KONFLIKT // KVINDER – For fire år siden besluttede Sarah Arnd Linder sig for at stifte platformen PiP, Political is Personal. Målet med platformen var at nuancere perspektivet på Israel-Palæstina-konflikten ved at give kvinder i regionen ordet: Hvordan oplever de en af verdens mest omtalte konflikter? Her fortæller Linder om arbejdet med at udvikle PiP.
Den israelsk-palæstinensiske konflikt er en konflikt, der har varet og er blevet omtalt i hvad der føles som uendelig lang tid. Bomber, besættelser, selvmordsattentater, vold på den ene side og håb og fredsforhandlinger på den anden side, er ord, der forbindes med denne konflikt.
Men som med så mange andre konfliktområder i verden forbindes Israel-Palæstina-konflikten og fredsforhandlingerne dog ofte med beslutninger og udtalelser foretaget af mænd.
At der er mangel på kvinders stemmer er ikke noget unikt for konfliktområder. Det er også noget, der mærkes på en globalt plan, fra arbejdsmarkedet til forholdene mellem mænd og kvinder i det private. Og #MeToo-bevægelsen har, især indenfor den vestlige verden, mindet os om denne uretfærdighed.
“Da min mor var en lille pige, løb hun igennem missiler. Hun har fortalt mig historierne om missiler, der faldt ned på hendes vej til og fra skole. De faldt ned meget tæt på hende, og det var hendes oplevelse af at gå hjem fra skole. Hun voksede op med denne angst, og hun opfostrede os med den og det er noget, der bliver overført fra generation til generation.”
– Meital, israelsk jødisk kvinde fra Nordisrael.
Når det er sagt, kan det for mig stadig virke besynderligt, at halvdelen af verdens befolkning, heriblandt befolkningerne i Israel og Palæstina, ikke får lige så meget taletid som den anden halvdel. Ikke fordi en minoritet ikke skal have taletid, men det føles ofte som om, kvinder anses for at være en minoritet – især i konfliktområder.
Min egen oplevelse
Mit navn er Sarah.
Jeg er 33 år og dansk jøde med israelsk far. Jeg er også opvokset i fransktalende lande. Jeg havde aldrig intentioner om at flytte til Israel, selvom jeg har besøgt landet og min fars familie en del som barn. Det var ved et tilfælde, at jeg i sommeren 2006 flyttede til Israel i en alder af 20, midt i hvad man i Israel kalder for den anden krig i Libanon.
Det føles ofte som om, kvinder anses for at være en minoritet – især i konfliktområder
Jeg læste Konfliktløsning og Internationale Relationer på bachelorniveau og tog min kandidat i Mellemøstens historie – begge ved institutioner i Israel. Jeg blev hurtigt meget interesseret i al den fredsaktivisme, der fandtes – og stadig findes i området – og især kvindernes rolle og status ift. konflikten.
Hvorfor?
Fordi det var det, jeg identificerede mig med mest. Jeg er kvinde, jøde, bor i Israel og bor i et konfliktområde. Den israelsk-palæstinensiske konflikt er ikke et fjernt begreb for mig. Det er den, jeg lever i som kvinde.
Political is Personal – platform for kvinders stemmer
Efterhånden som jeg begyndte at lære det lokale NGO-samfund indenfor humanitært arbejde og fredsaktivisme at kende, blev jeg personligt mere og mere frustreret over den ulige ratio, der fandtes mellem kvinder og mænd indenfor dette område. Mit personlige indtryk var, at en del folk, heriblandt mænd, talte positivt om feminisme og om behovet for at få kvinder ind i samtalen, men virkeligheden så anderledes ud.
”Jeg kan virkelig ikke lide checkpoints [kontrolposter på Vestbredden, red.]. Nablus var en af de mest omringede byer i løbet af Intifadaen [Anden Intifada, red.]. Byen var lukket ned på alle sider, så du skulle gå igennem flere checkpoints for at komme ud, og det meste af mine familie boede i Qalqilya, så når der var Eid skulle vi altid igennem to eller tre checkpoints. Min bedstemors hus lå en 25-minutters kørsel væk fra mit hus, men det tog os tre timer, herunder æselture, tomle og ved at skifte taxaer. Det var hvad jeg oplevede i løbet af Intifadaen, og derfor er jeg ikke så glad for det checkpoints.”
– Anonym, palæstinensisk kvinde fra Nablus, Vestbredden.
Mine frustrationer dæmpede sig ikke, tværtimod. Men da krigen (eller hvad man nu skal kalde den) mellem Israel og Gaza i sommeren 2014 sluttede, hørte jeg om en ny kvindelig fredsorganisation ved navn Women Wage Peace – en organisation, der er ledet af jødiske og palæstinensiske/arabiske kvinder mest fra Israel men også fra Vestbredden og Gaza. De startede en kvindelig bevægelse, fordi de var trætte af den uendelige konflikt og ønskede at presse regeringerne til at komme frem til en fredelig løsning.
Women Wage Peace er i mine øjne en yderst vigtig organisation, og i dag består organisationen af flere tusinder medlemmer. De bliver taget alvorligt, og de har noget at skulle have sagt. Jeg beundrer dem meget og følger med i, hvad de laver.
