For hvert DR-program om mode i Iran findes der 50 programmer med Henrik Dahl som medvirkende. Dahls kritik er sammensat af nogle nøje udvalgte eksempler, som ikke har noget med hinanden at gøre. Thomas Klinkby, som er producent og udvikler hos DR, mener, at vores licensfinansierede mediegigant er en stor succes. Hvis DR var en Storebæltsbro, ville Dahl sikkert være stolt af den, skriver Klinkby.
Det er ikke et problem, at DR kritiseres. Det manglede da bare. Men jeg savner i den grad det faglige afsæt. Tag denne artikel som et typisk eksempel. Henrik Dahl (LA), der gennem tiden ikke har manglet adgang til DRs programmer, anklager DR for subjektivitet i en yderst håndplukket og forsvindende lille buket af eksempler.
Det sjove og lidt grove er, at han retter lige præcis den anklage i en meget subjektiv og anekdotebaseret form. Buketten af eksempler tæller blot to: noget med en israelsk forsker og så Ane Cortzens forhold til Schweiz.
Man kunne godt tage en diskussion om udviklingen indenfor subjektiv journalistik og balancen mellem fagligt og følelsesbaseret formidling, men det gør Henrik Dahl ikke. Den diskussion ville nok heller ikke ende med DR som den store skurk.
Hvis DR ikke fandtes i dag, burde nogen bygge noget lignende. For det fungerer efter hensigten
Den diskussion bliver slet ikke taget. Her bruges det bare som to helt tilfældige eksempler på noget andet, der er galt med DR. Ellers er det mest sagerne om mangfoldighedskonsulenten, hesten Jazz (igen-igen) eller den om den flyvende nyhedsdirektør (igen-igen-igen), der nævnes.
Det er tre sager, som jeg sagtens kan se det problematiske, komiske og kritisable i. Det kunne se ud til, at ledelsen i DR indimellem mangler gehør og god dømmekraft i forbindelse med visse ansættelser. Kommunikationen i forbindelse med den slags sager fremstår også både klodset og vag. Men det er trods alt kun tre eksempler. Som i øvrigt intet har med de førnævnte at gøre.
Af med hovederne
Det sidste spredehagl, som kritikerne har skudt med, handler om det aktuelle børneprogram fra DR Ultra om mode i Iran. Kritikken fremføres heftigt af DR-skeptikere, blandt andet på Facebook, og er den aktuelle anledning til Henrik Dahls kritik – en kritik, der i øvrigt ender med en anbefaling af at gøre ved DR, som franskmændene gjorde ved de adelige. Altså hugge hovedet af dem. Det er bare et sprogbillede, og det er nok i øvrigt mest ledelsen, der er tiltænkt guillotinen, så personligt tager jeg det roligt. Men det er et noget spøjst valg, artiklens kontekst taget i betragtning.
Kritikken af børneprogrammet er på sin vis forståelig – de skingre udfald mod den 11-årige vært mange steder på internettet er til gengæld ikke. Jeg kan godt forstå, hvordan man kan finde det problematisk, programmets præmis og forbehold til trods.
Ser spøgelser
Men selv med dette eksempel, som i følge visse DR-modstandere på Facebook er “det sidste strå”, tæller jeg en ret sørgelig række eksempler. Og de er ikke engang relaterede. Det er de muligvis ikke, fordi DR er blevet til en Rorshach-test, hvor forskellige kritikere ser forskellige spøgelser.
For nogle antager spøgelset form af propaganda. Det må være de fem minutter på DR Ultra? Og noget om Schweiz? Eller var det Røde og de radikale i Matador?
For andre er spøgelset, at der frådses. Ikke godt. Men er det nu så slemt, som det gøres til? Jeg oplever f.eks. ikke, at der frådses med budgetterne på DR3, som i sig selv også er et ofte nævnt kritikpunkt og det første, der skal hugges hovedet af, når revolutionen kommer. Hvorfor vides ikke. Kanalen har gjort det over al forventning og er vidt og bredt blevet kopieret.
Jeg tør næsten ikke sige det i denne tid, men faktisk synes jeg også, at DR er udfordret på mangfoldighed, når det kommer til f.eks. rekruttering og fortælleformer
For en tredje gruppe er spøgelset, at DR er blevet for stort. Det er ofte hos diverse konkurrenter, som nedtoner den globale konkurrence der vel nok er den største trussel mod dem og deres bundlinje.
