Kniven for struben: Fortællingen om miraklet i Stockholm 20 år efter – 1:3

i Featured/Kultur/Musik af

JUBILÆUM // MUSIK – I år er det 20 år siden det, som ingen havde troet på, skete i Stockholm – Brødrene Olsen vandt Det internationale Melodi Grand Prix med ‘Fly on the Wings of Love’. POV’s musikredaktør Jan Eriksen dækkede dengang Jørgen og ‘Noller’ Olsens utrolige rejse fra en optræden for laveste tarif til fire måneder senere at kunne forlange mere end 100.000 for en optræden. I dag har de solgt otte mio. plader verden over.

Jan Eriksen skulle senere komme til at skrive to bøger sammen med brødrene. I dette første afsnit ud af tre fortæller han sin personlige inside-beretning om miraklet i Stockholm. Serien er samtidig en hyldest til ‘Noller’ Olsen, der er stoppet med at optræde efter, han er blevet ramt af kræft i hjernen.

Den 8. januar 2000 optrådte Brødrene Olsen, som de havde gjort så ofte før, på Christianhavns Færgecafe. På et tidspunkt, hvor deres karriere som duo længe havde befundet sig på et lavpunkt, var cafeen stadig så venlige at booke dem med jævnlige mellemrum. Det skulle blive sidste gang, de optrådte for tariffen. Godt og vel 8.000 kr.

Fem måneder senere kunne de forlange op til 150.000 kr. for en optræden. For en periode i hvert fald.

Hvor mange plader, Brødrene Olsen havde solgt i løbet af deres dengang 30 år lange karriere, ved jeg ikke. Nu 20 år efter ved vi, at de har solgt 3,2 mio. album. De har solgt 1,5 mio. singler. Udover det samlede antal solgte album og singler medvirker de på ca. 2,9 mio. opsamlingsalbum. I alt 7,7 mio. enheder.

Indtil Niels “Noller” Olsen for nylig måtte stoppe på grund af sin sygdom havde han og Jørgen stadig så mange arrangementer, de orkede. Op til hundrede om året. Fremover optræder Jørgen Olsen solo.

Modsat ABBA’s sejr med Waterloo i 1974 kom Brødrene Olsens sejr i Melodi Grand Prix 2000 ikke til at forandre musikscenen internationalt, men det er en kendsgerning, at de er de vindere af den forkætrede musikkonkurrence, der har fået mest ud af sejren – næst efter Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid.

Min debut som grandprix-journalist var foregået d. 18. februar under et pressemøde, hvor jeg blandt andet spurgte deltagerne, hvor deres tøj stammede fra. Sådan gjorde de i ugebladene, havde jeg bemærket. Noller Olsen svarede smilende noget i stil med ’det er jo bare mit tøj’

Havde nogen fortalt mig, at det ville gå sådan, da jeg satte mig ved et bord i foyeren i Cirkusbygningen d. 19. februar 2000, havde jeg måske sagt noget i stil med, ”ja, hæ-hæ, og snart kan vi se film og tv på vores telefoner.”

Jeg havde aldrig tidligere prøvet at dække Melodi Grand Prix. Havde fået buddet et par måneder tidligere og skyndt mig at sige ja. Havde altid elsket at hade Melodi Grand Prix og set det hver gang. Jeg holdt meget af dets kitsch-værdi. Der bor en meget stor Rasmus Modsat i mig, der holder af at beskæftige mig med det, andre ser ned på. Dengang stand-up, revy, reality-tv. Menneskene bag er hverken mere og slet ikke mindre interessante end dem, der optræder på Det Kongelige og Louisiana, siger min erfaring mig.

I øvrigt er flere af især Søren Bundgaards (musik) og Keld Heicks (tekst) fælles grandprix-bidrag glimrende popsange.

Op gennem 1990’erne blev det internationale show en fest med min datters hjemmelavede stemmesedler. Husker stadig, da hun som treårig som den eneste formåede at holde sig vågen, da det gik så skidt for Tommy Seebach i Irland. Takket være sønnen Rasmus’ mellemkomst er Under stjernerne på himlen senere kommet til sin ret.

Min debut som grandprix-journalist foregik d. 18. februar 2000 under et pressemøde, hvor jeg blandt andet spurgte deltagerne, hvorfra deres tøj stammede. Sådan gjorde de i ugebladene, havde jeg bemærket. Noller Olsen svarede smilende noget i stil med, “det er jo bare mit tøj”.

