ISRAEL-HAMAS // ANALYSE – Der er to befolkninger – den israelske og den palæstinensiske – hvor der er en udbredt følelse af at være blevet taget som gidsel af de radikale kræfter. Alle forsøg på dialog og forsoning synes at drukne, skriver Mellemøsten-korrespondent og udlandsredaktør Hans Henrik Fafner i denne analyse af en forhærdet konflikt, hvor Donald Trump nu satser alt på et gennembrud.
HAIFA – I slutningen af september udtalte Ghazi Hamad, at Hamas’ brutale angreb på det sydlige Israel for to år siden har skabt ”et gyldent øjeblik” for den palæstinensiske sag, på trods af at titusinder af mennesker i Gaza har mistet livet i krigens løb.
Hamad er i dag en del af den gruppe Hamas-ledere, som til daglig styrer udviklingen fra Doha. Han kom med sin udtalelse i et interview med CNN, hvor han også fik sagt, at ”vi ventede på det øjeblik i 77 år”.
Det er ord, som vækker en del tanker i dag, hvor det er præcis to år siden, at Hamas rettede sit terrorangreb på det sydlige Israel. Og netop mens denne skæringsdato passerer, er de krigsførende parter samlet i Sharm el-Sheikh i Egypten til en drøftelse af den plan, som Donald Trump lagde på bordet for en uge siden.
Det er muligvis lige i overkanten at kalde de 20 punkter en plan. Det hele fylder et par sider, så det er snarere en ramme for den plan, der skal afslutte krigen.
Hovedpunkterne er en øjeblikkelig løsladelse af de resterende 48 israelske gidsler, en gradvis og næsten fuldstændig israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben og ikke mindst en total afvæbning af Hamas. Med sædvanlig brask og bram har Trump erklæret, at planen godt kan munde ud i en aftale på en uges tid.
Dette er store ord og store ambitioner for en konflikt, der er så kompleks som den israelsk-palæstinensiske, og allerede fra starten står det da også klart, at der er mange og temmelig vanskelige uoverensstemmelser, som skal overvindes, før man kan begynde at se en aftale.
Og det er ikke mindst vanskeligt, fordi det hele skal lægge låg på en krig, som gennem to år har fået lov til at løbe løbsk. Så for at forstå, hvilke udfordringer man nu står overfor, er det værd at kigge på, hvad det egentlig var, der skete i dag for to år siden.
Hamas vidste, den israelske reaktion ville være hård
Der var intet spontant og folkeligt ved angrebet, som Hamas indledte omkring klokken 06:30 den 7. oktober, som var en lørdag.
Der lå en omhyggelig planlægning bag, og det fandt sted dagen efter 50-året for Yom Kippur-krigen, hvor Egypten og Syrien rettede et voldsomt overraskelsesangreb på Israel. Nøjagtig som i 1973 hensatte angrebets overrumplende karakter på en tidlig helligdagsmorgen Israel i en slags choktilstand.
Man blev taget på sengen, og efterfølgende undersøgelser viste ovenikøbet, at premierminister Netanyahu havde ignoreret en stribe advarsler fra den militære efterretningstjeneste, hvor man for længst havde sporet usædvanlig aktivitet i Gazastriben. Dette element har i sig selv haft en psykologisk effekt, der uden tvivl også kom til at spille ind på Israels reaktion og den israelske befolknings støtte til krigen, som i begyndelsen var bred.
At Hamas valgte at angribe en musikfestival og en række mindre israelske samfund, hvor navnlig kibbutzerne traditionelt står stærkt placeret på den israelske fredsfløj, var også med til at oppiske stemningen.
Gazastriben har været under israelsk blokade siden 2007, og det har bragt hele befolkningen i en desperat situation. Dette skal ikke forglemmes, men hertil kommer, at Hamas gennem årene var blevet radikaliseret
Ifølge de internationale konventioner har en besat befolkning den fulde ret til at gøre oprør mod besættelsesmagten, men det står også klart og tydeligt, at det er ulovligt at rette angreb mod civile.
I det første dramatiske døgn søgte Hamas at klare en form for frisag ved at ændre forklaring et par gange. Først forklarede man, at angrebet udelukkende var rettet mod militære mål. Da dette viste sig ikke at holde vand, tilføjede man, at andre grupperinger fra Gaza havde tilsluttet sig angrebet, og at det var dem, der myrdede løs.
Og endelig kom endnu et kursskifte, da der fremkom billeder, hvor man tydeligt så folk i Hamas-uniformer i kibbutzer og andre civile samfund, da hed det sig, at alle israelere, uanset alder og civilstatus, er at betragte som soldater og dermed legitime angrebsmål.
