ROCKMUSIK // JUBILÆUM – I disse år fylder mange af rockmusikkens store grundlæggende kunstneriske bedrifter 50. Deep Purple In Rock er en af dem. Jakob Brønnum skriver om det, der blev begyndelsen til den hårde rock og lagde grunden til 100 millioner solgte album
Som titlen også mere end antyder, og coveret på enhver måde understreger, er Deep Purple in Rock, der netop er blevet 50 år gammel, en grundsten i rockhistorien. Det er et mærkeligt tilfælde af, at alting var helt rigtigt på samme tidspunkt, og selvom man fornærmer millioner af fans ved at sige det, så har Deep Purple formentlig aldrig, hverken før eller siden nået den kunstneriske frihed, de viser der.
Deep Purple har til gengæld nået så mange andre ting. Man kan høre inspiration fra Deep Purple hos Queen, Metallica, Aerosmith, Bon Jovi, Alice In Chains og mange andre bands. Bandet i forskellige konstellationer, kaldet Mark I, Mark II og så videre, har holdt sig konsistent som leverandør af solid letmetal frem til nu, hvor et nyt album er annonceret til august med titlen Whosh! De har solgt mere end 100 millioner album gennem årene.
Selv de seneste album har været meget sammenhængende og ikke lidt af trangen til at gentage sig selv, som gruppens koncerter i højere grad gør, som regel med vægten på numre fra netop denne periode.
Deep Purple In Rock er gruppens fjerde album, og de er således en af de helt få tilbageværende rockgrupper, der er grundlagt, mens The Beatles stadig eksisterede.
En søgende musikalitet, der – reelt i løbet af albummets i alt syv sange – smelter sammen til en hard rock-lydflade, som bliver kendetegnende for Deep Purple
Mark II består af sangeren Ian Gillan, guitaristen Ritchie Blackmore, bassisten Roger Glover, keyboardspilleren Jon Lord og trommeslageren Ian Paice, den eneste musiker, der har været med i Deep Purple hele tiden.
Jeg opfatter Deep Purple In Rock som resultatet en ”befrugtning” af gruppens engelske, tidlige progrock med inspiration fra dels Led Zeppelin, dels Cream. De tre første albums er famlende på samme måde som Yes’ album var det, med coverversioner af Beatles og andre populære kunstnere. Men pludselig finder man ind til en måde at udtrykke sig rytmisk på, der nærmest føder den hårde rock på dette album, selvom Led Zeppelin II med Whole Lotta Love og den rytmisk intense hardrock er udkommet nogle måneder inden, i slutningen af 1969.
For mig er der heller ingen tvivl om, at et nummer som afslutningen på A-siden af The Beatles Abbey Road, She’s So Heavy, tæller med blandt de elementer, der inspirerer klangen på albummet her.
Særligt på de to første numre på A-siden af vinyludgaven af In Rock, Speed King og Bloodsucker, kan man i passager høre det, som supergruppen Cream med de nu afdøde Jack Bruce og Ginger Baker, samt Eric Clapton i særlig grad mestrede. I de bedste øjeblikke opleves instrumenterne i lydbilledet, som om alle spiller solistisk samtidig. En søgende musikalitet, der – reelt i løbet af albummets i alt syv sange – smelter sammen til en hard rock-lydflade, som bliver kendetegnende for Deep Purple.
Deep Purples protestsang: Child In Time
A-sidens tredje nummer er albummets bedste, et mesterværk. Det er det mere end 10 minutter lange Child In Time. Ret beset er det tilrettelagt som et gentagent, kraftigt stigende forløb. Det indledes med en stille sekvens, hvor Jon Lord spiller et keyboardmotiv, nogle af gruppens medlemmer har antydet er hentet fra sangen Bombay Calling af et band kaldet It’s A Beautiful Day. Teksten er enkel og symbolsk:
See the blind man
Shooting at the world
Bullets flying
Taking toll
Teksten er opfattet som en protestsang mod Vietnamkrigen, og sangen udvikler sig i lange instrumentale passager med sangeren Ian Gillans signatur-skrig, som i Deep Purple sammenhæng næsten kan betragtes som et instrument. Denne type af stemmeføring er som bekendt også karakteristisk for Black Sabbaths notoriske Ozzy Osborne og i et vist omfang Led Zeppelins Robert Plant.
