Mens vi venter på Beethoven, opdager vi at han er her allerede

af i Kultur/Musik

KLASSISK MUSIK // ESSAY – Beethoven fylder rundt i december. Det er 250-året for hans fødsel, og det vil blive fejret, hvor som helst man spiller og hører klassisk musik. I koncerthuse og på cd er tonerne af værker fra en af kandidaterne til prædikatet ”den største komponist gennem tiderne” allerede i færd med at fylde rummet. POV International vil følge Beethovenåret tæt.

Man angiver Ludwig van Beethovens fødselsdag til 17. december 1769, men det er faktisk hans dåbsdag, for man kender åbenbart ikke fødselsdagen. Han er født i Bonn, der jo var Tysklands hovedstad, mens Berlinmuren delte landet i to i anden halvdel af det 20. århundrede.

Blandt de vigtigste årsager til, at vi beskæftiger os med Beethoven, er en konsekvent humanisme, som ligger indædt og indtrængende i hver tone

Som musiker og komponist virkede han dog mest i datidens musikalske kulturhovedstad, Wien, der frem til 1. Verdenskrig i 1914 var centrum for et kæmpemæssigt kejserrige, der også indbefattede bl.a. Ungarn og dele af Tjekket. De koncerthuse, hvor de værker blev uropført, der i dag er de centrale værker i den klassiske musiktradition, eksisterer stadig. Traditionen er ubrudt, men under stadig fornyelse.

Verden over hører man uge ud og uge ind disse kunstneriske perler nyopført på højt teknisk og professionelt niveau. Og Beethoven-året er allerede gået i gang. Det kan ikke tænkes, at noget symfoniorkester, fra Bergen Philharmoniske Orkester til Shanghai-symfonien, ikke vil spille Beethovens værker.

Levende kunst

Men det handler ikke kun om tradition, slet ikke. Beethoven er særligt aktuel i disse år. De klassiske kompositioner har deres eget liv. På samme måde som hvis man genser en Michelangelo-skulptur i Rom eller et Shakespeare-skuespil mange år efter, og oplever at de siger en noget andet end dengang, gør disse kunstværker det også. Blandt andet også fordi opførelserne af dem aldrig er ens, men også fordi de som eminente kunstværker selv er levende som det man tidligere kaldte åndsliv.

Beethovens værker rummer en kolossal menneskelige dybde, som man kan lytte sig ind til i al hans musik, for så vidt opførelsen er bare nogenlunde kyndig og fokuseret. Beethoven var en enspænder, et kæmpende og plaget menneske, en eksistentiel visionær som Dostojevskij eller Rembrandt, og den dramatik kan aflæses overalt i hans kompositioner.

Blandt de vigtigste årsager til, at vi beskæftiger os med Beethoven, er en konsekvent humanisme, som ligger indædt og indtrængende i hver tone, Beethoven sætter til nodepapiret.

Beethovens stræben og hans værker kan enkeltvis og samlet forstås som et uimodsigeligt vidnesbyrd om humanitetens livsnødvendighed, om sjælelivets betydning og om alle menneskers delagtighed i livets fælles udgangspunkt

Mest berømt – som en gestus der får myten eller anekdotens form, er at han havde dedikeret sin 3. Symfoni, et stort anlagt værk, til Napoleon som han så som en folkets mand og massernes hjælper. Men da han udråbte sig til kejser, skal Beethoven have revet dedikationsbladet af i raseri, afmagt og skuffelse.

En anden af Beethovens store symfonier, Symfoni nr. 9, har – som noget på det tidspunkt nyskabende – et korafsnit, hvor en tysk sangtekst til menneskehedens fællesskab indgår. Den tyske mesterdirigent Wilhelm Furtwängler, blev i modsætning til mange kunstnere i Tyskland under 2. Verdenskrig, for om muligt, om end noget naivt, at modarbejde regimet indefra gennem kunstens kraft. Der eksisterer en koncertopførelse af Beethovens 9. Symfoni fra 1942, midt under krigen, hvor man opfatter det som at den måde han som dirigent fortolker og lader orkestret forme musikken, rummer en særligt indtrængende humanistisk bøn om fred. Vi ved, at Hitlerregimets ledere var til stede i salen.