FN’s generalsekretær, António Guterres, sagde, at angrebet ikke opstod i noget vakuum, og at det kunne ses som et resultat af 56 års kvælende besættelse. Gazastriben har været under israelsk blokade siden 2007, og det har bragt hele befolkningen i en desperat situation.
Dette skal ikke forglemmes, men hertil kommer, at Hamas gennem årene var blevet radikaliseret, og at bevægelsen nu havde valgt en strategi, som ikke nødvendigvis deltes af den palæstinensiske befolkning bredt.
Hamas havde sat sig for dels at sætte store dele af regionen i brand, dels at sætte den palæstinensiske sag i toppen af den internationale dagsorden.
På det tidspunkt kunne bevægelsen se tilbage på mindst en håndfuld væbnede konfrontationer med Israel, som gennem årene havde ført til kampe og ødelæggelser i Gaza, men uden egentlig at rykke nævneværdigt ved den fastlåste situation.
Derfor skulle den 7. oktober være noget spektakulært, og der kan ikke herske tvivl om, at Hamas til fulde forstod, at den israelske reaktion ville være hård. Bevægelsen havde i hvert fald brugt store ressourcer på at forberede sig, blandt andet ved at anlægge det vidt forgrenede tunnelsystem.
Der findes flere vurderinger af omkostningerne ved dette gigantiske byggeri, men prisen kan have været helt op til en milliard dollars. Penge, som kommer et eller andet sted fra og kunne have været anvendt på at give civilbefolkningen et socialt løft.
Radikalismen har sejret
Den siddende israelske regering var ikke sen til at reagere, og svaret blev nok voldsommere, end Hamas havde forestillet sig.
I Netanyahus koalitionsregering sad (og sidder) de to messianske partier på den yderste højrefløj, Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) og Religiøs Zionisme, og de har lige fra regeringsdannelsen i december 2022 haft en stærk magtposition, idet de hele vejen har kunnet true med at bringe regeringen til fald ved at forlade samarbejdet, hvis de ikke fik deres vilje.
Så mens angrebet på de 21 israelske samfund og gidseltagningen endnu var i gang, svarede Israel om formiddagen den 7. oktober med de første flyangreb, som navnlig rettede sig mod Hamas’ kommandocentre i Gaza. Og Hamas bragte selv ekstra ved til bålet ved at affyre 5.000 raketter mod Israel.
Krigen var i gang, og det blev til den længste og mest brutale i hele konfliktens lange historie.
Organisationen Genocide Watch, hvis grundlægger Gregory H. Stanton formulerede de ti faser frem mod folkedrab, var hurtigt ude med en melding, hvor de beskrev Hamas’ angreb på Israel som ”a genocidal massacre”. Og allerede den 23. november 2023 opfordrede FN-eksperter verdenssamfundet til at forhindre et folkedrab på det palæstinensiske folk.
Anklagen om folkedrab er en alvorlig sag, og bevisbyrden er ekstraordinært tung.
I Gazakrigen har begge parter uden tvivl begået krigsforbrydelser på stribe, hvilket skam er rigelig grund til at kræve krigen standset, mens vi endnu venter på, at Den Internationale Domstol tager stilling til, om der virkelig er og har været tale om folkedrab.
Både Hamas og den siddende israelske Netanyahu-regering, som er den mest højreorienterede i landets historie, har bidraget til at forhærde konflikten
En række eksperter mener, det er tilfældet, mens eksempelvis Frederik Harhoff, der er dr.jur. og professor emeritus i folkeret ved Syddansk Universitet, maner til forsigtighed med hurtige konklusioner. Det er i hvert fald blevet en debat med mange populistiske undertoner, hvor tastaturkrigere giver det en pseudoreligiøs klang med formuleringer som: ”Vi ser det. Vi bevidner det.”
Det er alt dette, som i de seneste to år har gjort den israelsk-palæstinensiske konflikt endnu mere fastlåst og endnu vanskeligere at løse.
Både Hamas og den siddende israelske Netanyahu-regering, som er den mest højreorienterede i landets historie, har bidraget til at forhærde konflikten, hvor radikalismen synes at have sejret. Der er to befolkninger – den israelske og den palæstinensiske – hvor der er en udbredt følelse af at være blevet taget som gidsel af de radikale kræfter, og hvor alle forsøg på dialog og forsoning synes at drukne.
Hamas har haft stort held til at sætte den palæstinensiske sag på den globale dagsorden, mens ambitionen om at sætte hele regionen i brand er faldet til jorden. Bevægelsens partnere, den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon og Bashar al-Assads regime i Syrien er mere eller mindre borte, og Iran har heller ikke megen indflydelse længere.
