USA // ANALYSE – Et flertal af amerikanerne er til forskel fra tidligere nu imod at give yderligere økonomisk støtte til Ukraine. Modviljen har en stærk politisk slagside – Demokraterne vil gerne give yderligere hjælp, mens republikanske og uafhængige vælgere har sat hælene i. Samme mønster ses i USA’s kongres, som Ukraines præsident Zelensky besøger torsdag, hvor han også mødes med Joe Biden i Det Hvide Hus. I Kongressen er republikanerne dog splittede om spørgsmålet, fortæller Annegrethe Rasmussen fra den amerikanske hovedstad.
WASHINGTON D.C. – En Ukraine fatigue har bredt sig i Amerika, hvor 55 % af borgerne nu er modstandere af, at USA’s kongres godkender yderligere støtte til Ukraine i landets forsvarskrig mod Rusland. Det er en klar nedgang fra de tidlige dage af den russiske invasion i slutningen af februar 2022, hvor 62 % af vælgerne i USA mente, at Washington burde gøre mere for at hjælpe Kyiv.
USA’s befolkning er splittet: 45 % er tilhængere af at give flere penge, mens 51 % siger, at USA ”allerede har gjort nok” for at hjælpe Ukraine
Tallene kommer fra en spritny CNN-måling foretaget af SSRS, der blev offentliggjort tirsdag i denne uge, samtidig med at Ukraines præsident Zelensky talte til FN’s generalforsamling i New York og blot to dage før, han ankommer til Washington for at mødes med præsident Biden i Det Hvide Hus og med medlemmer af Kongressen på Capitol Hill.
Meningsmålingen viser også, at befolkningen er splittet: 45 % er tilhængere af at give flere penge, mens 51 % siger, at USA ”allerede har gjort nok” for at hjælpe Ukraine. Her er befolkningen dog delt, da 48 % omvendt siger, at USA ”burde gøre mere”. Samtidig er tallet, der siger, at Ruslands krig er en “trussel mod USA’s sikkerhed’ også faldet fra 72 % ved krigens start til 56 % i dag.
Det Republikanske Parti er dybt splittet om Ukraine, og skepsis er voksende
En anden udvikling er, at holdningen til USA’s støtte mere og mere afhænger af, hvilket parti man støtter.
Demokraterne er mere positive (de mest Ukraine-venlige er de venstreorienterede demokrater), mens Republikanerne er uenige internt med en klart stigende andel skeptikere.
Er Zelensky valgt til Kongressen? Er han ansvarlig i sin omgang med støtten? Jeg har spørgsmål til ham, og dem agter jeg at stille
Kevin McCarthy, formand for Repræsentanternes Hus
Delingen af partiet er klar – partiets topledelse især i Senatet, hvor de klassiske Neo Cons stadig har flertal, følger partiets gamle linje, der er pro-Nato og anti-Rusland, mens de Trump-lænende medlemmer af Kongressen er lodret imod. Og dem bliver der flere og flere af.
”Der er ikke flere amerikanske penge til Ukraine. Kongressens kasse er tom. Det er, hvis jeg skal sige det ligeud, faktisk et elendigt tidspunkt, han kommer til New York for at bede om flere penge til en krig, vi ingen aktier har i,” lød det eksempelvis fra Missouris senator, Josh Hawley, til flere amerikanske medier tirsdag, blot timer før, præsident Zelensky talte til de forsamlede stats- og regeringschefer og bl.a. beskyldte Rusland for folkemord og for at bruge fødevarepolitik som angrebsvåben.
Det er ikke nye toner fra Hawley, der i månedsvis har talt for at smække pengekassen i Washington helt i, når det gælder Ukraine.
Lidt blødere, men fortsat med en indbygget advarsel, sagde Hawleys partifælle, formanden for Repræsentanternes Hus, Speaker Kevin McCarthy, tirsdag til forsamlede reportere på Capitol Hill, at omend Ruslands krig var “forkert”, så var der ingen blankocheck til præsident Zelensky:
“Er Zelensky valgt til Kongressen? Er han ansvarlig i sin omgang med støtten? Jeg har spørgsmål til ham, og dem agter jeg at stille,” lød det:
Modsat lød det i Washington, hvor Hawleys partifælle, Lindsey Graham, advarede om en ”verden, hvor Rusland ender med at køre løbet, hvis ikke USA kender sin besøgelsestid”, da NBC News mødte den aldrende senator på Capitol Hill.
Biden: Verden har ikke råd til at vakle i opbakningen til Ukraine
USA’s præsident Joe Biden talte også ved generalforsamlingen, og han advarede som tidligere Rusland i stærke vendinger om, at landets krig har konsekvenser, både for Moskva og for de lande, der støtter angrebskrigen: ”I ask you this: If we abandon the core principles of the United States to appease an aggressor, can any member state in this body feel confident that they’re protected? If we allow Ukraine to be carved up, is the independence of any nation secure?” spurgte Biden retorisk.
Biden er kendt for sin stålsatte støtte til Ukraine og har foreslået, at Kongressen vedtager endnu en hjælpe- og våbenpakke, og i generalforsamlingens kulisser har de amerikanske diplomater også gjort deres for at bakke op om de ukrainske bestræbelser for at lobbye især en række afrikanske lande, der har holdt sig neutrale, når det gælder den russiske invasion, og som har vist en splittelse i det globale syd, hvad angår krigen.
Biden mødte selvsagt også andre stats- og regeringschefer på sin korte tur til New York, herunder Israels leder, Benjamin Netanyahu, der modsat Zelensky ikke var indbudt til audiens i Det Hvide Hus.
