Beethovens Klaverkoncerter: Mirakler af tidløs, meditativ kvalitet

i Kultur/Musik af

KLASSISK MUSIK// ANMELDELSE – Beethoven fylder 250 i december 2020 og vil blive fejret hele det kommende år. Blandt de mange nye opførelser af hans værker, er en række indspilninger af flere eller alle Beethovens klaverkoncerter. Nogle med star quality, nogle med en tidløst, meditativ kvalitet.

Nu kan der være en enkelt, som ikke har helt styr på forskellen mellem en koncert, hvor man hører en musiker spille klaver og en klaverkoncert. En klaverkoncert er et stykke symfoniorkestermusik, hvor et klaver har en særligt fremtrædende solistrolle. Hvis det er en violin, er der tale om en violinkoncert. Hører man en musiker spille klaver alene, og spiller han Beethoven, er der stor sandsynlighed for, at han spiller – ikke en klaverkoncert – men en klaversonate. Dem har Beethoven skrevet 32 af i begyndelsen af 1800-tallet, og de udforsker helt nyt land i kunsten, som musikere og lyttere ikke er holdt op med at forundres over. Dem vender vi tilbage til i løbet af Beethoven-året.

Beethoven har skrevet fem klaverkoncerter, der er mere forskellige og individualistiske i udformningen end nogen havde gjort før ham. Den (wiener)klassiske klaverkoncert helt fra Haydn og Mozarts tid i de sidste årtier af 1700-tallet og frem til Brahms i slutningen af 1800-tallet, følger et bestemt kompositionsskema, der er ret fast i tre dele (en lang, mellemhurtig sats, en kort langsom sats og en kort hurtig sats). Men Beethoven gør noget indenfor dette skema, der betyder, at klaverkoncerter aldrig rigtig bliver det samme igen. Han gør dem tematisk mere substantielle, orkestralt fyldigere og mere solistisk individuelle.

Der er en ydmyghed og en beskedenhed over Barnatans måde at angribe de store, gennemgribende kendte og elskede temaer

Fire af Beethovens fem klaverkoncerter er rene mirakler af melodisk substans, rytmisk og dynamisk kraft og solistisk frihed. Ligesom Beethovens symfonier er de stadig omdrejningspunktet for en betydelig del af det, der foregår i koncerthusene verden over.

De tre forskellige indspilninger, vi skal møde her (foruden Beethovens to øvrige instrumentalkoncerter, nemlig Violinkoncerten og Triplekoncerten), er allesammen fremragende, professionelle udførelser på højt niveau. Den anmelderkritik, de får, er krusninger på overfladen. De er alle sammen stærkt anbefalelsesværdige – men hver af en bestemt begrundelse.

Inon Barnatan

Af de tre indspilninger af alle eller nogle af Beethovens Klaverkoncerter er indspilningen med den amerikansk-israelske pianist Inon Barnatan og dirigenten Alan Gilbert, den man vil vælge til daglig. Den er tålmodig uden at være slæbende, fremadskridende uden at være jappet, grundig uden at være nørdet, følsom uden at være følende. Orkestret er det lille London-symfoniorkester Academy of St. Martin in The Fields. Der er en moderne, intens lethed over det, som er karakteristisk for orkestret, og solisten ligger perfekt placeret i forhold til både at være del af orkestret og spille overfor det.

Der er en ydmyghed og en beskedenhed over Barnatans måde at angribe de store, gennemgribende kendte og elskede temaer, man har hørt igen og igen med kendte og elskede pianister. Som lytter oplever man, at vi ikke er der for hans skyld eller for den flygtige hyldest, men for Beethovens. I videoen her fortæller han om indspilningsprocessen som et møde med venner om en fælles kærlighed.

Når man hører de musikstykker igen, som er ligesom store romaner, malerier eller skulpturer, blot levendegjort på ny, opdager man næsten altid et eller andet, man ikke havde lagt mærke til eller tænkt på, kunne opfattes på netop den måde.

I 1. sats af Klaverkoncert nr. 1 har Barnatans og Gilberts fortolkning f. eks. vist undertegnede en bestemt form for monumentalitet mod slutningen, jeg ikke før havde set (sidst i modulationsdelen, inden den sidste solokadence, som det hedder i jargonen). Der optræder noget næsten sakralt, et bagvedliggende, lysfyldt faldende motiv i orkestret, som derefter, indfølende og elegant følges op i pianoets solostykke.

Beethovens 3. Klaverkoncert er den af de fem koncerter, som i højeste grad anvender rytmiske og dynamiske virkemidler mere end melodiske og harmoniske. Der kan tit være noget klaverbokseragtigt over den måde, de store pianister løser det på, fordi der er så mange skalaløb i højt tempo i Beethovens 3. Klaverkoncert, men også her har Barnatan og Gilbert en lyttende tilgang med mange nedtonede og afdæmpede valg, der flere steder virker meget stærke i helheden. Hvis man visse steder finder Barnatan en anelse tøvende, og det gør jeg nok, når man sammenligner med mine yndlingsindspilninger, skal man end dag unde sig Askhenazys indspilning med Solti og Chicago Symfoniorkester fra 1973. Husk at holde på hat og briller.

