baserer på et interview fra 2016 med et vidne, som på tidspunktet for forliset var ti år gammel.

Forfatteren er i sin gode ret til at hævde, at det forholder sig anderledes, men at fuldstændig undlade at forholde sig til telegrafist Carl Dejligbjergs signal, er en udeladelsessynd af dimensioner

Tre kapitler senere gentages sprængningen af samme myte (nu som nr. 10), og nu med større detaljeringsgrad. Der formuleres den teori, at M/S Hans Hedtoft i virkeligheden befandt sig meget tættere ved land, hvilket ifølge forfatteren kan forklare forvirringen omkring radiosignalerne, og teorien anvendes til forklare selve forliset, som skulle være sket ved en grundstødning på granitfjeld nærmere end en kollision på åbent hav med et isbjerg.

Netop påstanden om, at M/S Hans Hedtoft i virkeligheden slet ikke ramte et isbjerg, står centralt i Lyberth-Lynges bog og omtales specifikt i kapitlet ”Mytesprængning 8”, hvori det hedder: ”Vi har valgt at frasige teorien om isbjerget. Det kan ikke lade sig gøre, at et isfjeld udøver så stor skade på et skib, der stort set ligger underdrejet i en orkanagtig storm og derfor enten ligger stille eller har en maksimal fart af 2-3 knob, hvis det da overhovedet har kunnet sejle frem.”

Denne argumentationsform er meget problematisk, fordi ”teorien” om, at M/S Hans Hedtoft ramte et isbjerg, undersøges (og forkastes) på lige vilkår med ”teorien” om, at skibet i virkeligheden befandt sig langt nærmere land og i stedet grundstødte.

Det problematiske ligger i, at det i litteraturen er en veletableret kendsgerning, at nødsignalet fra M/S Hans Hedtoft klokken 13.56 indeholdt oplysningen om, at man havde ramt et isbjerg. Forfatteren er i sin gode ret til at hævde, at det forholder sig anderledes, men at fuldstændig undlade at forholde sig til telegrafist Carl Dejligbjergs signal, er en udeladelsessynd af dimensioner.

Forfatteren plukker kirsebær

I forskning kalder man selektiv kildebrug, som i det ovennævnte eksempel, at plukke kirsebær, altså kun at bruge den data, som underbygger ens påstand. Dermed forbryder man sig mod falsifikationsprincippet ved at søge at bevise sin hypoteser frem for at vise, at man loyalt og troværdigt har gjort alt for at forsøge at modbevise den.

En anden uskik er at forveksle fravær af bevis med bevis for fravær, og det gør Lyberth-Lynge sig også skyldig i.

Side 74 omtaler han et afsnit i en færøsk bog, hvori kaptajnen på det færøske fiskeskip Fiskaness beretter om den skæbnesvangre januarnat i 1959 til forfatteren Óli Breckmann, og i den forbindelse pointerer Lyberth-Lynge, at kaptajnen ikke fortæller, at de så M/S Hans Hedtoft.

”Det er i så fald udeladt,” skriver han. Igen ser vi en af konspirationsteoretikerens foretrukne argumentationsformer: Antyd at noget skjules, hvorved det implicit følger, at fraværet af en information underbygger påstanden om den.

Således kan man insinuere groft mod den danske stat uden at tage ansvar for sine påstande

Konteksten er ellers interessant nok: Det er lykkedes forfatteren at få kontakt til en person, som angiveligt befandt sig om bord på netop Fiskaness som matros den 30. januar 1959, og denne unavngivne færing hævdede under et interview i 2013 at have set det danske grønlandsskib passere tæt forbi Kap Farvel nogle få timer før nødsignalet.

Interessant er det, at vi her for første gang møder et øjenvidne, som måske kan kaste lys over forvirringen omkring M/S Hans Hedtofts præcise position, men igen er kildekritikken problematisk.

Forfatteren anfører ganske vist, at man skal tage de forskellige udsagn med et “gran havsalt”, fordi der er forskel på erindring og fakta, men han argumenterer ikke for, hvorfor oplysningerne fra det anonyme færøske vidne om M/S Hans Hedtofts position og klokkeslættet for observationen skal tillægges større troværdighed end det forhold, at selvsamme vidne ifølge Lyberth-Lynge også oplyste, at det fremgik af M/S Hans Hedtofts første nødsignal, at skibet var ”kollideret med et større isbjerg” (jf. Mytesprængning 8).

Ville staten skjule sandheden?