Zelensky, der som altid var iklædt militærgrøn beklædning under sin tale, kaldte kidnapningen og den efterfølgende ‘hjernevask’ af titusindvis af ukrainske børn for “et folkemord”:
“We are trying to get the children back home, but time goes by and what will happen to them? Those children in Russia are taught to hate Ukraine and all ties with their families are broken. And this is clearly a genocide,” lød det fra præsidenten, der tilføjede “when hatred is weaponized against one nation, it never stops there.”
Men hvordan kan det være, at stemningen er skiftet blandt især de republikanske vælgere samt på højrefløjen i Det Republikanske Parti – hvor kommer ”the Ukraine fatigue” og den voksende tilslutning til en ”America First”-linje fra?
To faktorer bag republikansk Ukraine- skepsis: Trump og Tucker Carlson
Et hurtigt bud ville blot være ”Donald Trump”, og der er ingen tvivl om, at en del af forklaringen ligger her. Den klare favorit til posten som partiets præsidentkandidat ved det kommende valg om 14 måneder er en kendt isolationist og langt mere venlig over for Moskva end sin efterfølger i Det Hvide Hus.
Men han har hverken talt med eller dirigeret sine partifæller i spørgsmålet, understregede han i sidste uge, da den tidligere præsident gav sit første interview siden sin afgang til et mainstream media, nemlig NBC’s program, Meet The Press.
Til programmets nye studievært, Kristen Welker, sagde Trump, at krigen slet ikke ville være udbrudt, hvis han havde siddet i Det Hvide Hus, for det ”ville jeg ikke have tilladt, og Putin lytter til mig. Jeg havde advaret ham – hold dig væk fra Ukraine”, lød det fra den tidligere præsident, der samtidig ikke lagde skjul på, at konflikten først og fremmest ”er et europæisk problem” – et synspunkt, som også lyder fra de republikanske hardliners, der fremlagde en erklæring i juli i form af en tillægslov til en forsvarsvedtagelse, der kort sagt lød ”Stop al hjælp til Ukraine nu” i Kongressen.
Selvom tillægsloven blev nedstemt med et brag, var der ikke desto mindre 70 medlemmer af den republikanske caucus i Kongressen, der stemte for. Og den fraktion i partiet kan være vokset siden da, eftersom flere medlemmer, der stemte nej i juli, nu lufter mere kritiske Ukraine-holdninger i dag i kulissen.
Tucker Carlson, der nu har sit eget show på Twitter (X), er en højrøstet modstander af amerikansk støtte til Ukraine og nævnes igen og igen af politikere – især uden for referat – som en faktor, der har kæmpe indflydelse på Det Republikanske Partis base
En anden faktor, der har fået støtten til ”America First” til at stige og Ukraine-skepsissen ligeså i Kongressen, er partiets vælgere og især de medier, som er populære blandt disse. En figur som tidligere stjernestudievært hos Fox News, Tucker Carlson, der nu har sit eget show på Twitter (X), og som er en højrøstet modstander af amerikansk støtte til Ukraine, nævnes igen og igen af politikere – især uden for referat – som en faktor, der har kæmpe indflydelse på Det Republikanske Partis base.
Kaos truer på Capitol Hill – ingen finanslov vil få konsekvenser for Ukraine
En tredje konkret faktor, der får modstanderne af yderligere hjælp på banen, er den mulige regeringsnedlukning, der truer Washington allerede i den kommende uge. En bevillingslov, der skal holde Pentagon kørende, er lige blevet nedstemt, og det er en kamp, kongresmedlemmerne kender alt for godt. Og p.t. ser det ikke ud, som om Republikanerne kan samle det nødvendige flertal på 218 stemmer i kongressen – i hvert fald ikke uden at hente hjælp blandt de moderate demokrater.
Den altid velforberedte præsident Zelensky kender alt til budget-kvalerne på The Hill, og derfor vil amerikanerne ikke se en gentagelse af den bevægende tale, som han holdt, da han sidst besøgte Washington i december 2022. Med andre ord kommer der ingen tårer i bedste sendetid, men snarere en række møder for lukkede døre i Senatet, i Pentagon og i Det Hvide Hus, mens den ukrainske førstedame Olena Zelenska taler ved et møde i bydelen Georgetown torsdag eftermiddag.
At det ikke er en detalje med den amerikanske finanslov-strid, står klart. Som mediet Politico skrev tirsdag, vil et sammenbrud på Capitol Hill ikke blot betyde, at Bidens nye hjælpepakke ikke kommer igennem; en nedlukning af USA’s regering vil også medføre et stop for fortsat udsendelse af afgørende våbenleverancer fra USA til Ukraine, ligesom størstedelen af den træning, som supermagten leverer til den ukrainske hær, vil gå i stå.
Et helt stop for hjælp fra Amerika ville sandsynligvis føre til en tabt krig for Ukraine, så meget står på spil, når det gælder stemningen i Washington. På længere sigt er udsigterne endnu mere alvorlige i lyset af, at de to partier står lige i meningsmålingerne, og at Donald Trump fortsat er den klare favorit til at vinde posten som Republikanernes præsidentkandidat.
Der er 10 dage tilbage til at finde en løsning, og det står ikke klart, hvor dyb splittelsen er i partiet, og om ledelsen, der er mere Ukraine-venlig, især i Senatet, kan få tropperne banket på plads i Repræsentanternes Hus.
Læs mere om USA fra vores korrespondent, Annegrethe Rasmussen, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her