KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Resultatet af Gaza-krigen, som både den palæstinensiske højrefløj, Hamas, og den israelske højrefløjsregering kan være tilfredse med, kan blive, at befolkningerne kommer til at hade hinanden endnu mere, hvorved udsigterne til en fredsløsning forsvinder endnu mere ud i horisonten.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Verden – og især israelerne – blev taget på sengen den 7. oktober, da Hamas indledte sit angreb på Israel og på bestialsk vis myrdede over 1.200 personer. Hamas’ angreb blev mødt med jubel blandt palæstinenserne.
Tilsvarende er verdensoffentligheden blevet overrasket over den grusomhed, der har karakteriseret de israelske bombardementer, hvor over 25.000 personer i Gaza i skrivende stund er blevet dræbt.
Hvorfor accepterer befolkningerne tilsyneladende grusomheder begået mod modparten
I den israelske offentlighed har der tilsvarende været meget få kritiske røster over det store antal dræbte palæstinensere. Det rejser spørgsmålet, hvorfor befolkningerne tilsyneladende accepterer grusomheder begået mod modparten. Og hvad er baggrunden for udviklingen?
I 1947 vedtog FN en delingsplan for det britiske mandatområde i Palæstina, og i den efterfølgende krig mellem områdets zionistiske og arabiske beboere – og andre arabiske lande – forøgede zionisterne gennem etniske udrensninger det tildelte område fra 55 pct. til 78 pct. af arealet.
Seksdagskrigen
Palæstinenserne betragtede oprettelsen af staten Israel i 1948 og de etniske udrensninger i forbindelse hermed som ekstremt uretfærdig, hvorfor de nægtede at anerkende staten Israel og i mange år ønskede dens udslettelse.
Mens den israelske højrefløj ønskede, at Israel skulle omfatte hele det britiske mandatområde, accepterede Arbejderpartiregeringerne, skønt de tidligere havde været enige med højrefløjen, status quo, dvs. grænserne fra våbenstilstanden efter 1949.
Seksdageskrigen i 1967 ændrede pludselig situationen radikalt, idet man havde erobret, hvad der ud fra den jødiske mytologi var kerneområdet, nemlig Vestbredden, og især den religiøse højrefløj begyndte at kolonisere området.
Fra 1968 under Arbejderpartiregeringen etablerede ortodokse jøder en bosættelse midt i Hebron, men den blev af regeringen flyttet til Kiryat Arba lige uden for byen. Fra 1979 lykkedes det for de ortodokse jøder at etablere bosættelser i centrum af Hebron. I årene derefter godkendte skiftende regeringer den fortsatte kolonisering af Vestbredden, ligesom man efter seksdageskrigen indlemmede Østjerusalem i Israel, selv om indlemmelsen og koloniseringen strider mod folkeretten.
Det er værd at bemærke, at etablering af bosættelser fortsatte under Arbejderpartiregeringer, mens der mellem 1993 og 2001 foregik fredsforhandlinger med palæstinenserne.
Bosættelserne har under Likud-regeringer haft det helt klare formål at forhindre muligheden for etableringen af en sammenhængende, palæstinensisk stat, hvilket er lykkedes. Der er i dag 700.000 bosættere i Østjerusalem og på Vestbredden, og forsøg på at fjerne bosættelserne i forbindelse med en fredsaftale vil formentlig føre til en borgerkrig i Israel.
Israels forskelsbehandling
Samtidig har den israelske regering under forskellige påskud eksproprieret store dele af jorden på Vestbredden, hvorved man har fordrevet en del af den palæstinensiske befolkning, og man har beslaglagt vandressourcerne. Mens palæstinenserne har svært ved at få tilladelse til at grave nye brønde, kan de iagttage nærliggende bosættelser med swimmingpools.
Under besættelsen har palæstinenserne konstant været udsat for vilkårlige check-point kontroller, hvor de uden begrundelse kan tilbageholdes af ofte unge soldater i timevis; de kan blive arresteret og sidde i fængsel uden rettergang.
