Vinterkulden havde så tidligt som her i december lagt sit iskolde folie af minusgrader over landet. Journalister var allerede begyndt at slås om, hvad man skulle stille op med de indre farvande, hvis det fortsatte på denne måde. Isbryderne var for længst sparet væk, og de sidste årtiers trussel fra den globale opvarmning havde ikke ligefrem fremmet forestillingen om en vinter som i de helt gamle dage.
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
En isvinter
Herude på landet virker kulden ekstra hård.
De to tvillingebyer, Hipsted og Folkerup, ligger i det bløde morænelandskab i bakkedalen på hver sin side af Langesø.
De er forbundet af en vippebro, som sognerådet fik bygget dengang i 60’erne, da tanken om det folkelige fællesskab i fri natur blev realiseret i andelslandsbyen Hipsted.
Mange indbyggere i den gamle stationsby, Folkerup, kiggede godt nok noget mistænksomt på de nyankomne fra storbyen. Deres lange hår og underlige gevandter. De nøgne kroppe, når de badede i Langesø. Lejrbålsstemningen.
Og ikke mindst den søde lugt af en ganske særlig tobak, når sommeren var helt vindstille, og hamprøgen bredte sig og enkelte dunster fra Hipsteds særlige nydelsesmiddel ramte den yderste del af Folkerup, akkompagneret af guitarer og Darbuka-trommerne med sange fra de varme lande
”Tossehoveder, de der hippier, men de køber jo ind i butikkerne og sætter lidt liv i kludene”, sagde de mest overskudsagtige, vel vidende at det var stationsbyen Folkerup, der var egnens centrum.
Men verden ændrede sig. Ikke så meget stemningen mellem de to byer, som jo vænnede sig til forskellighederne mellem de to samfund, i takt med at ikke mindst børene levede med hinanden i det, der dengang bar det rygradsrettende navn Folkerup Borger og -Realskole.
Det gik stadig fremad i Danmark, bare ikke i Folkerup. I takt med affolkningen på landet og industrialiseringen i de store byer blev det sværere at drive forretning i stationsbyen
Det var fænomenet ”udviklingen”, der kom til byen. Den uundgåelige. Det mest tyranniske begreb i tiden efter de lystige tiår, hvor alt så ud til at gå bare – fremad.
Det gik stadig fremad i Danmark, bare ikke i Folkerup. I takt med affolkningen på landet og industrialiseringen i de store byer blev det sværere at drive forretning i stationsbyen.
Den frie købmand lukkede, og nu var der bare Brugsen tilbage. Den driftige brugsuddeler rejste dog hurtigt. Var det en slappere, endte det flere gange med fyring, fordi tallene på bundlinjen var røde som den nedgående efterårssol over Langesø.
I 90’erne så det pludselig ud, som om der var sket et mirakel. En pludselig udsigt til fremgang. Erhvervsmanden Birger Bentzen havde tidligt i sin karriere købt sig et landsted i byens udkant. Han fik plads til børnenes heste og et dyrehold, som ingen havde sat før.
Det startede med lama- og fårehold stort nok til at få den forhærdede iværksætter til at føle sig i pagt med naturen og slippe enhver angst for røde tal og politikere. Naboerne kunne se ham vandre hver morgen med den veltrænede irske hyrdehund, Saxo, for at samle fåreflokken til fodring.
Og så en dag var Bentzen klar til at ”give tilbage”, som det hedder, når der åbnes for iværksætteri og pengetanke.
Hans investeringsfond Mums Invest var indstillet på at åbne firmaet Roast Duck Inc. En kæmpe andefarm ned til Langesø. Han så det for sig. Ægte dansk landand. Pibende ællinger, som ryster vandet af sig efter en tur på søen. Og så – til slut – en gylden steg med et dannebrogsflag i hvert lår
Der var lige lidt knaster. ”Den stalinistiske miljølovgivning” som Bentzen kaldte den i et interview i Folkebladet. Men så var der heldigvis noget, der hedder ”en lokalplan” – og så var det næb lukket og andefarmen udviklede sig til den største i landet.
Luk lortet
Christina Fridild stod og kiggede ud af det store ateliervindue i sit lerklinede hus ved søkanten i Hipsted. Omkring hende stod små buddhaer fra rejserne til Goa og koboltblå og turkisfarvede krystaller, der sendte åndelig lindring ind i hendes bekymrede sjæl.
På den anden side af Langesø, som et fort foran Folkerups brogede huse blot få hundrede meter herfra, havde den tilstundende vinter gjort det endnu tydeligere. Begyndende isdannelse i søens kant. Smuk sne, allerede i december, drysset som pudder i et landskab, der nærmest tog sig ud som en kage.
Ud for Roast Duck, andefarmen, dannedes en våge – eller snarere noget, der tog sig mere ud som et gigantisk, brunt anushul efter et sjusket toiletbesøg. Det varme affaldsvand fra farmen tillod ingen isdannelser her
Men ud for Roast Duck, andefarmen, dannedes en våge – eller snarere noget, der tog sig mere ud som et gigantisk, brunt anushul efter et sjusket toiletbesøg. Det varme affaldsvand fra farmen tillod ingen isdannelser her. Muligt der findes en miljøplan – men nu måtte det slutte.
Hun greb sin iPad, der var hendes nødvendige våben på niveau med den japanske brødkniv, som hun flækkede sine brød med, når hun serverede donuts i den nye, økologiske fastfoodrestaurant inde i Folkerup.
Hun gik på nettet og fandt den kampplads, som var hendes stærkeste: Debatten, læserindlæg i Folkebladet. Hun kiggede op for sig. Som debattør vidste hun, at anslaget, overskriften, var den vigtigste i krigen om opmærksomhed.
Var det et smil på hendes læber?
Hun tastede to ord, som skulle vise sig at antænde en bombe:
”Luk lortet!”
FØLG POV’S JULEFØLJETON 2020 I DECEMBER – GENLÆS JULEKALENDEREN FRA 2019 HER
Topillustration: POV International.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
