Nej, det er ikke latterligt, at der er brugt 5,8 millioner kr. på kunst i Storstrøm Fængsel

af i Danmark/Kultur/Kulturhistorie

KUNST // KOMMENTAR – Indflydelsesrige kræfter kæmper for en meget snæversynet dagsorden i forhold til kunst og kultur herhjemme i disse år, skriver kunstner og filosof Dorte Jelstrup. Ja, selvfølgelig skal Staten bruge penge til udsmykning af Storstrøm Fængsel, ligesom den gør det til alle andre offentlige bygninger. Modstanden og latterliggørelsen fra bl.a. Berlingskes kulturredaktør Anne Sophie Hermansen og Merete Dea Larsen (DF) er udtryk for en fjendtlighed overfor vor egen tids kunst og kultur, som ikke hører til i et demokratisk og anti-totalitært samfund.

I forbindelse med det nye Storstrøm Fængsel er der anvendt 5,8 millioner kr.på billedkunst. Det er, siger kulturredaktør ved Berlingske, Anne Sophie Hermansen, “komplet latterligt.”

Men hvorfor nu det? Hvad er det præcist, som er latterligt i denne sammenhæng? At man har et Kunstcirkulære, der påbyder, at der i forbindelse med statslige byggerier skal anvendes 1,5 procent af de samlede håndværkerudgifter til kunst, herunder integrerede kunstudsmykninger? Hvorfor er det latterligt?

Latterligt? Nej, der er vist kun en ting, der er latterlig i denne sammenhæng, og det er, at medierne igen og igen præsenterer os alle for så lavt et niveau i de offentlige debatter om billedkunst her til lands

Sagen er: Det er ikke latterligt; cirkulæret virker til sikring af, at nye statslige byggerier indeholder kunstneriske udsmykninger af høj kunstnerisk kvalitet – helt i tråd med den tradition, vi kender historisk for, at større byggerier er kunstnerisk udsmykkede på den ene eller den anden led.

Vi har som samfund overtaget en lang række bygninger, som generationer før os har investeret i; bygninger, der rummer kunst og/eller er kunstnerisk udsmykkede. Skam få den samtid, der gerne vil overtage bygninger, som tidligere generationer har finansieret, men som ikke selv vil efterlade sig nybyggerier, der også rummer kunstneriske udsmykninger.

Men det er måske ikke det, der er latterligt? Er det latterligt, at man bruger midler på kunstneriske udsmykninger af fængsler? Hvorfor det?

Vi straffer folk ved frihedsberøvelse

Den straf, man får i et land som Danmark, består i frihedsberøvelse. Frihedsberøvelsen er straffen; længere er den ikke. Straffen består ikke i, at man bor under kummerlige vilkår, i et sort hul og i øvrigt udelukkende får vand og brød til aftensmad. Denne sidstnævnte måde straffer man ikke på i et civiliseret samfund som det danske.

Et fængsel forstået som et statsligt byggeri bør netop også rumme kunst – helt på linje med andre statslige byggerier. Der er ingen relevant forskel mellem fængsler og andre statslige byggerier, der kan tjene som et element i et argument for, at fængsler ikke bør rumme kunstneriske udsmykninger af høj kvalitet – med mindre altså, at man mener, at fængsler skal byde på særligt ringe vilkår, fordi de huser forbrydere. Men så er vi tilbage, hvor vi var for lidt siden: Her til lands straffer vi folk ved frihedsberøvelse – ikke ved at byde dem særligt ringe vilkår.

Kørners maleri i sportshallen udgør for betragteren et imaginativt drømmekig ud i en frihed af let kultiveret naturromantik; det er smukt, og det fungerer fint i konteksten som en anti-tese til fængslet som et aflukke

Priser på højkvalitetskunst er uigennemskuelige

Men er det så priserne på kunsten, som er latterlige? Er det latterligt at give 2,2 millioner for vægmaleriet af John Kørner? “Latterligt” er næppe den rigtige term at bringe i anvendelse her. Man kan overveje, om man synes, det er dyrt. Kunne man have fået vægmaleriet i sportshallen samt eventuelt også nogle vægmalerier andre steder i fængslet af en meget dygtig og professionel kunstner for 2,2 millioner kr.? Og ligeledes i forhold til skulpturerne af Claus Carstensen – er de for dyre? Kunne man have fået mere højkvalitetskunst for pengene og dermed løftet fængslet endnu højere op kunstnerisk set?

Disse spørgsmål er sådan set legitime at stille i sammenhængen. Bestemt. Priser på professionel højkvalitetskunst er uigennemskuelige; hvis man følger med på det globale kunstmarked, vil man kunne se, at der ikke altid er en åbenbar og let forståelig relation mellem kunstnerisk kvalitet på den ene side og priser på den anden side.

Dette understreges f.eks. også af, at mange fantastisk dygtige kvindelige kunstneres værker ofte ligger lavt i pris; ofte markant lavere i pris end værker af deres mandlige kolleger, som de tåler sammenligning med i forhold til kunstnerisk kvalitet. Kunstmarkedet er gennemsyret af en sexisme i forhold til prisfastsættelser. Værker af farvede kunstnere ligger også oftest lavere i pris end værker af ikke-farvede kunstnere; kunstmarkedet har også en helt igennem uacceptabel racistisk præget slagside, kan man sige.

