FILMHISTORIE // LONGREAD ESSAY – Den franske filminstruktør Jacques Tati er især kendt for sin figur Monsieur Hulot og for sine humoristiske film med det kritiske syn på nye teknologiske landvindinger. I en tid, hvor mange bøvler med problemer med den digitale udvikling og MitID, har Tatis film i den optik stadig relevans. Og der er flere gode grunde til at se med, skriver POV’s filmredaktør Mikkel Stolt i dette indblik i de mest seværdige værker af en af filmhistoriens allerstørste instruktører. Filmene kan ses netop i disse dage i serien om Tati på Cinemateket.
”Film skal ses i biografen”, sagde man engang for at dæmme op for tv-skærmens indtog i hjemmene, og det gælder i særlig grad for de film, der udnytter lærredet på alle leder – også i dybden. Derfor vedkommer det i særlig grad den franske instruktør Jacques Tatis film, men ikke desto mindre sidder jeg her og fryder mig over, at jeg kan stoppe min bluray-skive og spole lidt tilbage for at se noget, som jeg gik glip af i første omgang.
For selv om mange scener i hans film er meget strikse i deres grafiske opbygning med linjer og flader, så er der i lige så mange andre scener et utroligt mylder af detaljer, som gør, at man ofte føler, at man går glip af noget. Og måske er det i vekselvirkningen mellem disse yderpunkter, at Tatis geni åbenbarer sig bedst.
Eller sludder med mig; for det egentlig geniale – og det, der i virkeligheden adskiller Tati fra 97,4% af andre filmkunstnere gennem tiden – er, at han er en æstetisk bevidst humorist.
Han høstede anerkendelse for at blande pantomimen, dansen, cirkusklovnen og parodien på en temmelig unik måde
Hans film er simpelthen både smukke og morsomme. Som filmstuderende var det ved visningen af mesterværket Playtime (1967) en alt for tidlig tirsdag morgen på Filmmuseet på Christianshavn, at jeg for en af de alt for få gange grinte højt nede i salen, hvorved jeg sikkert vækkede nogle af mine medstuderende. For hvad der er sjovt, er selvfølgelig personligt, og dertil er humoristisk sans det eneste, som ingen mennesker vil sige om sig selv, at de ikke har. Vi siger det om andre, ja, men aldrig om os selv.
Det har Tati også med: Det selvhøjtidelige menneske, som ikke ejer evnen til at se komikken i sin egen fremtoning eller i sine egne handlinger. Som overtjeneren fra restauranten i Playtime, der kun lige akkurat er klar til at åbne for gæsterne, men hvor en af fliserne fra dansegulvet sidder fast under hans ene fod, mens han dirigerer med sine underordnede. Det var dér, jeg grinte højt den tirsdag morgen – af en simpel slapstick joke, der ophæves til en kommentar og derfor er mere end bare en visuel gag. Hans fortvivlende få film er også temmelig enestående i filmhistorien.
Der er ikke mange, der ligner sådan rigtigt. Jo, han havde inspirationskilder, men han gik så ubetinget sine egne veje. Han var en ener.
Sjov i skolen
Der findes ifølge David Bellos – forfatteren til Jaques Tati, His Life and Art (1999) – ikke mange anekdoter fra Tatis skoletid, men der er en, som jeg finder meget sigende for Tatis humor og blik for situationer.
Hans engelsklærer brugte en for ca. 1920 ret moderne undervisningsteknik med at lade eleverne foretage sig de sætninger, som de skulle lære. Lille Jacques stod på lærerens ordre henne ved døren, hvorefter hun sagde sætningerne ”I open the door” og ”I close the door”. Eleven Jacques skulle så gentage ordene, mens han foretog selve handlingen. Først åbnede han døren, mens han sagde ”I open the door”, og så stod han lidt, som om han ikke helt kunne huske den anden sætning.
Så gik han pludselig gennem døråbningen, ud ad klasseværelset og lukkede døren efter sig, mens han sagde ”I close the door.” Så stod han lidt der og overvejede, hvad der ville være morsomst: At han gik ind igen eller simpelthen bare gik hjem.