Den humanitet, der gennemsyrer Beethovens værk, kan det hjælpe os at fastholde i en tid, da det er blevet mainstream at tale andre mennesker og grupper af mennesker ned i det offentlige rum og hvor end ikke fakta længere umiddelbart kan opfattes som udsagn om sandhed. Beethovens  musik rummer en højere sandhed, vi ikke bør glemme.

Beethovens stræben og hans værker kan enkeltvis og samlet forstås som et uimodsigeligt vidnesbyrd om humanitetens livsnødvendighed, om sjælelivets betydning og om alle menneskers delagtighed i livets fælles udgangspunkt.

Beethoven udvider rammerne

En ting mere i den sammenhæng, om den klassiske musik generelt. Den er en særlig stærk bærer af en lyslevende, fællesmenneskelig virkelighed. For den er helt og holdent antiteknologisk. Selve det, at den findes peger ind mod det menneskelige og det menneskelige fællesskab på en ganske særlig måde.

Den stammer fra instrumenter, der alle som et, er håndbyggede af naturmaterialer, den opføreses af mennesker, der hver især skal læse, forstå og fortolke noderne med deres musikkendskab og den spilles i haller, der er bygget med dyb og kompleks akustisk og arkitektonisk sagkundskab for at kunne rumme musikken på den rigtige måde´. Ikke to orkestre, ikke to opførelser og ikke to haller lyder ens. Selvom det er de samme værker, de spiller.

Er de så gode, at man kan tale om en historisk uforglemmelig indspilning eller er de trods alt blot meget, meget gode?

Beethoven udvider som kunstner rammerne for den borgerlige kompositionsmusik i alle retninger. Først med Beethoven får de forskellige typer af musik deres endelige form, som på god modernistisk vis (selvom vi befinder os 100 år før moderniteten) samtidig derved peger frem mod disse formers opløsning, som vi har set mange steder i den nye kompositionsmusik i det 20. og 21. århundrede.

Det handler om symfonien, om klaverkoncerten (altså symfoniorkestret med klaversolist) og flere andre genrer, ikke mindst den mere intime strygekvartet, altså komposition for to violiner, bratsch og cello, og særligt også klaversonaten, altså en komposition for soloklaver over et bestemt strukturelt skema.

Beethoven har skrevet ni symfonier, fem klaverkoncerter, 16 strygekvartetter og 32 klaversonater som alle står som centrum for enhver klassisk musikudøver og -lytter. Og de opføres og genindspilles for fuld tryk, som de har gjort mere eller mindre siden, altid med en ny tids egne accenter på fortolkningerne af noderne.

Beethovenåret indledt med et brag

Beethovenåret blev allerede i oktober indledt med et brag af Deutsche Grammophon, den internationale pladeverdens Gyldendal, hvis man kan sige det på den måde. Men havde engageret en af tidens mest beundrede og dygtige dirigenter, Andris Nelsons, og sat ham sammen med en af kandidaterne til titlen som verdens bedste symfoniorkester, Wiener Philharmonikerne og bedt dem indspille Beethovens samlede symfonier.

Senere vil der komme flere spektakulære og decideret lækre pladeudgivelser, der vil være mindst fire udgaver af Beethovens samlede værker med omkring 80 CD’er på markedet (nemlig fra Deutsche Grammophon, Warner, Naxos og Brilliant). Og der vil komme mindre boxe og enkelt-udgivelser i stride strømme. Blandt dem en temmelig vovet udgave af Beethovens samlede klaverkoncerter, som jeg skal vende tilbage til i næste artikel.

Hvor store forventninger kan man tillade sig at have?

Der findes omkring 200 samlede indspilninger af Beethovens symfonier, foruden hundredvis af enkelt indspilninger af dem alle. Hvor store forventninger kan man tillade sig at have til Andris Nelsons fortolkninger?

