D-A-D – stadig de bedste rockadorer, vi har

i Featured af
D-A-D // ANMELDELSE – Danmarks nationale rockadorer, D-A-D, fejrer 35 års jubilæum på en corona-sikker turné i et uvant set-up med siddende tilskuere. POV’s musikredaktør Jan Eriksen så brødrene Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne levere lige præcis det show og den fest, han forventede. “For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling.”

Efter et par ekstranumre på scenen i Tivolis koncertsal var Jacob og Jesper Binzer alene på scenen i Laugh’n’A ½. Der blev jeg skisme en lille smule sådan grebet. Det er jo ikke, fordi brødrene selv hverken i attitude eller musikalsk lægger op til føleri, som de står der med hver sin akustiske guitar, mens Jesper Binzer vrænge-synger. Sentimentalitet er ikke rigtig D-A-D’s gebet. Og gennem halvanden time havde vi i salen trods alt set og hørt bandet spille sine sange med sensibilitet, som når en testbil brager ind i en mur med 130 km/t.

Alligevel. Ja, jeg tegnede en glad smiley på den analoge blok.

I godt og vel 35 år har brødrene Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og de seneste 21 år på trommer Laust Sonne stået på scenen i Danmark og store dele af den vestlige og østlige verden i øvrigt. Indrømmet, en periode fra 80’erne op gennem 90’erne havde jeg et ambivalent forhold til D-A-D. På den ene side kan man ikke sætte en finger på deres hits. Sleeping My Day Away f.eks. er ikke bare et fedt nummer, det er også lyden af denne her I dont give a f*** about anything-følelse, alle kan rammes af. Forhåbentlig ikke kronisk.

Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds dna. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning, går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow

På den anden side har jeg altid haft det svært med Stig Pedersens pulserende to-strengs basspil. Der var lovlig meget ha-ha tegneserie over bandet og dets image, som skyggede for rockklodserne. Troede jeg.

Det var så, indtil jeg for nogle år siden udfordrede fordommene og begyndte at dykke ned i musikken og Binzers tekster. Det vrimler med gode melodier, og hele tiden er der Jacob Binzers seje licks og mangefacetterede, uhyrligt stilsikre guitarspil – og klassiske syngende rocksoli. Og teksten til f.eks. Hate to Say I Told You So fra Simpatico er et indfølt portræt i få linjer af en kvinde, der brænder sit lys i begge ender, for det var den mulighed, livet gav hende. Everything Glows en sang om at befinde sig i et mentalt fængsel, hvor man selv har nøglen til døren. Det samme med nævnte Laugh’n’A ½.

Et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd

I Tivoli blev den sagesløse sal fra begyndelsen med A Prayer for the Loud, Jihad  og Burning Star udsat for et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd. Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds DNA. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow. Som Jesper Binzer sagde, var det et uvant set-up for gruppen og publikum, der er vant til at møde hinanden stående. “Se det som dengang I røg hash og lejede rock-dvd’er i Blockbuster,” som han sagde.

D-A-D, pressebillede
D-A-D, pressebillede

Nu var jeg efter Stig Pedersen. I trommeslager Laust Sonne har han noget nær den perfekte makker, der løfter bunden i det monotone basspil. Sonne spiller med et utroligt flydende swing, ikke på noget tidspunkt forfalder han til blot at markere sine slag eller spille safety first. Desuden ligner han udpræget en mand, der nyder at lege med. Sonnes betydning som driver i D-A-D kan ikke overvurderes.

For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling. Stig P vandrende rundt på scenen med sine mange basguitarer, indimellem i akrobatiske yogalignende stillinger.

Jesper Binzer skiftevis i rockpositur ved trommesættet og ved mikrofonen. Kække og sære dialoger med Sonne. Det kunne da være interessant, om D-A-D har en plan B-A-D, eller måske rettere også live kunne finde på at variere deres udtryk, som de faktisk gør på pladerne. Det kunne jeg godt tænke mig at høre.

Men som koncerten i Tivoli viste, er D-A-D stadig de bedste rockadorer, vi har. Det bliver næppe nogensinde helt lyst i dét Disneyland.

D-A-D, Tivolis Koncertsal, 08.11.2020


Topfoto: Torben Christensen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Featured