Det er skønt at se, hvordan interaktionen med det omgivende samfund primært skabes af livsglæde og uforfærdethed
Tati fortæller selv, at det var der, han mærkede, at humoristen eller komikeren i ham blive født. Og selvfølgelig gik han hjem – men det var ikke som protest eller for at provokere; det var en instinktiv fornemmelse af, at en gag uden punchline, uden nogen ondskabsfuld eller politisk motiveret undertekst, ja, uden nogen egentlig slutning havde en værdi af en slags. Hans karakter, Monsieur Hulot, som han skulle opfinde årtier senere, ville sagtens have kunnet lave det nummer … måske bare fordi han havde glemt, hvorfor han skulle åbne den dør.
Tati (1907-1982) hed egentlig Jacques Tatischeff, og excellerede han ikke på den akademiske bane, så fandt han ud af, at han faktisk var sjov. At hans ranglede fysik var eminent til at lave aparte fysiske udtryk, og hans ordløse parodier på forskellige sportsfolk gav ham derfor adgang til den franske varietéscene. Han høstede anerkendelse for at blande pantomimen, dansen, cirkusklovnen og parodien på en temmelig unik måde, hvilket han udnyttede kunstnerisk i hele sin karriere.
Han bragte det med i sine tidlige kortfilm, hvor inspirationen fra de amerikanske stumfilmkomikere som Chaplin og Keaton også var synlig, og en af disse kortfilm skabte grundlaget for hans første spillefilm, En Festlig Dag (Jour de Fête) fra 1949.
Den første spillefilm
I En Festlig Dag kommer et omrejsende tivoli til en lille franske landsby, og da de bl.a. viser en dokumentarfilm om det effektive amerikanske postvæsen, bliver det lokale cykelpostbud (spillet af Tati) inspireret til at optimere sin arbejdsgang.
Det kaster en hel del opfindsomhed og en del visuelle gags af sig, og selvom postbuddets anstrengelser kan virke latterlige – han er også lidt af en landsbytosse – så når han faktisk at aflevere sine breve, sådan da. Den (dengang) moderne tilgang til effektivitet skildres både med poesi, humor og nostalgi, men også med antydningen af anerkendelse: Effektivitet er ikke nødvendigvis det modsatte af idérigdom.
Filmbranchen har altid haft sine driftige forretningsfolk, der kan sætte tingene og filmproduktionen i system, så medarbejdere og publikum hele tiden kan fodres med serieproduktioner, hvor den filmkunstneriske værdi måske nok ikke er så iøjnefaldende. Men der skabes omsætning og overskud, og det er jo vigtigt i en kommerciel sammenhæng.
Tati gik en lidt anden vej, kan man vist godt sige, og selvom hans første films relative succes gav opfordringer til at lave flere film med det komiske cyklepostbud, så ville Tati noget andet. Og ironisk nok skabte han derved figuren Monsieur Hulot, som fik lov til at være hovedkarakteren i hans fire næste film.
Tati kunne nu gå på vandet – indtil han ikke kunne mere
Der skulle ifølge kilder være flere inspirationskilder til denne herlige personage, blandt andet en gammel soldaterkammerat, der ifølge Tati simpelthen ikke fattede livet i hæren (det var i mellemkrigstiden), og hvordan man opførte sig. Han optrådte altid forkert men uden bagtanker, og han opdagede aldrig sin egen upassende adfærd, som drev officererne til vanvid.
Tati formulerede på den baggrund senere en tese om sin komik: Den bunder ikke i komikerens handlinger, men i komikerens evne til at afsløre den komiske dimension hos andre.
Halløj på badehotellet
Filmen Festlige Feriedage (Les Vacances de Monsieur Hulot) fra 1953 skildrer en sommerferie på et typisk, fransk badested og er et overflødighedshorn af morsomme situationer og observationer. Handlingen er temmelig rudimentær – ferien starter og slutter for de medvirkende – og den enlige Hulot interagerer på forskellig frivillig og ufrivillig basis med de andre gæster på badehotellet.
Det er skønt at se, hvordan interaktionen med det omgivende samfund primært skabes af livsglæde og uforfærdethed, og ingen er helt upåvirkede af mødet med Hulot. Selvom de måske ikke lige opdager, at det er ham. Ligesom i den forrige film er der næsten ingen dialog, for det var noget, som Tati aldrig fandt særligt vigtig. Lyd og musik, ja, men talefilmens fokus på replikker til at drive film fremad var ham helt fremmed.
