Av. Av. Av. Vel gjorde det ondt, da Roast Ducks kinesiske investor besøgte SM-klubben i Folkerup. Men ellers var der svage tegn på, at julefreden måske kunne sænke sig over Hipsted og Folkerup.
I næsten tre uger havde beboerne i landsbyerne på både den ene og den anden side af Langesø frygtet et voldsomt opgør. Uenigheden om ænder og kødspiseri havde trukket hele den danske medieverdens opmærksomhed på byerne. Sidst blev broen mellem byerne ramt af en blokade, indtil supermægleren Valiant Staerkstrøm fik forliget parterne for en stund. Skoleungdommen fra begge byer, ideologisk anført af den landskendte klimaktivist Gitte Tutborg, blæste til aktion mod frås og miljøødelæggelse. Og de to kærester Robert Fridild og Juliane Bentzen var frontløbere i den nye generations oprør på tværs af de gamles stivnede fronter.
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
Kan en enkelt oplevelse i en svedehytte ændre et menneskes liv? Det var lige før, Kim Hansen følte, at det var sådan, det var. Ikke at han havde tilgivet Britta Hansen, der havde sladret om ham med det resultat, at han blev fyret fra sit job som kommunalchef i Folkerup-Hipsted kommune.
Ham med sit lyse sind og renæssancemenneskets livsglæde. Han, der gennem et par årtier generøst havde ladet sit, sangvinikerens blodfyldte temperament skabe glæde og vellystig livskvalitet hos adskillige kvindelige ansatte på kommunekontoret. Nu var det lykkedes Britta, ridende på en MeToo-bølge at forfladige hans kærlige omgangsform til overgreb.
Tilgivet. Nej da. Det utilgivelige kan ikke tilgives. Men oplevelserne hos terapeut Josef Denaparte havde frisat en hidtil ukendt, eller måske nærmere fortrængt kreativitet i Kim Hansen.
Hvorfor ikke låne en isbåd af en af Hipsteds unge surfertyper? Hvorfor ikke sejle – eller måske hed det skøjte – en tur på tværs af Langesø for den fredelige sameksistens’ sag
Den første tid efter sin fyring havde Kim Hansen ladet sig interviewe. Det var en anden tid, gentog han igen og igen. Meget mod sin vilje havde han sågar taget ordet ’beklager’ i sin mund. Efterfølgende havde han skrevet nogle indlæg i Folkebladet, hvor han gik i rette med snart sagt alt og alle. Især direktøren for Dansk Kødeksport, Mette Fredsjul, hvis mange strategiske beslutninger savnede evidens. Mente han. Mellem linjerne anede læserne vist også en løbende kritik af manden, der havde erstattet Kim Hansen på posten som kommunalchef.
Men nu havde han indset, at det var på tide at komme videre. I stedet for at ligne en tabende krigsherre, der likviderede sine fanger, skulle han skabe værdi. Vise stil, overskud, vise en vej frem for alle.
Under et af deres hyppige besøg på Folkerup Bodega havde redaktøren af Folkebladet, Jørgen Blop, været med til at føde ideen. Hvorfor ikke skabe noget spektakulært, som han og alle de andre medier kunne skrive om og filme? Stadig var alt, hvad der handlede om andekrigen i Hipsted og Folkerup, godt stof.
Efter den første fadøl på bodegaen strøede ideen nærmest sig selv ud over de to mænd som stjernestøvet fra Klokkeblomsts tryllepind i Disneys Juleshow.
Hvorfor ikke låne en isbåd af en af Hipsteds unge surfertyper? Hvorfor ikke sejle – eller måske hed det skøjte – en tur på tværs af Langesø for den fredelige sameksistens’ sag. Sådan en ung ’dude’ ville forstå at værdsætte Kim Hansens uegennyttige initiativ. Ja. Det ville faktisk være som at slå tre fluer med et smæk.
- Det var en forsonende gestus fra Kim Hansen, en manifestation af hans gamle drøm om samarbejde hen over midten i kommunen. En symbolsk fredshandling – ja, efter den femte fadøl var redaktøren begyndt at mumle noget om Kim Hansen i rollen som John Lennon med budskabet “War is Over”.