Afslutningsvis skal endnu et sagforhold anføres, nemlig forfatterens forsøg på at så tvivl om de danske myndigheders omgang med sandheden vedrørende muligheden for, at ombordværende på M/S Hans Hedtoft overlevede ikke blot selve forliset, men måske også de følgende døgn.

Lyberth-Lynge har skaffet sig adgang til et maskinskrevet referat af et møde i Statsministeriet den 6. februar 1959, altså cirka en uge efter forliset. Her mødtes Grønlandsministeren sammen med departementschefen og chefen for Søværnet med ledelsen fra Den Kongelige Grønlandske Handel for at diskutere katastrofen og det nedslående resultat af eftersøgningsaktionen.

Der er al mulig grund til at tvivle og åbne sig over for nye oplysninger, men det betyder imidlertid ikke, at man kan eller bør omgås fortiden på den måde, som det gøres i denne bog

Referatet er forsynet med håndskrevne rettelser og tilføjelser, og disse analyserer Lyberth-Lynge meget detaljeret og fremdrager eksempelvis ændringen ”alle ombordværende” til ”de ombordværende omkomne” som tegn på, at myndighederne bevidst forsøgte at skjule sandheden om M/S Hans Hedtofts skæbne.

Ræsonnementet er, at den danske stat, som er selvforsikret, ville risikere at komme til at hænge på en enorm erstatning, hvis det lykkedes at lokalisere vraget af M/S Hans Hedtoft, fordi man i så fald ville kunne konstatere svigt og fejl ved konstruktionen.

Her bringes endnu en konspirationsteoretisk argumentationsform i anvendelse, idet forfatteren anfører, at ”spørgsmålet om erstatningsansvar ikke er en del af bogens koncept”, hvorfor han lader det ligge. Således kan man insinuere groft mod den danske stat uden at tage ansvar for sine påstande.

I øvrigt er Lyberth-Lynge tilsyneladende uvidende om, at Johannes Kjærbøl på dette tidspunkt for længst var fratrådt som Grønlandsminister (han faldt for Socialdemokratiets aldersgrænse i 1957) og var blevet erstattet af Kai Lindberg. Hvis man skal analysere så grundigt og tekstnært, som det forsøges her, skal man som forfatter selv have styr på detaljerne.

Gennemført utroværdig bog

Samlet set fremstår Sidste afgang – Myter og sandheder om M/S Hans Hedtofts forlis som en gennemført utroværdig fremstilling, som derved desværre fuldstændig udhuler værdien af de nye og særdeles interessante oplysninger, den søger at formidle.

Vraget af M/S Hans Hedtoft er aldrig fundet på trods af en række forsøg, blandt andet af Galathea Ekspeditionen i 2006, og det er velkendt, at der allerede i samtiden herskede tvivl om havaristens præcise position.

Der er således al mulig grund til at tvivle og åbne sig over for nye oplysninger, men det betyder imidlertid ikke, at man kan eller bør omgås fortiden på den måde, som det gøres i denne bog.

Forhåbentlig vil informationerne om det færøske fiskeskibs observationer blive gjort tilgængelige for historikere og andre interesserede, således at de kan undersøges kildekritisk og forhåbentlig tillægges større værdi, end når de som her er anonyme og derfor ikke kan efterprøves.

At et forlag, i øvrigt med adresse i Nykøbing Mors, har villet lægge navn til udgivelsen, er en gåde, som måske kan forklares med oplysningen på sidste side om, at den er sponsoreret af et turistfirma, hvis direktør samtidig optræder i bogen som ansvarlig for den eftersøgning i havet syd for Kap Farvel, som bogens forfatter er leder af… Hov, nu kom jeg vist til at antyde en konspiration…


Per Kunuk Lyberth-Lynge: Sidste afgang – Myter og sandheder om M/S Hans Hedtofts forlis, forlaget Aassuutit 2019, 102 sider, 146,95 kroner.

Topillustration: Det formodentlig sidste foto af M/S Hans Hedtoft / Forsvarsgalleriet

Rasmus Dahlberg (f. 1977) er historiker, forfatter og katastrofeekspert. Kandidat i historie fra Syddansk Universitet og Ph.D. i katastrofevidenskab fra Københavns Universitet. Adjunkt ved Forsvarsakademiets Institut for Militærhistorie, Kulturforståelse og Krigsteori.

Forfatter til en lang række fag- og skønlitterære udgivelser om historie, katastrofer og beredskab, blandt andet Danske katastrofer (Gyldendal 2017), Katastrofe-trilogien (Lindhardt og Ringhof 2012-2016) og serien af spændingsromaner om Pandoracellen (Turbine 2017-)