Det anslås, at 700.000 palæstinensere har været arresteret siden 1967, og i de utallige militære razziaer optræder det israelske militær yderst brutalt; bosætterne kan ustraffet begå overgreb mod palæstinenserne, mens palæstinenserne bliver straffet hårdt for at have kastet sten eller malet slagord.
Og de to befolkningsgrupper er underlagt forskellige retssystemer – et militært for palæstinenserne og et civilt for bosætterne; bosætterne kan som israelske statsborgere, selv om de ikke lever i staten Israel, stemme ved valgene i Israel, og det kan palæstinenserne ikke; palæstinenserne oplever bosættere rive oliventræer op, og de oplever, at bosættere gennem stråmænd opkøber huse i centrum af de store byer.
Foto: Wikimedia Commons
Desuden nyder bosætterne godt af økonomisk støtte og en udviklet infrastruktur så som moderne hovedveje, som palæstinenserne ikke må bruge, idet de ofte må køre store omveje for at komme frem.
De to befolkningsgrupper på Vestbredden lever i høj grad adskilt, hvor den ene gruppe diskrimineres i forhold til den anden, så man kan betegne det som et apartheid-system. Den daglige oplevelse af undertrykkelse og chikanerier har medført en frustration og desperation blandt den palæstinensiske befolkning, hvilket er blevet forstærket af den traumatisering af børn og unge, som de brutale razziaer og den vold, der udøves af besættelsesmagten, har medført. Dette har skabt grobund for en radikalisering af de unge.
Palæstinensisk desperation
Guerillakrig ind i de besatte områder efter 1967 blev hurtigt nedkæmpet af israelerne, og palæstinenserne oplevede i stigende grad de arabiske landes mangel på støtte, hvorfor de tyede til stadig mere desperate (terror)metoder, hvilket isolerede dem endnu mere, og deres situation forekom udsigtsløs, efter at PLO var blevet sendt ud af Libanon til eksilet i Tunis i 1982.
Det første oprør mod situationen kom med begyndelsen på den første Intifada i 1987, hvor modstanden hovedsagelig udtryktes gennem stenkastning. Da PLO havde indset, at staten Israel var en realpolitisk kendsgerning, som ikke stod til at ændre, blev de legitime forhandlingspartnere for den venstrezionistiske Rabin-regering, efter de anerkendte staten Israel. Og dette og Intifadaen var baggrunden for Oslo-aftalen i 1993, der foregik under formlen: ’land for fred’ og skulle føre til oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Det var også i forbindelse med Intifadaen, at Hamas blev dannet, og den var imod staten Israel og derfor også de forskellige forsøg på fredsaftaler. Hamas repræsenterede den palæstinensiske højrefløjs udgave af Det Muslimske Broderskab i Egypten og var en totalitær, jihadistisk organisation med en konspirationsteoretisk opfattelse af verden (i bevægelsens charter fra 1988 henvises til den zaristiske efterretningstjenestes Zions Vises Protokoller, der var det pure opspind): Jøderne styrede alting! Jøderne skulle smides ud af Israel/Palæstina.
Dette mål var et spejlbillede af en israelske højrefløjs mål, hvor det var palæstinenserne, der skulle udrenses fra de besatte områder. Og selv om parterne var dødsfjender, dannede de i praksis en uudtalt alliance, idet de gjorde alt for at torpedere fredsprocessen fra 1993 til 2001, hvilket lykkedes, således at fredsprocessen blev illegitim i Israel efter den anden Intifada, som startede i september 2000.
Højrefløj uden hæmninger
Den israelske fredsfløj forsvandt og det tidligere mægtige Arbejderparti blev efterhånden nærmest udslettet. Netanyahus næsten uafbrudte regeringsperiode siden 2009 har gjort palæstinensernes situation endnu værre. Arabiske lande har i stigende grad vist sig villige til at indgå aftaler med Israel, senest i form af ”The Abraham Accords”, og Gaza fungerer som et lukket fængsel, hvor tilværelsen synes stadig mere udsigtsløs, samtidig med at den seneste israelske regering med deltagelse af racistiske partier har givet bosætterne nærmest frit spil over for de palæstinensiske indbyggere på Vestbredden.
