Isabella Miehe-Renard

Isabella Miehe-Renard: Jeg græd – ikke over chikanen men fordi “min fisse ikke havde nok journalistisk blod”

i Featured af
METOO // MEDIER – “Jeg erfarede, at der kunne indfinde sig seerstorme over telefonen, hvis befolkningen ikke brød sig om mine øreringe eller nye frisure. At ugebladene altid betegnede mig som den unge, kønne oplæser. Engang blev jeg anmeldt for et skarpt interview med justitsminister Erling Olsen. Overskriften:” Søde Isabella viste nosser”, skriver Isabella Miehe-Renard om sine år i medieverdenen.

Jeg er 19 år og opfordret til værtscasting på nu hedengangne Kanal 2.

Møder op, gennemfører håbefuldt og har just rekvireret ansøgningspapirer til Journalisthøjskolen. Alle på stationen er unge glade wannabes. Lissom jeg selv er.

Da jeg er færdig og tager min allerførste øresnegl ud af øret, råber produceren, mens alle teknikere og chefen, Michael Bundesen, kan høre det: ” Du kan noget, fed test, tak. Hov, må man få dit telefonnummer?”

Det var sjovt dengang, og det er det stadigvæk. Man kan kalde det en klassisk joke fra en mand til en kvinde. Jeg var ikke ansat ( endnu), og det var ikke en magtudøvelse.

Han råber ordret: ” Lille Skattepige, gå på ham, kom nu”. Og lidt efter eksploderer hans temperament; men ikke med research eller et givtigt hjælpespørgsmål desværre. Han råber:” For helvede, har du ikke noget journalistisk blod i din fisse?

Så bliver jeg 24 år og er nyansat som nyhedsoplæser på TV2 på tredje måned. Har haft 11 timers vagter 12 dage om måneden i Odense.

Jeg er kendt allerede fra et underholdnings/infotainment-program, der har været sendt i 4 år hver fredag på den samme kanal. Her oplever jeg både respekt og støtte fra chefer og de skiftende redaktionschefer fra uge til uge.

De har ansat mig, og ergo har de noget på spil selv: jeg skal blive en succes.

En aften kommer en redaktør på de (dengang nye) 22-Nyheder tilbage fra orlov. En studiefotograf hvisker grinende til mig, at i aften er min ilddåb. Knud K har vagten. Knud har været på barsel. Han er nybagt far til en baby, som han har fået med en yngre ansat kvinde, han danner par med.

Sødt, tænker jeg, før vi går på med udsendelsen. Jeg skal interviewe Svend Auken om et snarligt formandsvalg. Jeg interviewer ham live og er velforberedt på mulige bortforklaringer.

Men min redaktør synes ikke, der er spænding nok i minutterne og råber ordret: ” Lille Skattepige, gå på ham, kom nu”.

Jeg fik forklaret – ikke fortalt – men forklaret, at han var umulig, sexistisk, en krukke, der var dyb enighed. Men han var jo en legende i kraft af sin opførsel. “En uforlignelig nyhedsmager” og derfor tilgivet

Og lidt efter eksploderer hans temperament; men ikke med research eller et givtigt hjælpespørgsmål desværre. Han råber:” For helvede, har du ikke noget journalistisk blod i din fisse? Gå efter Svend, for satan”.

I de minutter tabte jeg mig selv. Auken tabte ikke, selvom det nok implicit var Knuds intention. Og da jeg havde pligtoplæst de resterende indslag og credit-listen rullede, græd jeg.

Jeg var ikke vred og slet ikke bevidst om forulempelsen – chikanen. Jeg græd, fordi min fisse ikke havde nok journalistisk blod.

Jeg gik til nyhedsledelsen og berettede.

Jeg forsvarede, hvorfor jeg ikke kunne forestille mig flere vagter med denne mand i øresneglen, og blev mødt med indforstået latter og ordet “ilddåb” blev gentaget.

Jeg fik forklaret – ikke fortalt – men forklaret, at han var umulig, sexistisk, en krukke, der var dyb enighed. Men han var jo en legende i kraft af sin opførsel. “En uforlignelig nyhedsmager” og derfor tilgivet.

Hvad gjorde den 24-årige studievært? Hun fandt sig selvfølgelig i tonen og temperamentet og legenden. Og det værste? Vandt mandens respekt ved ikke at være en mimose.

I hele starten af min karriere blev jeg oplært af tre stærke og dygtige kvindelige chefer. De havde fundet deres vej præcis ved at overtage jargonen og være anti-mimoser.