- Efter turen ville verdens øjne igen se på Kim Hansen som den store mand, han var, fredsstifteren. Ikke som ham med sexchikanen. Efter den sjette eller måske syvende fadøl havde de koketteret og talt om Nobels fredspris. Hvorfor ikke?
- Det ville skaffe flere kunder til Blops kones vinteråbne marketenderi ved broen i Hipsted.
Vinden stod ubønhørligt hårdt ind fra vest ind over Langesø. Det var bidende koldt. Hansen var pakket godt ind, men fornemmelsen i kinderne føltes som de lussinger, gårdvagten jævnligt havde uddelt i skolegården.
Bådens ejer havde talt om tilsyneladende vindhastighed, sand hastighed, sejlpunkt, trykforskelle og trykgradienten. Nå, hvad. Det kunne vel ikke være så meget anderledes eller sværere end at tage færgen.
Men det var perfekt vejr for Kim Hansens fredsmission. Den unge mand fra Hipsted, der beredvilligt udlånte sin DN-isbåd til det gode formål, havde forklaret, hvordan Hansen fik sejlet til at lystre vinden. Bådens ejer havde talt om tilsyneladende vindhastighed, sand hastighed, sejlpunkt, trykforskelle og trykgradienten.
Nå, hvad. Det kunne vel ikke være så meget anderledes eller sværere end at tage færgen.
Efter et sidste stand-up interview med en reporter fra TV 2 News med små istapper under næsen, gik Kim Hansen hen til broen nedenfor Nettos parkeringsplads i Folkerup. Ikke uden en vis møje fik han anbragt sig i hullet i den smalle båd, mens den unge mand og en ven fastholdt den.
Kim Hansen vendte sig en sidste gang mod den forsamlede presse ved bredden for at give fredstegnet.
Hold fast i roret. Stenhårdt. Uanset hvor ondt det gør i hænderne. Kim Hansen var en stærk mand. Han havde en fortid som bryder. Afbryder af diverse affærer. Den havde de grinet meget af på bodegaen.
Åh, hvor var det dog stort, dette øjeblik, hvor bådens hastige ridt hen over isen ville symbolisere en flugt fra al den uret, han havde oplevet, mod en rolle som manden, der med sin aktion ville komme til at samle Folkerup og Hipsted. Jo-ja, han havde tænkt videre. Hvorfor ikke udnytte sit momentum og stille op til det kommende kommunalvalg på en borgerliste? Gå efter borgmesterposten.
Han satte sig til rette. Foran sig i den tiltagende skumring anede han lysene på den anden side af Langesø. Et par røde lamper angav stedet, hvor han skulle lande sin båd. Med den vind ville turen vare maks. fem minutter, vurderede de unge mænd.
Nå, afsted. Han gav det aftalte tegn til de to på broen, som derefter slap deres tag i båden.
Hold fast i roret. Stenhårdt. Uanset hvor ondt det gør i hænderne. Kim Hansen var en stærk mand. Han havde en fortid som bryder. Afbryder af diverse affærer. Den havde de grinet meget af på bodegaen. Og i begyndelsen gik det egentlig forrygende. Vinden havde godt greb i sejlet. De røde lamper ved kysten nærmede sig, voksede sig større i Kim Hansens synsfelt. Fuldstændig som planlagt. Alt var godt.
Men efter godt og vel hundrede meter begyndte det at gå meget stærkt derude midt på søen. Lovlig stærkt, efter Kim Hansens smag. Sejlet larmede i stormen. Det blev sværere og sværere at holde fast i roret. Det par skibriller, som han havde lånt af sin søn, generede Kims øjne. Et øjeblik lukkede han dem, øjnene. Da han åbnede dem igen, var de røde lamper ved kysten væk. Mørke samlede sig om ham. Total sorthed. Og stadig skøjtede båden derudaf.
Kims forbløffelse blev meget hurtigt til desperation for derefter at blive til skræk. Hvor i alverden var han på vej hen?
Han ville samle Hipsted og Folkerup. Nu anede han ikke, om han skulle dreje til venstre eller højre.
Kim Hansen var helt alene på søen.
LÆS DE TIDLIGERE AFSNIT I DEN SPÆNDENDE FØLJETON HER
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her