Hamas har nok aldrig forestillet sig at kunne besejre Israel militært, men som resultat af de seneste to års udvikling står Israel nok stærkere som regional militærmagt end nogensinde før.
Vil Trump lykkes med sin fredsplan?
Det er alt dette, den igangværende forhandlingsproces i Sharm el-Sheikh skal søge at få rede på. I de seneste par år har der været en hel række forsøg på at forhandle sig frem til en våbenhvile, og de er alle faldet til jorden. Allerede i november 2023, altså godt en måned inde i krigen, nåede man frem til en aftale, hvor 105 af de 251 gidsler blev løsladt mod 240 indsatte palæstinensere fra israelske fængsler. Dengang nærede mange håb om, at man stod over for en snarlig afslutning på krigen.
Det holdt som bekendt ikke, og nu står vi så i situationen, hvor Donald Trump søger at bulldoze sig frem til en løsning. Det er ikke en løsning, som på nogen måde vil kunne ses som fordelagtig for palæstinenserne. De vil blive bragt tilbage til udgangspunktet, men med en Gazastribe, som er blevet forvandlet til en ruinhob, og det må Hamas tage en stor del af æren for.
Situationen kan minde en del om dagene lige efter Oslo-aftalerne i 1993 – så snart aftalerne skulle finpudses og implementeres, kom indsigelserne, og i løbet af kort tid kæntrede fredshåbet
Det vil også være et andet Israel, som godt nok står militært stærkt, men som vil kunne se frem til en lang tid, hvor der skal arbejdes hårdt for at genoprette den tabte anseelse i verden. Og dette må Israels radikale højrefløj tage på sin frakke.
Begge parter har en lang række indsigelser mod Trump-planen. Situationen kan minde en del om dagene lige efter Oslo-aftalerne i 1993, hvor store dele af verden vejrede morgenluft på vegne af Mellemøsten. Men så snart aftalerne skulle finpudses og implementeres, kom indsigelserne, og i løbet af kort tid kæntrede fredshåbet.
Dette udgør også en overhængende fare i den givne situation. Men vi har at gøre med en Trump, som indtil videre har vist sig at være usædvanlig vedholdende i sin ambition for at nå målet, og som har sat så meget personlig prestige ind på projektet, at han næppe vil sky noget middel for at trække en deal i land.
Og Netanyahu tør åbenbart ikke andet end at makke ret, selv om han har den messianske højrefløj på nakken. Men de er dels kommet med halve løfter om ikke at stille sig i vejen, selv om planen helt tydeligt strider med deres ønske om at fortsætte krigen, dels har Yair Lapid, der står i spidsen for oppositionspartiet Yesh Atid og dets 23 mandater i Knesset, lovet at fungere som sikkerhedsnet under regeringen. Så ikke engang det kan Netanyahu benytte som undskyldning for ikke at acceptere Trump-planen.
Også Hamas står over for et dilemma, og de har allerede ønsket andre vilkår for løsladelsen af palæstinensiske indsatte. Planen stipulerer, at 250 palæstinensere med lange fængselsdomme (én afsoner 38 livstidsdomme) bliver løsladt, men Hamas kræver nu, at denne gruppe også kommer til at omfatte palæstinensere, som er blevet dømt for deltagelse i massakren den 7. oktober forrige år. Dette nægter israelerne som udgangspunkt at høre tale om.
I denne forbindelse er det meget illustrativt, at netop Ghazi Hamad vil være centralt placeret i denne del af forhandlingerne. Det var ham, der tilbage i 2011 forhandlede direkte med den israelske fredsaktivist Gershon Baskin. De to opnåede et næsten venskabeligt forhold, og det lykkedes dem at nå frem til en ordning, hvor soldaten Gilad Shalit kom hjem efter fem års fangenskab i Gaza, og til gengæld løslod israelerne 1.027 palæstinensiske indsatte.
Kort inde i Gazakrigen tog Baskin igen kontakt til Hamad, som i god tid forinden var flyttet fra Gaza til Beirut. Og denne svarede hurtigt, at de to ikke længere havde noget at tale om.
I dag er det to år siden, Hamas anrettede sit terrorangreb. Uanset hvilken sammenhæng man sætter det ind i, udløste det ragnarok i Gaza, og det vil tage mange år, før regionen kommer sig over chokket.
Det er dette, man skal have i baghovedet i disse dage, hvor Trump har tvunget parterne til forhandlingsbordet. Og hvor parterne måske – trods alle odds – er tættere på at finde en form for løsning, end de på noget tidspunkt har været i de sidste to år.
Uanset hvad udfaldet bliver, vil regionen altid have et tungt minde som dystert bagtæppe.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og