Efter godt tre minutter går sangen over i et guitarbåret afsnit i højere tempo, og tempoet sættes yderligere op efter fire minutter, hvor Ritchie Blackmore leverer en gedigen, bluesinspireret guitarsolo. Efter små seks minutter følger en kontrolleret duet mellem Blackmore og Jon Lord, der udmunder i et hurtigt afbræk og en meget, meget fin, lys og enkel improvisation over nummerets melodiske indledningsmotiver fra Jon Lord.
Dette, at de to musikere følger hinandens melodilinjer i et næsten unisont forløb, er også et af de øjeblikke, der definerer genren. Særligt det amerikanske prometalband Dream Theater er kendt for den unisone guitarsolo. Metallica-trommeslageren Lars Ulrich opfatter nummeret som det centrale i hans forhold til musik i det hele taget, som han har udtalt til Rolling Stone.
Siden bygger sangen op igen med et kort tekstafsnit. Skriget, som Gillan afslutter sangens anden del med, bliver her som et historisk, gribende skrig fra den dræbte, den døde, den blinde, den der ikke kan gøre modstand. Mennesket, der går til i krig og dør af det.
Trækdyret
På B-sidens første skæring, Flight Of The Rat, kan man få svar på et spørgsmål, der ofte er dukket op, i det mindste for undertegnede: Hvad er Jon Lord egentlig for en musiker? Han spiller melodiske sekvenser og bruger det elektriske orgel til at skabe metalliske flader. Sammen med London Symphony Orchestra har han forsøgt sig med mere klassiske kompositioner. Men han er nok i bund og grund bluesmusiker, hvad flere af hans soloprojekter også antyder.
Nummeret Flight Of The Rat er et stærkt, rytmisk drevet nummer, der peger frem mod Deep Purples senere styrker og svagheder. I bunden ligger trommer og bas, og så kigger guitaren og keyboardet ind og tager solistiske ture. Men egentlig er det, ligesom The Mule fra albummet Fireball, et “trækdyr”, der skal udmunde i en trommesolo.
Nummeret Living Wreck med sit balladeagtige omkvæd peger frem mod Mark III, der for mange var et nyt højdepunkt (og for nogle et tilbageskridt) hos Deep Purple efter yderligere tre album med denne besætning, Fireball (1971), Machine Head (1972) og Who Do We Think We Are (1973). Mark III skifter i midten af 1973 Gillan og Glover ud med sangeren David Coverdale og bassisten Glenn Hughes.
Den vejrbidte mandighed
Ritchie Blackmores guitarsolo med de lange syngende toner viser en slags forspil til den klang, han udviklede og tog med ind i sit eget band, Rainbow, der havde en stor karriere, med tætte stærke albums, men hvis liveoptrædener ligesom Deep Purples led af, at musikerne skulle fremvise deres solistkunnen i alt for lange passager, som regel uden de andre musikeres medvirken.
Men alt i alt peger det mod den mainstream, hvor Deep Purple senere kom ind. At de er et af de mest indflydelsesrige rockbands i den hårdere rockhistorie, kan man stadig finde eksempler på. Når man hører et af de andre engelske band, som de med rette kan siges at være konkurrenter med i de første år, Uriah Heep, lyder deres seneste albums som Deep Purples gjorde dengang og i Mark III
Afslutningsnummeret Hard Lovin’ Man følger den samme formel som Flight Of The Rat, der definerer den hårde rock for mange grupper i 15-20 år frem. Det er tydeligt, at – bortset fra Child In Time – gruppen på dette tidspunkt mangler et tekstunivers. Led Zeppelin har den saftige, metaforisk udtrykte sex og relationssangene, Uriah Heep har deres fantasy-univers, som allerede i begyndelsen af 1970’erne var populært i visse kredse efter Tolkiens store gennembrud i 1960’erne. Black Sabbath har det satanistiske. Men Deep Purple synger ikke rigtig om noget specielt. Først i Mark III, med de to album Born og Stormbringer, finder man frem til en form for vejrbidt mandighed, der er antydet på Hard Lovin’ Man.
Albummets omslag er en version af det amerikanske bjergmassiv Mount Rushmores skulpturer af tidligere præsidenter (udført af Gutzon Borglum, søn af danske indvandrere – fra Børglum).
Child in Time indgik i koncerternes sætliste i hver eneste version af Deep Purple, hvor Gillan var med, dvs. Mark II, Mark IIb midt i 1980’erne og Mark IIc til Mark VIII, dvs. fra 1993 til i dag – indtil sangerens stemme ikke længere kunne løfte den, som Gillan fortæller på sin hjemmeside.
Foto: Udsnit af omslaget til Deep Purple In Rock
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