Den film blev også en relativ succes, tilmed i udlandet, og det gav Tati mod på mere. Ikke ment som gentagelser af Hulots kalamiteter på andre lokaliteter, som filmkøbmændene ellers foreslog, men med en helt anden idé, hvor figuren får en ny omend beslægtet rolle. Der er ikke mange, der har været så nidkære på ikke at føje mange andre end sig selv i sine filmproduktioner, for så kan man desværre hurtigt være færdig i branchen.
Den slags koster selvfølgelig, men vi har altså at gøre med den slags filminstruktør, som den franske filmkritik (Truffaut og Godard og det slæng) midt i 1950’erne begyndte at kalde en auteur. Altså en kunstner hvis personlige touch altid var prægnant i vedkommendes film, ligesom en forfatters eller en malers er det, og som lod hånt om genrer og andre skabeloner. I min studietid – inden bz’erne tiltuskede sig betegnelsen – kaldte vi den slags instruktørers film for ’autonome film’.
Den umoderne onkel
Den næste film, Min Onkel (Mon Oncle), krævede et gevaldigt forarbejde. Den handler om en dreng, hvis forældre bor i en ultramoderne indrettet villa, og hvis liv godt kan forekomme lidt sterilt på overfladen (for nu at sige det mildt). Hans onkel, Hulot, repræsenterer det mere gammeldags, hyggelige og – nogle ville sige – ægte liv i en mere folkelig del af byen i et besynderligt, gammelt hus. Enkelte scener fra den forrige films manuskript, som aldrig blev filmet, dukker i øvrigt op i denne film.
Filmsproget er på mange måder det samme: store tableauer, ingen dialog og stort set ingen handling. Her begynder det et blive klart, at den psykologisering, som vi har vænnet os til i den vestlige verdens film – altså de evindelige forklaringer formidlet gennem handlig og dialog om hvorfor, filmens personer agerer, som de gør – er helt uinteressante og unødvendige for Tati. Det er er gennem de rene billeder og den ekspressive lyd, at filmens humor formidler til os, at Hulot er en observant, som hverken fordømmer eller glorificerer den moderne udvikling.
Faktisk ender han til sidst med at blive en indirekte katalysator for, at drengen og dennes far genforenes. Det er en fantastisk film, som også blev et hit i USA, og legenden Buster Keaton udtalte efter denne film noget i retning af, at Tati med sine tonefilm havde videreudviklet stumfilmens allerbedste traditioner.
En onkel fra Amerika?
Tati kunne nu gå på vandet – indtil han ikke kunne mere. Hans næste projekt viste sig at være så monumentalt, at han måtte bygge en hel bydel, Tativille, uden for Paris, og penge og tid forsvandt bare mellem hænderne på ham. De amerikanske filmstudier, der skulle lægge ud for det hele, bakkede lige så stille ud. Warner Brothers havde tilbudt ham ubegrænsede midler til at lave en film, der skulle hedde ”Mr. Hulot Goes West” og have Sophia Loren i den kvindelige hovedrolle, men desværre kom Tati til at afslå med denne for tiden uheldige formulering: ”No, sir! Mr. Tati Goes East”.
Amerikanerne havde nok en lille mistanke om, at han sikkert var lidt venstresnoet, men ikke så meget, at det gjorde noget, men nu troede de, at han ville til Sovjetunionen og lave film (hans bedstefar var trods alt fra Rusland). Tati var ikke selv meget politisk, og han havde sådan set bare ment, at han ville blive i Frankrig, som jo også ligger øst for USA. Men da han samtidig ikke gav indtryk af at ville lade andre bestemme ret meget og desuden ikke havde en decideret ”handlingsfilm” i tankerne, så kom der aldrig en onkel fra Amerika med en pose penge til ham.
Mesterværket
Der gik meget galt under produktionen af Playtime (1967), men vi kan heldigvis springe det over og i stedet nyde resultatet. Der er som antydet ikke rigtigt nogen handling at genfortælle, men Hulot skal til en eller anden jobsamtale eller lignende i en moderne kontorbygning, og samtidig kommer en flok amerikanske turister på besøg i Paris. De krydser hinandens veje undervejs, og i den anden halvdel af filmen er vi til åbningen af en ny, smart restaurant, som kun lige akkurat er blevet klar.