De fleste regnede vist med, at Sanne Gottlieb ville vinde dansk Melodi Grand Prix 2000 med Mette Mathiesens og Lise Cabbles Uden dig. Evt. med Gry Johansens Sig du vil ha’ mig som outsider. Selv tænkte jeg, at hun måske kunne få et retro-klap på skuldrene af tv-seerne. Og det var også, hvad jeg sagde til en lokalradio, der ville have et bud. Jeg var ret stolt af at blive spurgt. Indtil det gik op for mig, at hun havde taget fejl af mig og en anden kollega.

Det var ikke faldet mig ind, at danskernes skulderklap kunne gå til Brødrene Olsen. Men de fik 58 ud af 60 mulige stemmer fra de danske tv-seere og dermed deres første Melodi Grand Prix-sejr.

Tilfældigheder, valg eller en højere magt?

Som journalist på arbejde måtte man dengang overvære showet på tv i et tilstødende lokale. Brødrene Olsen har senere ofte talt om, at det føltes, som om der var en særlig energi og magi inde i salen, hvor de begge havde debuteret tre tiår tidligere i en opsætning af musicalen Hair.

Jeg har flere gange tilføjet, at det tror da pokker, at der opstod magi, når to af Cirkus Schumanns gamle elefanter sådan pludselig materialiserede sig ud af glemslen og gik på scenen i den gamle cirkusbygning. Jeg er vist den eneste, der synes, at det er sjovt.

Egentlig består Smuk som et stjerneskud af to melodier, som Jørgen Olsen havde arbejdet med gennem et stykke tid. I forvejen havde brødrene for første gang i 19 år et nyt album på vej.

 

Efter DR havde inviteret Noller og Jørgen til at medvirke i grandprixet, mødtes de med manager Steen Wittrock på dennes kontor, hvor de sang og spillede nogle nye sange. Hvilken skulle de vælge? Man kan diskutere, om den slags skyldes tilfældigheder, resultatet af nogle valg, man selv har truffet, eller om en højere magt har haft indflydelse.

Jeg nøjes med at konstatere, at da de tre hørte Wittrocks assistent nynne omkvædet på Smuk som et stjerneskud, valgte de den.

For den dengang 50-årige Jørgen Olsen og hans 46-årige bror var det knald eller fald. Siden et kæmpe gennembrud i 1972 som Danmarks første teenagestjerner med albummet Olsen og singlen Angelina var Olsen Brødrenes karriere gået op og ned. Mest det sidste.

De havde tidligere deltaget flere gange, blandt andet med San Fransisco i Melodi Grand Prix uden at vinde. Jørgen en enkelt gang som solist.

Men ikke kun Brødrene Olsen havde kniven for struben. DR eventchef, nu afdøde Morten Carlsson, havde fået klar besked af den daværende tv-direktør Bjørn Erichsen. Det er nu eller aldrig

I 1999/2000 var Jørgen Olsen ind til benet træt af lærerjobbet og ønskede brændende et comeback som musiker og komponist – og den anerkendelse, der måske ville følge med en grandprix-sejr. Han følte – med rette – at de mange popmelodier, han havde skrevet, fortjente respekt og et nyt publikum.

Han havde endda en særlig historie med Cirkusbygningen, hvor hans og Cay Flemmings alternative opsætning i 1995 af Hamlet fik en ublid behandling af anmelderne.

Efter mere end 20 års misbrug af alkohol og stoffer havde Noller Olsen fundet en ro i livet og jobbet som musikchef i Farum Kommune. Også han drømte om anerkendelse, men var dybest set skeptisk. Ville en sejr påvirke hans sindsro?

Men ikke kun Brødrene Olsen havde kniven for struben. DR’s eventchef, nu afdøde Morten Carlsson havde fået klar besked af den daværende tv-direktør Bjørn Erichsen. Det er nu eller aldrig. Siden den om ikke gyldne, så i hvert fald meget farverige Mylle-æra i 80’erne, hvor Melodi Grand Prixet havde afløst Dansktoppen som affyringsrampe for dansksproget pop, var det efter Aud Wilkens flotte femteplads i 1995 med Fra Mols til Skagen gået nedad for grandprixet.

Da danske Kølig Kaj havde fået en dårlig placering i 1997, deltog DR ikke i 1998. Sådan var reglerne. Der var mest stemning i DR-ledensen for at lukke ned for Melodi Grand Prix det følgende år, men daværende DR-redaktør Morten Carlsson overtalte ledelsen med sit forslag om at gennemføre det på lavbudget som en del af programmet Musikbutikken. Det skulle senere vise sig, at vinderen Denne gang med Trine Jepsen og Michael Teschl fik en fin 8. plads i Israel.