Lissom seje Sofie Linde klarede jeg mosten. Og tænkte lissom hende: See me now, assholes!  Sexistiske forslag og lummerhed fra mandlige chefer blev aldrig en personalesag. Blot en vanesag

Hvad Karen Thisted, Alice Vestergaard og Ulla Terkelsen ikke har belært mig om udover at oplære mig i faget, er ikke småting. Dengang hed det ikke “fuckability“, det hed “spil dine kort“:

“Smil, hæv ikke stemmen. Men vær en charmerende bøddel!” Det virkede logisk dengang, ingen talte om hverken tvang eller chikane. Blot erfarne velrenommerede kvinders råd til den grønne journalist. De kendte den for kvinder farbare sti, so to speak.

Jeg erfarede, at der kunne indfinde sig seerstorme over telefonen, hvis befolkningen ikke brød sig om mine øreringe eller nye frisure. At ugebladene altid betegnede mig som den unge, kønne oplæser. Engang blev jeg anmeldt for et skarpt interview med justitsminister Erling Olsen. Overskriften:” Søde Isabella viste nosser”.

En kvindelig kollega, der var vært på en populær quiz, blev anerkendt offentligt for at have “genfundet sin flotte figur” efter barsel.

Lissom seje Sofie Linde klarede jeg mosten. Og tænkte lissom hende: See me now, assholes!  Sexistiske forslag og lummerhed fra mandlige chefer blev aldrig en personalesag. Blot en vanesag.

Nok om fortiden. Nu skriver vi 2020 med et spritnyt #MeToo momentum i det danske; som jeg, gammel i gårde og udlært anti-mimose, ikke troede var nødvendigt.

Hvorfor er de så mistænksomme? Strammer skiltet? Adam Holm, Hassan Preisler, Foreningen Far – talsmænd i hobetal, så mange branchemænd/kolleger, der tier i stedet for at sladre i solidaritetens navn om, hvad de har bevidnet nu og i årevis?

Nu læser jeg om over 1600 underskrivere og vidner til arbejdsplads-sexismen. Jeg er ikke inhabil, selvom jeg underskrev. Men vidne? ja. Nu læser jeg utroværdige udtalelser fra klubben, den usynlige mur, af mandlige mediechefer. Og frygtsomme paniske opslag i samtlige sociale medier af kendte mandlige debattører.

Hvorfor er disse ikke-selv-krænkere med #NotAllMen og selvsamme skilt rundt om halsen så aktivt på banen?

Hvorfor er de så mistænksomme? Strammer skiltet? Adam Holm, Hassan Preisler, Foreningen Far – talsmænd i hobetal, så mange branchemænd/kolleger, der tier i stedet for at sladre i solidaritetens navn om, hvad de har bevidnet nu og i årevis?

De har kun én fælles sag. De vil have NAVNE, råber de. “Kom så med navnene på de usle mænd, I anklager. Anklager. Anklager kaldes det i flertal i stedet for oplevelser eller vidnesbyrd”.

Senest begik den i DK så berømte og hyppige mediegæst Arno Victor Nielsen, filosofisk harakiri med en Facebook-status om, at Sofies chef ikke kunne være skidefuld og næppe gik så vidt, samt at unge kvinder i tv selv siger bandeordet “fuck” for ofte. Han diagnosticerede hende endelig som en, der famler i “recovered memories”. Den kan læses her:

Sofie Linde er fucking fuld af løgnEn ”stor tv-kanon” er ikke nødvendigvis en chef. Det betyder sikkert bare at han er…

Geplaatst door Arno Victor Nielsen op Zaterdag 19 september 2020

Arno & Co skal ikke formane eller filosofere et minut længere for mine 10 unge niecer.

Flere af de unge kvinder, jeg er tæt på, er på vej ind i hhv. medie/musik/kunst/læge/3F/and you name it – brancherne.

De kan sige nej, hvis de får fodfæste. Men inden da, får de osse ros for blot at klare mosten. Lugten i bageriet. Forstå magten.

Lære jargonen og forstå fucakability-kortet.

Jeg og mine gamle veninder og kvindelige kolleger kender jeres navne. Måske læser I med.

Men trusler eller enkeltsager vælter ikke muren. Tror jeg. Vi får se. Hvem vælter først?

LÆS MERE OM #METOO I POV HER


Topillustration: Isabella Miehe-Renard som aftenoplæser på TV2-nyhederne (1992). Foto: Screen grab fra YouTube.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Isabella Miehe-Renard er journalist og forfatter. Hun er tidligere studievært på Kanal 2, TV2, DR1 og DR2. Hun bor i kollektiv i Halsnæs og trives udenfor rampelyset. Tæt på hav og fjord og Danmarks største sø.

Seneste artikler om Featured