Filmen er ofte blevet tolket som et billede på den totale fremmedgørelse af det enkelte menneske i et moderne samfund, hvor glas og stål og elektronik skaber afstand hvis ikke ligefrem problemer. Placeringen af kameraet er flere gange undervejs med til at underbygge dette, ligesom den geniale brug af lyd og billedkomposition er det, men det er efter min mening alligevel en begrænset tolkning.
Kig på det, du vil og lad dig ikke styre af, hvad filmen synes, du skal fokusere på
For det, som figuren Hulot gør, er at vise os, at hvis man betragter livet og tilværelsen med glæde, poesi og med humor, så kommer man altså langt. Hulot står nemlig ikke bare udenfor, han bliver også en aktiv om end lille del af festlighederne, da den nyåbnede restaurant langsomt men sikkert falder fra hinanden, fordi de jo alligevel ikke var helt klar til at åbne. Det var, da jeg genså filmen her for nylig, at jeg kom i tanke om alle de IT-systemer, der lanceres til os borgere, og som alle forventer vil fungere fra første dag, men hvor man måske skulle have lavet en lidt anden plan.
I den forbindelse er det interessant, at næsten alle karakterer er en slags statister (ligesom vi er), og ovenikøbet er de fleste af skuespillerne i Tatis film faktisk amatører.
I øvrigt gik en stor del af hans personinstruktion ud på, at han – ved hjælp af sin krop og sin evne til fysisk at parodiere andre – viste amatørskuespillerne, hvordan han opfattede dem og deres gestik, og de skulle så efterligne ham, snarere end sig selv. Det giver ofte et afsindigt morsomt og sært akavet resultat, der falder fantastisk ind i filmenes generelle udtryk.
Playtime er således en kommentar til vores samfund. Ved at se stort på plot og handling og ved at have så mange detaljer i billedsproget, så man som nævnt ovenfor er nødt til at se filmen mange gange, så giver Tati os den ultimative frihed: Kig på det, du vil og lad dig ikke styre af, hvad filmen synes, du skal fokusere på.
Tati udtalte selv ved premieren, at han ville foretrække, at publikum opfattede det sådan, at filmen først startede, når de forlod biografen. Det er jo i direkte modstrid med den gældende konsensus om filmfortællinger, hvor der skal være en forløsende slutning, så alle kan føle sig lettede og rensede, men det giver så meget mening. Især nu om dage, synes jeg.
Biler som ballet
Playtime er som antydet den af hans film, der af de fleste cineaster regnes for et egentligt mesterværk, og det er da også en af mine alletiders top-5-film. Men min første og varmeste erindring om Tati er alligevel mindet om, at jeg som dreng så Trafik (Trafic, 1971) på DR engang sidst i 70’erne. Ikke mindst det absurde biluheld, der afvikles med en præcis koreografi i et elegant, langsomt tempo, som var det en ballet, huskede jeg med glæde.
Fokus er igen på interaktionen mellem de forskellige faggrupper i samfundet og på at have øje for det absurde, poetiske og morsomme
Det var derfor med nogen nervøsitet, at jeg skulle gense den for nylig efter adskillige år, især efter jeg havde læst mig til, at den for de fleste ’kendere’ altså var et skridt ned i kvalitet for Tati.
Vanen tro var der også mange besværligheder med produktionen denne gang, men resultatet er ikke desto mindre meget tilfredsstillende. Og det selvom denne film nok har den tydeligste og mest regelrette handling af Tatis film, med såkaldt timelock og det hele: Hulot har på en eller anden måde fået job i bilindustrien, hvor han har designet en campingbil, der skal med på en kæmpe bilmesse i Amsterdam. Når de frem, eller gør de ikke?
Heldigvis er der så mange omveje og digressioner undervejs, at man ikke behøver at spekulere så meget på, om de når det eller ej, og det omtalte trafikuheld hører til blandt filmhistoriens mest mindeværdige scener. Den plasticitet, som Hulots krop har, og som er med til at beskrive både hans evne og hans manglende ditto til at agere med sine omgivelser, bliver på magisk vis overført til de metalkasser, som støder ind i hinanden.