Det sidste kritikpunkt finder jeg mest mærkværdigt. Her har man fra politisk hold skabt og finansieret en kulturinstitution – på vegne af befolkningen – for at sikre en sammenhængskraft og en balanceret formidling af både nyheder og alle mulige andre områder med besked om at gøre det så tilgængeligt som muligt. Men både nicheindhold og bredt indhold.
Og sagen er, at det helt generelt er lykkedes virkelig godt! Hvis DR ikke fandtes i dag, burde nogen bygge noget lignende. For det fungerer efter hensigten.
Løft nogle børn og tag nogle selfies
Der laves virkelig meget indhold af virkelig høj kvalitet – baseret på seertalsmålinger, tilfredshedsundersøgelser, og sågar priser, hvis man tager den slags alvorligt. Politikerne i bred og samlet flok har skabt en stor succes. Tillykke til os alle.
Hvorfor fejrer de det ikke som en sådan? Det plejer ikke at skorte på selvtilfredsheden, når noget lykkes. Hvis DR havde været en Storebæltsbro eller andet offentligt bestilt arbejde med samme succes, blev der løftet børn og taget selfies i en uendelighed. Så hvorfor ikke fejre den dokumenterede, sjældne succes af et politisk bestemt projekt?
I stedet er der et bredt blandet kor af kritikere bestående af kommercielle konkurrenter, privatiseringsideologer og diverse krænkede, der på en baggrund af tusind stykker indhold finder det stykke af puslespillet, de selv er uenige i og siger “Se, sådan er det samlede billede”.
Sandheden er, at DRs indhold er det samlede resultat af utallige og mangeartede stemmer, holdninger og perspektiver. Leveret i øvrigt i høj grad også af eksterne kommercielle producenter – det er eksempelvis tilfældet med serien fra DR Ultra.
DR kan og bør kritiseres
Den tidligere DR-direktør og nuværende kulturminister, Henrik Dahls partifælle Mette Bock, inviterer ikke til den mest åbne forhandling, når hun lægger ud med den frejdige udmelding, at der ingen tvivl er om, at DR bør skæres ned.
Kritikerne er enige om, at lortet skal rives ned, men ikke hvad der så skal bygges og støttes i stedet. Det kunne man godt blive lidt bekymret for. Jeg oplever, at den altid relevante diskussion om DR som regel mangler faglighed, indsigt og sammenhæng. Henrik Dahls artikel er bestemt ingen undtagelse.
Et lille forbehold: som ansat i DR kan jeg betragtes som inhabil. Men også som meget habil, når det kommer til at tale fagligt. Jeg synes ikke, jeg lider af blind loyalitet. DR kan og bør absolut kritiseres. Eller laves om, når det er det rigtige.
Ja, jeg synes egentlig også, at licensen bør afskaffes. Det er uretfærdigt at kræve samme beløb fra unge som gamle, rige som fattige. Så hellere en slags skat i en rammeaftale – så vi undgår fordyrelser på grund af politisk micro management. At den politiske armslængde i princippet ryger, betyder mindre. Den har politikerne ikke rigtig overholdt alligevel, så det går nok endda.
Jeg synes i øvrigt også, det er en god regel at lade markedet komme til først, og lade DR om resten. Men samtidigt skabes sammenhæng næppe uden også at have visse store trækplastre. Jeg tør næsten ikke sige det i denne tid, men faktisk synes jeg også, at DR er udfordret på mangfoldighed når det kommer til f.eks. rekruttering og fortælleformer.
Men der er dog en mangfoldighed af indhold, som ikke repræsenteres særlig godt i en eksempelsamling som Henrik Dahls. For hvert modeprogram fra Iran findes der vel 50 DR-programmer med Henrik Dahl. Og det er ikke ment som en kritik af ham som medvirkende. Jeg har selv været med til at lave et af dem, og det blev rigtig godt.
Topfoto: Storebæltsbroen. Foto: Tone V. V. Rosbach Jensen. Licens: Creative Commons Attribution-Share Alike 2.5 Generic.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her