CPH JAZZFESTIVAL // ANMELDELSE – “Det, der slog mig allermest, var den venlighed, der strømmede ud af musikken, skriver Dan Marmorstein om Bill Frisell Trio i Glassalen. “Hvis man kan sige, at det at gøre verden til et venligere og mildere sted er en vigtig del af vores opgave i disse urolige tider – er det så ikke en vidunderlig opgave for jazzen at tage på sine hundredårige skuldre og bære ud i verden?“
Den rummelige sal er proppet med jazzentusiaster, der sitrer af den slags forventning, man normalt forbinder med et forestående statsbesøg. Vi er midt i hjertekammeret af Copenhagen Jazz Festival, og Bill Frisell og hans lystige svende er kommet til byen. Denne mandag har regnen silet ned on og off hele dagen – indimellem som en regulær Hard Rain.
I god tid begyndte det forventningsfulde publikum at rykke sammen i Tivolis fortryllende Glassal; nogle blot for at søge ly for regnen, andre for lige at se, hvem der ellers var mødt op for at lytte til musikken i aften. Scenen står klar: der er et trommesæt, en kontrabas, et stativ til blæseinstrumenter og én – og kun én – Fender Stratocaster. Da klokken slår fem minutter over otte, glider de fire glaskronblade i toppen af den vidunderlige sals loft mekanisk sammen og lukker dagslyset ude.
Umiddelbart efter træder Bill Frisell ind på scenen, helt uden dikkedarer eller postyr. Han fremstår som en usnobbet, bundærlig mand; antitesen til en narcissist. De fire musikere indtager stilfærdigt, og uden at gøre noget væsen af sig, deres pladser. Da der her er tale om kunst for kunstens egen skyld – kunst, der skal tale for sig selv – er det unødvendigt at tale til publikum.
De fire musikere er dybt optagede af at lytte opmærksomt og omsorgsfuldt til hinanden, og de er hurtige til at vige pladsen og give hinanden luft.
Guitaristen og saxofonisten slår de første toner an. Deres samspil er en lavmælt drøftelse af et emne, som kun lader sig formulere i musikkens eget sprog. I minutterne efter stemmer kontrabassen i, og derefter følger trommerne. Med sin Stratocaster spinder Bill Frisell alle tænkelige musikalske tråde og væver klange, der spænder fra freejazz til surf-rock, flamenco og elektronisk modificerede lydflader; alligevel lægger det sig tættere op ad lyden af en akustisk guitar end et hårdtslående elektrisk guitar-idiom.
Bill Frisell bruger aldrig sin guitar til at dominere os tilhørere. Han bøjer stort set ikke strengene. Netop derfor minder klangen fra hans Stratocaster mere om surf-musik end om elektrisk blues. Men han spiller med samme stringente renhed som Grant Green og Jim Hall, og hans harmoniske løsninger toner typisk ud i klassiske ”jazzguitar”-akkorder med kvinter, ellevere og suspenderede firere (sus-akkorder).
I korte glimt aktiverede Frisell klokke- og kimespilseffekter med sine fodpedaler, og der var også et par flygtige øjeblikke, hvor han brugte loop-pedaler til at afspille sit eget guitarspil baglæns – som et hørbart kontrapunkt til det, han improviserede videre på i nuet. Men denne aften blev den slags effekter doseret med yderst nænsom hånd.
Hans åbenhed over for alverdens musikgenrer og hans appetit på at optage og absorbere alle mulige sange i sin egen fortløbende musikstrøm er det, der gør ham unik
Bassisten Thomas Morgan og trommeslageren Rudy Royston følger Frisell i tykt og tyndt ved hvert evigt eneste sving. Og Greg Tardy overskygger aldrig de andre eller spiller højere end holdet, uanset om han synger modige linjer på sin tenorsaxofon eller dybe, skovagtige passager på klarinetten. Ja, blæseren Greg Tardy har i den grad fornemmelse for, hvornår han skal træde ind i dialogen, og hvornår han skal holde pause.
Det samlede udtryk kan bedst beskrives som en zen-dialog mellem fire samtalepartnere, ikke ulig den neapolitanske filosof Giovanni Brunos dialoger om kosmologi og ontologi. De fire musikere er dybt optagede af at lytte opmærksomt og omsorgsfuldt til hinanden, og de er hurtige til at vige pladsen og give hinanden luft.
Musikkens grundstemning bevæger sig frit og flydende på en historisk legeplads, der strækker sig fra en gennemsigtighed à la Paul Desmond og Johnny Hodges til en mere rå klang i stil med Ornette Coleman og Michael Gregory Jackson.
Mere end næsten nogen anden, jeg kan komme i tanke om, virker det til, at Bill Frisells sande varemærke er netop hans eklekticisme. Hans åbenhed over for alverdens musikgenrer og hans appetit på at optage og absorbere alle mulige sange i sin egen fortløbende musikstrøm er det, der gør ham unik.
Jeg vil vove at påstå, at det netop er dét, der i aften har draget alle disse mennesker til Glassalen i silende regnvejr for at høre hans musik. Bill Frisell arbejder som en museumsinspektør på musikkens verdensudstilling; han håndplukker elementer fra en have med forgrenede stier, spækket med sange, vi måske kan nikke genkendende til fra forskellige kapitler i vores eget liv.
Som lytter bliver man revet med af legen – man spidser ører og venter spændt på næste landkending, på hvornår endnu en velkendt melodi dukker op som en gammel ven. I aften bød repertoiret naturligvis på både lidt Monk og to Sonny Rollins-numre. Frisell Trios og Greg Tardys musik er så langt fra det kommercielle, som man næsten kan komme.
Det, der slog mig allermest, var den venlighed, der strømmede ud af musikken: venligheden i interaktionen mellem de fire musikere; venligheden i deres måde at respektere og ophøje de mange musikalske inspirationskilder på; og den venlighed, som musikerne delte med publikum. Hvis man kan sige, at det at gøre verden til et venligere og mildere sted er en vigtig del af vores opgave i disse urolige tider – er det så ikke en vidunderlig opgave for jazzen at tage på sine hundredårige skuldre og bære ud i verden?
De fire musikere spillede i ét stræk indtil 21.15 – 70 minutters musik uden en eneste pause mellem de enkelte numre. Det var i sandhed et maraton! Og man kan sige meget for og imod at præsentere musik på den måde.
For mit eget vedkommende må jeg tilstå, at jeg også oplevede det som en smule udmattende. Men jeg er så også typen, der savner pauser til koncerter – de pauser, der før i tiden var en fast og integreret del af koncertoplevelsen. Som ekstranummer forkælede Frisell Trio & Greg Tardy os med sjælfulde – og dybt venlige og milde – fortolkninger af Jule Stynes ”People” og Jerome Kerns ”Ol’ Man River”. Det var let og ret perfekt!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og