DR-ledelsen savnede en profil og en succes til det forhadte tv-show. Som minimum en placering i 2000 som nr. 10 eller derover i den internationale konkurrence i Stockholm. Ellers ville man gøre som i 1966: melde DR ud af Eurovision Song Contest. Det vidste Brødrene Olsen. Hvilket ikke gjorde presset mindre hverken på dem eller de involverede DR-folk.

Det skal siges, at Erichsen senere har sagt til mig, at han ikke husker at have været helt så kategorisk.

Redaktøren ringede

Dagen efter brødrenes sejr i Cirkusbygningen gik jeg en tur med min hund Gustav. Mens vi vandrende rundt ved Bagsværd Sø ringede en redaktør på min Nokia. Om ikke jeg kunne tage ud til Jørgen og Noller og lave et dagen derpå-interview med dem?

I øvrigt havde nogen ringet og fortalt, at Noller vist havde haft et alkoholproblem. Det sidste lod jeg, som om jeg ikke hørte. Beklager chef. Satans tinnitus. Som journalist på et medie, hvor fokus på stærke personhistorier og riots in the streets, som J.K. Simmons’ redaktør siger i den første Spider-Man film, er livets salt, lærer man hurtigt at operere med sit eget personlige kodeks. Nødvendigt, hvis man skal undgå at kaste op, hver gang man passerer et spejl. Det er der ikke noget specielt heroisk i. Det er bare sådan, det er. At jeg havde mine anelser efter en længere snak med Noller i Cirkusbygningen er noget andet.

Når jeg i dag søger min egen forklaring på, hvad der førte Jørgen og Noller fra Færgecaféen til Nordeuropas største scener, er besøget hjemme hos Jørgen Olsen i hans og familiens rækkehus i Virum den søndag d. 20.2.2000 i den blå time en væsentlig brik.

Tværtimod er megen af den musik, der står tilbage gennem decennierne skrevet af komponister og tekstforfattere, der har befundet sig i et mentalt grænseland. Ofte godt hjulpet på vej af stærkere stimulanser end Jørgens Olsens Nescafé. Mange kunstnere har været/er nogle dumme, egomaniske svin med begrænsede sociale kompetencer

Jeg har aldrig været ret god til at skrible interviews, mens de foregår. Foretrækker optager. Kan ikke læse kragetæerne bagefter og i øvrigt heller ikke huske alle ord. Men den eftermiddag måtte det foregå på den måde. Alligevel skrev interviewet sig selv, da jeg kom hjem til computeren og det hvæsende modem.

Jeg talte med to sympatiske, reflekterede og jordnære spillemænd med hvert med sit blakkede liv i bagagen. Uforstilte. Der var noget her, der virkede ægte. Noget der virkede rigtigt.

Nu er store menneskelige kvaliteter hos kunstnere jo ikke ensbetydende med kunstnerisk kvalitet.

Tværtimod er megen af den musik, der står tilbage gennem decennierne skrevet af komponister og tekstforfattere, der har befundet sig i et mentalt grænseland. Ofte godt hjulpet på vej af stærkere stimulanser end Jørgens Olsens Nescafé. Mange kunstnere har været/er nogle dumme, egomaniske svin med begrænsede sociale kompetencer.

Men jeg forlod jeg rækkehuset med en fornemmelse af noget, der kan have og fik lige så stor betydning som musikken i sig selv. En god fortælling.

Klar til at rykke efter tvelwe points

Men en ting er fortælling. Noget andet er, at der lå en plan for markedsføringen af Brødrene Olsen i Europa, hvis og såfremt. Jeg kender ikke i detaljer de overvejelser, der blev gjort på pladeselskabskontorerne.

Jeg har på fornemmelsen, at ikke alle i baglandet helt troede på, at Jørgen og Nollers rejse til Stockholm skulle blive mere end en lille ferie. Men der var en plan. Et nyt album med vindersangen var indspillet. Jeg har på fornemmelsen, at planen til en vis grad var inspireret af legendariske Stikkan Anderssons ditto, da det i 1974 lykkedes at få den svenske jury til at stemme Waterloo ind på førstepladsen i den svenske Musikfestivalen. Nemlig at rykke med det samme i de lande, der måtte give ABBA twelve points i den internationale finale.

