Resumé
Er det virkelig vinterkulden, der har antændt lunten og startet krigen mellem Hipsted og Folkerup? Det startede jo bare med et af den ukronede Hipsted-dronning og donuts-sælger Christina Fridilds jævnlige indlæg i debatten: ”Luk lortet” skrev hun om Roast Duck, den gigantiske andefarm i Folkerup, der får Langesø til at boble om sommeren og sviner juleidyllen med sit brune anushul af et udløb om vinteren. Miljøaktivisten Gitte Tutborg nægter at gå i skole. Juliane er rasende på sin far, Birger Bentzen, som er formand for andefarmens bestyrelse. Radio og tv er begyndt at dække andekrigen, mens priserne på slagteænder rasler ned. Og Frede Olsen og Henry Hansen – chefredaktørerne for landets to tabloidaviser – må rafle om deres vinkler på historien om landsbyidyllen, der forsvandt.
Beboerne? – De er i klemme!
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
”Jamen, der er jo Klude Kaj, byens gamle manufakturhandler”, tænker Casper højt.
Kaj måtte lukke og slukke med et tomt kasseapparat for årtier siden. Nu er han Folkerups gamle orakel, der siger en masse vrøvl – men har det med at have sandheden på sin side.
Casper stopper skolebussen og åbner den automatiske dør.
”Hva’ så, Kaj?”
Den gamle mand går helt hen i døråbningen og hvisker så højt, at der reelt er tale om at råbe:
”Pas nu på, at røven ikke revner”, siger den gamle og vrikker videre i en kluklatter på sine gigtplagede ben.
Casper kigger i bakspejlet og ganske rigtigt. Nu kommer brølet fra børnene i bussen. Latterbrølet. De har valgt at tage den aggressive stemning i tvillingebyerne Hipsted og Folkerup som en af de fjollede videoer på YouTube.
De griner, så de er ved at falde ned af sæderne.
Casper Grumwann sukker så dybt, at han efterfølgende må snappe efter vejret for ikke at få prikker for øjnene. Han har forstået den ironiske kommentar fra landsbyens officielle nar. Casper vil det jo bare så godt for sine medmennesker. Men han er gennem hele livet blevet ramt af sin egen konfliktskyhed.
Som en indfødt og halvgammel – søn af en af egnens store bønder – kender han hele forhistorien tilbage til 50’erne, inden moderniteten begyndte at hærge, og eksistensgrundlaget for det levende Folkerup forsvandt. Som nybagt student flygtede han ud af byen. “Aldrig mere et Folkerup – småborgerlighedens kyskhedsbælte”, tænkte han. Han overvejede at læse teologi, men forholdet til Gud var lidt for slapt, så han endte som journalist og senere med den sædvanlige cheftur op ad rulletrappen i et af landets største medier. Det gik skidegodt – indtil det gik ad helvede til.
Han ved det selv. Konfliktsky, selv om munden tilsyneladende taler frit. Manglede killerinstinktet, da der brød en magtkamp ud på bladet. Han tog sit gode tøj og gik, som rigtige mænd siger, når de kommer en fyring i forkøbet. I et drømmesyn så han sig selv som seniorredaktør i fødebyen Folkerup. Egentlig en meget smuk historie, synes han. Ved siden af konfliktskyheden er han også usædvanlig forfængelig med et selvværd, som jævnligt når højere end virkeligheden retfærdiggør.
Ved siden af konfliktskyheden er han også usædvanlig forfængelig med et selvværd, som jævnligt når højere end virkeligheden retfærdiggør
Men folkebladet nedlagde egnsredaktionen, før Casper fik bestilt flyttebil til villaen i Hellerup.
Den korte historie er, at han flyttede hjem – vel at mærke til Hipsted, hvor hans middelklasse- og kulturværdier passede bedre til de lerklinede klimahytter end til parcelhusene i den gamle stationsby. Fra første dag betragtede han sig som brobyggeren mellem det gamle og det nye på egnen. Det var det, der skulle blive hans raison d´être i seniorlivet. Så da Hipsted måtte lukke den røde lilleskole ”Vladimir”, da socialismen var gået af mode, var det Grumwann, der fandt på løsningen: En skolebus, som kunne samle alle børn op fra hele omegnen for at holde liv i det, der i tidernes ugunst var blevet reduceret fra realskole til Folkerup Grundskole
Skolebussen var hans forslag – og blev hans job som daglig chauffør.
Men forfængelighed er ikke forgængelig i alle temperamenter.
Casper Grumwann har alle dage ment, at han blev født til noget større, noget mere beåndet end det, skæbnen tildelte ham. Det var en drivkraft på vej op (men også lidt latterligt, når det gik den anden vej). Han begyndte at skrive digte i den lokalavis, der ikke kunne bruge ham som redaktør. Gode, gamle, følsomme digte, på vers. For han var helt sikker på, at det med at rime ville vende tilbage. Historien kan jo tage røven på selv den mest selvfede modernisme.
Om de var gode, digtene? Tjah, narh, joooh! De fungerede hos læserne på en skala fra ”egnens stolthed” til ”det lykkelige tossehoved”.
Og i dag blev han så ramt af tossegodhedens nærliggende nemesis. Folkebladet trykte hans digt, som faktisk var tænkt som en erkendelse af smerten over splittelse – midt i krigen om fremtiden for Roast Duck og menneskene omkring andefarmen:
MIT DOBBELTLIV
I denne sump af larm og had
der står jeg så med begge bene.
Det ene er i Hipsteds klima-kreds,
det andet, ska’ gør Folkerup tilfreds.
Jeg skræver, så jeg nærmest flækker rumpen
og rammer vandet, her hvor ingen dræner sumpen.
Det eneste jeg helt har på det rene
er denne stank af rådden andemad
”Det er sgu meget godt”, tænkte han, da han trykkede på computerens sendknap. ”Systemisk rimstruktur A-B, C-C, D-D, B-A”.
Han smilede.
Det var selvværdet, der funklede igen.
Lige indtil han læste tråden på sin egen Facebookvæg: ”Nar!”,”Andepladder”. Og nu også Klude Kajs hånlige bemærkning om den revnede røv – skræveriets og konfliktskyhedens yderste konsekvens.
”Jeg vil jo for helvede bare have dem til at leve sammen”, tænker han, da skolebussen rumler ind ad den u-asfalterede del af Hipsted. Nu er det Christina Fridild, der rækker hånden ud for at stoppe ham. Han mærker en nervøs kulde langs rygraden. Men de er jo gode venner, Christina og ham. Spiser økologisk og stemmer til venstre for midten. Og hun smiler (selv om man aldrig helt kan være sikker på, hvad dét indebærer).
Han åbner igen den automatiske dør.
Hun holder en længere pause.
Christina ville være helt sikker på, at motoren er slukket, så skolebørnene kan høre hvert ord. Eller rettere DET eneste ord. Det kommer fra hende som en dagsbefaling fra en børnehjemsforstander i en meget gammel film:
”Vatpik!”
FØLG POV’S JULEFØLJETON 2020 I DECEMBER – LÆS HELE SERIEN HER
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