Er de så gode, at man kan tale om en historisk uforglemmelig indspilning eller er de trods alt blot meget, meget gode og en del af de mange fine indspilninger, der kommer i disse år?

Jeg har lyttet til dem i flere uger. Jeg har samtidig nærlyttet andre indspilninger blandt de 20-25 stykker, der så at sige indgår i den primære reference. Jeg hørte Nelsons fortolke Mahler i Royal Albert Hall i 2018 i klart den bedste udlægning af Mahlers mastodontiske Symfoni nr. 3, jeg har overværet. Jeg har fulgt ham tæt gennem flere år som dirigent af Boston Symphony Orchestra og et af de gamle europæiske orkestre, Gewandthaus Orchester i Leipzig, hvor han indspiller de samlede symfonier af henholdsvis Shostakovich og Bruckner, to af Beethovens senere disciple.

Jeg har hørt hans opførelser af de fleste Beethovens-symfonier på amerikansk public radio fra Boston. Det var med enorm forventning, at jeg begav mig ind i de ni, mellem en halv og en hel time lange opførelser af Beethovens værker.

En samforståelse mellem dirigent og orkester

Hvordan var det så? Lyden er helt ufattelig god. Wiener Philharmonikerne har en fyldig og naturlig klang, der virker så rig, som man kun kan konstruere. Men den er lige præcis naturlig: Man kan høre instrumenterne er lavet af levende træ.

Der er en samforståelse mellem Nelsons og orkestret som er rent ud forbløffende, jaw-dropping, som det hedder på engelsk.

Jeg har hørt alle slags anmelderadjektiver brugt om disse indspilninger i de første anmeldelser, der er dukket op

Jo længere, jeg lytter til indspilningerne og fjerner mig fra den dømmende anmelderrolle, desto flere momenter opdager jeg, som bryder med, hvad jeg hidtil har hørt i en samlet indspilning af Beethovens symfonier.

Først det første er det vitterligt, som f. eks. Leonard Bernsteins indspilning med samme orkester fra 1980’erne, der var den første jeg kendte, en samlet indspilning, med en samlet vision. Det er netop ordet vision, Nelsons bruger, når han skal beskrive sin tilgang. Han ser det som sin opgave at få musikken i tale, i sig selv, selvom han ikke fraskriver sig det ansvar, at det er nødvendigt med en vision.

Det tog mig lang tid, før jeg forstod, at der her er noget helt nyt på færde. Man lytter til de områder i symfonierne, men kender og måske har en særlig forkærlighed for, og undersøger, hvordan Nelsons og orkestret eksekverer dem.

Den langsomme indledning til Symfoni nr. 2, en af de mest svævende passager i verden, der samtidig skal kunne kobles til den hurtigere fortsættelse, som Bernstein får så helt ufatteligt flot sat sammen. Den pludselige opbremsning i Symfoni nr. 4’s langsomme sats, hvor Karajan med Berliner Philharmonikerne gennem 30 års bestandige nyopførelser og genindspilninger, får udviklet til en mageløs perfektion, hvor de efterfølgende toner på mageløs vis virker som om de ser sig forpjusket omkring.

Selvfølgelig skæbne-temaet i Beethovens 5. Symfoni. Hvordan kommer det til at hænge sammen med resten af symfoniens dirrende motivgrupper? Bliver det en form for påhæng, eller lykkes det at få da-da-da-dum-figuren til at glide organisk samme med resten af værkets rytmiske figurer, der minder om det. Og tordenvejret i Symfoni nr. 6 – bliver det ren lyd eller ren musik? Og så videre.

Blandt de allerbedste

Nelsons udnytter orkestrets fyldige klang og dets individuelle musikeres utroligt høje kunstneriske niveau til at fremdrive klangflader og brudflader til at afdække nye områder i det symfoniske forløb. Det er ganske enkelt enestående spændende og fornyende, samtidig med at det står solidt plantet i traditionens opfattelse af den symfoniske helhed. Jeg er slet ikke færdig med at revidere min opfattelse af, hvor de dynamiske spændinger i Beethovens elektrificerende symfonier også kan siges at ligge, og det vil jeg ikke være foreløbig, hvis nogensinde.