Bosætterne terroriserer palæstinenserne ved at angribe og skyde dem, hvorfor palæstinenserne flygter fra en del landområder. Det er tydeligt, at den israelske højrefløjs strategi går ud på at gøre tilværelsen så håbløs for indbyggerne, at de vil flygte ud af landet – hvis de da ikke vil affinde sig med at være andenklassesborgere i et nyt Storisrael, da den ekstremistiske israelske højrefløj har givet stadig mere klart udtryk for, at man ønsker at indlemme Vestbredden. Det har altid været dens mål, f.eks. blev Begin i 1977 valgt på et løfte om, at ”Mellem havet og Jordanfloden skal der herske udelt jødisk suverænitet”, hvilket lyder som en omvendt udgave af ”From the river to the sea, Palestine must be free”.
Finansminister Smotrich havde på et møde i Paris for lidt under et år siden et kort hængende, hvor Jordan også var inkluderet i Israels territorium, ligesom han hævdede, at der ikke eksisterer et palæstinensisk folk.
Efter 7. oktober har højrefløjen smidt alle hæmninger og ønsker befolkningen i Gaza ’transferred’ til andre lande, så Israel kan tage området i besiddelse. Og det bliver stadig mere tydeligt, at Netanyahu ønsker et endeligt opgør i området, hvor han også ønsker et opgør med Hizbollah og måske også Iran, hvorved han også ønsker at inddrage USA i krigen.
Hvordan skal man ellers forklare drabet på Hamas-lederen, Saleh al-Arouri i Hizbollahs højborg i Beirut, da det er svært at se en operationel begrundelse for drabet. Han spillede næppe nogen rolle i krigen i Gaza. Man kan heller ikke udelukke, at Netanyahu ønsker at forlænge krigen, da han efter afslutningen af krigen formentlig ikke bliver genvalgt som statsminister og herefter har udsigt til at blive dømt for korruption og ende i fængsel.
Hvordan ville den israelske og vestlige verdens reaktion være, hvis Hamas dræbte ovennævnte Smotrich eller en anden højtstående israeler? Palæstinenserne betragtes som terrorister, fordi de gennem tiden har udført ofte store, spektakulære terroraktioner, mens israelernes politik over for palæstinenserne som beskrevet oven for er foregået næsten ubemærket for verdenspressen.
Men den må også betegnes som terror, idet den også har haft til formål at skaber frygt for at opnå politiske mål, og israelerne har været gode til at beherske narrativet: Det har altid drejet sig om at bevare statens sikkerhed. Man kunne med en omformulering af Edward Hermans terrordefinition betegne den israelske terror for ’mikroterror’, mens den palæstinensiske for ’makroterror’.
Men her ud over må tilføjes, at når der har været konflikter, har israelerne nådesløst bombet de palæstinensiske områder eller områder i Libanon for at sætte sådan en skræk i befolkningerne, at de ikke endnu en gang tør sætte sig op mod den israelske overmagt. Israelerne taler om en gang imellem at ’slå græsset’.
Disse afstraffelser betragtes imidlertid ikke som terror i Vesten, idet de anses for at være krigshandlinger, men de må også betegnes som terror. Man kan også sammenligne antallet af døde i de forskellige krigsrunder i konflikten, og her har de palæstinensiske tab været flere gange større end de israelske. I 2023 indtil 7. oktober dræbte israelerne stort set ubemærket af verdenspressen flere hundrede palæstinensere på Vestbredden. Den ubevidste vestlige racisme giver sig udtryk i, hvordan liv vægtes, og her har israelske liv meget større vægt end palæstinensiske liv.