En personlig fortælling, om det kommer fra en mand eller kvinde, er i de fleste tilfælde meget mere lærerig og ægte, end det vi læser og hører om konflikten i nyhederne
Men jeg ved også, at de fleste af deres medlemmer tilhører visse kategorier af kvinder, der enten har nok ressourcer og tid til at hjælpe eller er israelsk-jødiske kvinder, der stemmer på den israelske venstrefløj. Det samme gælder på den palæstinensiske side.
For fire år siden besluttede jeg mig derfor for at skabe en platform ved navn Political is Personal (PiP), der baserer sig på interviews med israelske og palæstinensiske kvinder fra alle mulige forskellige baggrund i forbindelse med konflikten.
Nuance og feminisme
I interviews ført via PiP fortæller kvinderne i deres eget tempo om deres oplevelser, meninger og tanker ift. konflikten. For hvert interview bliver en tekst skrevet, som – før den bliver udgivet på PiP’s hjemmeside – bliver sendt til den interviewede kvinde. Når kvinden har godkendt teksten, når den ud til alle, både i Israel og i Palæstina men resten af verden, der ønsker at høre en kvindes personlige fortælling i forbindelse med en konflikt, man ofte kun hører om på en overfladisk måde.
”En af mine egne oplevelser, som jeg tydelig kan huske var, da jeg gik igennem Rafah-grænseovergangen med min mor og søster. Folk på busserne, herunder den bus, vi sad i, skulle igennem en scanner. Da det var min mors tur til at gå igennem, sad jeg stadig i bussen, men jeg så og hørte en israelsk soldat råbe til min mor over mikrofonen: “Hvad er der mellem dine ben?!” Min mor havde menstruation, og jeg tror, at hendes tampon var løbet igennem.”
– Manal, palæstinensisk kvinde fra Gaza.
I dag består PiP ikke kun af mig men også af mine meget dygtige kollegaer Wajiha Al-Abyad, Nina Engels, Memduha Imer og Rena Omar, der alle bidrager til PiP på forskellige måder. Og mere end 95 israelske jødiske og palæstinensiske kvinder er blevet interviewet indtil nu.
Hvorfor var der behov for PiP?
Fra PiP’s begyndelse ønskede jeg at supplere det arbejde organisationer som Women Wage Peace foretager sig i området ved – på en forholdsvis ”simpel måde” – at skabe en platform for alle slags kvinder og deres stemmer ift. konflikten.
Jeg mærkede et behov for at fortælle nuancerede, personlige fortællinger om konflikten. En personlig fortælling, om det kommer fra en mand eller kvinde, er i de fleste tilfælde meget mere lærerig og ægte, end det vi læser og hører om konflikten i nyhederne.
PiP’s formål
I dag har PiP tre vigtige formål, nemlig at levere:
- Værdifuldt materiale, der henvender sig til akademikere, politikere og beslutningstagere.
- Menneskelig validering, empati og bekræftelse for kvinderne, der er præget af konflikten og især de kvinder, der ikke ser sig selv som politiske aktører. At blive læst af andre er vigtigt.
- En måde for andre rundt om i verden at se denne konflikt i et nyt og mere nuanceret perspektiv.
”Vi har Tzeva Adom [‘Rød Alarm’] app’en og for to uger siden kl. 01 om morgenen, begyndte den at ringe. Min baby sov ved siden af mig, så jeg tog hende op med det samme og trak hende ind til mig. Jeg vidste ikke, at alarmen var for Ashkelon. Du tænker på det hele dagen. Hvert hus i Nirim og i hele området har et beskyttelsesrum, og børnene sover normalt i beskyttelsesrummet. Sådan fungerer det. Nu sover alle os tre i beskyttelsesrummet, så hvis der sker noget, er vi i sikkerhed.”
Lilach, israelsk jødisk kvinde fra Kibbutz Nirim, Israel.
Bogkampagne ”Women Support Women”
Alt arbejdet bag PiP er frivilligt, og det har det været siden PiP’s begyndelse, men det har ikke forhindret os i at fortsætte PiP’s udvikling.
Det har været udfordrende at søge om økonomisk støtte fra fonde, da tusindvis af organisationer verden over søger økonomisk støtte.
Derfor har vi i PiP besluttet os for at skabe og udgive en Political is Personal ”kaffebords”-bog i samarbejde med Elana Sztokman, en prisbelønnet forfatter og leder af Lioness Books under Panoma Press. Bogen vil bestå af uddrag fra nogle af de interviews, der er blevet ført indtil nu, samt billeder som kvinderne selv har valgt.
Formålet med udgivelsen af denne bog er at invitere folk ind i disse kvinders verden via PiPs platform, og selvfølgelig at gøre det muligt for folk at støtte PiPs arbejde og platformens videre udvikling.
At skabe og at udgive en lignende bog er selvfølgelig ikke gratis, og det er i denne sammenhæng at PiPs nye kampagne ”Political is Personal: Women Support Women Through Books” er blevet sat i gang. Kampagnens koncept er, at folk har mulighed for at støtte ved at købe bøger doneret og underskrevet af deres kvindelige forfattere.
Rigtige mange bøger er allerede blevet doneret af generøse kvindelige forfattere fra alle verdens hjørner, der alle støtter op om kampagnen og PiPs formål i solidaritet.
For flere oplysninger om Lioness Books, læs med her.
For flere oplysninger om PiP, besøg vores side her.
Topfoto: Cole Keister on Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
