BØGER // ANMELDELSE – Den norske forsker Eirik Kvindesland giver et tankevækkende indblik i forholdet mellem Israel og Iran. I hans optik ligger der nogle historiske bånd, som måske vil gøre det muligt at komme over det moderne fjendskab mellem de to.
Israel og Iran har i årtier set på hinanden som arvefjender. Udefra betragtet kan man se de to som modpoler, der fra hver sin ende af det mellemøstlige morads ikke forsømmer nogen chance til at føje nyt til trusselsbilledet. Det gælder både Benyamin Netanyahu, der gennem hele sin lange politiske karriere har talt om ’den iranske trussel’, og det gælder ayatollaherne i Teheran, der omtaler Israel som ’den lille satan’ og zionismen som roden til alt ondt.
Dette gik op i en voldelig spids, da de to i denne sommer gennem 12 dramatiske dage bekrigede hinanden med ballistiske missiler og bombeangreb. Årsagerne var mange og krogede, men selv om Israel fik kontant støtte fra USA, lykkedes det ikke at udslette de iranske atomprogrammer, og de mange iranske missiler anrettede en vis skade på israelske befolkningscentre, uden at det dog blev til mere end ridser i lakken.
’Flydende nationer’
Dette dramatiske intermezzo førte ikke til noget afgørende resultat for nogen af parterne, og selv om meget har ændret sig, skuler Israel og Iran stadig til hinanden. På den baggrund er det givtigt at læse en ny bog af den norske forsker Eirik Kvindesland, der som noget usædvanligt mestrer både persisk og hebraisk og i årevis har beskæftiget sig med relationerne mellem de to.
Den 12. april sidste år havde han lagt sidste hånd på sin doktorafhandling om jødiske samfund i Iran og deres forhold til Israel og zionismen, og mens han fejrede begivenheden i gode venners lag, tikkede nyhederne ind om et stort iransk missilangreb på Israel. Det var første gang, Iran og Israel gik i direkte militær konfrontation med hinanden, og pludselig fik Kvindeslands afhandling en helt anden form for aktualitet.
Under alle omstændigheder besluttede han straks at omskrive store dele af sin afhandling, og det er nu blevet til bogen, der har den meget sigende undertitel Gamle venner, nye fiender. Den er med andre ord blevet til på ganske kort tid, og i den forbindelse skal det straks siges, at bogen på ingen måde bærer præg af hastværk. Med den i hånden har man en velskrevet og grundig nøgle til at forstå forholdet mellem de to vidt forskellige lande, der ikke desto mindre har mere til fælles end man umiddelbart forestiller sig.
Allerede i 1957 indledte Iran et program med navnet Atomer for Fred, og det skete med fuld amerikansk støtte. Målet var fredelig og civil udnyttelse af kernekraften
Eirik Kvindesland, der som forsker har sig daglige gang på Oxford University, tager afsæt i nationalisme og kulturforståelse. Og det er med denne baggrund, at han faktisk identificerer nogle interessante fællestræk. Han taler om ’flydende nationer’.
Dette udgangspunkt tager han, fordi vi ofte antager, at verden består af nationalstater, altså stater som er politiske udtryk for en nation eller en folkegruppe. Disse nationalstater betragtes som hovedaktører i international politik, til forskel fra ikke-statslige aktører eller forskellige organisationer eller alliancer på tværs af nationalgrænserne. Der er talrige eksempler på bredt samarbejde, eksempelvis i form af Nato, men nationalstaterne er ikke desto mindre storpolitikkens byggeklodser.
Det er denne model, vi kalder ’den internationale orden’, og den kan man nogenlunde få til at passe ind i en europæisk sammenhæng. Men når det kommer til Mellemøsten, begynder det at knibe. De fleste mellemøstlige stater fungerer snarere som hybride blandinger af europæiske statstraditioner, som er blevet bragt til regionen af europæiske imperier, kombineret med lokale traditioner såsom stammeføderationer og forskellige former for religiøs autoritet.
Et godt eksempel på dette er golfstaterne, der fremstår som monarkier efter europæisk forbillede, men reelt styres af forskellige stammetraditioner. Sat på spidsen er Israel således en nationalstat, men landet defineres ud fra sin jødiskhed. Og eftersom Israel kun til dels har fast definerede og internationalt anerkendte grænser, og samtidig i et vist omfang kan siges at repræsentere jøder verden over, betragter Kvindesland det som en flydende nation.
Det samme gælder i vid udstrækning Iran, om end på en noget anden led. Iran har en forfatning, der i store træk ser europæisk ud i sit tilsnit, men selv om der afholdes valg, der anses for at være nogenlunde demokratiske, finder der intet sted, som ikke har den fulde godkendelse fra de religiøse autoriteter.
Oven i dette skal man tage i betragtning, at den islamiske republik siden 1979 kun har haft to ledere – ayatollah Ruhollah Khomeini (1900-89) og ayatollah Ali Khamenei (1939-) – der efter shiamuslimsk tradition på papiret fungerer som repræsentanter for den sidste imam i direkte linje efter profeten Muhammed. Godt nok har Iran internationalt anerkendte landegrænser, men eftersom styret i sin selvopfattelse skal repræsentere islam og islamisk lovgivning i en bredere forstand, har staten dermed også en større mission.
Atomprogrammerne
Det er også i dette lys, vi skal se de iranske atomprogrammer. Allerede i 1957 indledte Iran et program med navnet Atomer for Fred, og det skete med fuld amerikansk støtte. Målet var fredelig og civil udnyttelse af kernekraften, og amerikanerne bidrog med teknisk rådgivning.