Man skal være enten meget naiv eller have meget stærke økonomiske interesser i kunstmarkedet, hvis man uden videre blot forsvarer status quo, herunder den prisfastsættelse, vi ser inden for samtidskunsten. Så noget sådant vil jeg generelt set fraråde.

Højkvalitetskunst koster penge

Men hvad jeg også vil fraråde, er, at man har den opfattelse, at højkvalitetskunst ikke koster penge. Det har altid kostet penge, hvis man ville forlene større byggerier med kunst af høj kvalitet. Det har mangen en Konge og en Pave eksempelvis måtte erfare i tidens løb; hvis de ville have slotte, embedsboliger og kirker udsmykkede med kunst, så var de nødsaget til at betale kunstnere for deres indsats.

Man kan sige, at professionelle kunstnere, der leverer høj kvalitet, på linje med alle mulige andre meget dygtige fagfolk selvfølgelig skal betales ordentligt for erlagt arbejde. Dette er ej næppe heller latterligt, går jeg ud fra.

Kunstværkerne i fængslet opfylder klassiske kunstfunktioner

Jamen, er det så selve kunstværkerne, der er latterlige? Nu har jeg ikke ved selvsyn set værkerne i fængslet, hverken vægmaleriet af Kørner eller skulpturerne af Carstensen. Jeg har kun set et par gengivelser i pressen, og det har overbevist mig om, at det kunstfagligt set er glimrende værker, som de to kunstnere har skabt til fængslet.

Det er latterligt, at Aftenshowet iværksætter en debat om kunstværkerne i fængslet uden at have en eneste billedkunstfagligt funderet person med i TV-studiet

Kørners maleri i sportshallen udgør for betragteren et imaginativt drømmekig ud i en frihed af let kultiveret naturromantik; det er smukt, og det fungerer fint i konteksten som en anti-tese til fængslet som et aflukke.

I Carstensens skulpturgruppe genkender man en af figurerne som en repræsentation af Carstensen selv, kunstneren selv. Det er flot og empatisk tænkt af Carstensen at sætte eget selv ind i skulpturgruppen på denne vis; det er en metaforisk understregning af, at hver enkelt af os under bestemte og meget triste omstændigheder – alene i kraft af at vi som mennesker er givet som fejlbarlige – kunne komme til ved et skæbnesvangert uheld at placere os på den forkerte side af loven og i sidste instans ende i fængsel. Kun de overjordiske guder, om de findes, er perfekte og helt ufejlbarlige; vi mennesker i det dennesidige nyder ikke perfektionens privilegier.

Vi har med andre ord at gøre med kunstværker, der på uantastelig vis opfylder klassiske og centrale kunstfunktioner; dels snævert æstetiske funktioner og dels funktioner i retning af at fremme fantasi, indlevelse samt refleksion, herunder refleksion over, hvad det vil sige at være et menneske.

Latterligt? Nej, der er vist kun en ting, der er latterlig i denne sammenhæng, og det er, at medierne igen og igen præsenterer os alle for så lavt et niveau i de offentlige debatter om billedkunst her til lands.

Ingen kunstfaglig baggrund

Den foreløbige bund i tilknytning til denne sag nåede Merete Dea Larsen fra DF, da hun i Aftenshowet om Carstensens skulpturer sagde, at de ingen mening har. Et sådant udsagn fra en politiker, der ikke har nogen som helst kunstfaglig baggrund at udtale sig ud fra, er latterligt. Ligesom det er latterligt, at Aftenshowet iværksætter en debat om kunstværkerne i fængslet uden at have en eneste billedkunstfagligt funderet person med i TV-studiet.

Man aner en hensigt her i forhold til disse latterlige udsagn og TV-scenarier; en hensigt, der går på at få afskaffet cirkulæret om, at 1,5 procent af de samlede håndværkerudgifter skal anvendes til kunst i forbindelse med statslige byggerier.

For vor tids mediefolk og politikere vil nemlig gerne nyde de historisk overleverede bygninger, som generationer har slidt og slæbt for at få skabt, og som vi har overtaget uden at røre en finger, men de vil tilsyneladende ikke rigtig være med til, at vi som samfund også yder vores ved, at vi efterlader os statslige nybyggerier, der rummer kunstneriske udsmykninger til eftertiden.

Der er kontraktforhold mellem generationer, der brydes ved den indstilling. Og der er en fjendtlighed overfor vor egen tids kunst og kultur, som ikke hører til i det demokratiske og anti-totalitære samfund, vi gerne vil være her i Danmark.

Kunne vi nu ikke i stedet hjælpes ad med at få debatten om kunst og kultur lidt op i niveau i Danmark i denne tid? Indflydelsesrige kræfter kæmper for en meget snæversynet dagsorden i forhold til kunst og kultur herhjemme i disse år; at de er indflydelsesrige viser den nylige de facto lukning af Radio24syv. Vi er nødt til i fællesskab at prøve at hæve os op over forargelse, rindalisme og småtskåren kunstfjendtlighed. Og minde os selv og hinanden om, hvorfor vi har den statslige kunststøtte og et Kunstcirkulære som det nævnte.


Topfoto: Claus Carstensen, Doing Time (2017). Foto: Torben Eskerod.

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på to fag, nemlig Filosofi og Videnskabsteori samt Performance Design.

Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor.

Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik.

Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien.

Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond.

Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder.

Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København.

På POV International skriver Dorte Jelstrup om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.

Seneste artikler om Danmark