Retraumatisering i Israel
Det er i denne forbindelse bemærkelsesværdigt, at Hamas efter sin dannelse fik en blid behandling af den israelske regering, da den blev anset for at være en modvægt til PLO. Og Netanyahu udtalte i 2019, at israelerne for at undergrave muligheden for en tostatsløsning har ladet Qatar overføre store beløb ind i Gaza til Hamas, hvoraf en del er blevet brugt til at producere raketter og til at grave tunneller. Israel har således næret giftslangen ved sit eget bryst, og den 7. oktober blev det tydeligt, at det var en katastrofal fejlkalkulation.
Den nedslående applaus til Hamas aktioner og massakrer den 7. oktober fra selv moderate palæstinensere, f.eks. den tidligere fredsforhandler, Hanan Ashrawi, må ses som et udtryk for et ønske om hævn, idet israelerne nu endelig også lider og føler sig ydmygede, ligesom palæstinenserne har følt sig ydmyget igennem alle årene – det Franz Fanon i forbindelse med Algier-krigen beskrev som den koloniseredes renselse gennem kolonisatorens blod.
Endvidere er applausen udtryk for, at palæstinenserne har følt sig glemt af alle uden udsigt til en forbedring af deres situation, snarere tværtimod. Verden affandt sig med det lukkede fængsel i Gaza og den stadige kolonisering af Vestbredden, der accelererede efter optagelsen af racistiske partier i Netanyahus sidste regering fra 2022.
Derfor er man lettet over, at der nu endelig SKER noget, dødvandet bliver tilsyneladende brudt. Måske er der alligevel et lys i mørket.
Hamas’ angreb har imidlertid ikke kun haft til formål at bryde dødvandet, da de bestialske overgreb ud fra en militær betragtning ikke ville have været nødvendige. De må ses som en fælde, der blev lagt for israelerne, så de i blindt hævnbegær ville slå til og bombe løs uden hensyn til, hvor mange palæstinensere man dræbte – ligesom amerikanernes reaktion på Al Qaedas angreb 9/11, hvor den amerikanske befolkning også ønskede hævn!
Og foreløbig har Hamas ’vundet’, da israelerne ikke har udryddet Hamas, og bombningerne øger rekrutteringsgrundlaget for bevægelsen. Selv om det lykkes at besejre Hamas i år, vil den bare genopstå. De brutale bombninger i Gaza har endvidere ført til, at Israel har mistet anseelse i den vestlige verden, hvilket kan komme til at koste på længere sigt.
Omvendt har Hamas bestialske handlinger den 7. oktober, ført til en retraumatisering af israelerne, der genoplever lignende handlinger udført af nazisterne, hvilket har ført den ikke ualmindelige psykologiske mekanisme, at offer-bøddel relationen vendes om. Israelerne føler sig som ofre og føler sig berettigede til at agere som bødler – hvilket de som vist altid har gjort, men mere i det skjulte. Konsekvensen er en dehumanisering af palæstinenserne i Gaza, der i sine konsekvenser ikke står tilbage for Hamas’ dehumanisering af israelerne, idet langt størstedelen af befolkningen forlanger Hamas udryddet uanset omkostningerne.
Foto: Wikimedia Commons
Reaktionerne er spejlbilleder af hinanden. Der er tilsyneladende ingen større kvababbelser over krigens ’collateral damage’ på for nuværende over 24.000 døde palæstinensere og en nærmest total smadring af områdets boliger og infrastruktur. Hvordan ville reaktionen være, hvis Hamas gjorde noget tilsvarende over for Israel – hvad de måske ville gøre, hvis de kunne – men de vestlige reaktioners dobbeltmoral er slående. Spørgsmålet bliver, hvad befolkningen i Gaza bagefter skal bo i?
Den israelske regering håber tydeligvis, at andre lande, især Egypten, vil give befolkningen husly, subsidiært finansiere genopbygningen for så vidt en sådan kommer på tale, men det er der ingen udsigt til. Så resultatet, som både den palæstinensiske højrefløj, Hamas, og den israelske højrefløjsregering kan være tilfredse med, bliver, at befolkningerne kommer til at hade hinanden endnu mere, hvorved udsigterne til en fredsløsning forsvinder endnu mere ud i horisonten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