Indspilningen med Barnatan/Gilbert har også den overmåde melodiske Klaverkoncert nr. 4 og Beethovens magiske mesterværk, Triplekoncerten. Triplekoncerten er skrevet for den på den tid populære klavertrio-besætning, altså violin, cello og klaver. Indspilningen er overraskende nok en af de bedste opførelser, jeg har hørt, hvor solisterne vitterlig går til værket som klavertrio og ikke som tre solister, der skal finde hver deres plads i helheden.

Værket rejser en overvældende mængde af nærmest filosofiske problemstillinger med Beethovens eksperiment med tre solister i en tid, da det romantiske menneskesyn vinder frem og spejles i kompositionsmusikken som en større frihed til den enkelte solist. Det er det eneste værk på det niveau i musikhistorien, der forsøger sig med tre solister. Spørgsmålet er, om forsøget lykkes 100 procent. Det har jeg altid undret mig over.

Jan Lisiecki

I den forrige artikel om Beethoven-året handlede det blandt andet om Deutsche Grammophons første store satsning, Andris Nelsons indspilning af de ni symfonier med Wiener Philharmonikerne. En indspilning som vil stå blandt forbillederne i årtier.

Den anden store DG-satsning er den samlede indspilning af Klaverkoncerterne med Jan Lisiecki, et ungt klavergeni, der især har imponeret med opførelser af Chopin. De er lavet live i Berlin for et lille år siden. Lisiecki udfører det vovestykke at vende tilbage til en praksis, der er krævende og indtil de allerseneste år normalt ikke brugt siden midten af 1800-tallet, nemlig at solisten dirigerer orkestret fra klaveret. Det har været brugt af bl.a. Daniel Barenboim ved indspilninger og opførelser af Mozarts klaverkoncerter, som ikke har de samme orkestrale udfordringer. Jeg har ikke før hørt Beethovens klaverkoncerter uden selvstændig dirigent.

Jan Lisiecki har en eminent pianoteknik og et kæmpemæssigt overskud og den unge kunstners uhildede følsomhed. Hans fortolkninger tilfører værkerne et større umiddelbart spektrum, end man længe har hørt. En stemnings- og følelsesmæssig styrke, der er helt usædvanlig.

Det er som om den unge pianists nysgerrighed og livslyst får ham til at tage hver af værkernes berømte motiver frem og kigge på dem med lup

Men det er klart den mest selvoptagede fortolkning, jeg nogensinde har hørt. Han er fantastisk, men det er som om han misforstår, at vi er ikke kommet for at høre Lisiecki, vi er kommet for at høre Beethoven gennem ham.

Ved et mærkværdigt tilfælde er det samme orkester som i den forrige indspilning, der er udført for et par år siden, men først udsendt nu, Academy of St. Martin in The Fields. Men der er et helt andet lydbillede. Orkestret er flere steder mixet tilbage, så det passer bedre i forhold til den overordnede tolkning, der fremhæver solostemmen.

De fleste vil bedre kunne lide Beethovens Klaverkoncerter i denne indspilning. Lisieckis tilgang har en åbenlys star quality, som det er rigtig set af det store pladeselskab at bruge, hvis man vil udbrede den tidløse og uforglemmelige essens af Beethovens klaverkoncerter i et stort anlagt jubilæumsår.

Der er tindrende pianistiske momenter, åndeløse melodiske og ekvilibristiske fraseringer. Det er en stemning i det, som virker dybt tiltrækkende. Det er, som om den unge pianists nysgerrighed og livslyst får ham til at tage hver af værkernes berømte motiver frem og kigge på dem med lup, og for at gøre det, bliver han nødt til at skubbe orkestret lidt i baggrunden. Det er fascinerende at høre den langsomme sats i Klaverkoncert nr. 4, et af Beethovens mest hjerteskærende smukke satser, spillet under lup på denne måde. Men det risikerer også at falde fra hinanden som samlet kunstnerisk udtryk. Det er, som om vi hopper fra sten til sten, men ser stenen og ikke det landskab, vi er på vej hen over.

Med en dirigent på, ville jeg have overgivet mig og hørt det hele igen og igen, bevæbnet med en pakke Kleenex, indtil der ikke var flere tilbage. Men det er ikke sikkert, det overhovedet kunne lade gøre med et talent af dette omfang, der endnu ikke har styr på alle facetter af sin energiudladning.

Boris Giltburg

Den russiske dirigent Vasily Petrenko, pianisten Boris Giltburg og Liverpool-philharmonikerne har netop indledt en samlet indspilning af klaverkoncerterne på Naxos med udgivelsen af de to første koncerter.

Man kan synes, at der er en lidt tør lyd, som man indimellem forbinder med visse Naxosindspilninger, og det kan virke som om det er lidt for stille, når man kommer fra Lisiecki, der giver den fuld skrue hele tiden.