Er handlingen lidt mere tydelig i Trafik, er der stadig ingen fokus på dialogen eller karakterernes psykologiske udvikling. For det har ingen betydning. Der er en del tale i filmen, men det er et internationalt kaudervælsk af fransk, hollandsk og engelsk, der mest tjener som musik, og fokus er igen på interaktionen mellem de forskellige faggrupper i samfundet og på at have øje for det absurde, poetiske og morsomme.
Gennemgående træk
Alle filmene er som nævnt fuld af visuelle morsomheder, som man ikke altid ser første gang, og når man ser dem alle sådan i træk, opdager man, hvor meget der hænger sammen fra film til film. I slutningen af Playtime er der for eksempel en scene fra en helt proppet rundkørsel set oppefra.
Lyden, musikken og nogle af trafikanternes bevægelser indikerer, at det jo i virkeligheden er en karrusel, som disse mennesker bare kører rundt og rundt i. Karrusellen peger derfor både tilbage til det omrejsende tivoli i En Festlig Dag, og selve trafiktemaet peger frem mod den næste film, hvor vi får endnu flere biler og kørescener.
Hvis humoren bliver parret med et kunstnerisk talent og en sans for et tidløst billede- og lydsprog, så er det opskriften på et bedre liv. Crois-moi, geloof me, trust me!
Desuden sker der langsom og næsten umærkelig udvikling med Hulot. I starten er han den fumlende feriegæst, der skaber mildt kaos omkring sig, men som også på en måde inspirerer andre til en anden tilgang til livet. Det fortsætter i Min Onkel, hvor han er en velkommen brise i sin søsters og svogers og især sin nevøs liv. Han får et job på svogerens fabrik, men ender med at blive sendt til provinsen. I PlayTime er han tilbage i Paris og forsøger igen at få et job, men på trods af alle gode intentioner og tilfældige møder med gamle soldaterkammerater lykkes det ikke.
Til gengæld får den kvindelige, amerikanske turist øjnene op for ham og hans facon, uden at der dog sker ret meget ved det. Den klassiske filmromantik fylder ikke meget i Tatis film, men den er der, og til allersidst i Trafik ender Hulot og den kvindelige, amerikanske (igen) PR-agent fra bilfirmaet med at forlade filmen sammen. Under den paraply, som Hulot har haft med mange gange, men som først bliver slået op i den sidste scene i den sidste Hulot-film.
Den sidste og de første optrædener
I min bluray-boks, som vist nok er komplet, er der også en lille række af hans tidlige kortfilm og heldigvis også hans allersidste film, Parade (1974), som egentlig er en svensk tv-produktion, og som jeg aldrig havde set. Og hvilket under den er på trods af de forskellige optageformater. Det er nævnt forskellige steder, at det strengt taget bare en affilmet cirkusforestilling, men det er slet ikke sandt.
Det er en charmerende sag, der sprænger rammerne mellem scene, kulisse, publikum, teknikere og optrædende, og som både er dokumentar og fiktion. Trafik havde også nogle herlige dokumentariske scener, som vævede sig elegant ind i historien, og her i Parade er det største clou måske nok, at den dokumenterer Tatis oprindelige show, nemlig hans pantomime-parodier på sportsmænd, som han optrådte med i årtier forinden. Det er en dejlig oplevelse og temmelig morsomt, ligesom resten af ”forestillingen” med en hel del flippede 70’er-elementer er det.
Humor er der ofte ikke plads til, men det skal der være. Ellers dør man jo i disse tider og med de udfordringer, man mødes af med den teknologiske udvikling. Og hvis humoren bliver parret med et kunstnerisk talent og en sans for et tidløst billede- og lydsprog, så er det opskriften på et bedre liv. Crois-moi, geloof me, trust me!
”Det moderne liv er beregnet til de klogeste i klassen, og jeg vil gerne være med til at forsvare de andre”, har Tati sagt. Se derfor så mange af hans film som muligt – det er faktisk ikke så mange – og genvind troen på filmkunsten, på dig selv og på, at du kan håndtere udviklingen. For hvis Monsieur Hulot kan, så kan du også.
Find programmet til Cinematekets filmserie her. Skynd dig, serien er allerede i gang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