Jeg kan ikke se noget punkt, hvor fortolkningen i klarhed, fylde og indsigt afviger fra dem, jeg anser for de allerbedste, f. eks. Bruno Walters med Columbia Symphony Orchestra i begyndelsen af 1960’erne, på en måde, så man må sige, at den ikke skulle være en af dem, man fremover vil henvise til.

Det er så rigt og nuanceret en skulpturering, en vævning, en afbildning af den allerstørste musik, menneskeheden har frembragt, at det trodser enhver beskrivelse. Lige nu i hvert fald.

Enhver beskrivelse? Jeg har hørt alle slags anmelderadjektiver brugt om disse indspilninger i de første anmeldelser, der er dukket op, lige fra middle of the road til rodede, uafklarede og overdrevne kraftfulde eller sine steder kraftesløse. Det understreger min pointe: Der er noget nyt på færde, som man endnu ikke helt har grebet om.

Andris Nelsons formår sammen med orkestret at trække det bedste fra de senere årtiers af-romantiserede, back-to-basics-opførelsesidéer med ind i en samlet indspilning af Beethovens symfonier, der til fulde bevarer det brede spektrum og de mange, mange tålmodige nuanceringer, som den langtrukne senromantiske fortolkningspraksis havde givet dem fra pladeindspilningernes barndom og op igennem 1980’erne.

For min smag går de hurtige satser, som slutter værkerne, i flere tilfælde lidt for hurtigt, men det er et generelt træk for tiden. Den afsluttende sats af 7. Symfoni er et eksempel på det, men Wiener Philharmonikerne udfører det faktisk en anelse bedre end Boston Symphony gør det i de radioindspilninger, jeg har hørt Nelsons lave med den samme symfoni. Det var meget afslørende, for begge orkestrene er blandt de fem-seks bedste i verden.

Hvor skal man begynde?

Er det så den, man skal vælge, hvis man ikke har hørt Beethovens symfonier så meget, at man kender dem rigtig godt? Nej, afgjort ikke.

Hvor skal man så starte? Man kan med fordel begynde et helt andet sted, nemlig i det gamle Radiohusets koncertsal. Det er som bekendt i dag Det kgl. danske musikkonservatoriums koncertsal og her holder det tidligere Radiounderholdningsorkestret til, i sin nye skikkelse som lidt mindre symfoniorkester. Danmarks Underholdningsorkester, eller Danish Chamber Orchestra, som de hedder på pladeomslagene.

Den vil for alt i verden undgå, at lytteren oplever Beethoven som tung og tilbageskuende

De har skabt en samlet indspilning af Beethovens Symfonier på Naxos med Ádam fischer som dirigent – i forlængelse af orkestrets indspilning af Mozarts noget mindre symfonier for få år siden. Der skal man begynde.

Der en ligefremhed og en lethed over helheden. Det samlende blik hælder en anelse mod de lidt højere tempi og de nøgterne fraseringer, som er kendetegnende for inspirationen fra tilbage-til-røddernebevægelsen for et par årtier siden, som jeg omtalte før. Det skyldes nok ikke mindst, at orkestret er mindre end de sædvanlige symfoniorkestre og at der derved er noget at hente ved ikke at hælde mod de store klangflader, som et dobbelt så stort orkester som Wiener Philharmonikerne i forvejen har.

Fortolkningen går efter anskuelighed, snert og ikke kompleksitet. Den vil for alt i verden undgå, at lytteren oplever Beethoven som tung og tilbageskuende.

Men Ádam Fischers take på Beethovens samlede symfonier er ikke uden overraskelser. En uventet tilbageholdenhed i indledningen af finalen til Symfoni nr. 3, hvor solostemmerne i orkestret bliver mixet frem i lydbilledet, giver en munterhed og yndefuldhed, jeg aldrig før har hørt i det værk.

