Resumé
Vi lever i landet, hvor en lille fjer kan blive til 5 høns.
Men ikke mange herude på landet havde regnet med, at en anden dunet race kunne starte noget, der ligner en borgerkrig. Det var nu ikke noget babyblødt andedun men derimod Hipsted-iværksætteren Christina Fridild, der med en kæk bemærkning om at ”lukke lortet” – altså andefarmen i nabobyen Folkerup – der blev gnisten, som tændte bomben. Raseriet bredte sig som metastaser i en svulst. Fra 68-generationen til de yngre no-bullshit’ere – de slås! Og så er der de unge, der er dødtrætte af deres forældres forudsigelige had mod hinandens holdninger.
Der er krise på andefarmen Roast Duck, priserne rasler ned, og op til den kødfulde jul breder vegetarismen sig som en generel uvilje mod alle former for traditionelt julesul.
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
“Vær nu bare den, du er”, sagde en ene rådgiver.
”Men glem nu ikke det med fællesskabet”, sagde den anden.
”Og børnene, husk børnene”, sagde hendes personlige assistent.
Mette Fredsjul kiggede op fra papirerne med sine let vemodige øjne.
Øjnene var noget af det eneste, hun ikke havde haft i kommunikationsgryden, siden hun tiltrådte som øverste chef for Dansk Kødeksport. Der var ikke noget at gøre ved det. De var vemodige, og hendes øvrige gøren og laden, krop og sjæl måtte bare rette sig efter det faktum. Øjnene!
Hun trak vejret dybt og kiggede på forsamlingen af journalister. Hun havde prøvet det uendelig mange gange før. Det var en del af spillet. I 9 ud af 10 tilfælde fremkom der ikke noget på pressemøderne, fordi oplysningerne, hun ville komme med, for længst var lækket af embedsmænd, som havde deres egen dagsorden og egne venner i pressen.
Mette Fredsjul trak vejret endnu dybere, dybt ned i mellemgulvet som en operasanger inden den store arie. TV-folkenes hvide lys blev tændt, sigtede på hende – og ramte.
Forestillingen kunne begynde. En gentagelsens komedie, hvor de kendteste mediefolk kæmpede lige så meget om rampelyset som hende.
”Jeg har indkaldt til dette pressemøde, fordi vi står i et alvorligt problem, der kan koste tusindvis af arbejdspladser…”
Og så gennemgik hun den dramatiske historie om en konflikt derude på landet, som har udviklet sig til en national krise. Først faldt andepriserne til det laveste siden oliekrisen. Så bredte den almene kød-versus-planter-diskussion sig; den alternative, kødløse jul blev en trend i middelklassen og blandt de unge. Og nu et mærkbart drastisk fald i det generelle forbrug af animalske produkter.
I kroner og ører: Den vegetariske tsunami er en trussel for velfærdssamfundet.
De klicheer blev aldrig taget helt alvorligt af befolkningen – men i spindoktorkredse var de en slags klistermærker i et skolebarns stilehæfte
Fredsjuls sekretær sendte en lind strøm af slides op på kæmpeskærmen for at understøtte slutbudskabet fra hendes departement.
Taleren kiggede op, helt fri af sit manus.
”Julen er familiernes kærlighedsfest. Og du bestemmer selvfølgelig selv, hvordan den skal foregå. Ingen skal tage julestemningen fra Robert (I de sidste år var ”Robert” blevet lige så slidt en metafor for ”manden-på-gulvet” – som Jesus er for julen). Men jeg siger… ”
Og så kom det slogan, som rådgiverne havde arbejdet på i døgndrift. Noget der skulle nå helt op på niveau med ”Verdens bedste finanslov” eller ”Den nødvendige politik”. De klicheer blev aldrig taget helt alvorligt af befolkningen – men i spindoktorkredse var de en slags klistermærker i et skolebarns stilehæfte.
”Det er sundt med alt det grønne – men spis nu kød til!”.
Hun kiggede ind i kameraerne ud over forsamlingen. Rådgiverne i mørket holdt vejret for at iagttage reaktionen.
Som så ofte før: Der skete intet, som havde med hendes tale at gøre. Journalisterne havde læst budskabet. De hørte ikke talen, for nu skete det vigtigste: Deres kamp for at komme i æteren – og helst blandt de første.
Henry Kvartrap var den skarpeste kniv i skuffen. Til trods for en mediekarriere, der omfattede alt fra at være propagandachef for en koboltblå statsminister, over fornemme redaktørjobs – til det vellønnede chefjob for SNAK&HOR. Det sidste havde skaffet ham både fodlænke og hjemme-fængsel, fordi han købte sig til ulovlige informationer om de kendtes rejse- og kærlighedsliv.
Dette til trods svømmede han stadig ovenpå. Inkarnationen af journalistisk stædighed og frisat fra kvababbelser. For det er ikke det, det handler om i den journalistiske kampsport. Intet kvindagtigt samvittighedsnag eller nogen som helst tale om værdier. Derimod den maniske jagt på hullerne i osten. Snyderiet. Hykleriet. En sublimeret vrede på vegne af – sig selv!
Han havde arbejdet på den historie i uger. Han havde fundet den dræber-vinkel på dagens pressemøde, som kunne fastholde og udbygge hans status som dansk journalistiks – evige ”flyder”
Henry Kvartrup er en moden mand. Men, når lamperne tændes, lyser hans ansigt som drengens på æblerov.
”Må man have lov til at spørge, hvad spiser fru eksportdirektøren selv juleaften?”.
Han havde arbejdet på den historie i uger. Han havde fundet den dræber-vinkel på dagens pressemøde, som kunne fastholde og udbygge hans status som dansk journalistiks – evige ”flyder”. Han havde det i baghånden. Håndgranaten var armeret og kunne kastes, så snart hun havde svaret.
Han vidste fra særdeles nærliggende kilder, at Fredsjul var – vegetar! Direktøren for Dansk Kødeksport spiser ikke kød.
”Det har jeg ingen kommentarer til”.
Vemodet i Mette Fredsjuls øjne skiftede på et splitsekund til – kulde. En isvinters kulde. Kvartrap vejrede blod og raslede med kæden til granitstenen. Kæde om anklen og en sten – som en straffefange. Han havde tabt et væddemål i et af de underholdningsprogrammer, hvor den bidske journalist også var begyndte at vise sig.
En uge med lænke om benet, hvis krigen mellem Hipsted og Folkerup blev en krise i hele landet. Han tabte. Andre journalister ville tabe status med denne cocktail af platheder og politisk journalistik. Men ikke Henry Kvartrup. Den fuldstændige frihed til at gøre, hvad fanden der passer ham, er blevet hans varemærke og fetich!
”Skal der kød på bordet i direktørhjemmet – det synes jeg, den danske befolkning har krav på at vide”
Fredsjul vælger at overse ham. Hun peger på en anden journalist i flokken, som hun jævnligt bruger i iscenesættelsen af disse pressemøder. Han gør hende tryg. Han stiller nemlig stort set det samme spørgsmål på alle pressemøder – uanset emnet.
”Når du selv stikker gaflen i andelåret – hvad tænker du? Hvad føler du?
Meningsløsheden er direktørens redningskrans.
Mette Fredsjul:
”Jeg tænker. Jeg føler – jeg føler først mig og fremmest – sulten!
LÆS TIDLIGERE AFSNIT AF POV’S JULEFØLJETON HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