Men der er momenter i f. eks. 2. sats af 1. Klaverkoncert, hvor det, der i stedet træder frem er en tidsløshed, som er magisk, og som jeg kun kender fra den russiske mesterpianist Emil Gilels indspilninger af nogle af Beethovens tidlige klaversonater, indspilninger, der har fulgt mig, siden jeg var dreng. Det virker, som om vi står midt i filmisk flow, der standser, mens vi godt ved, at det i virkeligheden fortsætter. Det er forbløffende. Det er der, Beethoven bliver en universel kunstner, når musikerne forløser det, så kun musikken selv synes at være tilstede.

Om fem år og om ti år, når vi har hørt Gilbert/Barnatan og Liciecki og Petrenko/Gultberg mange gange, vil der stadig være fuld skrue på Liciecki og det vil stadig være meget flot, om end visse af satserne vil synes at gå for langsomt (den midterste sats i 4. Klaverkoncert) og visse for hurtigt (finalen i 3. Klaverkoncert) og der vil stadig en være en medierende følelse ved at høre Barnatan og en stille meditativ tilgang forbundet med Petrenko/Gultberg.

Men forskellen vil være, at det stadig er Lisieckis følelsesladede fraseringer, vi hører, mens det er nye aspekter af Beethoven, de andre to bringer frem. For det tidløse, vi andre kan spejle os selv i og se nye spejlbilleder af vores egen sansning, som ændrer sig livet igennem, det ligger ikke hos fortolkeren, men i fortolkerens tilstræbt fordringsløse kontakt med stoffet.

Christian Tetzlaff

Jeg har altid haft en lignende oplevelse af den berømte violinist Christian Tetzlaff, der har indspillet Beethovens Violinkoncert for anden gang. Første gang var hans første pladeudgivelse, sammen med Michael Gielen, der døde i år, og et af de tyske radioorkestre i en version, hvor man anvendte en nyfunden urtekst af noderne.

Nu kan vi endelig møde og se det store eksistentielle perspektiv, som har været rullet op for os i detaljer og nu er føjet sammen til en helhed. Beethovens Violinkoncert er en ufattelig bedrift, et af de rigtigt store kunstværker

Jeg har nøjagtig den samme oplevelse nu som den gang. Han spiller simpelthen så godt. Men han har en selvoptagethed i sin kunstneriske personlighed, som modarbejder ham.

Fra CD-omslaget, Ticciati (tv.) og Tetzlaff

Når vi når til de afsluttende fraser, altså musikalske sætninger, om man så må sige, af den 25 minutter lange 1. sats, og Beethoven nænsomt og elegant og uhyre smukt lader sin komposition kravle sig op på grundtonen, som når en bjergbestiger tager de sidste tag, så er det meningen, vi skal være fri af selviske bindinger. Nu kan vi endelig møde og se det store eksistentielle perspektiv, som har været rullet op for os i detaljer og nu er føjet sammen til en helhed. Beethovens Violinkoncert er en ufattelig bedrift, et af de rigtigt store kunstværker.

Når vi er der sammen med Tetzlaff, føler vi det, som om vi har været i øvelokalet. Det er et kæmpemæssigt visdomsfyldt meditationsrum, man kan træde ind i med største varsomhed og teknisk kunnen, men Tetzlaf står og spiller skalaer. Det er en “se, jeg gjorde det”-antydning over hans fraseringer. Han opfatter sig som Ritchie Blackmore, som en rockstjerne. Føles det som.

Hans tone er imidlertid rigere end nogensinde. Han spiller nemlig også som en rockstjerne. Han er blevet kritiseret for en bestemt tilbageholdenhed i tonens fylde, som han reserverer til visse passager, han opfatter som mere centrale. Det er jeg ikke enig i. Jeg synes, han docerer det elegant. På samme CD ligeledes sammen med dirigenten Robin Ticciati og Deutsches Symphonie-Orchester Berlin, er der en indspilning af Sibelius, dybest set Beethoven-inspirerede violinkoncert, som er båret af et frygtindgydende drive, hvor hans nuancerede tone og hans skærebrænderfraseringer passer værket virkelig godt.

Nogle af de meget vekslende temaer i finalesatsen, fra næsten uvirkeligt høje toner i en slags kosmisk ur-lydbillede til folkemusikalske snurretoppe på et øjeblik, alt mens orkestret dundrer fremad, er forløst uhyre overbevisende og vellykket. Tetzlaff gør Sibelius violinkoncert lidt større (og Beethovens lidt mindre).


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Beethoven: Piano Concertos vol. 1
Inon Barnaton (klaver), Alan Gilbert, Academy of St. Martin in the Fields
Pentatone 2019, 2 CD

Beethoven: Complete Piano Concertos
Jan Lisiecki (klaver og dirigent), Academy of St. Martin in the Fields
Deutsche Grammophon 2019, 3 CD

Beethoven: Piano Concertos Nos. 1 and 2
Boris Giltburg (klaver), Vasily Petrenko, Royal Liverpool Philharmonic Orchestra
Naxos 2019

Beethoven – Sibelius: Violinkoncerter
Christian Tetzlaff (violin); Robin Ticciati, Deutsches Symphonie-Orchester Berlin
Ondine 2019


Illustration: Jan Lisiecki (Christoph Köstlin-DG)

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kultur