Næsten en barokagtig fornemmelse, og det kan man diskutere som valg, fordi lige præcis Symfoni nr. 3 på andre områder, rent musikhistorisk netop kan forstås som det endelige farvel til barokmusikken. Men det fungerer og det er smukt.

Hvad han kan med ren tonalitet

Jeg har en særlig forkærlighed for Beethovens 8. Symfoni, der ligger klemt inde mellem de to, meget større anlagte Symfoni nr. 7 og Symfoni nr. 9. Den 8. Symfoni har en rytmisk betonet, tonalt båret spænding, der kan være så voldsom, at man har det som, når man som barn begyndte at grine af en høj lyd. Bare fordi den var så voldsom.

Beethoven viser her, så enhver kan høre og forstå det – i en stram rytmisk indpakning, hvad han kan med ren tonalitet. Og hvad er ren tonalitet lavet af? Ja, eksistentielt eller fysisk set er den lavet af det samme stof som en hvilken som helst anden svingning af lydbølger i den fysiske verden.

Efter en, en anelse shaky indledning, med marginal mangel på præcision i det, der hedder “orkesterindsatserne” (der, hvor nogle af musikerne sætter ind) i det høje tempo, som Ádam Fischer anlægger, løfter Danmarks Underholdningsorkester symfonien op til en virkelig tilfredsstillende, musikalsk oplevelse. Båret af det, orkestret altid har været så god til, tætte, rene klangflader, fast og stærk rytmik, som det store publikum kan forholde sig til.

En dampende novelle om jalousi

Klassisk musik er ikke bare orkestermusik i forskellige konstellationer, det er også musik for få instrumenter, hvor komponisterne taler følelsesmæssigt intimt, elegant og udforskende på en anden måde, når to eller tre musikalske stemmer slynger og væver sig ind og ud mellem hinanden. Eller en enkelt stemme, som i Beethovens 32 klaversonater, som står som en af søjlebygningerne i musikhistorien

I løbet af året vil vi komme til Beethovens værker i de forskellige genrer, og vi vil gå lidt videre. Vi vil spørge, hvad det er der får Tolstoj til at bruge hans 5. Violinsonate som temaet for en dampende novelle om jalousi. Vi vil grave Beethovens glemte Påskeoratorium frem. Undersøge, om det er rigtigt, som den østrigske komponist og ”opfinder” af en indflydelsesrig moderne kompositionsstil, Arnold Schönberg sagde, at Beethovens sene strygekvartetter aldrig vil kunne overgås i. Og om det virkelig er meningen, Måneskinssonaten skal forestille måneskin og om klavertrioen med tilnavnet ”Spøgelsestrioen” er uhyggelig.

Det bliver en fest.


Beethoven: Complete Symphonies
Andris Nelsons, Wiener Philharmoniker 
Deutsche Grammophon 2019, 6 CD
(fås med Blu-Ray bonus CD med musikken i ekstra høj lydkvalitet)

Beethoven: Symphonies
Ádam Fischer, Danish Chamber Orchestra
Naxos 2019, 5 CD

Om lydkvalitet: Lyden på cd er mere end fire gange så god (1400 mbit/s) som på abonnement på de populæreste streamingtjenester og mere end 10 gange så god som ubetalt brug (320/128 mbit/s), foruden at man har glæden ved at sidde med placecoveret i hånden og kunne læse noterne. Lyden på vinyl er yderligere næsten dobbelt så god (2400 mbit/s) som på CD, og altså henholdsvis otte og 20 gange så god som på de populæreste streamingtjenester.


Foto: Marco Borggreve / Deutsche Grammophon

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kultur

Mit Berlin i 30 billeder

REJSEBREV // BILLEDRPORTAGE – “Berlin er et kulturelt tagselvbord, hvor undergrund, etableret

Det blæser op

Det blæser op. Nu knager alle stammer og der er intet sted