I 1967 etablerede man et særligt forskningscenter ved universitetet i Teheran, og året efter var Iran blandt de første underskrivere af ikkespredningsaftalen. Alt syntes at være i skønneste orden. Men ikke desto mindre dukkede de første mistanker op om at shahens Iran muligvis kunne have andre aspirationer. Så samtidig med at der var planer om, at Iran senest i 1990 skulle have 23 kernekraftværker til civil brug, blev IAEA, den internationale vagthund, opmærksom på, at iranerne muligvis havde andre tanker.
Her finder vi altså en oldgammel historisk forbindelse mellem det jødiske og det persiske folk, og det har op gennem historien ligget mange i baghovedet. For de fleste moderne mennesker er dette måske gået i den historiske glemmebog
Den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, havde fortløbende undersøgelser i gang, da revolutionen i 1979 ændrede situationen. Den nye islamiske republiks åndelige leder, ayatollah Khomeini, tog initiativ til at lukke de iranske atomprogrammer, og kort efter kunne britiske efterretningskilder melde, at byggeriet af de forskellige iranske reaktorer blev stillet i bero. Det hed sig, at bygningsarbejderne strejkede i et krav om at standse programmerne, men den virkelige forklaring er nok, at Khomeini så det hele som overflødigt og ikke mindst ideologisk forkasteligt.
Han så det kostbare program som en unødvendig udgift, men først og fremmest associerede han det med shahens styre og lagde afstand, fordi det afspejlede en forbindelse til USA, som det nye islamiske regime gjorde alt for at nedtone. I samme periode brugte Iran sin indflydelse i FN til at støtte og stemme for en række afrustningsinitiativer, og man sørgede også for at genbekræfte sin tilslutning til ikkespredningsaftalen af 1968.
Venskabet
Det er alt dette, vi ser i dag. Det påpeger forfatteren naturligvis også, men der ligger en vigtig pointe i at tage det store historiske overblik.
Kvindeslands beretning starter i 500-tallet før vor tidsregning, men kong Kyros den Store. Kyros grundlagde det achæmenidiske dynasti, som beherskede Iran fra år 559 f.v.t. til 330 f.v.t. Han skrev sig blandt andet ind i historien ved store erobringskrige i omegnen, og ikke mindst var det ham, der bekæmpede Babylon. Det var her, en stor jødisk befolkning blev holdt i hvad Bibelen beskriver som det babylonske fangenskab.
Man taler også om det første jødiske eksil, og da Kyros gjorde det muligt for jøderne at forlade landet, besluttede et stort antal rent faktisk at blive boende, fordi de så en materielt set bedre fremtid i Persien end i det forarmede Jerusalem.
dette har ikke mindst sat sig som et stærkt element i det jødiske samfund, som altid har været stærkt og veletableret i Iran
Her finder vi altså en oldgammel historisk forbindelse mellem det jødiske og det persiske folk, og det har op gennem historien ligget mange i baghovedet. For de fleste moderne mennesker er dette måske gået i den historiske glemmebog, men som et ejendommeligt twist lever denne tradition i bedste velgående hos netop visse af Donald Trumps trofaste kernevælgere, nemlig de evangelikale kristne. De henviser til at Kyros, som jo skaffede det udvalgte folk friheden, gjorde Guds arbejde, og i den samme tankebane hævder de, at Trump vil kunne føre USA tættere på det hvide, kristne teokrati. For når Kyros kunne være Guds mand, lyder argumentationen, må Trump også kunne være det.
Dette omtaler Kvindesland ikke, men i den politiske virkelighed er det et af de mange elementer, der er med til at komplicere billedet. Fra medierne kender vi historien om konflikten mellem de to. Den beskrives indgående som en stadig mere spændt situation, der køres frem i form af skyggekrig og stedfortræderkrig. Vi kommer eksempelvis omkring israelernes meget markante likvidering af Qassem Suleimani, kommandanten for den iranske revolutionsgardes udlandsdivision, ligesom vi får en kompetent beskrivelse af, hvordan iranerne opbyggede deres såkaldte modstandsakse. Men samtidig gør forfatteren det til en særlig pointe at fortælle, at eksempelvis den israelske Mossad-chef Tamir Pardo lagde en stor indsats i at nuancere Netanyahus dommedagsprofetier ved at sætte et skel mellem trussel og eksistentiel trussel.
Med dette beskriver bogen på forbilledlig vis, hvordan den stærke forbindelse mellem jøder og iranere led et afgørende knæk i moderne tid, hvor zionismen gjorde sit indtog. Hvor retfærdig tanken om et jødisk hjemland end kan have forekommet at være, satte den sine spor i regionen, og i Iran begyndte den shiamuslimske flertalsbefolkning da også at nære tvivl til jødernes loyalitet. Men når man læser dette har man hele tiden bogens hoveddel i baghovedet, og det er den tætte og inciterende beskrivelse af de talrige teologiske eller kulturelle forbindelser mellem jøderne og iranerne. Og dette har ikke mindst sat sig som et stærkt element i det jødiske samfund, som altid har været stærkt og veletableret i Iran.
At det unge Israel skabte et nært forhold til shah Reza Pahlevi og hans brutale regime, har som sådan ikke så meget med sagen at gøre. Det var et moderne strategisk fællesskab og ikke meget andet, og det havde ikke meget at gøre med de kulturelle bånd, som Kvindesland beskriver som et centralt element. Hvis man i stedet fokuserer på det store historiske forløb, ser man forbindelsen, hvilket er forfatterens ærinde, og så bliver det moderne fjendskab til en nok ikke helt ligegyldig parentes, men nok alligevel en parentes.
Dette er bogens virkelige bidrag, nemlig at der ligger noget langt dybere end det vi ser i dag, og det er også noget, man skal tage med i betragtning, når man overvejer om det moderne Israel og det moderne Iran er i stand til at overskride de gensidige kløfter og finde sammen i en form for fredelig sameksistens.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og