SATIRE // JULEFØLJETON 12. DECEMBER – Intet er så svært i denne verden som at skulle forene den forretningsmæssige fornuft med det varme familieliv. Det er den nyslåede cannabisfabrikant i landsbyen Folkerup, Birger Bentzen, helt overbevist om. Men lysten til at kæmpe og ikke mindst forventningsafstemme har han ikke mistet. Nemt er det ikke. Det mærker han i luften på Herresædet, som de lokale med lige dele beundring og materielt misundelse kalder hans store, flotte hus ved Langesø. For om lidt kommer datteren på besøg med sin besynderlige, polyamorøse besættelse – og et par mænd, der godt nok er forskellige.
Det er hans nyfundne åbenhed overfor datteren Julianes oprørske og mega-woke attitude i højsædet hos farmand. Nej, ikke bare i højsædet – ”Men størst af alt er kærligheden… ” – det kunne han dog huske fra sin konfirmationsforberedelse. Paulus og Bentzen – et par gamle, sentimentale mandschauvinister.
Denne aften har han lagt alle tanker og bekymringer om sin medicinske cannabisfarm til side. Ja, han har faktisk været ude med Grumwann og smage lidt på restprodukterne, som man siger. En lille bid af et topskud. Så Bentzen har smalle øjne og bekymringsrynkerne er glattet ud.
Og så alt det der polygamipjat. En kæreste, ad gangen, det måtte dog være nok. Hun er jo bare ung, når ret skal være ret. Men altså, selvfølgelig havde han også i skjulte fantasifulde tankestunder leget med tanken om at udvide bestanden af hopper i sin egen, private hingstestald. Og Petrine Vermouth var den fineste hyphest i byen. Eller endnu vildere. Hans rytterske. Og hun måtte gerne smide sin sadel på ham og svinge pisken.
Stop – stop – stop!
Bendtzen blev revet ud af fantasien og tilbage til køkkenet, hvor linserne var færdigkogte. Julianes med-kæreste, Byron, ville ikke spise importeret mad, men udvalget af vegansk og lokalt dyrket var en kende umuligt at opdrive i Folkerup. Så han havde i al diskretion sendt sin pedel til Hipsted for at handle lidt ind.
Lyt til podcasten her:
To korte dyt fra gårdspladsen annoncerede, at Bendtzens kone og de tre unge mennesker fra København var ankommet og netop afhentet på stationen.
Juliane trådte elegant ud af bilen som i slowmotion.
Hendes lange lemmer og elegante bevægelser stod i skærende kontrast til bagsædets indhold af de to hanløver, der luntede efter hende. Den ene, Byron, høj og ranglet og med mørke krøller, lignede mest en klon mellem en Taliban-kriger og Jack Sparrow – kaptajnen i den endelse række af piratfilm. Sejrssikker, men skelende mod Robert Fridild, der med sine fregner og strittende hår stod i skærende kontrast til glædessprederen, der skulle nyde sin linsesuppe hos spidsborgeren Bentzen.
Robert kogte allerede indeni af frustration.
Togturen fra København tog ca. en time, og han havde siddet overfor Juliane og Byron, der havde byttet mundvand og kælet for hinanden, kun afbrudt af Julianes slanke hånd, der af og til gled undskyldende kælent op ad Roberts lår. Han havde mest lyst til at slå den væk. Men hvis han ville vinde Juliane, så måtte han udholde den her sindssyge cirkusforestilling hvor hun var domptøren.
Alle ved jo, at løverne i cirkus ikke er tæmmede. De bryder sig bare ikke om at angribe – før de tvinges til det.
Bendtzen placerede en fantastisk lammesteg på bordet.
Mor og jeg har tænkt over julen, og da I nu er så selvstændige, så tænker vi, at os gamle smutter på et badehotel over julen. Lyset slukkede i Julianes øjne. Bye, bye andesteg, konfekt, pejs og hygge og alt det, hun elskede
Duften af rosmarin og hvidløg fyldte spisestuen. Små kartofler med nøddedrys, stegt i friskkærnet smør. En glace så blank som en nytilfrosset sø, blev serveret med tretårnet bestik og på tallerkener med guldkant.
Og i en lerpotte lavet efter pølsemetoden fra Hipstrup Keramik var Byrons linsesuppe.
Provokerende enkel. Som et indslag fra det lokale middelaldermarked i duel mod Søllerød Kro.
Fru Bendtzen skænkede rundhåndet rødvin op til sin mand, Robert, Juliane og sig selv. Med et lille ”åh” nærmest løb hun ud og hentede en håndpustet glaskande med vand, som hun højtideligt hælder op til Byron.
– Det er kildevand fra Hipstrup! Ja… Nu er det klart igen. Efter sidste års… ja… hvordan skal man sige det?Andefadæse med tilstødende colibakterier. Og lammet, Juliane, er økologisk og hjemmeslagtet – uden stress!
Robert smilede ved denne overdrevne gestus. ”Touché, svigermor!” Han havde i det mindste en allieret.
Byron kunne ikke tillade sig at klage. Alle havde gjort sig umage. Men Robert førte lige nu på point overfor Juliane, og hans forspring via den erotiske kapital fordampede i kampen mod hendes konservatisme og damaskdugen.
Der blev spist med glæde og gutturale brum over det velsmagende måltid – indtil Bendtzen højtideligt rømmede sig.
– Juliane! Ja, og Byron og Robert. (Kors, den dreng er træls, men den anden er fandme værre… Hans tanker er toldfri)
– Mor og jeg har tænkt over julen, og da I nu er så selvstændige, så tænker vi, at os gamle smutter på et badehotel over julen.
Lyset slukkede i Julianes øjne. Bye, bye andesteg, konfekt, pejs og hygge og alt det, hun elskede.
-Men vi har ikke glemt en gave til jer!
Birger Bendtzen placerede en kuvert foran hende.
– Vi har besluttet, at vores gave til dig, og ja til jer, Byron og Robert, som den første jul, nu hvor I alle er kærester, er en meget gavmild donation til ”Børn på flugt”.
Robert gemte et grin dybt i rødvinen. Fru Bendtzen klemte hans lår under bordet som signal til, vent du nu bare lidt.
Juliane sad fuldstændig forstenet. Byron flyttede sig uroligt på stolen. Stilhed.
En garde.
Robert lænede sig tilbage og foldede hænderne foran hjertet.
-Tak! Af hjertet tak. Sikke en gestus. Det er vi alle meget rørte over.
Pret.
Juliane mistede både appetit og humør. Udsigten til en jul på kollegiet, med de konstante gnidninger, på alle de forkerte måder, med Robert og Byrons konstante konflikter. Det ødelagde alle illusioner om, at den her nye livsstil kunne gennemføres. Det kræver modenhed og åbenhed – og dét havde de ikke. Men udsigten til at hendes forældre både ikke var hjemme i julen og slå op med drengene og så være helt alene var ubærlig.
– Nå, børnlille, spis! Spis nu! Sagde Bentzen og tog en ordentlig saftig bid af lamsebenet.
Robert kastede et anerkendende blik på ham for første gang. Han var sgu’ ret street på sådan en ok, boomer-måde.
Og nu vidste Robert også at, Julianes forældre var blevet allierede i hans krig for at genvinde Julianes respekt og hjerte.
Allez.
Må den bedste mand vinde!
(Fortsættes)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her