Stikkan havde set, hvad gode Melodi Grand Prix-placeringer sidst i 60’erne til France Gall, Sandie Shaw, Lulu og Cliff Richard havde gjort for deres karrierer.

En dag mellem sejren i Cirkusbygningen og Brødrene Olsens rejse til Stockholm to en halv måned senere besøgte jeg manager Wittrock i hans kontor i Store Kongensgade. Her var han øvrigt nabo til sin gamle ven og kollega Linie 3’s manager Niels Wenkens. Steen og jeg drak – med hans udtryk – en glad kop kaffe, talte om branchen før og nu. Nok især før. Det var enormt hyggeligt.

Jeg forlod kontoret med mindst én Otto Brandenburg-historie, jeg ikke kendte – og eksemplarer af en stribe af brødrenes album. Det første Olsen lytter jeg stadig til. Jørgen Olsens vemodige sange orkestreret i London af selveste Peter Knight (Walker Brothers og Moody Blues) med strygere, blæsere og meget tidstypiske fløjter er et utrolig raffineret album. En svensk anmelder brugte formuleringen “Det danske Simon & Garfunkel”. Der er også inspiration fra The Beatles, Crosby, Stills, Nash and Young og America – dem med A Horse with No Name.

Selveste Björn Ulveaes fra ABBA har kaldt Brødrene Olsen de nye Everly Brothers. Meget større bliver det vel ikke. Brødrenes gode ven Sir Cliff har kaldt Fly on the Wings of Love den sidste gode Melodi Grand Prix-sang. Da jeg interviewede Ulvaeus i anledning af musicalen Mamma Mias danske premiere, sagde han, at han så Fly on the Wings of Love som popmusikkens redning, da han så den vinde i Globen

Spørgsmålet er, om der på tidspunktet overhovedet var udkommet et dansk album med en så flot, international lyd. Nogle vil måske svare ’ja’ og henvise til Ache, Sebastian og Savage Rose.

Man kan diskutere Brødrene Olsens karrierevalg henad vejen. De har udsendt en del ret så uinteressante sange. Jeg har ofte sagt til dem, at jeg synes, de burde gøre deres sange den tjeneste at optræde med et band.

Men for mig vil den særlige klang, når de synger tostemmigt sammen, altid være noget helt specielt. Efterhånden, som jeg lærte brødrene og deres baggrund at kende, har jeg givet lyden navnet ’Sol over Virum’. Det er en sindsstemning. En særlig varme. Den inviterer mig ind i et rum, eller rettere ud på min gamle terasse, hvor evig sol skinner på kaffekoppen og lykkeligt legende børn – og gamle Gustav.

Selveste Björn Ulveaes fra ABBA har kaldt Brødrene Olsen de nye Everly Brothers. Meget større bliver det vel ikke. Brødrenes gode ven Sir Cliff har kaldt Fly on the Wings of Love den sidste gode Melodi Grand Prix-sang.

Da jeg interviewede Ulvaeus i anledning af musicalen Mamma Mia!s danske premiere, sagde han, at han nærmest så Fly on the Wings of Love som popmusikkens redning, da han så den vinde i Globen foran alt muligt rubbish.

Læs andet afsnit om ‘miraklet i Stockholm‘ torsdag.


SERIE: Miraklet i Stockholm 20 år efter

I år er det 20 år siden det, som ingen havde troet på, skete i Stockholm – Brødrene Olsen vandt Det internationale Melodi Grand Prix med ‘Fly on the Wings of Love’. POV’s musikredaktør Jan Eriksen dækkede dengang Jørgen og ‘Noller’ Olsens utrolige rejse fra en optræden for laveste tarif til fire måneder senere at kunne forlange mere end 100.000 for en optræden. I dag har de solgt otte mio. plader verden over.

Jan Eriksen skulle senere komme til at skrive to bøger sammen med brødrene. I dette første afsnit ud af tre fortæller han sin personlige inside-beretning om miraklet i Stockholm. Serien er samtidig en hyldest til ‘Noller’ Olsen, der er stoppet med at optræde efter, han er blevet ramt af kræft i hjernen.

Magi og lobbyisme: Fortællingen om miraklet i Stockholm 20 år efter – 2:3

Nu er pensionen sgu hjemme, Olsen: Fortællingen om Miraklet i Stockholm 20 år efter – 3:3


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Jan Eriksen dækkede Melodi Grand Prix for dagbladet BT.

Foto: PR

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Featured