KUNST// ANMELDELSE – Udstillingen med Lena Cronqvist på det smukt beliggende kunstmuseum Prins Eugens Waldemarsudde på Djurgården i Stockholm er et tankevækkende møde med en kunstner, hvis kvindelighed og individualitet er forankret i en dyb relation til hele kunsthistorien. Jakob Brønnum har set den.
Man mødes af et orkestreret selvportræt, bogstavelig talt, eftersom kunstneren står med sine pensler, en i hver hånd, som en dirigent, eller som en slagter, der skal i gang med sit arbejde. Eller som en, der skal til at strikke. Foran hende på et bord ligger et dødt dyr, der går næsten i et med den mønstrede dug.
Da jeg så udstillingen, havde jeg netop to dage inden tilfældigvis stiftet bekendtskab med den new zealandske mesterforfatter Janet Frame (1924-2004), som jeg var begyndt at læse efter at have set Jane Campions gribende film over hendes selvbiografi. Der var derfor en slags deja vu-effekt ved et af omdrejningspunkterne for udstillingen, en serie billeder af Lena Cronqvists indlæggelse på et psykiatrisk hospital i 1970’erne efter en graviditetspsykose.
Det er magtspillet, der findes overalt i vores hverdag, som her får sin særligt tydelige form, med den umyndiggjorte kvinde
Hun udstiller den objektgørelse, mennesket bliver udsat for i en situation, hvor det helt er underlagt andres viljer. Det bliver meget ladet og meget lærerigt for beskueren. Det er magtspillet, der findes overalt i vores hverdag, som her får sin særligt tydelige form, med den umyndiggjorte kvinde.
Bare billedets opstilling af det nøgne menneske overfor det uniformerede menneske siger det.
Serien som helhed tilføjer flere momenter: Følelsen af at være i sig selv og udenfor sig selv, som det bliver, når man er tvunget til at være et sted, fordi man er som man er, eller har det som man har det.
Janet Frame blev decideret fejlbehandlet af sundhedsmyndighederne og hun oplevede en situation, helt parallel med Dostojevskijs, hvor litteraturhistorien bliver ændret ved at han bliver benådet, bogstavelig talt på skafottet efter en dødsdom for højforræderi. Janet Frame er efter 200 elektrochok på vej ind til lobotomien, der vil reducere hende til en grøntsag, da der kommer meddelelse om, at hun har vundet en højt anset novellekonkurrence, hendes første egentlige publikation.
Lena Cronqvists malerier skildrer hendes oplevelse af den psykiatriske sygehussektor som undertrykkende. Den fratager hende, som der står ved udstillingens introduktion til serien, ”retten til at opleve, føle, leve. Det var et overgreb mod min identitet. For at blive sluppet ud blev man nødt til at tilpasse sig en passiv baby-kvinderolle.”
Kasser, normer, former, roller
Samtidig bliver det en skildring af både det kvindelige som sådan og det menneskelige, der skal passe ind i kasser, normer, former og roller, det måske ikke ønsker eller kan genkende sig selv i. På det tidspunkt, i 1970’erne, kunne kunsten udtrykke den form for samspil mellem individ og magt, som samtidig var et bidrag i samfundsdebatten. Billedet af kvinden i græskarbedet (se ovenfor), er malet efter Cronqvist blev “sluppet ud” og viser en overvældende sanselig og samtidig åndelig bestræbelse på at finde tilbage i sin sammenhæng, med græskaret som livmoder, med navlestrengen udenpå, helt omgivet af naturens egen naturlige naturlighed, flankeret af to generationer kvinder, som en form for indre helgeninder, øverst i billedet.
Udstillingen rummer flere andre serier og store kompositioner. Det er en kæmpemæssig udstilling, måske en af de største separatudstillinger af en nulevende kunstner, jeg har set, og en af de mest overbevisende. Udstillingen trækker dybe linjer ned gennem et århundrede, det tyvende, som vi har forladt, samtidig med at vi afslørede magtens uskyld og forspildte tilværelsens musikalitet. Cronqvists kunst er en fortællende naivisme, som går gennem marv og ben med sin enkle, klare tematik og sin dybe rodfæstethed i traditionen.
Datterens forhold til modersobjektet og dets magt og begær, skygge og død, er en rig, men risikabel kilde til den kunstneriske skabelse
Mange af billederne forholder sig til store motiver og temaer i den kirkelige tradition og middelalderkunsten. Et billede fra et moderne dødsleje kaldes ”Dommedag”. En serie improviserer over Giottos billede af Kristi gravlæggelse, hvor et lille dusin engle er blandt kunsthistoriens mest forbløffende udsagn om transcendens og emotionalitet.
En anden serie af store arbejder tager livtag med Madonna-skildringerne, hvor den midaldrende kvinde afbildes med en gammel kone i skødet, i modsætning til de kirkelige Madonna-billeder, hvor den unge Jomfru Maria har Jesusbarnet i skødet. Det er en skildring af den modernitetsgenererede oplevelse af at blive mor til sin egen mor, som kvinder har, når forældrene bliver gamle.
En kunstvidenskabelig afhandling om Cronqvist formulerer det klart: “Kunstnerens/datterens forhold til modersobjektet og dets magt og begær, skygge og død, er en rig, men risikabel kilde til den kunstneriske skabelse. Når maleren/datteren spejler sig i moderbilledet trues den grænse, der ligger til grund for hendes erfaring af at være et autonomt og skabende jeg af opløsning.”
Favntagene er sluppet
Cronqvist udforsker den grænse, også i én anden, meget sigende sammenhæng, nemlig omkring seksualakten, hvor hun indfanger det psykiske, eksistentielle og kropslige rum, hvor kvinden atter er alene med sin krop, når favntagene er sluppet og manden faldet i søvn.
Værket Den røde valmue (1984) er en stærk, eksistentiel tydning, hvor de to nøgne menneskers korsform og valmuen, der dublerer det kvindelige skød, og det i og for sig forløste, men også skyggefulde og tvetydige ansigtsudtryk, alle er i centrum for kompositionen.
Det er måske her, man klarest ser de to, moderne inspirationskilder, som Cronqvist nævner, nemlig Francis Bacon og Munch. Hendes rædsel er bedre indkapslet end Bacons og værket dermed ikke så bundløst mørkt som hans, og mere lavmælt og dermed mere nuanceret som kommunikationshandling end Munchs afskallede symbolisme.
Det billede, man mødte indledningsvis, og som man passerer igen, når man forlader den smukke bygning, maleren som udfører en vivisektion på livet, maleren som dirigent eller som en, der strikker sammenhængende stof af tråde, der er lagt ud, bliver et selvportræt, båret af et større og dybere funderet selvværd, end man skulle forvente, efter at have været udstillingen igennem.
Jeg håber at komme der igen. Det er helt utænkeligt, at man skulle kunne opsuge dette omfattende, jeg havde nær sagt altomfattende, livsværk i et besøg.
LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS TEKSTER PÅ POV HER.
Prins Eugens Waldemarsudde: Lena Cronqvist
Til 25. oktober.
Nina Weibull: Spegling och skapande – En studie i Lena Cronqvists ‘Målaren och hennes modell’
Eidos nr. 17 – Skrifter från Konstvetenskapliga Institutionen vid Stockholms Universitet, 2006
Hovedfoto: Jakob Brønnum.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
